Torben Mogensen header

Hvad regeringsgrundlaget siger om forskning og uddannelse

Den nye regerings udspil siger følgende om videregående uddannelse:

»**Højere kvalitet på de videregående uddannelser** De videregående uddannelser skal give de studerende viden og kompetencer, som de studerende kan tage med sig og bruge i fremtidige job og livet i øvrigt. Der har været stort fokus på, at flere unge skal tage en videregående uddannelse. Det kan dog ikke stå alene. Uddannelserne skal også have høj kvalitet og være relevante for samfundet. Kvalitetsudvalget har afdækket en række udfordringer i uddannelsessystemet, blandt andet er sammenhængen mellem studievalg og arbejdsmarked ikke god nok. Uddannelserne skal orienteres mod arbejdsmarkedets behov. Regeringen vil derfor indføre mere praksisnær undervisning på de videregående uddannelser. Og taxametersystemet skal reformeres, så det understøtter højere kvalitet på uddannelserne og beskæftigelse. Intentionen med fremdriftsreformen er god, men den fungerer ikke godt nok. Regeringen vil justere fremdriftsreformen inden for den aftalte økonomiske ramme. Regeringen ønsker desuden et eliteniveau på universiteterne med henblik på at udvikle fremtidens forskere.«

Det eneste reelle indhold i første tekstafsnit er, at man nu ikke kun vil fokusere på kvantitet men også på kvalitet og relevans. Det er glædeligt, at man ikke kun ser på kvantitet, men så må man radikalt ændre finansieringsmodellen, som i dag netop udelukkende fokuserer på kvantitet: Et fast beløb per bestået eksamen, et fast beløb per færdig bachelor/kandidat, der ikke er forsinket i deres uddannelse, bøder til universiteterne, hvis studietiderne er for lange, osv. Ingen steder i finansieringsmodellen er kvalitet synlig -- tværtimod giver finansieringsmodellen et stærkt incitament til at sænke niveauet for at få flere studerende hurtigere igennem. Der er ualmindeligt svært at måle kvalitet, så det er i og for sig ikke overraskende, at man ikke baserer en finansieringsmodel på kvalitet. Ikke engang ledighedstal er et godt mål for kvalitet: Det er typisk konjunkturbestemt, om der er ledighed i en bestemt sektor, så i tider med stor efterspørgsel kan selv kandidater af lav kvalitet få arbejde, og i tider med overkapacitet kan selv de bedste kandidater stå uden job. Endvidere er nutidig beskæftigelse en meget dårlig indikator for fremtidig beskæftigelse, hvilket gør den forhenværende regerings dimensioneringplan til en skrivebordsøvelse uden hold i virkeligheden.

Af samme grund er det også en misforståelse at tro, at man skal indrette uddannelserne ensidigt efter erhvervslivets behov: Dels skifter behovene hurtigere end den forsinkelse, der ligger i et femårigt uddannelsesforløb, og dels vil det gøre uddannelserne bagudskuende: Erhvervslivet ligger typisk 10-20 år efter forskningen, så det er mere samfundsgavnligt at uddanne ud fra forskningens resultater end ud fra erhvervslivets kortsigtede behov. Og man kan også frygte, at en mere "praksisnær undervisning" vil gå ud over det teoretiske fundament. Den praksisnære undervisning hører hjemme på professionshøjskoler og ikke på universiteter. Ikke dermed sagt, at universiteterne skal være elfenbenstårne, men med et solidt teoretisk grundlag skal en færdig kandidat nok hurtigt få lært praksis. Det omvendte er derimod ikke realistisk.

Det er glædeligt, at regeringen har indset, at fremdriftsreformen ikke fungerer, men jeg tror ikke, at den kan repareres indenfor den "aftalte økonomiske ramme", som baserer på hypotetiske beregninger om gavnen af hurtigere studietider. Og dog: Et rent hypotetisk regnestykke kan nemt få et helt andet resultat, hvis man sætter andre hypotetiske forudsætninger og parametre på det. Man kan altid gribe et nyt tal ud af luften til at understøtte sin nye politik.

Sjovt nok omtales eliteniveau i samme afsnit som fremdriftsreform. De er ellers hinandens modsætninger, jævnfør ovenstående diskussion og kvalitet kontra kvantitet. Eliteniveau kræver tid til fordybelse, udbud af snævre kurser, der ikke i sig selv er økonomisk rentable ud fra den nuværende finansieringsmodel, der belønner enhver bestået eksamen ens, uanset niveauet, et stærkt forskningsmiljø og undervisere med tid til personlig vejledning (som heller ikke er rentabel i den nuværende model). Så umiddelbart tror jeg, at den største hindring for at få eliteuddannelse i Danmark er finansieringsmodellens ensidige fokuserer på kvantitet. Men jeg har ikke noget godt bud på en alternativ finansieringsmodel: Som sagt er kvalitet svær at måle. Så i stedet burde man måske se på en forbedring af mulighederne for forskningsuddannelser: Et øget antal PhD- og Postdoc-stipendier og et øget antal fastansatte forskere til at undervise og vejlede disse. Det koster penge, men det skal betragtes som en investering i fremtiden og ikke som en ren udgift.

Om forskning siger regeringsgrundlaget:

»**AMBITIØS FORSKNING** Forskning giver os ny viden og er en væsentlig drivkraft for udviklingen af vores samfund. Regeringen vil prioritere grundforskningen såvel som anvendelsesorienteret og udfordrings-revet forskning, så vi får ny og brugbar viden til gavn for os alle. Forskning af høj kvalitet er en vigtig forudsætning for, at erhvervslivet kan udvikle nye produkter og tjenesteydelser og dermed sikre videnstunge arbejdspladser. Regeringen har det mål, at Danmark skal investere mindst 1 pct. af BNP i offentligt finansieret forskning. Der skal laves en analyse af den eksisterende forskningsindsats med henblik på at opnå viden om effekterne af forskningsinvesteringerne. Inden for den nuværende ramme skal midlerne prioriteres, så de understøtter danske styrkepositioner og erhvervslivets behov. Danske universiteter skal tilhøre den internationale elite, både hvad angår forskning og undervisning. Danmark kan umuligt være førende inden for alle områder, men det er regeringens ambition, at de danske forskningsmiljøer skal være i absolut topklasse inden for udvalgte styrkepositioner og områder. Samtidig skal der være et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. Universiteterne skal tilrettelægge deres forskningsaktiviteter, så egenfinansieringen øges. Det kan f.eks. ske ved øget kommercialisering eller tiltrækning af midler fra virksomheder eller fonde.«

Det er glædeligt, at regeringen har indset, at forskning er en givtig investering og ikke blot en udgift, og det er også glædeligt, at man ikke ensidigt satser på anvendt forskning. Men jeg vil dog gerne se en forøgelse af midler, der ikke er øremærkede specifikke formål, før jeg tror det. Historisk er der sked et skred fra fri forskning mod planforskning. Og idet det næste tekstafsnit fremhæver erhvervslivets behov, kan man frygte, at det blot er tomme ord. Jeg synes i øvrigt ikke, at 1% af de offentlige midler til forskning er særligt ambitiøst.

Og det er nemt nok at sige, at universiteterne skal tilhøre eliten, men med den igangværende udsultning af universiteterne er det næppe realistisk endda at holde den hæderlige position, de store danske universiteter p.t. har. Hvis man sammenligner med eliteuniversiteterne i udlandet, er den væsentligste forskel fra de danske, at de i højere grad kan udvælge de bedste studerende blandt et meget stor befolkning, og at de har flere midler per studerende og ansat end de danske. Danmark er nok for lille til at et væsentlig fravalg af studerende er mulig, så den eneste realistiske måde at sikre eliteposition er gennem forøgede bevillinger. Jeg er derfor meget bekymret over det angivne ønske om, at universiteterne skal være mere selvfinansierede ved f.eks. øget kommercialisering af forskningen. Denne ide om, at universiteterne skal drives som virksomheder, er en komplet misforståelse af universiteternes rolle i samfundet, og vil kun sænke det faglige niveau og erstatte forskning med produktudvikling. Kommercialisering af forskning skal ligge hos erhvervslivet, som ansætter de kandidater, PhD'er og Postdocs, der har arbejdet med forskningen i deres specialer, afhandlinger og frie forskningsprojekter.

Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Martin Kirk

"Jeg synes i øvrigt ikke, at 1% af de offentlige midler til forskning er særligt ambitiøst."

spørgsmålet er hvor grænsen går mellem relevant forskning og hvornår man begynder at spilde pengene på peruviansk-religiøs-bjerggeds-dyrkelses-historie-forskning bare fordi en eller anden klaphat synes det er det mest interessante i hele verden.

Torben Mogensen Blogger

Størrelsen af forskningsmidlerne har ikke noget at gøre med prioritering af samme, så absurde hypotetiske forskningsemner er en stråmand i denne forbindelse.

Det sagt, så tror jeg til gengæld ikke, at staten er den bedste til at prioritere forskningsmidler: Man risikerer nemt at løbe efter kortsigtet gavn og taber hele den langsigtede på gulvet. Politikere er sjældent interesserede i tiltag, der ikke giver synlige resultater i den indeværende valgperiode.

Carsten Hansen

Min lærer i Nationaløkonomi havde set sig sur på serbokroatiske tolke og de blev ofte brugt som eksempel på spildt uddannelse. To år senere var der akut mangel på disse tolke pga. borgerkrigen i Jugoslavien.

Rune Jensen

og hvornår man begynder at spilde pengene på peruviansk-religiøs-bjerggeds-dyrkelses-historie-forskning

Så længe det er noget, som kan bakkes op af observérbare facts og med 100% videnskabelige metoder, så er der faktisk en del ting, som ikke ser umiddelbart brugbare ud, men som senere viser sig brugbart.

Men hvis du mener forholdsmæssigt, så vil jeg da mene, det siger sig selv, at man hovedsageligt bør fokusere på tendens på hvad fremtiden vil bringe og som udgangspunkt støtte uddannelse udfra det.

Hvad med f.eks. IT-sikkerhed. Der er da alle tegn på, at satsning på uddannelse her, vil give mega pote i fremtiden.

Og i den forbindelse - ville det så ikke være på sin plads med mere end én sætning omkring hvordan man vil lære børn IT i skolen. Og jeg tænker på sådan noget som iPads i skolen - ER dette den bedste måde at introducere børn til IT?

Alt andet lige, som folk herinde har beskrevet det, så virker det som om, skolerne i stedet kunne støve deres gamle C64ere af, og så starte med BASIC. Da det vil give langt mere brugbar viden end iPads giver indtryk af at have givet. iPads koster en bondegård, og lader ikke til, investeringen på nogen måde står mål med resultatet.

Så hvad siger regeringsgrundlaget specifikt om de her iPads? Det er vel ikke småpenge, som allerde er spildt på det?

Jesper Frimann

Som jeg læser det her oplæg til en vision om uddannelse og forskning, så er det justeringer.
Jeg mener at det vi ser inde fra borgen, det være sig fra blå, gul eller Rød stue er fuldstændigt støvsuget for faglighed. Jeg overvejede at skrive faglig innovation, men kom frem til at hvis jeg skrev faglig innovation, så ville det antyde at der var en vis grad af faglighed.

Man får ikke god forskning og skarpe hoveder til industrien, ved at oprette bestyrelse med folk der ikke har forstand på uddannelse eller indfører tåbelige afregningsmodeller der fremmer pølsefabriker, der spytter masser af lavkvalitets produkter ud med en kort holdbarheds dato, af en produkt type som vi egentlig ikke rigtig kan bruge til andet end administrere, bibeholde status quo.

Så er der den med 'rekrutteringen' til universiteterne.

I Danmark har vi lidt den forældede tankegang, at man tager sin uddannelse og så er man klædt på til hele sit arbejdsliv. Det er jo en forældet tankegang der ikke har så meget med nutidens verden, hvor man er måske 40-50 år på arbejdsmarkedet og hvor udviklingen ikke går langsommere.
Desuden går man også 'glip af' en masse folk, som måske nok kan/burde/skulle fortsætte på universitetet, men som aldrig når dertil, fordi de enten af økonomiske, sociale eller traditions mæssige grunde ikke lige kommer den vej.

Jeg mener at man er nødt til at åbne uddannelses systemet op også de højere uddannelser.

Man er nødt til, at indse at folk aldrig bliver færdige med at uddanne
sig. Derfor skal det være muligt senere i livet at opdatere, udbygge og færdigøre sin uddannelse.

Man er også nødt til at indse at fordi du er startet, måske som elektriker betyder det ikke, at du ikke har potentialet til f.eks. at blive Datalog. Du kommer måske bare fra et Sted i Danmark, hvor man ikke lige sender ungerne på Universitetet. Derfor er det vigtigt, at hvis man er kvalificeret, så kan man flytte mellem uddannelser, opkvalificere sig selv.

Og så skal man måske nok se lidt på strukturen af uddannelser og så ellers konsolidere lidt. Både når det gælder antallet af universiteter, men også på antallet af uddannelser, i det mindste burde man kunne dele kurser på forskellige uddannelser, hvor man lærer meget af det samme.

// Jesper

Jesper Frimann

Og grundet en lidt tåbelig edit post implementation .. så lige lidt mere her:

Og så er der det faktum, at man stadig har indrettet rigtig mange uddannelser efter den illusion, at folk får SU og kan leve af den, og derfor kan vi tilrettelægge studierne efter at de studerende er til rådighed fra 8.00 - 18.00 på alle hverdage... men igen så ja.. Jeg har to små drenge (1 og 5) med hovedet skruet rigtigt på (det har de efter deres mor) og vi har indset at der skal sættes signifikante midler af til deres uddannelse.. ellers så ender de som deres far uden en færdiggjort uddannelse.

// Jesper

Log ind eller Opret konto for at kommentere