Jesper sandal header

Hvad 'Last Christmas' og 'Whamageddon' lærte mig om PvP-spil

Må spillerne slå hinanden ud af spillet, hvis de kan? Et spil, hvor det er muligt at lægge fælder og slå de andre ud, men hvor ingen har defineret en regel om, hvorvidt det er i orden, rejste en spændende debat om, hvornår et spil er PvP, player-versus-player.

Spillet var Whamageddon. En leg, som en flok blandede danske nørder havde opfundet for at klare sig gennem decembers juleræs. Præmissen var enkel. Du er med i legen, så længe du har undgået at høre originalversionen af Whams 'Last Christmas'.

I år blev der hastigt lavet en hjemmeside, og konceptet blev spredt i visse kredse via Facebook. En af de få regler var, at når man blev 'whammet', skulle man lave et opslag på sociale medier for at markere, at man var ude af legen og havde tabt til julehelvedet.

Men med et større publikum til legen, nåede den også ud til den type nørder, der straks ser det taktiske spil. Hvad skal man gøre for at vinde? Et svar er selvfølgelig at undgå radio og stormagasiner, hvor julepoppen er mest intens. Men et andet svar er, at man sørger for at eliminere de andre spillere, så man selv er sidste spiller i live.

Det førte til mange kreative forsøg på at påtvinge andre deltagere Last Christmas. Sangen blev skjult i Facebook-videoer, lagt på telefonsvarerbeskeder, og jeg selv blev nakket efter at have set en flok komikere spille Dungeons & Dragons. Good fun.

Eller er det nu også good fun? Efterfølgende rejste debatten sig. Det var aldrig intentionen fra dem, der oprindeligt havde udtænkt legen, at deltagerne skulle angribe hinanden.

PvP står over for player-versus-environment, PvE, hvor spillet er modstanderne, og spillerne som udgangspunkt samarbejder eller ignorerer hinanden. Mange onlinespil fra EverQuest og World of Warcraft-æraen delte verdenerne op, så de to typer spil var adskilt, men PvE var det, de fleste spillede. Omvendt er spil i e-sport-genren som udgangspunkt altid PvP, dog ofte opdelt i hold.

Det, der skete for Whamageddon, var, at brætspilsnørderne kom ind i billedet. Samtidig var der ikke defineret en regel for PvP, for vennerne bag legen, forudsatte, at et spil som udgangspunkt var PvE. Som en af brætspillerne påpegede i den efterfølgende debat, så er brætspil som udgangspunkt PvP. Hvis det ikke er, så betegnes det som coop.

Whamageddon var altså et spil, hvor spilmekanikken gjorde det muligt at spille PvP, og det var ikke eksplicit forbudt ifølge reglerne. Og det resulterede i, at der både blev spillet PvP og PvE, og det førte til en konflikt og en efterfølgende diskussion.

Problemet er, at PvP også kan ramme dem, der vil spille PvE. PvE-spillerne kunne ikke undgå også at blive involveret i PvP. Derfor har de fleste onlinespil en form for opt-in, hvor man vælger at gå PvP. I dette tilfælde kan man argumentere for, at muligheden for at spille PvP var en fejl i spilmekanikken. Men en del af spillerne så det som selve kernen i spillet.

Var PvP-spillerne derfor en slags 'griefers' i spillet? Dem, der udnytter en spilmekanik til at ødelægge morskaben for andre spillere?

Eller havde de opdaget et nyt spil med udgangspunkt i det oprindelige spil - og opstod konflikten blot, fordi de to spil ikke kunne eksisterer side om side?

Der er problemer med begge spildesign. PvE-modellen er sårbar over for ondsindede spillere, og lektien for enhver spildesigner må være, at det er nødvendigt at indtænke regler for, hvordan spillerne må interagere med hinanden og ikke kun med spillet - også selvom man designer et PvE-spil.

Men PvP-modellen lider til gengæld af, at spillet har en meget lang respawn-tid, fordi der er næsten et år til næste december. Man kunne selvfølgelig respawne dagligt, men så ville det oprindelige formål gå tabt, nemlig rent faktisk at undgå at høre Last Christmas hver eneste dag.

Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kasper Hansen

Well såfremt de folk faktisk selv deltog i spillet (disclaimer: so did I), så kan de i hvert fald ikke kaldes griefers, for den definition indebærer at de gør det uden mål for anden vinding end at skade den anden. Så længe det er et legitimt redskab til selv at vinde og de derfor selv har fordel af det, kan de per definition ikke være griefers.

Det sagt er det en interessant observation at det der var en "leg" mellem en mindre gruppe efterhånden er endt i transitionen til et "spil" med regler og de udfordringer det giver, når der nu ikke er et formelt nedskrevet regelsæt til at dække i hvert fald de mest almindelige situationer.

Personligt er jeg ærke-PvE i alle sammenhænge undtagen brætspil og jeg ville ikke selv have tænkt tanken at slå min "modstandere" ud. Og jeg finder også brætspils argumentet svagt - jeg spiller selv brætspil i stor stil, men det betyder ikke at jeg antager at PvP er normen i alt der ikke er et brætspil. Når jeg kommer ind i et nyt spil sætter jeg mig ind i de (formelle og uformelle) regler der er.

Men jeg fandt det mest underholdende i denne sammenhæng - nok fordi jeg trods den lange "respawn" tid ikke ser det som et nederlag at ryge ud af denne konkurrence - ej heller faktisk har et problem med Last Christmas. Det er bare lidt sjov i julemåneden. Hvis der nu var præmier eller bragging rights ville det være noget andet.

  • 0
  • 0
Thomas Hansen

Hvilken definition er det?

En griefer bliver vel brugt om 'someone who is causing grief'. Det kræver ikke at du ikke forsøger at vinde også. Og wiki nævner netop at griefers tit bruger spilmekanik på måder som det absolut ikke var planlagt.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize