Hvad kan aarhusianske iværksættere lære af københavnerne?

Jeg har bemærket en trend blandt aarhusianske it-iværksættere; så snart de får en smule succes forvandles de til københavnske it-iværksættere. De drager til hovedstaden og skaber arbejdspladser der i stedet for at blive i Jylland.

Når man holder af Aarhus som by, så er det trist at se den udvikling og det er en udvikling som skader iværksættermiljøet i Aarhus. F.eks. får de studerende indenfor it og datalogi i Aarhus mindre eksponering til iværksættermiljøet, der er færre mentorer i nærheden og generelt er det sværere at opretholde et godt it-iværksættermiljø i Aarhus.

Et af de initiativer som forsøger at få gang i it-iværksætteriet i byen er GeekHouse, som sammen med Seismonaut og Klean f.eks. har arrangeret inspirationsinjektion (kendt på twitter som #inin). Jeg har selv deltaget i flere af disse arrangementer før jeg tog udenlands og det er en unik mulighed for at møde andre iværksættere og netværke over gratis øl og korte foredrag. Desværre er der blevet længere og længere mellem inspirationsinjektionsaftnerne og for nyligt kom nyheden om at GeekHouse lukker med mindre der er nogen der ønsker at overtage projektet. Indtil nu har projektet været sponsoreret af Miracle, og de er ikke interesseret i at videreføre det.

Der ligger et rigtig godt initiativ bag GeekHouse, men det kan ikke være meningen at et privat firma på den måde er nød til at holde hånden under de aarhusianske iværksættere i længden. Det burde ikke være nødvendigt. Som iværksættere burde miljøet omkring GeekHouse jo selv være i stand til at komme med gode nok ideer til hvordan GeekHouse kunne financieres i fremtiden. Desværre ser det ikke sådan ud i øjeblikket og som iværksætter kan jeg også se de gode argumenter for det modsatte; iværksættere er travle mennesker som har satset 100 % på deres ide og som sjældent også har overskud til lige at finde sponsorkroner, starte indsamlingsarrangementer eller finde samarbejdspartnere til et projekt som ikke er deres hovedprojekt. Det er sandsynligt, at GeekHouse bare lukker eller bliver til et betalt kontorfællesskab, som så mange andre steder. Det unikke miljø omkring GeekHouse baseret på åbenhed, gratis øl og interesse for at skabe et stærkt iværksættermiljø i Aarhus forsvinder, men de gode kontakter som GeekHouse har været med til at formidle består da heldigvis og har været et godt bidrag til iværksættermiljøet i Aarhus.

Men dette blogindlæg skal ikke handle om GeekHouse. Det skal handle om hvordan man kan understøtte et godt iværksættermiljø i Aarhus. Hvad gør de i København? Hvad gør de i Silicon Valley? Hvad sker der af interessante tiltag i iværksættermiljøet generelt?

Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Carsten Sonne

Hvad gør de i København? Hvad gør de i Silicon Valley?

Som enhver anden må iværksætter have plus på bundlinjen, og det gør man jo nemmest ved at søge derhen hvor pengene er - i magtens centrum. I iværksætter sammenhæng, er selv Århus blevet til udkantsdamark. Hvordan de gør i Silicon Valley ved jeg ikke. Jeg forstiller mig dog forskelle består i troen på de gode ideer frem for et hurtige afkast.

  • 2
  • 2
Therese Hansen

En af mine venner som i øjeblikket er i Silicon Valley fortæller højt og bredt om de mange networkingsarrangementer, hvor iværksættere udveksler viden og kontakter. Det kan være så simpelt som en kontorreception, en grillaften eller en pitchingkonkurrence - men det kræver et samlet miljø, hvor der er nok mennesker interesseret i den slags networking.

I morges var jeg til Likemind Aarhus arrangement og ud af de 20 tilmeldte dukkede der 6 mennesker op. Det ville godt nok være trist at arrangere den helt vilde pitchingkonkurrence og så der i alt dukkede 6 interesserede op - måske er det et spørgsmål om kritisk masse?

  • 1
  • 1
Carsten Sonne

Det er de gode ideer, der driver værket. Nogle vil kalde det innovation. De gode ideer der føres ud i livet, vel og mærke. Nogle vil kalde det destruktiv kreativitet. Netværking for netværkingens skyld, kan da være meget hyggeligt, men jeg har lidt svært ved at se hvordan det, i sig selv, skulle kunne skabe resultater. Selvfølgelig skal de gode ideer fostre af noget og det kan jo eksempelvis være konferencer, messer eller netværksarrangementer.

  • 0
  • 1
Michael Lykke

Men nu skriver du selv at du er rykket til udlandet - Må man spørge hvorhen og hvorfor?

Forklaringen til hvorfor kunne måske stemme godt overens med hvorfor folk flytter til Kbh. Jeg bor selv i Århus, men udlandet trækker kraftigt omend det er noget nemmere at komme til Kbh end fx USA eller lign.

  • 0
  • 1
Gert Madsen

Det er vel en følge af den massive centralisering, der er udgået fra Christiansborg de sidste par dekader.

Som Carsten nævner, så er det nemmest at få bevilget støtte og tilskud, hvis man kan komme til at gnubbe skuldre med dem, der sidder på kassen.

Efter at amterne blev nedlagt og kommunerne har fået deres råderum inddraget, så sidder der stort set københavnere på alle kasserne.

  • 0
  • 3
Peter Lind

Jeg ville personligt søge til Kbh efter kunder og efter netværk - men det primære spørgsmål er så hvilken slags startup/iværksætter man er (rettere: hvilket produkt man har). Hvis deciderede fysiske kundemøder er vigtigt, så er det bare nemmere i Kbh fordi der er større densitet af potentielle kunder. Specielt hvis man er den typiske nørd med en ide men ingen bil (så er det knapt så nemt at ture Jylland rundt for at snakke med kunder).

  • 1
  • 0
Michael Peters

I indledningen skriver du:

"Jeg har selv deltaget i flere af disse arrangementer før jeg tog udenlands"

Så må du jo være den nærmeste til at svare på dit eget spørgsmål.

Det er jo et kendt fænomen. Der er som andre skriver, flere årsager. Det er dog helt sikkert, at hvis vi havde politikere, der tog ansvar for DSB, der i den grad gør det dyrt at rejse, så kunne man hurtigt og billigt komme frem og tilbage. Men når f.eks. jeg og mine 2 kollegaer skal fra Sydsjælland til KBH. og retur, koster det 1000 kroner.

Det er uhørt at DSB får lov til at flå os, men de skal jo selvfølgelig have dækket deres inkompetence, når de fyrer 1/2 milliard i Sverige.

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Til dem der har spurgt hvorfor jeg selv tog til udlandet, så har det kun lidt at gøre med at fremme mine iværksætterambitioner. Jeg tog til Thailand dels fordi vi har fået thailandske familiemedlemmer og dels fordi det er et billigt, skønt sted at leve - og så kan opsparingen holde lidt længere uden at man behøver at leve på en sten, når man nu gerne vil have tid til at opbygge et produkt. Det var f.eks. ikke det thailandske iværksættermiljø (som jeg ikke er sikker på eksisterer i stor stil) eller mulighed for investeringer der trak os til Asien.

  • 1
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere