per andersen bloghoved

Hvad fanden er Big Data?

Innovation på IT-området synes ikke kun at være nye teknologier og løsninger, men også smarte, nye betegnelser. Nu er vi blevet ”velsignet” med endnu en – ”big data” – og som sædvanlig er der rigtig mange opfattelser af, hvad det nu er for en tingest.

Nogle opfatter ”big data” som ”meget data” – sådan cirka mere end hvad en virksomhed normalt arbejder med. Andre siger, at det handler om ustrukturerede data. Mens andre igen snakker om eksterne data fra kilder som sociale medier.

Det hele er måske nok rigtigt, men grundlæggende handler Big Data om: Helhedssyn, hvor man inddrager alle tilgængelige kilder af information til at skabe værdi for forretningen. Så ja, det vil også være ustrukturerede data, og det vil også være fra eksterne kilder. Men det er ikke defineret i termer af petabyte, exabyte, zettabyte eller yottabyte (ok, hvis man virkelig har yottabyte af data må man godt kalde det ”big data” for min skyld!).

Derfor er begrebet ”big data” relevant for alle typer af virksomheder og organisationer. I en undersøgelse netop gennemført af The Economist Intelligence Unit sammen med Capgemini, svarer 2/3 af godt 600 virksomheder, at de mener deres virksomhed og deres strategi er data-drevet, og 90% mener, at de burde udnytte data bedre for at træffe bedre beslutninger.

Det er dog ikke fordi organisationerne mangler data! Og specielt ikke ustrukturerede data – faktisk siger 40% at de har for meget ustruktureret data til beslutningerne. Så udfordringen er mere, hvordan man får behandlet dette miks af interne/eksterne og strukturerede/ustrukturerede data. Heldigvis er der teknologier på vej i markedet, der kan hjælpe med dette, fx in-memory data analyse, NoSQL teknologier og social medie analytiske værktøjer.

Organisationerne siger selv, at silo-tænkning er en af de store barrierer for udnyttelse af Big Data. Den har vi jo hørt igennem mange år på forskellige områder, men det gør det selvfølgelig ikke mindre udfordrende. Intern kultur, hvor man tænker ”jeg ejer information” er noget skidt, når vi snakker om at træffe beslutninger på information i bred forstand. Mange virksomheder må til at vænne sig til, at information er en ”commodity” der er frit tilgængelig for alle – det er en ny kultur! Prøv fx at spørge HR-afdelingen, om de tror der er mest faginformation om virksomhedens medarbejdere internt eller eksternt? (Korrekt svar: Eksternt på Linkedin og andre sociale medier).

Netop disse ændringer gør, at mange af deltagerne i undersøgelsen ser store perspektiver i Big Data. Dem, der allerede har brugt Big Data analyser, har set en forbedring i udbyttet på 26%, mens de også forventer, at der er yderligere 41% forbedringer at hente over de næste tre år.

Det faktum, at flere og flere af virksomhedens kunder og øvrige interessenter bevæger sig rundt på internettet og specielt de sociale medier og efterlader store mængder af relevant information, giver helt nye muligheder – uden at bryde regler om databeskyttelse. Som virksomhed kan man gennem ekstern information få ny information om markedet. Men man kan også analysere sig til værdifuld information om sine kunder. Ja, faktisk kan man også se tendenserne blandt sine kunders kunder, og dermed være på forkant (eller foran) sine kunders behov og ønsker!

Jo, det kan konkurrenterne selvfølgelig også. Det er netop en konsekvens af ”den frie bevægelighed af data”. Derfor bliver fokus fremover drejet fra ”værdien af information” til ”hastigheden man kan uddrage værdien af information”. Analyser i real-tid bliver derfor mere og mere vigtige.

Listen af gode Big Data eksempler bliver hurtigt meget lang:

  • Inden for detail kan virksomheder supplere salgsdata fra terminalerne med kundernes præferencer fra sociale medier og med analyser af eksterne faktorer som vejret eller begivenheder
  • Inden for sundhedssektoren kan man kombinere viden om patienten på tværs af organisatoriske enheder med den nyeste medicinske forskning
  • Inden for telekom kan man kombinere voksende mængder af transaktionsdata med supportinformation fra kundeservice og online aktiviteter til at analyse problemområder
  • Inden for finans kan ekstern information kombineret med eksisterende kundeinformation være afgørende for nye produkter, risiko-analyse og håndtering af dårlige betalere

3 trin til at komme i gang med Big Data

  • Overvej din egen situation omkring Big Data. Hvor giver det mening for jer, hvor kan der være umiddelbar værdiskabelse og hvordan er jeres kultur omkring data og information?
  • Formuler jeres strategi, både kortsigtet og langsigtet. Hvor vil I hen med det, hvorfor, og hvilke erkendte udfordringer er der i det? Hvilke eksterne data er interessante for jer og hvordan skabes et helhedssyn af de interne data?
  • Spis elefanten lidt ad gangen. Det er et nyt område med nye teknologier, så arbejd med piloter og ”proof of concept”. Etabler en Roadmap som nedbryder strategien i håndterbare etaper, involver relevante ressourcer i både plan og eksekvering. Realisme og opsamling af lærdom og erfaring undervejs bør være bærende principper

Se også indlægget i Version2 insight: Business Intelligence

Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Daniel Madsen

Lars: Nu har jeg svært ved at afgøre om du er sarkastisk eller ej, men

1) Disse data er normalt kun relevante indenfor organisationen og temmelig ubrugelige udenfor (medmindre du er en konkurrent).
2) Dataene er temmelig sensitive og giver somregel et meget detaljeret indblik i din virksomheds processer og økonomi som du normalt ikke ønsker falder i de forkerte hænder (igen primært konkurrenter).

Vi kan tale om at offentlige virksomheder bør åbnes mere op, men at tvinge private virksomheder vil være det samme som at legalisere industri-spionage.

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere