HR, bøsser og ros

Forleden havde jeg den store fornøjelse at snik-snakke om emnet UD-dannelse (noget jeg egang har skrevet om i min klumme i Computer World) for nogle hundrede IT-folk, der var samlet til et iøvrigt udmærket arrangement.

Jeg valgte bevidst her at bruge ordet "bøsse" sammen med en masse mere normale ord for at gøre det hele lidt morsommere (håbede jeg).

Inspirationen til at bruge ordet "bøsse" på den måde kommer oprindeligt fra en historie som min med-direktør Lasse fortalte mig:

En af Lasses venner er politimand, og han og hans kollega stoppede en bil med en rocker og var af forskellige årsager nødt til at klippe pladerne på den flotte amerikanerbil.

Rockeren var rasende, hvilket politifolkene måske var godt tilfredse med, så for ligesom at ramme pointen hjem rullede den venlige politimand vinduet ned og sagde "Hav en fortsat god dag" til ham, da de kørte fra stedet (og bilen og ham).

Rockeren knaldede næven ned i taget på enten sin egen eller politiets bil og brølede "Bøsseland!", hvilket alt andet lige egentlig var en ganske god og morsom kommentar til situationen.

Dernæst opdagede jeg, at en kollega i branchen - C - begyndte at bruge udtrykket "tyndbøsse" om folk, han ikke var helt enig med, eller som var nogle tøsedrenge.

Da DR's P3 så begyndte at sende en række udsendelser med FordomsPer:

http://www.dr.dk/P3/Tjenesten/satire/Serier/fordomsper.htm

... som kaldte ALT og ALLE for "bøsssseerrrrr" blev jeg mindet om denne udmærkede anvendelse af ordet...

Tilbage til forleden: Så jeg brugte B-ordet til at ramme nogle pointer hjem omkring stress, HR, medarbejdersamtaler, kurser, konferencer, arbejdstilsynet, hæve-sænke-borde, ISO-certificeringer (9000, 20000, 420000, osv.), Lean, 8-timers arbejdsuge, Årets Medarbejder, og alt muligt andet.

Bare det sædvanlige standup IT comedian-halløj, hvor jeg svinede medarbejderne, cheferne og hele nationen grundigt til. De var høflige nok til at grine, og stemningen var fin, så det var sjovt.

Jeg modtog senere en venlig mail fra en af deltagerne, som fortalte, at medarbejderne havde moret sig ekstra godt da jeg inddirekte omtalte en af cheferne (som jeg ikke kender overhovedet), der, som der stod i mailen:

"... om nogen er repræsentant for managementidealisternes bøssepladder..."

Den sætning må jeg huske. Jeg hørte forleden på P1, at det nu vælter ind med så mange managementteorier og -ideer, at man er nødt til at VÆLGE - man kan simpelthen ikke nå at indføre dem alle sammen :-))).

Det er jeg egentlig glad for. I mine Oracle-dage (fra 1990 til 2000) prøvede vi flere gange at blive ISO-9000 certificerede. Det strandede konsekvent på, at det var lidt flovt at skulle dokumentere hvad vi præcist gjorde, så vi faldt altid i fælden med at skrive nogle nye procedurer, så ISO-9000-dokumentationen kunne se pæn ud - og det gik altid galt. Til sidst indførte Support-afdelingen - og KUN Support-afdelingen - et begreb kaldet ISO+ (ISO-Plus), som i virkeligheden var ISO-Minus, dvs. et stærkt begrænset subset af ISO-regler.

Så kunne man endelig erklære, at vi (hele Oracle Danmark) havde en ISO-9000-certificering.

Jeg ved, at man var nødt til det samme i det meget større Oracle UK, fordi MoD (Forsvarsministeriet) kun måtte handle med virksomheder, der var ISO-9000-certificerede. Det medførte, at en enkelt sektion i Oracle UK's Support-afdeling blev certificeret, og så kunne man komme udenom kravet.

Siden er det blevet meget værre: Der kommer flere og flere management-teorier og -begreber bankende ind over grænsen, og de kommer med kortere og kortere mellemrum.

F.eks. fik jeg forleden denne mail fra en af mine gutter - M - og jeg synes det er stor værkstedshumor:

Vi giver ordet til M:

"Min kone - T - skal på (endnu) et medarbejderudviklingskursus for at de skal blive gladere, mere effektive osv. For nyligt har deres personaleafdeling jo skitftet navn til Human Resources for at afspejle den nye dynamik. Her er den indledende tekst til deres næste to-dags møde (2 dage!) fra konsulentfirmaet:

Den anerkendende og værdsættende tilgang er kommet på dagsordenen i mange organisationer, som et alternativ til tidligere fokusering på fejl og mangler. Tilgangen rummer mange muligheder og perspektiver i en pædagogisk kontekst ? men også mange faldgruber. Der er brug for en teoretisk opgradering og kontekst afklaring. Appreciative Inquiry udfoldes med afsæt i en systemteoretisk optik med en række praktiske eksempler på begrebets pædagogiske rækkevidde. Ikke som endnu et kommunikations koncept men som en grundlæggende kommunikations filosofi og menneskesyn med vidtrækkende perspektiver for alle organisationer.

T ser med spænding frem til starten - not! Hva' er "systemteoretisk optik" f.eks.' Omstændeligt udtryk for "syn på sagen"' :-) "

Tak til M, og held og lykke til hans kone.

For 25-30 år siden, hvor jeg skulle lære lidt pædagogik fordi jeg skulle lede en lille flok galninge ind imellem, fik jeg banket det simple princip "Ros, Ris, Ros" ind i hovedet. Start med noget positivt, giv noget kritik om nødvendigt - og slut altid med at nævne noget positivt. Efter alle disse år holder det stadigvæk.

Det ser ud til, at man nu kan markedsføre "Ros, Ros" med nogle rigtigt flotte betegnelser, og så kan man måske om nogle år indføre det revolutionerende koncept "Ros, Ris, Ros" som en overbygning? Vi kunne jo lave niveauer ved navn R, R2 og R3 ("Ros", "Ros-Ros" og "Ros-Ris-Ros"), indføre certificeringer og vedligeholdelsesseminarer - og evt. tillade særligt udvalgte personer, der har moralen og den personlige integritet til det, til at deltage i et særligt "Ris"-kursus for fremtidige super-coaches.

Jeg tror på det.

Kommentarer (20)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kim Rud Bille

Jeg har læst indlægget et par gange og har stadig ikke fanget sammenhængen med bøsser og "moderne"-management.

Ja, jeg synes også det er noget pjat med al den puslen om medarbejdere, men er det virkelig nødvendigt at tale ned om homoseksuelle samtidigt?!?

Hvorfor er "bøsseland" det rigtige at sige i den situation? Er det meget feminint, at politiet gør deres arbejde og stopper en bil, der ikke er sikker nok til at køre på danske veje eller er din med direktørs ven selv bøsse? Jeg forstår ikke joken.

Er du så uvidende, at du tror det er bøsser, der står bag, de ændringer du ikke synes om på arbejdspladsen?!?

Min pointe er: lad for #¤&% være med at sige bøsseplader, når du mener feministisk pladerhumanisme. Det da galt nok, at 50% af de unge er total intolerante over for bøsser. (men på den anden side ikke så mærkelig med ledere som dig)

Jeg har kun kunne bruge dit blog indlæg til EEN ting, jeg skal aldrig arbejde i Miracle! (men jeg er så nok heller ikke velkommen, gæt selv hvorfor)

/Kim

  • 0
  • 0
Peter Makholm

Jeg har også måtte læse indlæget igennem en del gange uden at fatte meningen.

Ud fra andet afsnit lader det til at ordet "bøsse" betyder noget helt specielt for Mogens Nørgaard. Jeg har prøvet at erstatte ordet med ordene "smølf", "spejder", "lort" og "kommunist" uden indlæget dog giver hverken mere eller mindre mening.

Jeg tror ikke der er nogen pointe foruden et fladt forsøg på at være provokerenede. Der er folk der kan være provokerende og sjove og så er der åbenbart Mogens Nørgaard.

  • 0
  • 0
Michael Rasmussen

Kunne redaktionen ikke tage initiativ til, at Mogens Nørgaard indskærpes, at hans yttringer på version2.dk er underlagt grundlovens bestemmelser om retten til ligebehandling "Grundloven sikrer at, der ikke må ske forskelsbehandling på grund af køn, race, seksuel eller politisk orientering".

Jeg finder dette indlæg komplet upassende, og vil opfordre til at det fjernes.

  • 0
  • 1
Henrik Sørensen

Jeg har i lighed med mine meddebattører forsøgt at finde en rød tråd i Mogens' indlæg.

I starten ser det ud som om han lægger an til en pointe om den udbredte brug af ordet "bøsse" til at beskrive alt muligt. Pointen udebliver dog, og indlægget er indtil midten blot en opremsning af forskellige situationer hvor ordet er blevet brugt af ham og andre. I nederste halvdel forvandler indlægget sig pludselig til lidt ironisering over antallet eksisterende af management-teorier og hvor mængden af ressourcer der bruges på at få dem udbredt.

Pointen i anden halvdel kan jeg sagtens følge, men hvor vil du hen med første halvdel, Mogens? Hvor nogle af dine medskribenter forsøger at starte interessante debatter omkring EPJ, GPL3 og DRM, Nørd-kanon oma, ser du ud til at ville starte en diskussion omkring den almene brugen af ordet "bøsse" og hvorvidt det er accepteret at folk bruger det.

Jeg finder det en smule voldsomt at hive grundloven frem til den slags, men spekulerer mere på hvorvidt det er en debat der er relevant på Version2, som (iøvrigt med gennemgående stort held) arbejder på at blive Danmarks foretrukne medie for IT-professionelle.

Jeg har fundet nogle af dine tidligere indlæg på både Version2 og Computerworld frem, og kan se at du kan lide at generere debat ved at provokere. Flere af dine indlæg (og sågar enkelte overskrifter) burde øjeblikkelig bringe en eller anden variant af Godwins lov i anvendelse, og dermed ikke afføde yderligere diskussion. Det kunne være interessant hvis Version2, og muligvis "moder-mediet" Ingeniøren, overvejede om det er en tilgangsvinkel de ønsker at bruge for at skabe trafik på Version2.

Til sidst vil må jeg give Kim ret: du har igennem dine klummer fuldstændig afskrevet Miracle som en potentiel arbejdsplads for mig. At have en leder der kommunikerer på det niveau er et skræk-scenarie for mig. Du er ganske privilegeret i og med at Version2 stiller denne kommunikationskanal til rådighed for dig. Igennem den har du en unik chance for at profilere dit firma overfor potentielle medarbejdere og kunder, hvilket f.eks. dine medbloggere Tommy Dejbjerg, Rasmus Knippel og Niels Hilmar ser ud til at have forstået. Mit gæt er, at Kim og jeg ikke er de eneste der ud fra dine skriverier har afskrevet Miracle.

  • 0
  • 0
Peter Makholm

Jeg tog fejl, det er faktisk sjovere hvis man sætter 'spejder' ind, hvorved indlæget bliver mere læseverdigt.

Det er faktisk ikke nogle uinteressante emner Mogens forsøger at berøre. I dag ‘popsmart management’ imod ‘god gammeldags ros for udført arbejde’ og selv emnet om det politiske nedfald af at terrorister også kan få et sikkert styresystem i Linux kunne have været interessant at debattere på et sobert niveau.

Men jeg er skuffet over Mogens' evne til at skrive det sobert. Det bliver mudret ind i provokationer der ikke er morsomme, ikke virker relevante og mest bare er tåkrummende. Det er muligt at være provokerende på en konstruktiv eller i det mindste morsom måde, men tilsyneladende magter Mogens ikke dette.

Og så ville det har været rart at kunne lave et trackback fra http://peter.makholm.net/2007/01/25/mogensnorgaard/ hvor jeg har skrevet lidt mere

  • 0
  • 0
Kenn Schjødt

Undskyld min første indskydelse her (Mogens bliver sikkert stolt af at jeg starter med at sige undskyld, men jeg synes faktisk I er noget "fintfølende" af følgende årsager:

  1. I mener at kunne vurdere en hel arbejdsplads og dens leder på basis af en blog. Det er ikke fair i forhold til alle de andre dejlige mennesker i Miracle
    2: I lægger mere vægt på form end indhold, og så i en blog!

Jeg synes faktisk det er forfriskende med en blogger som ikke kun snakker om Linux's fortræffeligheder og andre "nørd" emner. Nu har jeg arbejdet hos Mogens og synes hans evne til at være "unørdet" betyder han har nogle friske synsvinkler, der kan få en til at tænke to gange om nørdede evner og salgsgas.

Hellere få lov til at tænke to gange, end at skulle høre om Linux fortræffeligheder igen og igen og igen og igen......

Version2 er interressant i forhold til ComputerWorld netop grundet der er plads til Blogs som denne og ikke kun politisk korrekt, ikke fornærmende, nørdet og nogen gange kedelig snak.

Blogs er netop af natur mere personlige og dermed også mere provokerende. Det er fint at føle sig provokeret, tage stilling, men ikke at dømme en mand og en hel arbejdsplads grundet indholdet af en blog. Det er efter min mening nærmest den største provokation på denne side...!

Undskyld Mogens, men nogen har dermed overgået din provokation ;-)

/Kenn

  • 0
  • 0
Mogens Nørgaard

Først og fremmest tak for kommentarerne. Når folk ikke forstår hvad jeg har skrevet (eller ikke kan se en tråd i det), så har jeg ikke skrevet det godt nok, og det beklager jeg. Så spilder jeg bare folks tid, og det var jo ikke meningen.

Mit indlæg har naturligvis intet som helst at gøre med en negativ holdning til folks seksuelle orientering. Det var derfor - og kun derfor - jeg brugte så mange ord på at fortælle, hvordan ordet "bøsse" har en anden konnotation i min (og andres) sammenhænge.

[Jeg fatter personligt ikke den der undersøgelse fra forleden, hvor teenagerne viste sig at være særdeles intolerante overfor homoseksuelle. Jeg har oplevet meget markante holdninger blandt indvandrerer, men jeg troede ærligt talt at vi var kommet længere som sådan her i Danmark. Det er vi måske også. Jeg har ikke kigget undersøgelsen efter i sømmene.]

Men jeg kan godt se, at jeg bare kunne have sprunget hele indledningen over og gået direkte til afsnittene om alle management-begreberne, som var dét, jeg egentlig ville sige noget om. Jeg har nok den svaghed, at jeg interesserer mig for sprogbrug "out there" og lægger mærke til underlige ting, som f.eks. den stigende brug af B-ordet i en ny sammenhæng.

Peter Makholm vil gerne have, at jeg skriver mere sobert. Det kan jeg nok ikke gøre. Jeg er den jeg er, og de fleste ved vel efterhånden, at jeg siger tingene på en anden måde end de fleste.

Måske tager jeg så til gengæld også emner op, som andre ikke gør - jeg synes f.eks. ikke det er "sobert" at lukke øjnene for undertrykkelsen i lande vi pumper penge i nu på femte eller sjette årti - f.eks. via vore store, agtværdige ingeniørfirmaers statsstøttede projekter, der ofte ikke bliver til specielt stor gavn for de fattige og de undertrykte. Men sikke mange ingeniører der har fast arbejde og/eller kan udstationeres og bruge af Danida's store midler :-)..

(Jo, jeg har selv arbejdet i et af dem engang.)

Og lige der synes jeg da nok at IT-branchen har en del i klemme i disse år med deres outsourcings-mantra, og derfor skriver jeg om det i bl.a. Version2.

Det er at lukke øjnene for forfærdelige realiteter og hvis mine "provokationer" (hvad jeg jo ikke synes de er, vel at mærke) kan få bare nogle få til at være opmærksomme på vores allesammens indforståede støtte til tyranner og deres mord og udplyndring, så er jeg ganske godt tilfreds.

Den måde at skrive på er nu engang min facon, og jeg plejer jo så til gengæld heller ikke - i modsætning til andre bloggere - at sable enhver ned for enhver pris, der er uenig med mig.

Og må jeg så da liiiige blive fri for den der (gentagne) plathed med, at den og den ikke vil arbejde i Miracle.

Det er da rigtigt, at jeg er direktør for Miracle, men jeg skriver som Mogens Nørgaard. Hele ideen med blogs er sgu' da netop, at jeg kan skrive som privatperson uden at man på oldtidsmanér skal sætte manden lig med biksen.

Bemærk, at det ikke er et kriterie der bruges overfor f.eks. blog-indlæg I er uenige i andre steder ("jeg vil aldrig arbejde i dit firma, når du siger sådan om Windows").

Det ville da også være morsomt, hvis jeg begyndte at kommentere indlæg fra jer med en fast bedømmelse (kokkehatte eller lign.) af, om jeg nogensinde ville ansætte jer :-).

Men iøvrigt ville det da netop (efter min mening) være interessant at ansætte folk, der ikke taler andre efter munden - og omvendt kan det sgu' da heller ikke være interessant i længden at arbejde for ledere, der er bange for at sige deres mening eller er angste for, om nogle indlægsholdere bliver sure på dem?

Er det fedt at arbejde for en chef, der er bange? Det kan jo blive et emne til en anden god gang :).

Jeg skriver IKKE mine blogs og klummer i ind- og udland for at "profilere [Miracle] overfor potentielle medarbejdere og kunder...", og dem der gør det burde have verbale bank, for det er absolut ikke meningen med blogs.

Check lige Kaffeklubben på P1 (de tre kvindelige politikere), når de i disse uger diskuterer blogosfæren. Dét rykker. Og de prøver ved Gud ikke at profilere deres partier i den anledning.

Nå, men endnu engang tak fordi I tog jer tid til at kommentere og argumentere.

Venlig hilsen,

Mogens

  • 0
  • 0
René Pedersen

Nu er jeg ikke ligefrem danmarks største "nørd, generelt bruger jeg kun computeren til at skrive på og spille samt lidt andet.

Men jeg kan stadigvæk godt lide at læse lidt rundt omkring om diverse emner der fanger min interesse.

Jeg læste denne blog og kunne ekstremt godt lide den måde den var formuleret på, at få den med lidt humor gjorde den en del nemere at forstå og yderligere også at holde ud og læse igennem.

Men at læse langt de fleste kommentare var der imod en helt anden sag, magen til tør og som jeg ser det snobbet fintfølende udtalelser skal man lede længe efter.

Så sarte kan man da ikke være i et moderne samfund hvor der bliver smidt provokationer, bandeord samt andre ting man kan vælge at lide sig frastøde af 24/7.

Hvis dette virkelig virker så forfærdentlig på jer har jeg engentligt lidt ondt af jer, for så må i have det hårdt i hverdagen. Der må være utroligt mange ting der går jeg på og i må dagligt opleve at møde personer eller steder i ikke længere vil benytte grundet et eller andet ligegyldigt i har valgt at lade jer frastøde over.

Siden hvornår har det at man er lidt frisk, har en sans for humor og tør sige tingene lidt anderledes været en negativ egenskab. Vi kan ikke alle sammen være politisk korrekte grå kedelige mennesker. It-professionelle har vel også humor og kan tage lidt "gas".

Jeg hører jo nok ikke helt til her, men jeg er enig med Kenn, blogs skal være lidt provokerende og ligge op til debat. Yderligere skal de også kunne fange ens opmærksomhed så man vælger at læse den istedet for at springe den over til fordel for en anden blog. Det synes jeg at denne blog gør fremragende når den kan lokke selv mig til at læse om iso-9000 og lignende der ellers ikke intressere mig en fis.

Det der chokere mig mest er de kommentarer om hvor nedsættende det er over for homoseksuelle, personligt tror jeg ikke særligt mange homoseksuelle ville finde det særligt frastødende.

Den danske humor mig bekend må godt være en smule sort, og ikke mange danskere tager det vildt personligt hvis det netop er et område de på den ene eller anden måde representere der kommer i skudlinien engang i mellem. Det tror jeg heller ikke de homoseksuelle gør.

kim bille skrev: Hvorfor er "bøsseland" det rigtige at sige i den situation? Er det meget feminint, at politiet gør deres arbejde og stopper en bil, der ikke er sikker nok til at køre på danske veje eller er din med direktørs ven selv bøsse? Jeg forstår ikke joken.

Er du så uvidende, at du tror det er bøsser, der står bag, de ændringer du ikke synes om på arbejdspladsen?!?

Så vil jeg godt spørge ham om det ikke er en smule fordomsfuldt at antage at det at være bøsser også betyder man er feminin. Der laver du selv en grov generalisering, på højde med at påstå at alle der intressere sig for It og computer er blege ensomme mennesker der ikke kan opnå venskaber i det virkelige liv og derfor opnår det over nettet.

Det er det eneste sted hvor jeg kan finde en uheldig fortolkning af det at være bøsse, og jeg tror der er en her der har set for meget De fantastiske 5 på tv3.

Sådan som jeg ser på det.

Håber dette er læseligt da den er skrevet med en relativ kort deadline grundet andre forpligtelser.

  • 0
  • 0
Kim Rud Bille

Til Mogens:
Jeg er glad for at kunne konstatere, at jeg havde misforstået dit indlæg og dermed holdning til bøsser (du behøver ikke skrive ”B-ordet”, en spade er en spade :) )

Jeg tror tilgengæld, du undervurdere betydingen af, at der i toppen af siden står ”Mogens Nørgard - Adm. direktør i konsulentfirmaet Miracle”. Et firmas kultur vil, i min mening, altid afspejle dets direktør, og i endnu højere grad, dets stifter. Som stifter/direktør ansætter man selvfølgelig folk, som på den ene eller anden måde, ligner en selv og gennem ens lederskab vil man indirekte præge medarbejderne med hvad der er rigtig og forkert i virksomheden. Derfor, vil dine holdninger, på mange måder, blive set som Miracles holdninger og denne blog vil reflektere, godt eller dårligt, på Miracle.

Du siger at det ville være absurt, hvis det også forgår den anden vej, men gør det ikke netop det. Jeg har læst flere artikler på det sidste, som beretter at virksomheder lige googler på ansøgerens navn inden de ansætter

Til Rene Pedersen
Når jeg sidestillede, det at være bøsse med at være feminin, så var det ikke et udtrykke min holdning, men et forsøg på at latterliggører at Mogens, tilsyneladende, led af den opfattelse. Jeg mener derimod, at du har ret i, at programmer som ”De fantastiske 5” er med til at forstærke en stereotype af os homoseksuelle.

Og ja, Rene har også ret i, at jeg nok må erkende, at jeg faldt i den gammel kendte fælde, og skrev et debat indlæg i vrede og derfor i et sprogbrug derefter. Jeg skulle have gjort som Henrik, som formår, uden kraftudtryk, at formulere en række pointer, som jeg er helt enig i.

Men, jeg synes generelt vores humor er blevet en tand for sort (som Rene udtrykker det). Jeg synes, det er forkert at bruge ”bøsse” som et skældsord, af samme grund som det er forkert at bruge ”perker”. Det er ikke fair at bruge et ord, der betegner et mindretal, som en nedsættende term. (Det er nok her jeg skal stoppe argumentationen inden dette indlæg falder ind under Godwins lov :) )

/Kim

  • 0
  • 0
René Pedersen

Jeg mener netop at brugen af sort humor og evnen til at give og tage er med til at bryde tabuer og grænser.

Der er ihvertfald min forestilling det er langt bedre at tage lidt gas og nogle gange gå lidt over stregen om følsomme emner eller ord, end det er at tie det ihjel af frygt for at træde nogen over tæer hvilket kun yderligere kunne bidrage til at dem der ikke acceptere bøsser som en del af samfundet kan fortsætte dette.

Hvis der ikke fandtes fordomme over for homoseksuelle og invandrer ville ordne perker og bøsse langt fra have den samme betydning, grunden til de netop er lidt "fy fy" er jo at vi alle forbinder dem med at være homofob eller racist.

Det beviser jo netop at vi ikke er kommet længere i accepten af disse mennesker, end at den mindste negative brug af ordet fremkalder store protester.

Havde han som der netop blev foreslået skrevet spejder i stedet havde ingen jo anklaget ham for at være anti spejder og ud fra det startet en stor debat.

Da spejdere har opnået status, i samfundet som almen accepteret og en ganske normal interesse.

  • 0
  • 0
René Pedersen

Der er desværre ikke en edit knap i dette så vidt jeg kan se, men jeg ville lige pointere at det er nemt at se forskel på om ordet skal bruges til at tage gas på noget eller som et direkte angreb på bøsser.

Jeg mener det meget tydeligt fremgår af artiklen at det er i en sjov og venlig tone og ikke noget der repræsentere en holdning omkring det at være bøsse.

De samme principper gælder når man skriver som når man taler der er forskel på den måde man siger tingene på.

Selvfølgelig ville jeg tage kraftigt afstand fra det hvis det var i en ond tone og for at skabe en hadsk stemning imod bøsser(vil jeg gerne lige slå fast).

  • 0
  • 0
Peter Makholm

Fintfølende er der vist ikke mange der har kaldt mig før. Er det nu jeg skal sætte mig ned og tude?

Min deltagelse handler ikke for og imod homeseksuelle eller folks brug af ordet "bøsse". Det handler om form og indhold. Efter min ikke specielt ydmyg mening, så får Mogens Nørgaard debattørene på newz.dk til at ligne fornuftsvæsner og jounalisterne på comon.dk til at ligne it-kyndige.

Når jeg læser en blog på version2 forventer jeg kvalitet, hvilket både handler om form og indhold. Jeg forventer ikke jounalistisk objektivitet. Jeg forventer holdninger og personlig indsigt. Det må godt være provokerende og morsomt på andres bekostning. Men provokationer skal altid enten være morsomme, indsigtsfulde eller tankevækkende og de bør absolut være relevante.

I det aktuelle indlæg mener jeg Mogens søber det så meget ind i en irrelevant provokation at han aldrig når til at skrive noget indsigtsfuldt om hverken ISO9000-certificering eller perlsonalepleje. Og hans uddybning er lige så meget i øst og vest og handler tilsyneladende hverken om ISO9000-certificering eller personalehåndtering.

Det skal ikke nødvendigvis være hård teknik det hele. Jeg vil gerne fremhæve Tommy Dejbjerg Pedersens blog. Det handler om juletræer, velgørenhed, at gå til fest og Anakin Skywalker - og stadigvæk er det så relevant på Version2 at det ikke bare er en tilfældig blog der skaber indhold på internettet. Respekt for Tommy der kan tage en ret triviel historie om at hente juletræer og gøre det til et relevant og indsigtsfuldt blogindlæg.

Jeg hører godt om Miracle, men Mogens Nørgaard har jeg efterhånden absolut ingen respekt for og gem dig for helvede ikke bag ordet 'blog'. Giv dog mening!

  • 0
  • 0
Kenn Schjødt

Kan man mon "gemme sig bag ordet blog". Nu kender jeg Mogens og ved det skal være en forfærdelig stor font størrelse før Mogens ville kunne gemme sig bag ordet blog. O'et ville nok være den mest oplagte kandidat, men der er jo lige hullet i midten ;-)

Og hvad vil jeg egentlig med sådan en useriøs kommentar, i dette åbenbare seriøse og fint følende univers som Peter og Kim forsøger at skabe. Jeg vil vise den indseelse jeg er kommet til i de sidste par år, nemlig at lade være med at tage sig selv og andre for seriøst.

Jeg synes egentlig dette blog indlæg, sammen med de "fintfølende" kommentarer er blevet endnu bedre, både som at vise forskellene i kulturen i IT universet. Jeg vil takke de fintfølende personer for at fortsætte med at bidrage til værdien her, både underholdnings og kulturmæssigt.

På trods af at jeg til tider læser indlæg fra Peter Toft, må jeg indrømme de ikke er særligt underholdende eller noget jeg ser frem til at læse. Manden er meget fornuftig og alt det der, men det fænger mig ikke rigtig. Ligesom de gange jeg har hørt på Bill Gates (hmmmm må man lave den sammenligning?)

Jeg elsker stand up comedy fordi det er så personligt, underholdende, mn de rigtige dygtige får også en til at tænke over seriøse emner. Mange gange har de mere succes end en velmenende politiker.

Blogs er internet verdenens svar på stand up comedy, det er personligt, ikke oversat af et stykke dårligt software, ikke salgsgas på PDF, ikke tykke manualer, kort sagt en velkommen pusterum i et meget serøst univers. Det fede med blogs er man kan skimme dem eller lad være med at læse dem, en ting jeg har valg med de mange Linux "forelæsningr" der har været her. Af samme grund er jeg dog ikke begyndt at dømme Peter Toft og hele hans bagland og arbejdsplads grundet det, for jeg kender ikke manden og er sikker på han er en fin fyr i virkeligheden, hans blogs tænder bare ikke mig og Linux kan ikke kører World of Warcraft.

Den største provokation på denne side efter min mening, er dem som bliver ved med at sige, man kan dømme en mand eller det firma han er en del af og de medarbejdere der arbejder der, på basis af nogle blogs. Man siger gentagelse fremmer forståelsen, og det så er mig eller andre der bliver forstået, må vi jo se.

  • 0
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Det er nemt at få opmærksomhed hvis man fisker i oprørte vande og intet medie er bedre dertil end en blog.

Skriv noget passende utreret og du har hele digg/slashdot flokken af medietrænede korttidshukommelser på din site i løbet af nul komma fem.

Da jeg sagde ja til at have en blog på ing.dk var det bestemt ikke første mit første tilbud af den art, men det var det første der tilbød en ramme der ikke bare handlede om komme 15 minutter i rampelyset.

Alene det faktum at det ville foregår på dansk så jeg som en fordel, derved er det kun 1/600 af verdens idioter man skal tåles af og det giver en større frihed til at tage ordet på ordet og bruge sproget, til andet end det jammerlige biden sig selv i tungen-dansk, medierne ellers er fyldt med.

Derfor kunne jeg sagtens komme til at skrive noget mindre pænt, eller komme til at bruge ord der er tabubelagte, jeg vil endda gå så langt som til at indrømme at jeg nok allerede er "kommet til det" nogle gange.

Jeg kan sagtens forestille mig at Mogens har gjort sig nogle tilsvarende tanker om sin blog og derfor er hans valg af ordet "Bøsse" ikke noget han skal undskyde overfor nogen.

Hvad Mogens' bevæggrunde end måtte være, så synes jeg at han fortjener point, alene fordi han er villig til at stille sig op og sige sin mening, hvad enten han gør det godt eller dårligt og hvad enten man er enig med ham eller ej: det er der alt for få der tør nu om dage. Der er mange der taler, men alt for få der forsøger at sige noget.

Hvad og hvordan folk vælger at udtrykke sig er en personlig sag og uden at tage stilling til Morgens' indlægs moralske eller tekstmæssige værdier, eller mangler, må det understreges at de samme valg står læseren til rådighed.

Eller som min yndlings bumper-sticker sagde: "If you don't like an abortion, don't have one."

Poul-Henning

  • 0
  • 0
Mogens Nørgaard

Til Kim: Njah, det kan meget vel være, at du har ret, dvs. at det har betydning at der står, at jeg direktør for Miracle. Jeg kunne selvfølgelig få det rettet til "Mogens Nørgaard - Miracle", men det ville være lidt pompøst, høhø. Nå, tilbage til det seriøse:

Her er nogle ting jeg har lavet i tidens løb:

  1. BAARF.com (Battle Against Any Raid-Five/Four/Free) - som har medført rigtigt mange sure reaktioner fra de helt store producenter af disk-systemer (IBM, HP, HDS, m.fl.). De har ikke kunnet argumentere imod de tekniske argumenter, men de synes ikke jeg burde skrive det alligevel.

  2. Artiklen You Probably Don't Need RAC, som argumenterer for, at meget få kunder reelt har brug for Oracle's dyre high-end løsning til clustre. Det er helt vildt, hvad den artikel har medført af reaktioner i tidens løb, inkl. forfølgelse af Oracle-folk, der - ligesom jeg - er medlemmer af The OakTable Network (oaktable.net), globale marketings-initiativer fra IBM, forsøg på at få redaktører af tekniske magasiner og arrangører af konferencer til ikke at bringe indlægget/foredraget, og meget andet godt.

  3. ViBrugerIkke.dk har medført en del meget vrede reaktioner fra sælgere.

  4. ViBrugerIkkeCarlsberg.dk har medført noget ret forudsigeligt. Jeg gider ikke engang nævne det :).

  5. Diverse artikler om, at ERP-projekter kan true en virksomhed på livet har heller ikke altid været specielt populære blandt ERP-leverandører som SAP, Oracle og andre.

  6. Da jeg døbte HP og Intel's fælles processor Itanium om til Itanic fik jeg ikke ret mange ny venner i HP Danmark.

  7. Støttekoncerten LiveAid IBM, som vi arrangerede for halvandet år siden for at hjælpe IBM i en tid, hvor de tilsyneladende manglede penge og var generelt trængte, medførte en direkte og personlig blokering af alle Miracle-relaterede transaktioner fra IBM Danmarks administrerende direktør i et stykke tid.

  8. I en klumme der nok læses af de fleste Oracle-kunder i UK har jeg kaldt en del mere eller mindre kendte mennesker for "Oracle prostitutes" fordi de - som teknikere der ved bedre - har ladet sig skræmme til kun at ville tale positivt om det ene eller det andet istedet for at fungere som uvildige rådgivere og teknikere.

  9. Jeg har fyret en kunde, som vi lavede en del, og udmærket betalt, arbejde for, fordi en af mine gutter begyndte at blive ked af en sag, hvor han skulle forklare sine gerninger i (skriftlige) detaljer fordi kunden og en anden leverandør var uenige om, hvem der skulle betale.

Så når man kigger på sådan en liste ville de fleste måske konkludere, at Miracle ikke mere har noget at lave indenfor IT-branchen, fordi de store leverandører og en masse virksomheders ledelse er blevet sure på os.

Men vi er her jo stadig, og vi har da haft ganske pæn fremgang (fra ca 14 til 42 medarbejdere i det sidste års tid eller halvandet).

Jeg har talt med mange kunder om både RAID-5 og RAC og ERP-systemer, selvom jeg har skrevet og gjort alle disse ting. De mener åbenbart godt, at de selv kan sortere i informationerne - og de opfatter muligvis også mig som mere troværdig, når jeg klart tør sige fra selvom der evt står økonomiske interesser på spil.

(Og tro mig - Fristeren har mange ansigter, når man først har at gøre med software og projekter der er mange penge værd for leverandører og kunder - og det er tit både nemt og profitabelt at give efter).

Jeg har også set eksempler på, at mine gutter (og gudinder) i biksen er uenige med mig, og det siger de da gerne også til kunderne, og det synes kunderne tilsyneladende heller ikke er et problem.

Hvis man laver en blog eller skriver en klumme for bevidst at promovere sit firma fremfor sine meninger, så tror jeg det gennemskues af de fleste på et tidspunkt.

Jeg er ganske enig med Kamp i hans bemærkning om, at alt for få tør sige deres mening nu om dage. Jeg plejer at spørge folk, hvordan det egentlig føles at have f.eks. en chef, der er bange?

Bange for at sige sandheden til en medarbejder. Bange for at sige højere instanser imod.
Bange for at forsvare sine medarbejdere overfor andre i biksen..

Jeg skriver IKKE dette indlæg for at fremhæve mig selv - jeg har flere fejl end de fleste - men for at sige to ting:

  1. Jeg tror godt de fleste kan skelne mellem min personlige ting på blogs og i klummer og så firmaet Miracle. Det gavner måske ikke at der står Miracle A/S ved siden af mit navn, men det skader heller ikke så meget.

  2. Jeg synes vi skal blive mere bevidste om at få kaldt en spade for en spade. Kamp og andre bloggere er meget gode eksempler på dette.

Mvh.

Mogens

  • 0
  • 0
Karsten Nyblad

Angående Mogenses sidste indlæg: Er der ikke noget med at Oracle har standardbetingelser i deres kontrakter om at parterne skal snakke pænt om hinanden overfor offentligheden?

Man kan undre sig over, at nogen vil køber produkter med sådan en klausul. Hvis en producent er nødt til at lukke munden på deres kunder, giver det mig grund til at tvivle på deres kvalitet.

  • 0
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Normalt er danske domstole meget skeptiske overfor klausuler der begrænser ytringsfrihed vedr. ting der ligger udenfor den kontrakt de er del af.

Jeg tvivler på at Oracle har mave til at sagsøge de af deres kunder der offentligt siger at "Oracle er noget alt for dyrt skrammelsoftware" eller lignende.

Poul-Henning

PS: nej, jeg har ikke skrevet under og jeg mener det :-)

  • 0
  • 0
Kim Rud Bille

Lad mig lige slå det fast, at jeg synes, det er helt fint, at man siger sin mening, og at det fedt, der findes direktører, som står ved deres holdninger, selv om de, måske, kunne tjene flere penge ved at lade være. Derfor er det vel også i orden, at jeg siger min mening, nemlig, at man skal lade være med at bruge ordet ”bøsse” som et skældsord.

Det betyder IKKE, at man ikke skal kalde en spade for en spade og en bøsse for en bøsse, men i en tid hvor over halvdelen af unge dansker ikke mener bøsser kan accepteres og hvor programmet ”21 Søndag” fortæller, at antallet af hate-crimes i Danmark aldrig har været større (og det gælder ikke kun hate-crime mod bøsser, men også muslimer og jøder), så mener jeg vi skal begrænse os til at bruge ordet ”spade” til at tale om faktiske spader.

Jeg mener det bør være sådan fordi, hvis man bruger ”bøsse” (og ”perker” og andre ord i den kategori) om ting man ikke bryder sig om og synes er forkert, så er der ikke ret langt til at synes, at en faktisk bøsse er noget forkert eller at andre tror, det er i orden at mene sådan.

Lad mig slutte med at sige, at efter at have læst Mogens debat indlæg (inkl. det indlæg, der er blevet slettet), tror jeg egentlig vi er meget enige om ovenstående (hvis ikke, retter han mig nok  ) og at min respekt for Mogens er steget betragteligt, selvom jeg stadig synes, han undervurdere den betydningen hans blog har for hans virksomhed.

  • 0
  • 0
Mogens Nørgaard

Tak for alle indlæggene - det blev da en tråd med substans, må man sige!

Da jeg begyndte at holde kurser og seminarer rundt om i verden for en hel del år siden opfordrede jeg altid folk til at skrive eller ringe til mig, hvis de havde spørgsmål. Det gav ca. én reaktion per seminar (og de varede ofte flere dage og havde mange tilhørerer). Meget skuffende.

Da jeg begyndte at skrive klummer i et par udenlandske og danske Oracle-blade og siden i danske CRN og CW m.m. for nogle år siden blev jeg forbløffet over, at der aldrig kom reaktioner. Måske en eller to mails fra læsere - højst. Skuffende.

Så jeg spurgte nogle journalister om, hvor tit de fik reaktioner fra læserne, og svaret var: Stort set aldrig.

Men når jeg sad og drak øl med venner og bekendte nævnte de sådan lige en passant at de havde læst dette eller hint jeg havde skrevet.

Så det gik op for mig, at mange læser meget, men det har ikke den store betydning på kort, mellem eller langt sigt - for der er sgu' så meget.

Min egen, private tommelfingerregel for presseomtale var denne: Sig hvad som helst til hvem som helst - og lad være med at bekymre dig om, hvorvidt det bliver gengivet korrekt eller ej. Thi:

  1. Stort set ingen ser det.
  2. Stort set ingen af de få, der ser det, bemærker at det er dig og/eller din biks det handler om.
  3. Stort set ingen af de få, der bemærker at det er dig eller din biks, det handler om, kan huske hvad det drejer sig om.

Så når man kan få en god debat som denne på et enkelt blog-indlæg, så er det ikke så ringe endda, som de siger i Jylland.

Og Kim: Jeg har luret lidt på det der med bøssehad du bringer op: Det kan godt være, du har ret. Hvis nutidens unge vitterligt er negative overfor homoseksuelle, så er de jo dummere end de burde være, og jeg finder det meget trist.

Når jeg tænker over det, så har jeg jo også hørt specielt 2G'ere være meget aggresive overfor bøsser - og også etniske danskere. Senest nogle piger og drenge i den syvende klasse, som min stedsøn Mathias går i.

Det skal der sættes en stopper for, og det skal vi alle være med til aktivt. Jeg skal prøve at gøre mit.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere