Alle er enige om, at digitale løsninger skal være med til at redde den offentlige sektor. Kan det virkelig passe, at hospitalerne saboterer denne udvikling?
Om man nu er enig i politikken eller ej, er hospitalerne igen blevet stillet over for sparekrav. Alene i Region Hovedstaden skulle der i runde tal spares 400 mio. kr. i år. Det er dog en sjat penge. Traditionelt reagerer det enkelte hospital ved at bede hver afdeling spare xx% procent på deres budget. Allerede her hopper kæden af for første gang: Suboptimering er noget fanden har skabt og der kan helt sikkert også opnås effektivisering ved at se på tværgående processer. Ledelsen var nok syg den dag i skolen, hvor der blev undervist i suboptimering.
Hvordan reagerer de enkelte afdelinger så? Langt hen ad vejen ved at sige, at den største variable post er lønninger, så xx% i kroner svarer så til n stillinger, der skal skæres væk. Det kan man se ved at nærlæse deres sparekataloger http://www.regionh.dk/topmenu/Nyt_Presse/Nyheder/2010+arkiv/Arkiv/Hospit....
Der er godt nok langt imellem forslag, der baseres på innovativ anvendelse af teknologi. Hvis man leder længe nok, kan man finde et par eksempler, fx på Bispebjerg. Her ser man på at indføre talegenkendelse til renskrivning af lægernes indtalte journaler og indførelse af personalekort, så personalet selv kan afregne for køb i kantinen. Ok, næppe revolutionerende nok til en Nobelpris, men det viser dog en vilje.
I stedet skæres der stillinger, og de fleste hospitaler bemærker tørt, at det naturligvis resulterer i et forringet serviceniveau til patienterne. Sådan med tonen ”ja, I beder jo selv om det”. Det er en meget udpræget holdning hos fx Gentofte og Glostrup. Ja, på Gentofte gik det helt galt. En afdeling kom her med en række kreative forslag til besparelser, men ledelsen svarede, at dette ikke var interessant, og afdelingen fik en lodret ordre om at fyre medarbejdere i stedet.
For pokker, hvor er der langt fra regeringens ambitioner, fx 2020 planen hvor digitale løsninger skal automatisere arbejdsgange, sikre sammenhæng på tværs af sektorer og gøre det nemmere for borgerne. Man sidder med en så dårlig smag i munden, når man hører et af de mange eksempler på patienter, der bliver dårligt behandlet, fordi hospitalerne ikke kan finde ud af det.
I stedet bliver man vidne til, hvordan hospitalerne tager innovationen som politisk gidsel i kampen for bevillinger og saboterer mulighederne for digitale løsninger. Folk dør faktisk af det!
I folkeskolen lærer de fleste et smart trick: Skriv overskriften og indledningen til sidst, da man så ved hvad ens brødtekst kom til at omhandle. Når man ikke gør således ender man med at overskriftens løfter om indhold i bedste fald nævnes sparsomt i selve brødteksten.
Jeg vil give Per Andersen ret så langt at der i den offentlige administration findes mange eksempler på bevidstløse salamisparemetoder.
Pudsigt nok besluttede Finansministeriet sig jo f.eks. for at sabotere deres eget projekt, Statens It, ved inden år 1 af styrelsens dannelse at fyre hver 10. medarbejder. Derved sparede man jo riget for et antal kroner, et par kontorchefer kunne hakke flueben af på resultatkontrakten og hæve deres bonus. Men var det et klogt træk i det større perspektiv ?
Statens It blev dannet ved at sammenlægge IT-afdelinger fra en række ministerområder. Man trak en streg i sandet, udsendte nye ansættelsesbeviser til medarbejderne, og wupti var styrelsen dannet. Men medarbejderne administrerede fortsat den myriade af forskelligartede systemer de havde med sig fra de gamle styrelser; i et hav af forskellige versioner på mange forskellige platforme. I stedet for at bruge alle gode kræfter på at konsolidere og slanke porteføljen, valgte Finansministeriet at begynde med at fyre hver 10. medarbejder inden én eneste rationaliseringsgevinst eller systemsammenlægning var gennemført.
Hvad har FM så opnået ved denne manøvre ? Ja, man har jo sparet nogle penge på den korte bane. Men man har også fjernet medarbejdernes tillid til deres ledelse og påført dem en stressfremkaldende, forøget arbejdsbyrde på en ukonsolideret platform (http://www.hk.dk/stat/nyheder/nyhedsarkiv/februar_2011/statens_it_fyrer_...). Giver det mon Staten Danmark det bedste afsæt for at kunne udføre fremtidens offentlige digitaliseringsstrategier eller opnå ønsket om en effektiv drift af Statens IT-systemer ? Personligt mener jeg jo at strategien vidner om at der mangler visse kompetencer i toppen af FM's embedsvælde der forstår værdien af den rette medarbejdermotivation.
Senest har Finansministeriet så bebudet endnu en sparerunde, denne gang på 5 %. Lur mig om ikke de begavede ånder i Finansministeriets elfenbensdepartement finder salamikniven frem endnu engang, fjerner egne fingre fra skærebrættet og med lukkede øjne hugger til.
Velbekomme.
I Høje Taastrup kommune, hvor jeg bor, har vores børnehave gennem et par år tænkt kreativt, når der skal spares i daginstitutionen. F.eks. er vi forældre nødt til selv at medbringe tegnepapir til børnene, da de ellers ikke har noget papir at tegne på! Det er klart bedre end blot at fyre, men vi får til gengæld tegninger på de mest mærkværdige stykker papir. En overgang var der f.eks. en mindre virksomhed som havde doneret samtlige af deres gamle kontoudskrifter fra bogholderiet, som ellers skulle have været smidt ud. Vi har sågar en enkelt gang fået brev fra kommunen skrevet på en virksomheds brevpapir...
M.h.t. brugen af salamimetoden, så ville det måske være klædeligt, hvis de politikere, der vedtager besparelser, tog lidt ansvar og rent faktisk SELV besluttede, hvordan besparelserne skulle opnås. Ellers er det vel logik for burhøns at besparelseskravene blot diffunderer ned gennem systemet til mellemlederen på laveste niveau, som ikke har andre valg end at fyre, da de jo ikke kan træffe strategiske beslutninger.
Jeg tror, det bliver svært for politikerne at lave mere intelligente besparelser end netop "salamimetoden", siden der ikke er en snebolds chance i helvede for, at de samme "kreative" sparemetoder kan anvendes universielt i den offentlige sektor. Det er blot at gå til den anden ende af spektret end at overlade det til den laveste mellemleder.
For efterhånden mange år siden var der nogle lyse hoveder (i ministeriet formoder jeg), som fandt på at læger var dårlige til at lede sygehusvæsenet.
Derfor ansatte man direktører (DJØF'er) til at lede i stedet for.
Og hvordan er det så gået siden hen ?
Jeg synes ikke der er noget der tyder på at DJØF'erne har gjort det bedre.
Og netop med de omtalte besparelser, var der måske netop brug for lægefaglig kompetence for at undgå bevidstløse salami-besparelser.
