Hjælp! Hvor er min CAT-scanner?

Det er kort efter midnat og portør Jensens øjenlåg er ganske få sekunder fra at glide helt i, da den mørke computerskærm foran ham pludselig lyser op og en rød advarselsbjælke giver sig til at danse og blinke i et rasende tempo: "Siemens SOMATOM Sensation 16 Cardiac: I bevægelse".

Et øjeblik er Jensen ikke helt vågen; så rammer betydningen af advarslen ham som en hammer: nogen er ved at flytte den 2100 kg tunge CAT-scanner oppe på radiologisk og det i ganske høj fart. Den lille gule cirkel på computerskærmens kort, der viser scannerens position på hospitalet danser lystigt ned ad gangene mod elevatorskakten og kører derpå til stueetagen.

Jensen vælter ud af kontorstolen, nu lysvågen, og styrter afsted mod hospitalets indgang for at fange den flygtende scanner inden den forlader hospitalets område.

Jeg vendte forleden emnet indendørs lokationsbaserede tjenester med en bekendt indenfor hospitalsvæsenet, der står med et større netværk af WI-FI enheder på flere hospitaler og nu ønsker, at denne infrastruktur skal andet og mere end at tilbyde trådløst netværk til patienter, ansatte og medico-teknisk udstyr. Under opsætningen af WI-FI udstyret er der taget højde for at placere enhederne, så netværket kan bruges til indendørs positionering via et såkaldt Real Time Location System (RTLS).

Spørgsmålet er imidlertid hvor præcist sådan et system er og hvordan placeringen af WI-FI enhederne påvirker præcisionen. Hospitaler er ofte i flere etager og for at være brugbart, skal et RTLS præcist kunne sige hvilken etage en enhed befinder sig på, samt indenfor få meter angive positionen.

Hospitalets gange er lange, dunkle, ens, men Jensen kender de små forskelle, etagenumrene, en potteplante dér, billederne på væggene og mister aldrig orienteringen. I løb trækker portøren sin smartphone op af lommen og snart blinker CAT scannerens gule ikon i hans hånd. Scanneren er tilsyneladende pludselig standset ved receptionen og Jensen sætter farten op, mærker pulsen dunke hårdt i halsen, da han tager trappen ned, to trin ad gangen.

Han kæmper med at få vejret, bander, standser for at få pusten og holder sig på maven stadig med et øje på den standsede CAT scanners gule ikon. Det gør ondt i milten og Jensen beslutter på stedet endnu engang, at det er slut med fredagsbaren.

Det er sjældent, at CAT scannere på 2 tons stikker af, men det gør rigtig meget andet hospitalsudstyr hvert år, stjålet, glemt, bortkommet. Et RTLS, hvor væsentligt udstyr har fået påklistret aktive 'tags', der selv sladrer om deres position og måske endda gør særligt opmærksom på sig selv, hvis de bevæger sig, kan være en del af løsningen. Spørgsmålet er imidlertid hvilken ekstra investering sådanne tags vil resultere i? Hvor stort er vedligeholdet på dem? Hvilken teknologi skal der til og er RFID en del af ligningen?

Kortet med CAT scannerens blinkende gule klat forsvinder et sekund og telefonens skærm bliver sort. Mørket kravler tættere på den prustende portør og virker kvælende; så blinker telefonen til live igen med et indkommende opkald fra Laugesen, Jensens chef. "Hvad du laver du Jensen? Hvorfor er du ikke på din post?" Jensens mund er tør. I sin iver for at fange det undvegne apparat har portøren glemt alt om kolleger og protokol. Prustende sætter han sin overordnede ind i situationen og slår laget med andre enheder til på telefonens kort.

Et mylder af farver fylder pludselig skærmen, der er et forunderligt kaos: enhedernes gule cirkler, patienternes blå firkanter, lægernes grønne trekanter, vagternes røde stjerner og trods det sene tidspunkt, et mylder af ukendte enheder, mobiltelefoner oftest, markeret med hvide spørgsmålstegn. Jensen bander igen, fumler med apparatet og får endelig fundet den rigtige indstilling, hvor kun portører og apparater er synlige.

En ensom rød stjerne bevæger sig nu hastigt mod CAT scanneren på kortet. Laugesen har optaget forfølgelsen og er tæt på.

Når man nu har infrastrukturen er det oplagt at udstyre medarbejdere og patienter med sporingsudstyr også. Fordelene kunne være optimering af medarbejderes hverdag, at gøre det lettere at finde kolleger og patienter. Ulemperne sorterer under privatlivets fred og skal naturligvis indregnes og håndteres. Men hvad koster det at udstyre personer med tags og kan man ikke bare bruge de mobile enheder, læger og sygeplejesker allerede har? Skal der særligt software på disse for at sporingen vil virke og hvad med portør Jensens smartphone app? Er der RTLS frameworks, der tilbyder den slags out-of-the-box eller måske et API til at udvikle selv?

Laugesen er først på stedet. Han er en høj mand, nogen-og-fyrre, i god form og - på dette tidspunkt - i høj fart. Vagtchefen spurter rundt om hjørnet ved receptionsdisken og lige ind i ... ingenting. Der er ingen CAT scanner, men det lille plastik-tag, der plejer at sidde på det enorme apparat ligger midt på gulvet og blinker fornøjet. Receptionen er ubemandet, som den altid er det på det sene tidspunkt og Laugesen går over gulvet, bøjer sig og samler enheden op.

Et øjeblik er hans opmærksomhed rettet mod den lille plastikboks og han hører for sent de svage skridt bag sig, når lige at dreje hovedet før noget hamrer ind i tindingen. Slaget er hårdt, men rammer lidt skævt og skønt han går i gulvet og alting sortner, mister Laugesen ikke bevidstheden. I højre hånd holder han stadig sin smartphone og sanser at trykke 2 gange på enhedens yderste knap.

På hele hospitalet vågner smartphones til live i lommer, på skriveborde med en blinkende alarm, "Laugesen: Overfald", og viser med en rød stjerne på kortet, hvor vagtchefen er gået i gulvet.

Jagten går ind.

Det er ikke ufarligt at være læge eller vagt og en overfaldsalarm er en oplagt facilitet at berige ansatte med via et RTLS. Men hvis en overfaldsalarm skal virke, skal betjeningen være ultrasimpel, så det er muligt at aktivere den uden at tage øjnene fra sin overfaldsmand. Igen er det store spørgsmål hvad der findes af software på området og om overfaldsalarmer kræver særlige enheder eller om man kan bruge smartphones til det?

Og med denne cliff-hanger efterlader vi så Jensen, Laugesen og den forsvundne CAT scanner: Giv dit besyv med hvis du har erfaring med RTLS!

Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Søren Chrestensen

Jeg ved at Aarhus Universitet har flere forskere som samarbejder med Skejby Sygehus og Systematic for at løse flere problemer. Bl.a. har de forsket i en kort applikation til patienter, el lignende systemer så man kan finde rundt på de store sygehuse.

Desuden har jeg også hørt en lille fugl om at et portør system er under udvikling ;) Så med de nye supersygehuse sker der meget indenfor dette og der er en masse forskningspenge ude...

  • 1
  • 0
#4 Thomas Elsgaard

Københavns lufthavn har 2000 aktive tags der via WiFi tracker genstande på deres 15 km2 store areal ned til 2-3 meters nøjagtighed.

De tracker ligeledes passagerer via deres WiFi enabled telefoner, uden det kræver en app installeret, det bruges blandt andet til at estimere vente tider i security check. Via WiFi tracking af telefoner kan de ligeledes holde styr på om passagerer er rejser eller ankommer, på bagrund af om devicen bliver tændt på airside eller ej.

Der findes et podcast på DR harddisken med Jan Zacho fra CPH lufthavn som fortæller om løsningen.

Thomas

  • 4
  • 0
#5 Rune Schøler

Mange af de portør & kritiske alarmløsninger som hospitalerne har idag, kan udvides til at understøtte RTLS. Rent teknisk giver teknologien ufatteligt mange muligheder og jeg tror der ligger store besparelser ved at bruge "nogle kroner" på at udstyre patienter, udstyr m.m. med tags. Udfordringen ligger i at præsentere & håndtere informationen på en måde som fremmer processerne. Mht. overfaldsalarm handler det netop om entydig aktivering og information til assisterende personale som er entydig nok til at man kommer hurtigt nok frem til det rette sted (og eksempelvis ikke til forkert etage). Men disse udfordringer kan også håndteres.

  • 0
  • 0
#7 Arne Winther

Bispebjerg Hospital er netop gået i gang med at rulle et RTLS system ud. Første målsætning er at sikre temperaturniveauer i 400 målepunkter, og herefter forventer hospitalet at bruge platformen til en række af de andre "klassiske" use cases.

Produktet er Ekahau, leverandørene er GoApplicate/2Trace og konsulenter er Devoteam.

@arnewinther

  • 0
  • 0
#8 Kåre Kjelstrøm

Spændende! Nu er temperaturniveauet jo kun et af mange indeklimamålepunkter man kunne være interesseret i (CO2, luftfugtighed, ...). Er det Ekahaus egne målere man benytter her så?

Jeg tænker iøvrigt umiddelbart at der må skulle mere end 400 AP'er til for at få en ordentlig opløsning når systemet senere skal anvendes til RTLS (men det er måske også kun de, der måler temperaturen)?

  • 0
  • 0
#9 Peter Hellwing

Meget sødt eksempel, men det var bare leverandøren af den nye CT scanner der var ved at kører en lettere bedaget scanner ud (cardiac på under 20 sekunder!).

Hvis man har været lidt sammen med plejepersonalet, vil man vide at der ligger meget guld gemt i trackning af noget så simpelt som blodtryksmålere og blodsukkermålere, ikke fordi det bliver stjålet, men fordi en eller anden glemmer det på en stue.

Endnu være er det lidt større udstyr som f.eks Blære UL scanner, nabo afdelingens er defekt (den er dyr så de har kun en), så de kommer lige ind og låner, men glemmer at aflevere den, 30 minutter senere kan en stakkels ansat så bruge et kvarter på at løbe alle stuer igennem for derefter at spørge nabo afdelingerne om de har set den.

Hvor ville det være rart bare at slå op i ressource modulet på EPJ og bede om en cirka position (5-6 meter) på udstyret.....

Patient tracking er nok det man på det etiske område kan kalde "spændende". problemet med "forsvundne" patienter, kan tit løses ret lav teknisk, man skal bare sørge for at patientdata er opdateret med det korrekte mobilnummer (det kommer lige så stille, efterhånden som EPJ bliver det eneste system hvor kontakt data er opført)

  • 1
  • 0
#10 Rune Schøler

Der kunne også være behov for at kunne dokumentere hvilke patienter der havde været i berøring med hvilket plejepersonale, f.eks. i forbindelse med smittefare. Dér kan RTLS være en guldgrube. Det kunne også være man havde behov for at vide hvilke andre patienter der kunne være smittet.

Der er iøvrigt implementeret en RTLS baseret personsikringsløsning på Psykiatrisk Center Amager hvor personalet bærer en WiFi alarmtelefon og personalet lokaliseres med entydig zone position.

  • 1
  • 0
#11 Arne Winther

Ja, det er Ekahau temperatur tags som bruges. I stedet for at bruget en dedikeret løsning (eller en ø om du vil) har hospitalet nu mulighed for at tilføje flere anvendelsesområder efterhånden som behovet opstår. Det kan sagtens være andre typer af indeklima målinger.

Det er 400 temperaturmålepunkter, ikke AP'ere :-). Dvs. køleskabe, frysere, madvogne osv. Der er lagt flere AP'ere.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere