Har du en debug-ven?

Det er efterhånden en del år siden, at par-programmering var det store buzzword. Jeg synes efterhånden ikke, at man hører det praktiseret ret mange steder; måske fordi det ikke er i alle situationer, det er velegnet. Bevares, det er da hyggeligt at lave selv triviel kode sammen med en kløgtig kollega, men det kan måske dårligt forsvares rent ressourcemæssigt.

Til gengæld synes jeg, at det kan have meget stor værdi at sidde at debugge sammen. For det første for det rent motivationsmæssige aspekt i, at man ikke så nemt kører død i at sidde og forsøge at løse et drilagtigt problem, hvor der nogle gange kan gå lang tid inden man ser resultatet af anstregelserne. For det andet fordi det forekommer mig, at seriøs debugging ofte kræver, at man forsøger sig ud af en række sære tangenter / spor, der har det med i højere grad at sprudle frem, når man er to til at inspirere hinanden.

Så hvis du ikke allerede har en debug-ven, skulle du måske se at få en...

Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Mikael Kristensen

Testervenner er snart lige så vigtige, men er meget svære at finde, synes jeg.

Grunden til dette, er at folk skal lære at fremkalde bugs pålideligt og skrive korrekte bug reports, der sparer udvikleren tid i at finde en løsning til buggen. Det sparer også tid, hvis testeren i forvejen ved hvor han/hun evt. skal lede for at finde sårbarheder.

Det er væsentligt anderledes end deciderede monkeytests, som man helst skal finde uerfarne testere til at gøre for sig.

Jeg har ikke tal på, hvor mange "programmet er i stykker, fix det!" reports, jeg har smidt i skraldespanden.

  • 0
  • 0
Peter Makholm

Efter min mening handler det ikke så meget om at bevæge sig ud ad sære tangenter, men om at have en man kan forklare problemet.

Netop for at sikre at man ikke skøjter rundt mellem sære tangenter, men at man rent faktisk tænker sig om og får besvaret alle 'Hvorfor det' spørgsmålene.

Jeg kender flere der har imaginære debug-venner (et tøjdyr, skrivebordslampen, eller noget helt imaginært). Bare det er de prøver at forklare problemet for noget får dem til at tænke på ting de har glemt at undersøge.

Men jeg kender også flere der kun får noget ud af det hvis der rent faktisk er en person i den anden ende. Men ofte behøver den anden person ikke at gøre meget andet end at sige 'hvorfor det' på de rigtige steder.

Selv er jeg nok mest i den sidste gruppe.

  • 0
  • 0
Jesper Zuschlag

Det eksisterer et psykologisk fænomen kaldet verbalisering. Kort fortalt går det ud på, at alene den proces hvorved man sætter ord på ens tanker/følelser og ytre disse ord, er med til at ændre ens konceptuelle model (meta-model) af problemet-domænet, og derved kan nu indsigt opstå.

Jeg tror alle der har rodet med at debugge et program, har oplevet effekten af verbalisering på egen krop. Det giver sigt oftest til udtryk i en situation hvor man længe har siddet og kigget på den samme koden uden at have fundet fejlen (ens konceptuelle model er mangelfuld eller forkert), men på det tidspunkt hvor man giver sig til at forklare koden for en kollega, står problemet med det samme lysende klart alene i kraft af ens egen forklaring. Verbaliseringen har ændret ens konceptuelle model.

  • 0
  • 0
Jesper Østergaard Jensen

"..Det er efterhånden en del år siden, at par-programmering var det store buzzword. Jeg synes efterhånden ikke, at man hører det praktiseret ret mange steder..."

Et par kollegaer og jeg selv var for nylig til et af GOTO's free events. "Er vi idioter" som omhandlede processer i udvikling af software.

Ved en håndsoprækning, var der faktisk overraskende mange, som brugte par-programmering tæt på dagligt - nogle 60-70% af tiden.

Det var jeg personligt ret overrasket over, så måske det alligevel bliver brugt en del...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere