Hackerdays - god investering eller spild af tid og penge?

I sidste uge var jeg med mine kolleger fra Trifork 2 dage i en hytte lidt udenfor Århus - vi holdt Hackerdays. Nu spørger du nok; Hvad i alverden er Hackerdays' Og det er et fuldstændigt rimeligt spørgsmål for jeg har ikke nævnt begrebet før (og navnet er nok lidt misvisende for indholdet). Hackerdays er Triforks svar på Googles "brug 20 % af din arbejdstid på dine egne projekter" - det bliver ikke til 20 % af arbejdstiden, men det er 2 dage i en hytte med kollegerne, hvor man må lave lige det nørdede projekt man har lyst til.

Hackerdays er en måde at udforske nye græsgange - herunder programmeringssprog som man ikke har arbejdet med før, et nyt problemdomæne, nye projektgrupper (baseret på en fælles interesse) og derudover er det en chance for at råhygge og lære sine kolleger bedre at kende.

Det blev til både projekter om Scrumværktøjer, applikationer til Androidplatformen, en Smalltalk->Javascript-compiler, en genskrivning af software udviklet udenfor virksomheden til en bedre udgave og en hel masse andet. Nogle af projekterne kan tages i brug efter de to dages udvikling og nogle af dem kommer ikke længere.

Denne praksis vil jeg gerne anbefale og som udvikler kan man jo foreslå sin chef at tage den op - selvfølgelig med nogle gode argumenter, der tager udgangspunkt i hvorfor det er en god forretning, selv om man lader alle udviklere i virksomheden/afdelingen være potentielt uproduktive i 2 dage.

Jobtilfredsheden hos udviklerne er en af de første ting jeg kan komme i tanke om at begrunde beslutningen med. Udviklere er jo en eftertragtet arbejdsstyrke og det er vigtigt at holde på de folk man har.

En anden begrundelse kunne være at finde potentielle indtægtsområder gemt i udviklernes sideinteresser. Man får afprøvet nogle forskellige projekter og så ved man jo, at man har kompetencerne og interessen for projekter i den kategori internt.

At det så også er en slags teambuildingøvelse er en ekstra gevinst - man lader nogle folk arbejde sammen som måske ikke arbejder sammen til hverdag. Man får testet kemien i et kort projekt og hvis det er en succes så er det måske en konklusion man kunne tage med hjem til hverdagen. Et generelt godt sammenhold blandt udviklerne som gruppe må siges at være en anden sideeffekt, som bestemt ikke skal undervurderes.

Kom selv med flere gode argumenter...

Hvis du ikke synes at sådanne 2 dage er et fornuftigt projekt vil jeg også meget gerne høre dine begrundelser og forbehold.

Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kasper Sørensen

Jeg synes det er en smadder god ide og jeg har også selv arbejdet i en udviklingsafdeling hvor vi efterstræbte de berømte 20%s interesse-tid.

Nu siger du godt nok 2 dage ... er det så hver anden uge? Jeg har indtryk af at mange snakker om 20% men i virkeligheden er 20% bare "god damn meget" :)

  • 0
  • 0
Therese Hansen

20% er utrolig meget - og som jeg også skriver i indlægget så bliver det ikke til 20% hos Trifork, som det er hos Google. Det bliver til 2 dage i en hytte + nogle andre tiltag i den retning. Jeg har ikke helt overblik over hvor meget det så bliver til, men jeg tror også det er individuelt for hver udvikler - det kommer an på hvor mange af tilbuddene man involverer sig i.

Men 20% bliver det nok helt sikkert ikke. Der er Google speciel.

  • 0
  • 0
Klavs Klavsen

Efter hvad jeg har forstået på folk jeg kender der har arbejdet hos google (godtnok ikke i dk afdelingen) så kan det godt være at man må bruge 20% af sin arbejdstid på andre ting, men tilgengæld forventes man at arbejde væsentligt mere end det vi normalt gør i DK - uden at man får overarbejdsbetaling eller lign. - så det virker på mig som om de stadig kører som startups typisk gør.

  • 0
  • 0
Klavs Klavsen

Dennis: Det kan du sagtens have ret i - i USA er det vist normalt at unge medarbejdere arbejder ~80 timer om ugen eller lign - hver uge. Og så får man ferie når man bliver ældre og lov til at gå tidligere hjem. Det er ihvertfald det jeg har fået af vide af nogle der var i USA og arbejde da de var yngre.

Jeg er bare glad for de danske arbejdsforhold :)

  • 0
  • 0
Klavs Klavsen

Mht. Google så og 20% til "egne projekter" så er det jo også at sammenligne æbler og pærer,hvis man sammenligner det med et dansk ansættelsesforhold. Min forståelse er ihvertfald at det forventes man når alt det man skal alligevel - og derved er der mange der lever på Google (det er jo også en årsag til at de har alle de ting på google komplekset som de har). Nu er dem jeg kender, nogle der har arbejdet i Irlandsafdelingen.

Jeg synes sådanne hacker days kan være en god idé, men man skal være sikker på at alle medarbejdere også synes det, før man gør det - og ikke bare et socialt flertal :)

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Men hvad er der at have imod Hackerdays som medarbejder? I vores tilfælde blev det holdt i nærheden af byen, så man kan komme hjem og sove, hvis man ikke har det godt med at være ude på den måde. Er der andre indvendinger fra programmørernes side, som man skal have med i overvejelserne?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere