Jeg må indrømme, at det jeg hører fra de IT folk jeg kender rundt omkring i det 'offentlige', ikke rigtig efterlader megen optimisme.
De folk man ansætter til at lave IT-strategi er ikke Enterprise Arkitekter eller folk med en kombinations uddannelse, hvor IT er en del af det.

Og jeg må indrømme at min personlige erfaring (fra det private erhvervsliv) er at når CAB, og EA boards etc. er fyldt med managers uden den store IT indsigt, der er der fordi det ser godt ud på deres CV, så ja... virker boardsne ikke rigtig efter hensigten. Jeg husker et sted jeg har arbejdet, hvor man var nødt til at lade en EA'er og Domain arkitekten for området, gennemse og lave QA på alle changes før de kom på CAB. Altså defacto lave meget af det arbejde, som den der ville have changen udført burde have lavet, og defacto meget af CAB boardeds arbejde.

Jeg mener, at her er en af nøglerne til succes, at man som chef som hovedregel uddelegerer. Og kun selv deltager når der virkelig er større strategiske beslutninger oppe og vende.
Det er ekstremt vigtigt, at have den rigtige type folk også, enable dem og giver dem ansvar.

// Jesper

Jeg er 100% enig i dine betragtninger og antagelser og ser det samme.

Men også flot af Lise, der med hendes erfaring, belyser og gør os klogere på offentlig IT og er med til at skabe den nødvendige debat, hvordan det kan gøres bedre.
Jeg er også meget enig de betragtninger der indgår under punkt planen, Hvis nu..

Ja. Stor ros til Lise for hendes indlæg.
De er positive, relevante og fagligt velfunderede.

// Jesper

Jeg ser slet ikke McKinseys interesse for EA som noget godt tegn.

Det væsentligste problem er og bliver dårlig ledelse - i særdeleshed manglende evner til at reagere på forandringer i projektet. Når et it-projekt melder at det ikke møder de krav, der er stillet og der er tale om et inddrivelsessystem, der håndterer milliarder af kroner, kræver det absolut ingen datalogisk indsigt at forstå at det ikke kan sættes i drift.

Mvh. Michael.

Nu er ledelse mange ting og i princippet kan alt lægges ind under den hat (vi snakker såmænd også om selvledelse). Og når man blot skyder skylden på lederen, så lyder det næsten som om han satte sig selv forud for projektet eller havde en helt anden dagsorden end projektet. Min oplevelse er at det sjældent sker. De fleste problemer opstår fordi folk tror de gør det rigtige, men at de enten ikke har forstået problemstillingen ordentligt eller processen er gal.

Hvorfor er det at vi stadigvæk tror vi kan skrive en gigant specifikation på et IT system og sende det i udbud? Når nu specifikationerne altid stinker og projekterne ofte ender galt?

Hvorfor er det at vi stadigvæk tror at det er en god ide at få en ekstern partner til at bygge systemet, uden at vi har inhouse viden om dets opbygning? Når nu det ofte går galt og selv i de situationer hvor det går godt har parkeret vores ædlere legemsdele i postkassen hos leverandøren. Når nu alle ved at forståelse af et IT system tager tid og ikke blot kan overdrages i form af dokumenter.

Ledelse?

Nej, men det kræver jo at ledelsen kan acceptere at lavere rangerede personer kan have ret når de taler ledelsen midt imod.

Som du selv formulere det: ”De fleste problemer opstår fordi folk tror de gør det rigtige, men at de enten ikke har forstået problemstillingen ordentligt eller processen er gal.” Spørgsmålet er hvordan det kan bringes til ikke at fortsætte. Herunder særligt når de der undersøger de fejlede projekter og søsætter de nye efter helt samme skabelon er sammenfaldende.

Myte #1: Offentlige IT projekter over en vis kontraktsum kan kun udbydes på monster Kxx kontrakter med ringbind fuld af krav for at være i overensstemmelse med EU lovgivning.

Jeg har januar 2017 underskrevet en it kontrakt med offentlig myndighed i Holland under EU lovgivning hvor kravspecifikationer er på blot 20 krav / 6 sider og i en proces der er radikalt forskellig fra den Danske. De havde lavede en proces med forundersøgelse af leverandørernes løsninger forud for udbud. Prækvalifikationen var ikke det ringbind af dokumenter som vi kender fra Danmark. Kontrakten væsentlig mindre omfangsrig end den tilsvarende Danske Kxx kontrakt osv. osv.

Er der nogen der har en nogenlunde fornuftig forklaring på hvorfor den Danske proces skal være så anderledes når det er 100% samme EU lovgivning vi / Holland er underlagt?

Jeg ser netop, at Alternativet har stillet forslag om en whistleblower-linje, så lavere rangerende medarbejdere "på gulvet" anonymt kan give meldinger og advarsler direkte til ministeren (og evt. alle relevante udvalgsmedlemmer?) i f.eks. en sag som EFI.

Det vil ikke løse alle problemer, det er helt sikkert. Men det vil medføre, at ministeren ikke fremover kan gemme sig bag, at han ikke fik besked om evt. problemer af sine embedsmænd. Beskederne vil ikke blive fortyndet og forskønnet undervejs, f.eks. af hensyn til personlige bonusser etc., og embedsmændene gør i så fald klogt at i give advarsler loyalt videre.

For i Skatteskandalen er status jo lige nu, at alle gemmer sig bag alle, og påstår, at de ikke fik besked. Hvis man i højere grad kan sikre, at ministeren får direkte besked, og at det kan dokumenteres, at han har fået det, så bliver det svært at gemme sig, og ansvaret havner mere entydigt på ministerens bord.

Og i virkeligheden ville det måske også være en hjælp for minister og ledelse at komme tættere på "virkeligheden" på gulvet på denne måde - selv om det vil de måske ikke selv synes - det forpligter jo.

Hvis I andre er enige i, at det er en god idé - hvad kan vi så gøre for at presse Folketinget til at vedtage en sådan ordning?

Spændende og værd at lægge mærke til.

Det rammer dog ikke det andet problem: At når du har leveret et system til de Hollandske myndigheder, så er det i praksis kun dit firma der kan lave ændringer og udvidelser til systemet. For hvert eneste ønske om ændringer står hollænderne således med følgende muligheder:

• Betale dit firma for ændringen
• Lad være med at få lavet ændringen
• Skrotte systemet og lade andre bygge et nyt der inkluderer din ændring

Når du skal give tilbud på ændringer i fremtiden, så kan du i princippet vælge en pris der udgør minimum af nytteværdien for den nye feature (fordi alternativet er at lade være). Uanset hvad det koster at lave den. Uden at konkurrence fra andre udbydere – du skal bare sikre dig at de ikke skrotter systemet og bygget et nyt. Sweet deal.

Jeg tror ikke det gør nogen forskel. Alle der har ledet store projekter oplever at hen mod slutningen er det en masse der råber op om lige præcist deres yndlingsfejl og er helt sikre på at man ikke kan gå live med netop den problem. Nogen gange forstår de ikke den store sammenhæng og forstår ikke hvorfor deres del ikke er prioriteret netop nu. På samme måde er der folk der stiller krav om at gå live NU fordi det der er vigtigt for dem er i orden og ”færdigt nok”.

Det er således en vurdering af om systemet er godt nok til at gå live. Dem der træffer beslutningen skal både forstå vigtigheden af de forskellige krav til systemet og ”færdighedsgraden” af de enkelte features.

Det her bør ikke handle om ministeren. Det bør handle om at lave bedre projekter, og med mindre du vil gøre ministeren til projektleder så vil han stadigvæk være på herrens mark (som i dag).

Danske myndigheder har altid behandlet EU-regler med stor nidkærhed. Det gælder også her, hvor ganske små fejl, og/eller fortolkninger af EU-udbud, har betydet aflysninger af udbud, og store erstatningskrav fra forsmåede leverandører.

Ok, jeg lytter, Michael Cederberg.

Tror du virkelig, at en stor del af disse folk vil gøre brug af en whistleblower ordning bare fordi de bliver underkendt af deres overordnet som vælger at prioritere anderledes end hvad de selv mener man bør gøre?

Vil du selv gøre brug af en whistleblower ordning i sådan situation? Og hvis ikke, hvorfor tror du så at andre vil?

At ministren bliver gjort opmærksom på graverende fejl/problemer gør da ikke ministren til projektleder, men det giver ministren mulighed for at udbede sig en forklaring og dermed vil alle led ned til og med projektleder skulle forholde sig til det, hvilket vil (bør) afstedkomme en ordentlig forklaring.

En whistleblower ordning vil måske endda være en fordel for ministren, fordi ministren hurtigt vil kunne gribe ind (udbede sig en forklaring) og dermed have sin ryg fri og jo hurtigere der gribes ind overfor noget der er ved at udvikle sig til en katastrofe, jo mindre vil prisen for fejlen/problemerne formodentlig blive.

Hvorvidt en whistleblower ordning ville have gjort nogen forskel i en sag som EFI kan jeg ikke sige noget om da jeg ikke har haft noget med projektet at gøre, men hvilken skade ville det have gjort, hvis der havde været én?

Selvfølgeligt ville jeg det. Alt andet ville jo være næsten kriminelt.

Hvis nogen direkte kommer med faktuelle usandheder så kan ministeren gøre noget. Jeg har nu aldrig oplevet at det sker – den slags fører til at man mister sit job. Hvis man oplever faktuelle usandheder, så sender man en mail med beskrivelse til ens chef. Nu sidder chefen med ”lorten” og er nødt til at handle eller sende den videre op og så videre (for hvis han ikke gør noget, så sidder han med problemet). Det fungerer fint.

I stedet handler det om skøn, vurderinger, prioriteringer, manglende information, etc. Hvem skal så vurdere disse? I praksis er der ingen der udenfor projektet der kan vurdere disse ting. Der kræves indgående viden for at forstå

Jeg forventer at på et stort projekt vil det vælte ind med whistleblowers efterhånden som projektet nærmer sig sin afslutning. Det er ofte en ret kaotisk tid hvor ganske få har overblikket (fordi alle andre har travlt med at gøre deres egne ting færdigt). Ikke det bedste tidspunkt at skulle bruge tid på ministerredegørelser.

I den form nej. Men så vil det heller ikke bringe noget nyt frem, fordi du beder de samme om at vurdere whistleblowerens indberetning som man normalt vil gå til. Ydermere vil omkostningerne ved at håndtere en forespørgsel fra ministeren være enorme. Jeg har hørt fra andre hvor meget der sættes i værk når ministeren spørger om noget - specielt i sager dom denne hvor ministerens ”røv” er i spil.

Ministeren og de øverste embedsmænd vil altid forsøge at få ryggen fri. I dette tilfælde vil de – selv ved åbenlyst grundløse indberetninger – udbede sig udførligt svar blot for at have ryggen fri. Som beskrevet ovenfor er det dyrt. Det er en god måde til at sørge for embedsværket og projekterne drukner i ”cover-my-ass” indberetninger og forespørgsler. Mere fornuft er der i at vælge fornuftige mennesker i hele systemet og at holde systemet ansvarlige for disse valg.

Mener du helt oprigtigt at det vil næsten være kriminelt ikke at indrapporterer til en whistleblower ordning, hvis du er blevet underkendt af din overordnet som har valgt at prioritere anderledes end nu synes han/hun skulle gøre?

En whistleblower ordning, vil jeg mene, er en man anvender i situationer hvor der er groft svig og ikke i situationer hvor man er uenige om prioriteringen.

Det er jo netop i de tilfælde at chefen ikke gør noget, at en whistleblower ordning er relevant og ikke bare fordi chefen prioritere anderledes end hvordan man selv vil prioritere.

Jeg er overbevist om at langt de fleste godt kan se forskel på uenighed og svig, så jeg tror ikke der ville komme synderligt med indrapporteringer til whistleblower ordningen, men måske jeg har mere tillid til mine medmennesker (eller måske er jeg bare meget naiv).

Her er jeg helt uenig. Hverken minister eller embedsmænd vil gøre særlig meget for at holde ryggen fri, hvis de ikke tror at der er nogen risiko for at det kommer til offentlighedens (eller oppositions) kendskab.

Mener du virkelig at de fleste (eller bare mange) udvikler/projektmedarbejder har sådan en destruktiv adfærd, at de drukne projekterne i ”cover-my-ass” indberetninger og forespørgsler?

Det vil være fantastisk om det lader sig gøre, men indtil da vil der være udmærket, hvis der er en mulighed for at gøre opmærksom på at det ikke er tilfældet.

Køl lige ned engang. Hvis nogen gør noget kriminelt så skal det rapporteres til politiet. Hvis man mener nogen gør noget forkert så siger man det til chefen. Hvis der er en whistleblowerordning og reglen er at man rapporterer den vej, så følger man reglerne.

Hvis man oplever at man har rapporteret noget alvorligt og chefen ikke gør noget, så kan man gå videre til hans chef hvis man mener der er grund (det kan jo være man tager fejl). Under alle omstændigheder, så har man nu en afsendt email hvor det er bevist at chefen er informeret. Hvis der bliver problemer så hiver man den mail frem. Resultat: Chefen har problemet.

Chefen og hans chef tænker på samme måde – de skal ikke have problemer. Der er forskel på ikke at gøre noget ved problemer man kender til og blot at være uvidende. Når der ligger en mail så kan man ikke være uvidende. Sådan fungerer store organisationer. Chefen er enten impliceret eller idiot hvis han ikke handler når der skriftligt foreligger et problem.

Men var det meningen at det her kun skulle bruges til svig? Som jeg læste Anne-Maries forslag så var det til meget mere. For eksempel har jeg ikke set eksempler på svig i hverken EFI eller POLSAG (måske har jeg overset det?).

Hvis man agerer på den måde så er man idiot. Man kan ikke holde den slags hemmeligt. Hvis det findes skriftligt at ministeren eller departementschefen har fået en advarsel om et problem, så kommer det ud. Begge har for mange fjender i organisationen som gerne vil levere en rygende pistol. Der er utallige eksempler på at nogen lækker den slags til aviser og TV. Derfor handler det for ministeren & venner netop om at undgå at den slags dukker op på hans bord. På den måde kan han kan benægte viden om problemet.

Sidst er en af de skønne ting ved at Danmark er et demokrati, er at før eller siden kommer oppositionen til. Derfor er det bedst for en regering ikke at efterlade alt for mange skeletter i skabene. Uanset farve.

Jeg tror alle der har arbejdet i en stor organisation har oplevet mængder af ”cover-my-ass” emails. Hvis politikken bliver at man skal informere til whistleblowerordningen hvis man mener der er noget seriøst galt med projektplanen, ja så vil ministeren drukne.

Det var dig der bragte det næsten kriminelle på banen og jeg reagerede naturligvis på det.

Det kan man forhåbentlig i de fleste tilfælde og der vil i de tilfælde ikke være brug for en whistleblower ordning, men der kan jo være tilfælde, hvor chefen vil sørge for at der vil være repressalier (eller man vil være nervøs for at der vil være det) og whistleblower ordningen er for mig at se til de tilfælde.

Som jeg tidligere har nævnt har jeg ikke nogen mening om, hvorvidt en whistleblower ordning ville have været relevant i hverken EFI eller POLSAG.

Som jeg forstår forslaget (som vist var Alternatives) er det til brug for svig eller anden (grov) uansvarlighed i ledelseslaget. Min reaktion på dit indlæg skyldes alene, at jeg opfattet det som om, at du antydet at folk vil misbruge det til at beklage sig over at chefen prioritere anderledes end de selv vil gøre og den opfattelse er blevet bestyrket af din påstand om at det vil blive brugt til at drukne projekterne i ”cover-my-ass” indberetninger og forespørgsler.

Vi taler om mennesker som mener de kan afskedige medarbejder med det samme fordi der jo kommer et IT-system på et tidspunkt der kan løfte den opgave som medarbejderne udføre. Om de er idioter vil jeg undlade at komme med yderligere kommentarer om :-)

At folk vil misbruge en whistleblower ordning på den måde er jo en holdning man kan have og en holdning som jeg ikke kan modbevise, men jeg håber da inderligt at du tager fejl.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi indirekte allerede har en form for whistleblower ordning idet vi har en fri presse man kan henvende sig til, hvis man er i besiddelse af informationer om svig eller uansvarlighed.

Det eneste problem som en formel whistleblower ordning (for mig at se) vil kunne bidrag yderligere med er, at pressen kun tager historier op som de tror der er læsere/seere i og det er ikke nødvendigvis alle de sager som er vigtige, men med en whistleblower ordning vil man nemt kunne sikre at det kommer til ministrens/folketingets kendskab (om det så gør nogen forskel er ikke til at sige).

Michael Cederberg:

Jeg har ikke personlige erfaringer fra den slags projekter, så jeg gætter. Men kunne man ikke forestille sig, at en menig medarbejder et eller andet sted nede i hierarkiet faktisk ikke tør give den slags meldinger til sine nærmeste chefer - af skræk for at blive opfattet som en "nej hat", en benspænder, sabotør, en, som kan komme til at koste kollegaerne deres bonusser etc? Måske ikke særligt heltemodigt, men ret menneskeligt.

Der er jo forskel på whistleblowere, der står offentligt frem, og whistleblowere, der bruger en anonym ordning. De første er helte - det er de sidste måske ikke - men dog måske nødvendige for, at magten ikke i for høj grad lukker sig om sig selv.

Du argumenterer ud fra, at alle relevante medarbejde er af første type, synes jeg. Det er jo urealistisk. Man kan synes, at det burde de ( vi?) være, men det kommer vi ingen vegne med at synes. Og ved medarbejderen på gulvet altid, om hans nærmeste chef har givet betænkeligheder loyalt videre? Denne chef er jo også ofte underlagt lokkende bonusser for forhastet færdiggørelse eller gennemførelse af upopulære beslutninger.

Det er i hvert fald, hvad jeg husker fra min tid i sundhedsvæsnet, hvor vi på gulvet forsøgte at råbe ledelsen op om, at deres planer gik ud over patienterne - vi sad altid tilbage med en tvivl om, hvorvidt advarslerne overhovedet blev givet videre - måske - måske ikke? For vi sad jo ikke med ved de møder, og hvis lederen siger "Jeg har forsøgt at give jeres advarsler videre, men der bliver ikke lyttet" - så aner man ikke, om det er rigtigt, eller om ens egen leder pænt har siddet og holdt mund og ikke har skullet have noget klinket med at råbe op.

Det kan ikke nytte at indrette samfundet efter, at alle skal være helte - det kommer aldrig til at ske. At være en Snowden eller Frank Grevil kræver en særlig personlighed og særlige evner - og har kæmpe personlige omkostninger.

Hvis en sådan "hotline" til ministeren kan hjælpe til at sikre, at han ikke overser alvorlige problemer/fralægger sig ansvaret, og samtidig kan sikre, at menige medarbejdere ikke skal risikere job og fremtid, så synes jeg, at det er en god ide. Om ikke andet kunne man måske prøve det af?

@Michael Cederberg:

Sludder, det har du jo selvfølgelig absolut ingen mulighed for at vurdere uden at have set kontrakten.

Det er ikke noget sludder men har du selvfølgeligt ret i at jeg ikke kan sige noget om din specifikke kontrakt.

Jeg kommenterede på at modellen du beskrev ikke håndterer problemet med at leverandøren står i en meget fordelagtig situation når først produktet er leveret (såfremt der skal laves ændringer eller udvidelser). Jeg kan ikke se hvorfor det er forkert når jeg siger at det ikke er beskrevet - du siger selv at det findes andetsteds.

Men du må meget gerne fortælle om hvordan den slags håndteres for jeg har endnu ikke set nogen fornuftig løsning.

@Michael Cederberg:

Det kommer da an på hvad det er aftalt?

Men anyway, forklar da gerne hvordan du kommer til den konklusion på en aftale du ikke kender indholdet af.

Jeg skrev at du ikke havde adresseret problemet med at leverandøren står i en meget fordelagtig situation når produktet var leveret. Jeg har allerede flere gange skrevet at der godt kan være taget højde for den situationer i kontrakten. Det var bare ikke det du adresserede oprindeligt.

Men anyway, forklar da gerne hvordan du håndterer den situation i de aftaler du indgår.

I større satte organisationer med en betændt ledelseskultur, er det du beskriver nok nærmere reglen end undtagelsen.
F.eks. hvis man bare laver sit job ordentligt ved, f.eks. sådan noget som rootcause analyser, og derfor kommer frem til en konklusion, der ikke er populær i øvre ledelseslag, så kan det sagtens være yderst skadeligt for ens karriere i virksomheden.
Det kan også være analyser, som man f.eks. skriver som en del af sit arbejde, som Enterprise/Domain/forretnings arkitekt, der ikke lige passer ind i en i en eller anden leders kram.
Der har man jo i dag i mange store virksomheder, de her decimerings fyringer hvert år, hvor man så at sige bare kan fyre bredt uden grund, og så ryger man i sådan en.

Så mit råd til folk er at man skal passe på sig selv og sine egne først. Med mindre man har det økonomiske råderum til at opretholde høje principper.

// Jesper

Ja integriteten forsvinder hurtigt i organisationer købt af kapitalfonden eller styret af new public management.

Det er så samtidigt dobbeltvirkende, da bonusordninger i de højere luftlag, hvor kontakten til jorden for længst er forsvundet. Betyder at besparelser og kortsigtet beslutninger betyder mere, end en langsigtet strategi.

Det tjener kapitalfonden og lederen på. Mens virksomheden og dens kunder betaler med faldende kvalitet af produktet.
Når udvikling, opfindelse og forskning, kvalitetskontrol, etik, moral, .... og INTEGRITETEN bliver set som udgifter, og ikke en længerevarende investering i fremtiden.

Da Politikere og Kapitalfonde har den samme tidshorisont på maximalt 4 år.

Du antager at leverandøren står i en meget fordelagtig situation når produktet var leveret. Det er en tro / antagelse som du har rigtig svært ved at vurdere og udtale dig om, da du ikke kender det faktiske indehold af de kontrakter som flyder rundt i det offentlige.

Du kan finde de ofte brugte K-kontrakter (Kammeradvokat) på Digitaliseringsstyrelsen’s hjemmeside. Der er vel næppe noget i disse, der direkte forhindre kunden eller en af kunden udpeget trediepart i at lave videreudviklinger. Som du måske også har hørt findes der en række andre aftaler, som ikke har været konkurrenceudsat og således at der muligvis er en dyb vendor-login til den oprindelige leverandør.

Uden at kende de faktiske forhold bliver det tro og gæt på, at der er et problem.

Det er desværre sådan, at mange offentlige kontrakter holdes hemmelige og at den primære fokus er at placere ansvar og skyld. Det går det jo temmelig svært at vurdere de faktiske forhold omkring kontrakterne. Hvis der er et reelt problem, var det selvfølgeligt hensigtsmæssigt at få det analyseret og fremlagt til fremtidig læring.

Man kan nu få et glimrende 'fingerpeg' ved at læse /have læst udbudsmateriale. Men igen ikke mere end et fingerpeg. For jeg har .. hørt om... udbud, hvor f.eks. arkitekturen var låst på ufravigelige krav. Og da der så skulle implementeres.. så ja.. fik piben en anden lyd.

Jeg vil så sige, at jeg har set en hel del udbud, hvor det eneste rigtige at gøre som 'ikke eksisterende' leverandør enten er, at lave et nobid. Eller et 'pres prisen' så man måske kan vinde næste gang bud.

// Jesper

Ja, der er mange teser om hvad der egentlig sker. Er der ikke en, der kan prøve at forklare mig hvorfor kontrakter, specielt, de gange hvor det køres i hegnet, skal holdes hemmeligt?

Tja.. måske fordi så har man kontrol. Både over leverandøren, pressen og egne medarbejdere med flere.
IMHO så burde disse kontrakter være offentlige, det ville øge konkurrencen og transparens i den offentlige forvaltning er IMHO en god ting.

// Jesper

Jeg læste K-kontrakterne igennem og som jeg ser det er der ikke noget genialt i dem. Basalt set så er der efter produktets leverance to typer arbejde: Arbejde på timebase (til allerede aftalt timepris) og arbejde hvortil der forhandles ny kontrakt.

Når timeprisen er aftalt, så kan leverandøren groft sagt sætte sine nyeste eller ringeste ansatte til at løse opgaven og på den måde maksimere sin indtjening. I mange tilfælde vil kunden ikke engang opdage at han bliver snydt.

Når der skal laves videreudvikling på en ny kontrakt, så står leverandøren med unik viden om systemet (i og med han selv har bygget det). Alle andre der måtte byde på kontrakten skal indfaktorere at de har en learning curve på det oprindelige system.

Og selv hvis der ikke er noget i kontrakten der direkte forhindrer kunden i at få trediepart til at lave videreudvikling, så er overdragelse af større systemer uden at dem der har udviklet systemet følger med, næsten altid dødfødt. Det er min erfaring og det er i øvrigt næsten ligegyldigt om overdragelsen sker indenfor samme virksomhed eller mellem to virksomheder. Læg oveni det alle mulige komplikationer fx omkring hvem der så har support-pligten på den oprindelige kode bagefter …

Derfor står leverandøren næsten altid i en meget fordelagtig situation når først produktet er leveret og sat i produktion.