Genudsendelse

Nu er det officielt Intel drejer halsen om på Itanium chippen og TheRegister's illustration er naturligvis spot on.

Der er nok flere der bliver overraskede over at Itanium stadig produceres end at Intel nu holder op med det.

Jeg tvivler på at ret mange kan huske præcis hvad der foregik dengang for tyve år siden, så jeg genudsender et stykke jeg skrev d. 9 september 2004 under arbejdstitlen "Intel-Banden".

(I 2004 var jeg "fagmedarbejder" på Ugeavisen Ingeniøren, så man skrev sin tekst og email'ede den til Rolf, som skød denne her ned med "meget morsom, men alt for indforstået.")

Intel-Banden

Man kan næsten se det for sig: Intels Andy Groove som Egon Olsen, Microsofts Bill Gates som Benny, Compaqs Michael Cappelas som Keld og HPs Carly Fiorina som Yvonne.

Andy forklarer planen: "Vi skal have hele markedet. Vi laver en 64 bit chip, tvinger PC verdenen til at opgradere til den og bruger masseproduktionen derfra som brækjern til at tage hele high-end UNIX markedet fra IBM og Sun. Mike: Du skaffer dig af med Alpha chippen og porter VMS og HP-UX og den der chip Carly går og fedter med må også væk. Bill: du får Windows porteret og klarer pressen og imens skaffer jeg vores chip."

Lidt senere ser vi konkurrencemyndighederne i rollen som Kriminalassistent (første grad) Thormod Jensen, efter et telefonopkald fra Ministeren, forklare situationen for unge betjent Holm: "Jeg skal sige dig hvad vi gør: Ingenting. Absolut Ingenting! Alle i landet har Microsoft og Intel i deres pensionsopsparing så vi gør ingenting overhovedet der kunne risikere at skade samfundsøkonomien."

Alt ruller efter planen.

Itanium blev designet og designet godt og grundigt. Lidt for grundigt og måske dog ikke helt grundigt nok til at leve op til løfterne man havde givet, så den smule kritisk presse der findes døbte den snart "Itanic". Ud over de store problemer selve chip'en har med at komme af med varmen er arkitekturen meget indviklet og meget svær at skrive gode compilere og programmer til.

Microsoft gjorde deres del med stor fanfare og sædvanlig selvsikkerhed og en lydig IT presse labbede det hele I sig, uden at stille kritiske spørgsmål eller tænke selv.

Compaq myrdede Alpha chippen og sendte deres bedste folk til Intel for at hjælpe. Senere overtog Yvonne biksen helt og man begyndte at frygte at planen ikke var helt vandtæt.

Det var altsammen endt i fryd og gammen hvis ikke AMD's Jerry Sanders (superskurken Bang-"Nu sker der ingen misforståelser, vel ??!"-Jørgensen) pludselig havde blandet sig, og introduceret AMD64 CPU arkitekturen der er både 32 og 64 bit og dermed fjerner muligheden for at tvinge massemarkedet til at skifte til Itanic.

Det bliver ikke bedre af at Microsoft for at klare sig ud af en noget klemt situation med unge Betjent Holm bliver nødt til at bestikke AMD til at optræde som karaktervidne mod til gengæld at portere Windows til AMD64 arkitekturen.

Herefter kan vi med stigende moro se hvorledes planen begynder at falde fra hinanden. F.eks Intels febrilske forsøg på at lancere en high-end server chip som billig P4 "Emergency Edition" kun for at opdage at den alligevel ikke står mål med AMD's Opteron og river hul i deres prisstruktur.

Snart efter er nederlaget et faktum, Intel kaster håndklædet i ringen og implementerer AMD64 arkitekturen og skyder en hvid pind efter de 13.4 af de 14 milliader dollars som IDC havde forventet at Itanium skulle have bragt til huse i første halvdel 2004.

Intel endte med at binde $2500 i halen af hver chip de sendte ud af huset i første generation. Nogle estimater siger at udviklingen af Itanic har kostet over 10 milliarder dollars. Totalt blev der solgt 5665 systemer i andet kvartal af 2004. HP har solgt 85% af dem.

For et par dage siden nedjusterede Intel forventningerne et par procent og den seneste tid har været et langt litani af produktændringer, forsinkelser og tilhørende bortforklaringer. Wall Street is not amused.

Microsoft gør hvad de kan for gammelt venskabs skyld: Windows til AMD64 bliver den ene gang efter den anden forsinket med nogle underlige søforklaringer, til trods for at den beta version man kan downloade virker ligeså godt som nogen anden beta version fra Microsoft, blot for ikke at give AMD en fordel i forhold til Intel.

Microsoft er begyndt på den slags kortsigtet kassetænking der kan sænke moralen i alle firmaer: Man skærer ned på gratis softdrinks og rene håndklæder for at spare et par millioner og skærer med hård hånd i Longhorn for at få noget på gaden iår.

Hos vores Yvonne og Keld har Carly Fiorinna taget kontrollen med den hjemlige skude og sendt Mike på pension mens hun forsøger at redde stumperne: HP har nogle meget lange regeringskontrakter der tvinger dem til at holde Alpha chippen i live indtil 2010/2011 og brugere af HP-UX og (open)VMS kaster skrigende sig fra skibet og over i Open Source. Trods gammelt venskab ender HP lidt modstræbende med at hoppe på Opteron og Linux vognen, "for lille Børges skyld".

Imellemtiden sidder AMD og svinger en høj drink incl. lille paraply og underlig frugt mens de fester over det faktum at de har solgt ti gange flere 64 bit chips end Intel i andet kvartal af 2004. Ganske vidst til en helt anden, lavere, men stadig profitabel pris end Intel sælger itanic, men for hver chip AMD sælger synker Itanic en lille bitte smule mere.

Tilbage er der kun at lade Kriminalassistent (1. grad) Thormod Jensen kigge på unge Holm og sige: "Se hvad jeg sagde, det ordner sig altsammen når bare vi ikke blander os.".

phk

Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Troels Henriksen

Min egen erfaring med Itanium begrænser sig til en rackserver jeg fandt forladt i DIKUs kælder for nogle år siden. Den var konfigureret til kun at kommunikere på serielporten (ikke skærmudgangen), men jeg kunne ikke gennemskue dens opsætning, så jeg kunne få forbindelse. Jeg bemærkede dog at den stadigvæk tog imod tastaturinput, så bevæbnet med HPs meget detaljerede servicemanual formåede jeg at få den ind i EFI-bootloadermenuen under opstart, og i blinde navigerede jeg så denne hen til en kommandolinje, hvor jeg (igen i blinde) indtastede kommandoer der fik den til at boote fra en dertil brændt boot-CD med Debian på. Derfra gik den i gang med at sende til skærmen og så var det noget nemmere. Det mest overraskende (udover mængden af fritid jeg havde dengang) var at Debian selv i 2012 faktisk understøttede Itanium!

(Den blev i øvrigt optaget på video)

  • 11
  • 0
Ivan Skytte Jørgensen

Der var nu ikke meget fremtid i dem alt taget i betragtning. De havde hver især nogle interessante detaljer, men de var alle nået til enden af hvad der økonomisk kunne gøres med deres instruktionssæt, givet deres respektive meget begrænsede markeder.

Jeg synes at det bør kvalificeres lidt mere.

  • Alpha: Angiveligt lavede designerne hånd-tuning af kredsløbene i chippen mht. timing delays, som bidrog til den imponerende ydelse. Men det skulle gøres hver gang chip-processen skrumpede (0.5µm->0.35µm->0.28µm…), så det må have været dyrt, og med flere og flere transistorer må det være blevet uoverkommeligt. Og strømforbruget var betragteligt.
  • HP-PARISC: enorm 1MB L1 cache med en clockcycle fetch access. Tricket var at L1-cachen var virtually-mapped og dermed kunne bypasse TLB. Jeg ville meget nødigt lave address-manangement i kernen. Jeg er ikke sikker på at den ikke kunne have været videreudviklet, men compaq sendte deres ingeniører over på itanium-projektet.
  • MIPS: Pas.Jeg kender for lidt til de CPUer. Der findes mips64, så der er formodentlig ikke noget galt med arkitekturen. Skiftede Mips Technologies blot fokus til embedded/mindre systemer efter de blev solgt fra af SGI?
  • 0
  • 0
Michael Cederberg

... men med alt for mange konspirationer og opfundne detaljer til at sige noget om hvad der reelt skete. Faktum er at da Itanium blev lanceret var der generelt koncensus om at CISC CPU'er hørte til på historiens losseplads og at der var brug for RISC CPU arkitektur for at blive ved med at hæve performance. At Intel ønskede at få del i det marked kan ikke overraske.

At Intel og AMD's ingeniører har formået at fjerne behovet for RISC i desktop og server CPU'er fantastisk. Men uden denne landvinding kunne Itanium have vundet kampen. Ikke fordi det var den bedste, men fordi lancering af en CPU arkitektur handler om meget mere end teknisk kompetence. Intel forsøgte i øvrigt også at slå ARM ihjel med Atom processorerne ... det gik heller ikke men af helt andre grunde.

  • 1
  • 2
Troels Henriksen

Faktum er at da Itanium blev lanceret var der generelt koncensus om at CISC CPU'er hørte til på historiens losseplads og at der var brug for RISC CPU arkitektur for at blive ved med at hæve performance. At Intel ønskede at få del i det marked kan ikke overraske.

Dette er rigtigt nok, men Itanium er meget langt fra at være en RISC-arkitektur, men er derimod en VLIW (specifikt "EPIC"), så det kan ikke være hele forklaringen. For mig ligner Itanium mest af alt en DSP i sin programmeringsmodel.

  • 3
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Lad os gå endnu længere tilbage i historien.

I 1974 laver Intel 8-bit processoren 8080. Den var en videreudvikling af deres tidligere 8008-processor og blev en stor success og blev brugt i mange tidlige mikrocomputere, som brugte operativsystemet CP/M. Så stor var successen, at Zilog i 1976 lavede deres Z80 som en udvidet udgave af Intel 8080. Z80 blev brugt i mange hjemmecomputere i 1980'erne, bl.a. Sinclair ZX80, ZX81 og Spectrum. Som svar udgav Intel 8085, som også var en udvidelse af 8080, men ikke kompatibel med Z80. 8085 fik begrænset success relativt til Z80.

Men i 1975 startede Intel på et projekt, der skulle revolutionere mikroprocessoren: iAPX 432. En 32-bit processor med mange avancerede features, så som adresser ned til bitniveau, instruktioner, der kunne starte på alle bitadresser og fylde et antal bit, der ikke nødvendigvis var deleleligt med 8, en objektorienteret datamodel, avanceret data protection, og meget mere. De blev hurtigt klar over, at det ville tage noget tid at nå dette mål, så i 1976 startede Intel et projekt med en "stop-gap processor": 8086, som var en 16-bit udvidelse af 8080. Alle instruktioner i 8080 havde ækvivalente instruktioner i 8086, dog med en anden bitindkoding for at give plads til instruktioner på 16-bit data.

i 1983 blev den første udgave af iAPX 432 sendt på markedet. Men den kørte meget langsommere end konkurrenterne (5-10 gange langsommere end Motorola 68000, en anden 32-bit processor). Intel lancerede senere nogle hurtigere varianter af iAPX 432, men de kunne stadig ikke konkurrere med Motorola 68000 og MIPS. Intel droppede iAPX 432 i 1986, men havde allerede i 1982 genbrugt dele af designet i x86-serien: Memory-protection delen blev en del af 80286 processoren (som protected mode), og dele af floating-point designet blev overført til x87-serien. Andre dele blev genbrugt i Intels RISC design i960, som endte med kun at blive brugt i indlejrede systemer. I 1985 opgraderede Intel x86-serien til 32 bit med 80386 og senere 80486 og Pentium.

Der er en del ligheder med denne historie og Itanium-eposet (pun entirely intended): Intel havde ambitiøse ideer og lavede et overkompliceret design, som de arbejdede på i næsten ti år, inden der kom kommercielle produkter, og da de endelig kom, levede de ikke op til forventningerne, og blev siden droppet. Dog droppede Intel iAPX 432 en del hurtigere end de senere droppede Itanium.

Men erfaringerne fra iAPX 432 burde have medført mere skepsis fra Compaq, HP, Silicon Graphics (som droppede udviklingen af deres MIPS-processor for at hoppe på Itanium-vognen), og andre, der satsede alt på Itanium. Hvorfor det ikke skete er mig stadig en gåde, men Intel må have haft nogle smooth talkers i deres markedsføringsafdeling.

  • 3
  • 0
Troels Henriksen

Intel lærte på sin vis: Da GPGPU begyndte at bliver populært fra omkring 2006, især ansporet af NVIDIAs CUDA, begyndte Intel selv at arbejde på deres egen GPU-lignende chip. Antageligvis motiveret af hvor katastrofalt det var gået hver gang man afveg fra x86, valgte man at basere chippen, der fik navnet Xeon Phi, på x86. En Xeon Phi er reelt set 72 Pentium Pro-kerner hver udvidet med en 512-bit vektorenhed. I princippet kan de køre almindelig x86 og har fuld cache coherency og alt det andet man er vant til fra x86, men i praksis skulle man skrive meget specialiseret kode for at udnytte maskinen fuldt ud. Det var ofte nemmere at bruge en specialiseret (men enkel) programmeringsmodel som CUDA, frem for at gennemskue hvordan hulen Xeon Phi'ens underlige x86-mutant skulle fodres. Det hjalp nok heller ikke at de første Xeon Phi'er (og vistnok de eneste der udkom mens Intel stadig troede på projektet) var coprocessorer der kørte deres egen on-board Linux(!), så det var alligevel en større ceremoni at afvikle kode på dem. Xeon Phi er naturligvis død nu.

Intel er nu gået i gang med endnu et projekt om at lave diskrete GPUer - denne gang baseret på at opskalere deres integerede GPU-arkitektur ("Gen" tror jeg den hedder). Det er faktisk en ret okay arkitektur, som slet ikke minder om x86, så det bliver spændende at se hvordan det går.

  • 5
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

der fik navnet Xeon Phi

Jeg så core-core IPC benchmarks for det der blev til Xeon Phi længe inden de blev kørt på markedet og det var tæt på ubrugeligt.

Jeg gætter på at det var top-500 listen man mest sigtede på, men dem jeg har talt med så samme slags benchmarks og gik i en stor bue udenom.

Flaskehalsen i moderne HPC er faktisk ikke CPU'en men adgang til RAM og kommunikation med andre co-exekverende CPU'er og i de fleste sammenhænge er en fordobling af L[123] mere værd end en core mere.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere