per andersen bloghoved

Gartners Hype-kurve – og hvor de tager fejl

Gartner udgiver hvert år en illustration – en Hype-kurve – over teknologier og løsninger, der er på vej frem i markedet, og som man skal holde øje med. Teknologierne gennemgår flere faser, hvor en af dem er ”hype”, fasen inden de efter et antal år – typisk 2 til 10 år – bliver almindeligt anvendt, dvs ”mainstream”.

Nu er deres Hype-kurve for 2016 blevet udgivet, og der er en række teknologier på vej op ad Hype-kurven, som Gartner spår bliver almindelige i løbet af 5-10 år. Jeg er nu ikke enig i dem alle. Her får I mine uforbeholdne meninger om en række af dem.

Connected Home

Ideen om de intelligente huse længe leve! Vi har i hvert fald snakket om det i rigtig mange år uden at kunne se voldsomme fremskridt på denne front – lige siden Microsoft’s mediecenter floppede (vi snakker private hjem, ikke erhvervsbygninger). Kan det nu virkelig stå over for sit gennembrud? Det kræver i hvert fald konvergens mellem en række brancher som sikkerhedsbranchen, energibranchen, mediebranchen og ”device” leverandører. Vi vil godt nok se specifikke løsninger på specifikke områder – men det er ikke helt så ”connected”. Connected Home har stadig meget lange udsigter og bliver overhalet indenom af smarte del-løsninger.

Blockchain

Blockchain er blev nævnt rigtig mange gange i løbet af 2016, men hvad er det egentlig? Med en arv fra Bitcoins er det en teknologi, der tillader en distribueret og sikker registrering af økonomiske transaktioner. I et bredere perspektiv giver det mulighed for at lave en infrastruktur for transaktioner af enhver form for værdier mellem fremmede enheder, uden der er behov for et central clearingshus.

Blockchain har i hvert fald potentialet til at blive en vigtig teknologi – hvis man da ellers kan forstå, hvad det er. Det er nok ikke uden grund, at Gartner har registeret et markant øget antal henvendelser med spørgsmål om, hvad Blockchain er for noget. Jeg ser her en teknologi lidt som Hadoop – yderst interessant til specifikke formål, men uden potentiale til at blive mainstream teknologi.

Smart Robots

Smarte robotter, altså robotter, der er i stand til at lære, er et af områderne inden for kunstig intelligens, der tales meget om. Som jeg skrev i min seneste blog, er der stadig lang vej til, at sådanne robotter får fx sociale kompetencer, mens de på andre områder er i fuld gang med at overhale mennesker. Så der er god mening i, at intelligente robotter bliver en vigtigere og vigtigere type af teknologi. Og selv om vi har snakket om kunstig intelligens i mange år, er der tegn på, at vi er i en periode, hvor det bliver alvor – da udviklingen i høj grad styres af de eksponentielt voksende teknologier inden for processorkraft, hukommelse og kommunikation.

Micro Data Centers

Det er selvindeholdte ”datacentre” i formater fra rack til container – man sætter strøm til, og så har man et komplet ”datacenter” med sikkerhed, køling mv. Ideen er helt i tråd med udviklingen inden for mobilitet, behov for stor datakapacitet, fleksibilitet, plug-and-play osv. Det er ikke alting, der kan lægges i én stor sky et eller andet sted i verden, og at opføre et datacenter er ofte dyrt og ikke mindst tager for lang tid. Dette bliver en teknologi vi kommer til at se meget mere til.

Gesture Control Devices

Baseret på det faktum, at vi I 70 år har brugt tastatur o.lign. til at kommunikere med computere har i mange år fået forskerne til at se på alternative metoder til at kommunikere med computere. Her er det ideen, at man med bevægelser kan give input til systemet på en ny og smartere måde (i nogle sammenhæng i hvert fald).

Jeg tror forskningen overser det samme, som da IBM for rigtig mange år siden lavede deres første forsøg med at tale til computere, som floppede fælt. Brugerne ikke ville bruge det – der er noget praktisk og psykologisk, der gør, at der skal være et helt bestemt behov for kommunikation, der ikke kan løses på anden måde. Altså det gode, gamle faktum, at brugerne ikke tager noget til sig, fordi det er smart, men fordi man pludselig kan gøre noget, man ikke kunne gøre før. Så tror jeg meget mere på – faktisk – talegenkendelse, som på Gartners Hype kurve underligt nok ligger noget længere nede! Og faktisk kommer gennembruddet for talegenkendelse – efter min mening – som følge af, at det er blevet socialt acceptabelt at sidde og snakke i mobil alle vegne.

Internet-of-Things Platform

Der er allerede mange IoT platforme på vej frem og med god grund. IoT er for alvor på vej til at blive en af de helt store tendenser i markedet med myriader af praktisk brug. Men som sædvanlig er markedet ikke drevet af smarte teknologier, som ingeniørerne har opfundet, men af det behov, som brugere og virksomheder har. Og brug af data – mange data – er godt på vej til at blive den nye konkurrenceparameter i et samfund, hvor det bliver sværere og sværere for virksomheder at differentiere sig. Samtidig er det den nye ”valuta”, når virksomheder skal positionere sig i de mange nye øko-systemer (nyt ord for brancher), der opstår i kraft af den gennemgribende digitalisering.

Commercial Drones

Ligger et stykke nede på Hype-kurven, hvilket vel er en fejl. Brugen af de kommersielle droner (i modsætning til militære droner) er allerede godt i gang – til overvågning, eftersøgning, fejlfinding, inspektion, videooptagelser, opmåling, landbrugsanalyser og meget andet. Brugen bliver større og større, og lovgivningen bliver hen ad vejen indrettet efter mulighederne. Men måske bruger Gartner det trick, jeg også brugte engang, at forudsige noget som allerede mere eller mindre var opfyldt – så er man da sikker på, at nogle af forudsigelserne bliver rigtige!

Illustration: Privatfoto
Kommentarer (2)
Andy Fischer

Du, Per Andersen, er min nye helt! En sjælden kritisk stemme, midt i hylekoret fra ureflekterede entusiaster. Hvor har det været en fornøjelse af læse dine intelligente kritiske analyser og vurderinger af hypede teknologier her på det seneste.

Log ind eller Opret konto for at kommentere