Gamification: Kan man spille sig til værdi på bundlinjen?

2011 er ved at være slut, og som altid på denne tid af året står eksperterne i kø for at give deres bud på næste års buzzwords og tendenser inden for it, medier og teknologi.
Ikke overaskende forventer alle, at sociale medier fortsætter deres spirende udvikling – se blot Harvard Business Review. Men langt mere interessant er det, at flere og flere peger på begrebet gamification som en mulig gamechanger for fremtidens virksomheder og ansatte. Fremtidsforsker og spildesigner Jane McGonigal går så langt som til at hævde, at gamification kan gøre verden til et bedre sted!

Kort fortalt betyder gamification, at man tilsætter spilelementer til eksempelvis websites, undervisningsmaterialer og andre it-værktøjer. Et konkret eksempel fra vores hjemlige andedam er Kraks nye reklamesatsning ”Jagten”, hvor brugeren skal hjælpe en bagstiv Casper Christensen med at finde et manuskript, han har mistet efter en våd aften i byen, eller McDonald’s coinoffer-kampagne, hvor man via en app kan samle virtuelle ”coins” rundt omkring i landet, der så kan ombyttes til burgere på den nærmeste restaurant.
Begge kampagner har oplevet stor tilslutning og interesse fra danskerne og viser, at der er muligheder i at bruge gamification i markedsføring. Men er der andre steder, man kan bruge det? Kan man forestille sig en fremtid, hvor virksomhedens interne værktøjer blev gjort spilbare??

Tanken er bestemt ikke urealistisk. Her er nogle eksempler:

Motiverende CRM – En af de mest udbredte udfordringer med CRM er at få brugerne til at indtaste data i løsningen. Hvorfor ikke gøre det til et spil med belønninger – det skaber uden tvivl motivation.

Samarbejde med brugerfokus – Flyt fokus fra ”content” til ”content providers” og tildel brugerne ratings, achievements og ekspertroller. Det kan gøre intranet, dokumenthåndtering og lignende værktøjer til spil, hvor man sammen med sine kolleger skal generere viden, der ”redder” virksomheden fra den røde bundlinje. Forestil dig eksempelvis den næste version af SharePoint med gamification-funktionaliteter.

Brug gamification til at sætter KPI´ere for HR – Elementer fra gamification er oplagte i fastholdelse og udvikling af medarbejdere som et supplement til den årlige MUS-samtale. Brug eksempelvis input fra samarbejdsværktøjer til at tracke medarbejdernes løbende performance og e-læring med spilelementer til at genere viden om organisationen og øge kvaliteten i HR-arbejdet.

Tilmed er der noget, der tyder på, at hvis medarbejderne bruger blot et par minutter om dagen på spil, bliver deres generelle produktivitet og præstation forbedret. Som førnævnte Jane McGonigal, på baggrund af årelang forskning, siger i dette underholdende interview hos den amerikanske tv-komiker Stephen Colbert:

”Hvis du spiller et spil med en magtfuld avatar i bare 90 sekunder, vil det ændre, hvor selvsikker du er det næste døgn. Du forbedrer din chance for at klare det godt i et arbejdsmøde eller til eksamen, og selv når du går i byen, vil du være tilbøjelig til at flirte med en mere attraktiv person, end du ellers ville have gjort.”

Det lyder jo fristende, men det er også en provokerende tanke, og det falder helt sikkert mange traditionelle topchefer for brystet, at medarbejderne skal lade sig opsluge af spil i arbejdstiden. Spil er jo normalt noget, som vi sætter begrænsninger for for vores børn! Men jeg tror, at gamification er vejen frem for virksomhederne, og dem, der formår at anvende det rigtigt, kommer til at stå stærkt i fremtiden, fordi:

  • Det motiverer

  • Det skaber videndeling

  • Det skærper samarbejde

Jeg er spændt på at se, hvilke virksomheder der er progressive nok til at eksperimentere med gamification internt. Men jeg er lige så spændt på at høre, hvad I synes: Kan vi spille os frem til værdi på bundlinjen, og hvilken rolle kommer it til at spille?

Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Janni Kirstine Skou

Hej,

Spændende deling af dine tanker - jeg er helt sikkert enig i, at vi både kommer til at se langt flere eksempler på gamification og at det kan skabe en stor værdi på en lang række punkter. Jeg er selv spændt på, hvordan udviklingen kommer til at forløbe og følge kreativiteten ud over de famøse stepper - begrebet og anvendelsen er i min optik som sådan stadig i sin barndom. Ligeledes er faldgruberne til at få øje på, hvis man blot beslutter at applikere lidt gamification her og der, og derved ikke får det gennemtænkt og velindført, eller hvis ikke man kan argumentere for den reelle værdi i virksomheden.

Men anyways, tak for indspark (:

//Janni Kirstine Skou

  • 0
  • 0
Søren Andersen

Som begynderprogrammør har jeg en tilgang til at lære ny syntaks som ligger tæt op ad gamification konceptet, efter min mening. For mig er det at lære at programmere som at spille puzzle-games hver dag og belønningen er "næste niveau" af forståelse for sproget (I'm a level 5 programmer! ;). Jeg tror egentlig at mange benytter gamification i dagligdagen, f.eks. i konditræning, også professionelt. Alle spil er i bund og grund arbitrære regelsæt som man lærer at kende rammerne for, primært erfaringsbaseret, og derefter lærer man at udnytte systemet optimalt. Om man så formaliserer belønninger på arbejdspladsen i en elektronisk kontekst er så en anden sag. Man kan argumentere for at dette blot er en videreudvikling af allerede eksisterende incitamentsstrukturer som f.eks. bonusløn baseret på performance, og rekrutteringsbonus.

Mht. avataren og de 90 sekunder: Det er en interessant tanke, men megen forskning peger i retning af at man mister fokus (f.eks. undersøgelser omkring arbejdere der afbryder hinanden), og dermed effektivitet, hvis man ofte skifter kontekst. Så spørgsmålet er om det er net-gain eller loss på netop dét konteksthop.

Nå, det blev lidt svævende :) Konceptet er interessant, men som Janni vil jeg meget gerne se resultaterne (reel værdi for virksomheden).

  • 0
  • 0
Tom Juul Andersen

På Det Kongelige Bibliotek har vi i flere omgange eksperimenteret med bla. FB-spil som har været med til at berige vores metadata på billede objekter, og alt tyder på et klart ja. (Der ligger et podcast på dr http://www.dr.dk/P1/harddisken/Udsendelser/2010/11/03123717.htm )

Luis Von Ahn (reCAPTCHA) Google ham, havde ham inde til et foredrag sidste år.

Og tak for dit indlæg Victor. Håber det går godt.

Mvh Tom

  • 0
  • 0
Victor Keegan

Tak alle for jeres feedback. Gamification er et emne, som jeg håber, vi vil høre mere om i de næste 12 måneder.

@Tom - alt går godt tak ;-) Det virker som en cool løsning, i har bygget i DKB. Der er så meget potentiale derude for, hvordan vi kan integrere populære forbruger-platforme som Facebook med virksomhedens processer. Gamification, attention-management og mobilitet: Disse er nogle af de tendenser, vi skal holde øje med.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere