Torben Mogensen header

Frem og tilbage i tiden

I kølvandet på "Back to the Future Day" har diskussionen primært fokuseret på, hvilke af de "forudsigelser" filmen laver, der er blevet til virkelighed og hvorfor ikke.

Men at behandle filmens vision af 2015 som forudsigelser er skudt ved siden af. Scenerne fra 2015 er lavet for underholdningens skyld, og ikke som et seriøst forsøg på at gætte på fremtidens teknologier. Det samme gælder i øvrigt 99% af alle science fiction-film og -bøger. Når man i BttF2 ser hoverboards er det for at lave en sjov parallel til scenen, hvor Marty McFly tilbage i 1955 bruger sit skateboard mod nogle bøller. de flyvende biler var lavet for at give en sjov visuel effekt i slutningen af første film, og "Mr Fusion" reaktoren er skabt for at løse den første films problem med at skaffe strøm nok til tidsmaskinen, så man i stedet kunne lave et andet plot device. På samme måde er de forskellige menneskers klædedragt lavet bevidst "futuristisk", en stilart, der forsøger at være maksimalt fremmedartet uden hensyn til realisme eller praktikalitet.

En af de få film, der har været seriøs med sine "forudsigelser" er Rumrejsen år 2001 (2001 A Space Odyssey), som dog var alt for optimistisk mht. til AI og finansiering af USAs rumprogram. Grunden til, at vi i dag ikke har en permanent månebase eller har haft bemandede rumflyvninger til Jupiter er primært økonomisk og ikke teknologisk. Grunden til, at vi ikke har HAL er dog i det væsentlige teknologisk, men der har siden omkring 1960 været forudsigelser om intelligente computere ca. 25 år længere ude i fremtiden. i 1969 havde Clarke ikke evidens nok til at se, at datoen bare konstant blev fremskrevet, så det er ikke urimeligt for ham at antage, at det var en realitet i 2001. Af nyere fil er "THe Martian" også et seriøst forsøg på at forudsige fremtidig teknologi, men den skal nok også vise sig at være overoptimistisk på nogle punkter og overkonservativ på andre.

Hvis "Back to the Future" var lavet i dag og skulle vise et billede af 2045, så ville der nok stadig være hoverboards, flyvende biler og små fusionsreaktorer, netop for at have de samme plot devices som den oprindelige film. Men bilerne ville være selvkørende, de store vægskærme ville være papirtynde, og man ville ikke have noget så gammeldags som en printer i hjemmekontoret. Og man ville ikke behøve at bruge fingeraftryk for at åbne døren. Den ville ganske enkelt genkende beboerne på deres udseende og åbne, når de nærmer sig. Og i stedet for en "rehydrator", der forstørrer små frysetørrede pizzaer, ville køkkenet være udstyret med en madprinter, der kan 3D-printe pizzaer og andet mad fra grunden.

Det er svært at spå -- især om fremtiden, som Storm P. så klogt sagde. Så mine egne forsøg på at forudsige 2045 vil sikkert om 30 år se fjollede og naive ud. Men jeg vil alligevel gøre et par forsøg:

  • Der vil stadig ikke være computere med menneskelig intelligens. Computere vil stadig blive hurtigere, dog i højere grad i kraft af øget parallelisme end af hurtigere gates, og de vil kunne løse mange problemer, der kan betegnes som intelligenskrævende, såsom at køre biler i tæt bytrafik, klassificere værker i genrer, osv. Men det vil være specialiserede opgaver og ikke generel menneskelignende intelligens, som man så med HAL og med robotter/androider i I Robot, Bladerunner og Star Wars.

  • Skærme vil blive ved med at blive tyndere og større, men der vil ske et skift fra aktivt lysende skærme til passivt belyste skærme, der vil ligne plakater og sider i ugeblade. 3D med krav om briller vil blive afløst af 3D, der blot kræver, at man ikke sidder alt for skævt i forhold til skærmen.

  • Genteknologi har hjulpet sygdomsbekæmpelse og -forebyggelse, men ikke bekæmpet alderdom.

  • Overvågning vil være en så naturlig del af hverdagen, at man ikke vil betragte det som et problem. Folk, der ikke ønsker konstant overvågning, vil betragtes som bonerte eller lyssky. Til gengæld vil overvågningen også udnyttes af befolkningen til at holde øje med politikere og industrien og afsløre korruption og lovovertrædelser.

  • 3D-printere vil findes i de fleste hjem, men kun sjældent bruges. Til gengæld vil 3D-print i stigende grad bruges i byggeriet til konstruktioner i f.eks. beton og kunstig sten (af sammensmeltede sandkorn).

  • Der vil ikke vær flyvende biler, hoverboards eller små fusionsreaktorer. Jeg tvivler endda på, at der vil findes kommercielle fusionsreaktorer, men der kan måske findes eksperimentelle reaktorer, der levrer energioverskud.

  • Man vil stort set være holdt op med at bruge fossile brændstoffer, men brændstof (f.eks. alkohol) lavet med f.eks. kunstig fotosyntese vil bruges til mobile enheder (f.eks. biler og skibe).

  • Der vil stadig ikke være mennesker på Mars, der vil ikke være permanent bemandede baser på månen, og der vil ikke være en rumelevator.

  • Man vil have fundet evidens for liv på andre planeter ved hjælp af spektroanalyser at sammensætningen af planeternes atmosfærer, men ikke for teknologiske civilisationer udover vores egen.

Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jn Madsen

Jeg er ikke videnskabsmand,- og jeg kan ikke rigtigt finde ud af de reelle tal omkring energitabet i produktionen.

Men,- jeg tror vi ender i noget jordnært. Problemet er at opmagasinere energi,- f.eks. udvundet fra solpaneler og vindmøller.

Jeg tror, vi om 50 år ser enorme "marker" af solpaneler i Afrika og vindmøller på gode steder. De vil kunne give direkte elektricitet til øjeblikkeligt forbrug, men vigtigere endnu, så skal overskuddet bruges til fabrikation af brint.

Denne brint skal bruges som fremtidens energikilde som brændstof til biler, opvarmning af huse (brintfyr) og som "batterier" til kraftværker når solen ikke skinner eller vinden ikke blæser.

Jeg kan ikke lure energitabet ved brintproduktion,- men det virker som den eneste brugbare løsning på vores energi/miljø problematik.

Toyota har gættet rigtigt med deres brintbil.

  • 0
  • 0
Jn Madsen

Oki,- jeg tænkte det var rimeligt at håndtere,- når vi har tankstationer og brintbiler.

Uanset hvad,- så må brint og/eller alhohol være det "batteri" vi kan bruge til opmagasinering af strøm fra solpaneler og vindmøller.

En fugl i hånden er bedre end 10 på taget.

  • 2
  • 0
Jens Henrik Sandell

Forvent mere IT kriminalitet á la Johnny Mnemonic, i og med at mere og mere viden, udvikling og produktion vil foregå i "skyen/nettet/the matrix".

Mit spørgsmål til fremtiden:
Vil der komme private vagtselskaber der passer på dine IT assets, og som i større grad vil kunne anvende "magt" til at afværge forsøg på hacking, tyveri, osv.

  • 0
  • 0
Jn Madsen

Og det vil være ganske naturligt, at noget brint bliver til et ordentligt brag et par gange om året. Brint er noget farligt stads.


:-)
Jeps,- men det er vel et spørgsmål om anvendt teknik, eller hva??
Vi kan jo også købe gas i flasker nede på tanken.

Jeg læste på et tidspunkt om den energi som kunne udvindes med en større solpanel-farm i Afrika. Den kunne faktisk dække hele verdens energiforbrug.
Vi skal finde en måde at opmagasinere og transportere det på. Vi kan ikke blive ved med at tro, at der snart sker et mirakel i fusionsenergi og hvad det ellers hedder.

Det kunne også give et seriøst skub til Afrika's infrastruktur og udvikling.

  • 0
  • 0
Jens Henrik Sandell

Beklager, jeg kan bare ikke lægge bånd på min fantasi's mørke side...

Overvågning vil være en så naturlig del af hverdagen, at man ikke vil betragte det som et problem.

Mon ikke live video med facial recognition og behavior profiling i stor grad vil blive anvendt til at overvåge både lovlydige kunder, butikstyve og generelt alle medarbejdere?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere