Folk der elsker deres kode (for meget)

Så er jeg igen havnet i en diskussion med en fyr der har noget kode der er forkert. Der er taget nogle forkerte arkitektoniske valg og han nægter at se det, til trods for at et halvt dusin kerneprogrammører har prøvet at forklare ham det på alle mulige måder.

Det er nok det sværeste aspekt i styringen af et open source projekt, at folk elsker deres kode og derfor ikke kan forhandles med på et rationelt grundlag.

I et medarbejder/arbejdsgiver forhold findes problemet ikke, ihvertfald rent juridisk, det er arbejdsgiveren der bestemmer og så er den ikke længere.

Men i Open Source sammenhæng er det et stort emne og folk har forsøgt at tackle det på mange måder, fra copyright-facisme til injurielovgivningen.

Copyright facisterne insisterer på at når man giver koden til projektet bliver det projektets kode og man mister alle de rettigheder man kan miste efter loven. Dermed udgår man at en fornærmet primadonna taber en flame-war og siger "så tager jeg min kode tilbage!". (Der er ingen der ved om man kan tilbagekalde kode på den måde, det har ikke været prøvet i retten endnu).

Og hvis man ikke har sikret sig papirarbejdet på forkant, så man kan være en Copyright-facist, så er der kun et godt tungebånd og i sidste ende injurielovgivningen at tage fat med.

Den eneste måde man kan forstå programmørers forhold til deres kode, uden at måtte ty til mentale problemer, er at se det som kunstnerens forhold til sit værk.

Så falder til gengæld en masse fænomener pludselig på plads som brikkerne i en mosaik.

F.eks forklarer det, hvorfor FreeBSD 7 kan nærme sig 18.000 stykker 3. parts software, hvoraf mange gør nøjagtigt det samme.

Desværre skal kunstnerens værk, i denne sammenhæng, være en lille komponent af en existerende katedral og så må den kunstneriske frihed begrænses af hensyn til de overordnede mål, eller også må vi finde en anden kunstner til at løse opgaven.

For uanset hvor meget folk elsker deres kode, så kan det altid gøres om og ofte bedre.

phk

Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Flemming Sørensen

Jeg havde altid troet at FreeBSD og de andre BSD systemer var "My way or highway", modsat Linux, og at den slags problemer derfor ikke fantes.

Noget helt andet er, hvis folks kode er "forkert", eller på anden vis ikke passer ind i projektet, hvorfor kassere i den så ikke bare?

  • 0
  • 0
#2 Andrew Rump

Det kan godt være at noget kode løser ens egen opgave, men i den større sammenhæng (som andre ser det), så er koden "forkert" - smider man den bare ud, skaber man (nogle gange) konflikten, som PHK skriver.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere