At flytte til Seattle... (liftoff!)

For snart nogle måneder siden fik jeg et rigtigt godt tilbud: Et job som global ansvarlig for omkring 350 developer evangelist'er (vi kalder jobbet for 'rolle-ejer' eller 'field lead' ' jeg er ikke deres daglige chef, men har det overordnede ansvar og står blandet andet for den strategiske udvikling af DE-rollen). Catch: Flyt til Seattle...

Og for nu, som traditionen foreskriver, at gøre en meget lang historie kort, så springer vi de mange forhandlinger (både med hustru og kommende chef...) over og går direkte til, tja, lige nu. Efter at have bestrædet jobbet i tre måneder med base i Danmark sidder jeg nemlig i skrivende stund i en Airbus 340 med en bærbar på skødet, god musik i SAS-hovedtelefonerne og venter på kaffen (det blev ikke til så meget søvn i nat ;-D). Et eller andet sted under mig ligger tre kufferter med omkring 85 kg af mine ting og lidt mere (specielt køkkenting med mere) er på vej til Seattle med et andet fly. De større ting bliver sendt med båd fra Frederiksberg, når Sabina flytter (om tre måneder ? og læg så tre måneder til før tingene når frem...), så de 85 kg er nøje udvalgt.

Og selvom jeg ikke strengt taget er flyttet endnu, har det allerede været lærerigt. Udsigten til at skulle undvære alle sine ting i et halvt år får en til at tænke grundigt over, hvad man vil have med. Og det kræver igen at man ved hvor alting er: Jeg har meget andre ord ryddet op som aldrig før i mit liv. Og det er utroligt så meget skrammel man (nå ja, jeg i hvert fald) samler sammen ? og det er utroligt, hvordan en stress-test som denne, kan få én til at forstå, hvor lidt man egentlig har brug for.

Om et par måltider og et par films tid lander jeg så i Seattle, henter den leje-bil der er bestilt, henter et sæt nøgler og kører ud til min temporary housing ? en lejlighed 2 km fra downtown Seattle. Og dér tror jeg det går op for mig, hvad det er, jeg har gjort. Når jeg sidder alene i en lejlighed, med familie og venner på den anden side af jorden med en ni timers tidsforskel (hvilket i praksis viser sig at være endnu vigtigere end afstanden). De timer betyder nemlig, at når jeg sover, arbejde de; når jeg kommer hjem fra arbejde, er de gået i seng; når jeg står op er de på arbejde eller på vej hjem. Det kræver med andre ord en indsats at holde kontakten ved lige. Jeg har som udgangspunkt sørget for at hele familien er udstyret med web cams og skype, og sørget for at få en lejlighed med et ekstra soveværelse, så der altid er plads til gæster. Så langt, så godt.

Wish me luck, som de siger herover (mere fra Seattle i de kommende dage, uger og måneder!)

Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Annette Skyt

Selvom det er mange år siden og selvom situationen ikke helt kan sammenlignes, så har jeg boet i udlandet af flere omgange. Bl.a. i USA.

Jeg kan kun opfordre dig til at få et netværk så hurtigt som muligt. Meld dig ind i en eller anden netværks organisation: Rotary, Lions, den lokale godgørende forening eller lign. Det hjælper at gå på gaden og møde nogen man kender.

For mig var kriserne (desperat hjemlængsel) efter den første måned: "Okay, nu har jeg set alt det nye....sker der ikke mere"
efter 3 måneder: "Jeg føler jeg har været her en evighed og intet har ændret sig"
efter 6 måneder: "Nu har jeg været her i ½ år har undværet og undværet, er det virkelig det værd ?"
De gode nyheder er, at efter 9 måneder blev alt fantastisk og jeg kunne ikke forestille mig at skulle hjem igen.
Da jeg tog afsted var der en venlig sjæl som fortalte mig om disse kriser, hvilket jeg (selvfølgelig) glemte igen, indtil jeg stod i dem og det var rart at vide at andre havde haft det sådan før mig.
Håber ikke det sker for dig, men hvis det gør, er det helt almindeligt.
Rigtig god fornøjelse. Det bliver fantastisk.
Annette

Log ind eller Opret konto for at kommentere