Fjender på høje poster

En obskur detalje ved USAs Højesteret, er at dommerne nogen gange udgiver en "Opinion relating to orders".

"Orders" er den ugentlige bulletin med administrative ordrer fra Højesteretten, sager de vælger at tage, sager de ikke vælger at tage og meget andet.

I denne uge afviste Højesteretten at behandle sagen "MALWAREBYTES, INC. v. ENIGMA SOFTWARE GROUP USA, LLC".

Hvorfor ved vi ikke, det kan være fordi de mener den er rigtigt afgjort allerede, det kan være fordi de finder den uinteressant, eller det kan være mange andre årsager, det må man bare gætte på, for de siger det ikke.

Men Højesteretsdommer Clarence Thomas, der normalt er kendt for at være utroligt fåmælt, har givet sagen en "Opinion" med på vejen.

Den aktuelle sag har han egentlig ikke noget at sige til, men den paragraf den handler om derimod, §230, den som FaceBook, Google og Apple altid dækker sig bag, vil han meget gerne have fingre i.

§230 er fra tidlige dot-com dage og hensigten var egentlig, iflg Thomas, at lave den samme ansvarsfordeling som i den fysiske verden: Avisredaktører er ansvarlige for hvad der står i avisen, det er bladkiosken derimod ikke.

Det der har bragt Thomas i harnisk, er at de §230 sager der er afgjort ved lavere domstole har gjort den til en generalamnesti, stor set uanset hvad en "service provider" har gjort.

Derefter hiver han den ene sag efter den anden op og gennemgår omhyggeligt men spydigt hvad han mener der er galt med dem.

Det virker som om der er tre afgørelser der særligt har fået hans pis i kog og dem får i direkte fra hestens mund:

With no limits on an Internet company’s discretion to take down material, §230 now apparently protects companies who racially discriminate in removing content. Sikhs for Justice, Inc. v. Facebook, Inc., 697 Fed. Appx. 526 (CA9 2017), aff ’g 144 F. Supp. 3d 1088, 1094 (ND Cal. 2015) (concluding that“ ‘ any activity that can be boiled down to deciding whether to exclude material that third parties seek to post online is perforce immune’ ” under §230(c)(1)).

Dernæst:

Courts also have extended §230 to protect companies from a broad array of traditional product-defect claims. In one case, for example, several victims of human trafficking alleged that an Internet company that allowed users to post classified ads for “Escorts” deliberately structured its website to facilitate illegal human trafficking. Among other things, the company “tailored its posting requirements to make sex trafficking easier,” accepted anonymous payments, failed to verify e-mails, and stripped metadata from photographs to make crimes harder to track. Jane Doe No.1 v. Backpage.com, LLC, 817 F. 3d 12, 16–21 (CA1 2016).

og endelig:

Consider also a recent decision granting full immunity to a company for recommending content by terrorists. Force v. Facebook, Inc., 934 F. 3d 53, 65 (CA2 2019), cert. denied, 590 U. S. —— (2020).

Han slutter med:

Without the benefit of briefing on the merits, we need not decide today the correct interpretation of §230. But in an appropriate case, it behooves us to do so.

Blandt jurister i Højestrets-kredsløbet, kaldes det slet og ret for en "fishing expedition": Dommeren prøver at fiske en sag op til Højesteret så der kan leveres et slapdown.

I obskure hjørner af juraen, kan der går år og dage inden en passende sag dukker op, andre gange begynder brevsprækken på "1 1st str. NE, WDC" at klapre inden ugen er omme.

Jeg tror FaceBook har fået sig en "enemy in high places".

phk

Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Sune Marcher

and stripped metadata from photographs to make crimes harder to track.

Jeg vil mene generelle providers burde straffes hvis de ikke stripper metadata fra uploads, for de fleste folk fatter ikke hvor meget infor der er dér, og det er data some nasty stalker-folk er glade for at få fat i.

Providers bør så måske gemme metadata server-side så de kan udlevere det til ordensmagten, men det bør i høj grad strippes fra de medier der deles til de almene socialmedia brugere.

  • 13
  • 1
#2 Emil Kampp

Jeg vil mene generelle providers burde straffes hvis de ikke stripper metadata fra uploads...

Det er jeg som udgangspunkt enig i, men den selvsamme højesteret har vist tidligere givet udtryk for (fx. gennem en opinion) at de er enige med FiveEyes i at der skal bygges bagdøre ind i kryptografiske produkter, så de er nok ikke enige i at det skal strippes sådan rigtigt.

  • 1
  • 0
#4 Flemming Jacobsen

I forbindelse med efterforskning af forbrydelser gør det stor forskel om man stripper metadata fra uploads eller downloads.

Det er klart. Men der er også den detalje, at hvis billedet får metadata fjernet som en del af upload processen, så kan fejl i senere processer ikke gøre at de bliver delt med de forkerte.

Om de så bør opbevares i en art backend database er en anden sag.

  • 7
  • 0
#7 Michael Cederberg

§230 blev til fordi et svindel-firma (Stratton Oakmont fra Wolf of Wall Street) sagsøgte et web bulletin board (Prodigy) for noget en bruger havde skrevet. Tanken med §230 var at det ville blive umuligt at lave bulleting boards/forums hvis udbyderen blev holdt ansvarlig for hvad brugerne skrev.

Det giver rigtigt meget mening, men allerede i sagen om Stratton Oakmont var der ugler i mosen. For brugeren forblev uidentificeret og det efterlod svindel-firmaet i en situation hvor det ikke kunne forsvare sig selv. Jeg gætter på at ingen havde den helt store medfølelse med Jordan Belford & co., men hvad hvis det havde været et mere elskværdigt offer og hvis historien havde været løgn fra ende til anden?

Problemet i dag med diverse sociale medier er at de ikke er ansvarlige for content, at de i øvrigt analyserer content og målretter det til bestemte grupper, samt at folk der publicerer content i praksis kan være anonyme. Det tillader løgne og konspirationsteorier at florere samtidigt med at sociale medier hælder bunker af reklamer for svindel, bitcoins og humbug i hovedet på os.

Jeg vil tilbage til en tid hvor løgne og konspirationsteorier ikke kunne spredes så nemt. Det kunne de ikke tidligere fordi de (i princippet) skulle forbi det ansvarshavende redaktør på et medie. Jeg vil gøre sociale medier delvist ansvarlige for indhold med klare regler for hvad de skal gøre for at slippe for (en del af) ansvaret. Og jeg vil gøre dem der formidler reklamer delvist ansvarlige for indholdet af reklamerne.

Løsningen er ikke at smide §230 i havnen og gå tilbage til tiden før. Det vil ødelægge internettet. Løsningen er en middelvej mellem før §230 og efter §230.

  • 4
  • 3
#9 Thomas Kjeldsen

Problemet i dag med diverse sociale medier er at de ikke er ansvarlige for content

Helt enig at der er nogle grundlæggende problemer ved sociale medier og platforme i dag, og det er problematisk da de har indvirkning på den demokratiske debat jvf advarsler om troldefabrikker, falske likes, påvirkningskampagner, mv.

Jeg ønsker mig at sociale platforme:

  1. kan holdes ansvarlige for indhold, med mindre de er i stand til at sende myndighederne i retning af hvilken borger der har skabt indholdet.

  2. giver sikkerhed for at en profil repræsenterer et menneske, og at et menneske ikke kan have mere end en enkelt profil per platform.

  3. viser nationaliteten på en profil og tilbyder mulighed for at filtrere nationaliteter til/fra (troldefabrikker).

  4. giver mulighed for anonymitet, ala anonyme læserbreve hvor skribentens identitet er kendt af bladredaktøren.

Hvordan kan dette utopia opnåes?

I dansk regi kan der være en broker mellem eksempelvis Twitter og NemID, således at hverken Twitter eller NemID kender sammenhængen mellem en borgers platforms-id og NemID.

Ved politianmeldelse kan myndigheder således anmode en social platform om at udlevere platforms-id og derefter identificere rette borger via brokeren.

Er den sociale platform ikke behjælpelig holdes platformen ansvarlig for indholdet.

Vigtigt at jurister og andet godtfolk holdes opmærksomme på de svagheder der måtte være i denne model, så en gentagelse af teleskandalen undgåes.

Det må forventes at etablering af sådan en mekanisme er byrdefuld for sociale platforme, og da en social platform formentlig først får væsentlig indflydelse på et demokrati ved et væsentligt antal profiler kan der være en bagatelgrænse (spærregrænse?) som nye platforme kan operere under.

Ok, ok. Der sker nok ikke meget hvis et enkelt lille land kommer med en ønskeliste som denne til tech-giganterne, men mon ikke de fleste, hvis ikke alle, EU-medlemslande har en form for borger-id, som kan benyttes til sådan en ordning hvis den bliver gjort gældende i hele unionen.

Jeg kan se mange problemer med dette forslag, men kan det bringes til at virke? Nogen bedre forslag?

  • 3
  • 1
#10 Michael Cederberg

Nogen bedre forslag?

  1. Ingen restriktioner for kommunikation i "små grupper" (fx. under 500 modtagere) - alt andet er massekommunikation.
  2. Kilden til massekommunikation skal være kendt. Dvs. der skal være en autentikeret navngivet person der står bag.
  3. Det er tilladt for "redaktører" at påtage sig ansvaret for anonyme kilder.
  4. Ved massekommunikation hvor kilden er offentlig er har mediet stadigvæk et (reduceret) ansvar for det kommunikerede.
  5. Reklamer er også massekommunikation.
  6. Medier kan indgå aftaler med kilder om at kilden overtager redaktørens ansvar. Sådanne aftaler er resten af verden uvedkommende.
  • 2
  • 0
#11 Poul-Henning Kamp Blogger

Nogen bedre forslag?

Dan Geers forslag er at de der kun skal være to juridiske modeller:

  1. "Common Carrier": En virksomhed der udelukkende flytter bits, som ikke må sortere, filtere eller diskriminere deres behandling af hvilke bits det drejer sig om, og som til gengæld er ansvarsfri overfor indholdet.

  2. "Content Virksomhed": En virksomhed der ikke falder under punkt ét og som derfor har samme ansvar for det indhold den producere eller transporterer, som en avis har for hvad den trykker.

  • 7
  • 0
#15 Kristian Klausen

Nogen bedre forslag?

Er vi sikker på at problemet er at skribenten ikke kan identificeres?

Jodel, hvor man kan skrive om stort og småt "anonymt", har fået flere at politikerne op af stolene (DR, TV2). Nogen af dem snakker sågar om at lukke det (spørgsmål 120 og 121 i Retsudvalget) og andre mener:

Jan E. Jørgensen (V) mener, at det bør være forbudt at optræde anonymt eller udgive sig for at være en anden på nettet, »men om det er praktisk muligt at gennemføre, ved jeg ikke«.

Det lyder dog ikke til, at der er indgivet nogen politianmeldelser (endnu?):

Rigspolitiet oplyser, at man ikke har modtaget anmeldelser om Jodel på politiets digitale anmeldelsesplatform.

Så måske vi skulle starte der? Er problemet at der ikke bliver indgivet anmeldelser, at politiet ikke har de nødvendige ressourcer eller at skribenterne ikke kan identificeres?

Som flere af jer er inde på, så er der ikke nogen let løsning. At stille medierne helt eller delvist til ansvar, er jeg dog ikke sikker på er den rette vej at gå (i første omgang). Som Jacob Mchangama fra den juridiske tænketank Justitia forklarer det:

Jacob Mchangama har ikke den perfekte løsning på udfordringen med, hvad der bliver skrevet på de sociale medier - også selv om der er "meget møg" på dem.

Men i stedet for at føre kontrol med internettet, burde vi satse på mere transparens hos platformene, og at domstolene kan behandle injurierende indhold, lyder det.

- Og så må vi finde os i, at vi en gang imellem støder på indhold, vi er uenige i, siger han.

- Ellers kommer vi til et punkt, hvor internettet kun er kattevideoer, ligegyldige opslag og historier fra traditionelle medier. I bund og grund ville vi få en amputeret offentlig debat, siger han.

  • 2
  • 0
#16 Michael Cederberg

Så måske vi skulle starte der? Er problemet at der ikke bliver indgivet anmeldelser, at politiet ikke har de nødvendige ressourcer eller at skribenterne ikke kan identificeres?

Det er vigtigt at adskille kommunikation i små grupper fra massekommunikation. Fx. hvis jeg skriver noget i et forum for moldoviske modeljernbane entusiaster så er det fuldkomment ligegyldigt om jeg er kan identificeres. På samme måde hvis jeg laver en dating profil eller deler billeder med familien. Problemet opstår først når noget jeg skriver når ud til rigtigt mange.

Vi har siden ruder konges tid haft et krav om at periodiske tidsskrifter havde en ansvarshavende redaktør. Det betød i praksis alt massekommunikation fordi ikke-periodiske medier aldrig ville kunne nå ud til særligt mange. Ideen var at der altid var en navngivet person der kan drages til ansvar ved massekommunikation.

Det tætteste vi tidligere har haft på anonym politisk massekommunikation har været når venstrefløjen har cyklet rundt og klæbet plakater op på elskabe og andre overflader i byen. I praksis ikke nogen skalerbar metode og det var med fuldt overlæg.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere