Fingrene væk fra kryptering

Den følgende tekst skrev jeg tilbage i januar måned, da mord på mennesker i Paris endnu var en sørgelig nyhed. Siden da er der sket meget, og også danske politikere fokuserer nu på flere midler til bekæmpelse af terror. Men terrorbekæmpelse er ikke nødvendigvis lig med masseovervågning og efterforskning af forbrydelser skal ikke som en naturlov gå hånd i hånd med forbud mod beskyttelse af privatliv - herunder anvendelse af stærk kryptering. Læs også om regeringens aktuelle udmelding her på V2.

Jeg gætter på, at de fleste med afsky modtog nyhederne om drab på gidsler, tegnere og politifolk i Paris. I kølvandet på de tragiske begivenheder har både hjemlige og udenlandske politikere krævet flere midler og større indsats i bekæmpelsen af terror. Blandt andre har den britiske premierminister, David Cameron, talt for et forbud mod at anvende kryptering til at beskytte data og kommunikation via internettet.

Egentlig nyt er det ikke, at terrorhandlinger udløser den slags politiske reaktioner. Nyt er det heller ikke, at efterforskningsmyndigheder ser med bekymring på de muligheder, der byder sig, for at både kriminelle og lovlydige borgere kan beskytte sig på nettet, og argumenterer for brede forbud. Den rette balance mellem efterforskningsmæssige hensyn og borgeres og virksomheders ret til at kommunikere uforstyrret er blevet diskuteret i årtier.

Krænkende indgreb

Men når David Cameron lægger op til en forbudskurs over for kryptering, så er det på tide at sige stop. At forbyde anvendelse af kryptering er en fribillet til krænkelser af privatlivets fred. Manglende mulighed for at sikre værdifulde firmadata er en åben ladeport for industrispionage.

Anvendelsen af krypteringsteknikker til data og kommunikation er en så grundlæggende del af informationssamfundet - fra telefonsamtaler over netbanktransaktioner til sikring af privatlivets fred - at den ikke lader sig afskaffe under henvisning til terrorbekæmpelse. Derfor er det både farligt og dumt, hvis politikere forledes til at tro, at forbud på området fører noget godt med sig.

Dermed er det ikke sagt, at informationsindhentning ikke er en nødvendig forudsætning for terrorbekæmpelse. I mange sager er det slående, hvordan myndigheder i forvejen har haft mistænkte i kikkerten, som senere har vist sig at stå bag aktuelle ugerninger. Her taler meget for en fokuseret indsats, der ved hjælp af godkendelser på et solidt retsligt grundlag og med anvendelse af de aktuelle teknologiske muligheder rent faktisk kan forhindre terror. Men det må aldrig erstattes af krypteringsforbud og masseovervågning.