Fiasko - den sikre vej til succes

En grå og regnfuld efterårsmorgen står jeg på kontoret, som deles med andre start ups og venter på et møde. Den dårlige discount kaffe sidder ligesom fast i ganen og giver bogstaveligt en dårlig smag til at passe til situationen. Mødet er et krise møde og jeg venter på de andre deltagere. En fyr i lyseblå dyne jakke, som jeg har glemt præcist, hvad laver kommer hen til mig og spørger hvordan det går. Han er på vej ud, men viger aldrig tilbage for lidt samtale, hvilket også har gjort, at jeg for det meste har undgået ham. Jeg er decideret blevet advaret om, at man kunne blive suget ind i et sort hul af tabt tid, hvis man ikke var hurtig til at komme videre. Men jeg stod helt forsvarsløs, trængt op i et hjørne uden at kunne komme væk. Han er faktisk en sød fyr, Så det er lidt overdrevet, men sådan er der jo altid en masse snik snak bag ryggen på folk. Jeg tænker på, hvad de mon havde at sige om mig “utilnærmelig og arrogant?”. Sikkert, det ville sikkert være passende (verden er jo fuld af haters). “Sjov og interessant?” også en mulighed.

Men han spørger “hvordan går det med firmaet?”. Jeg ved jo godt, at han blot vil snakke, men jeg er alt for ærlig og klar på et socialt eksperiment, så jeg siger “det går ad helvede til”. Man kan godt se trækningen i ansigtet. Det er samme udtryk, som folk har når de står ved siden af vejen og kigger på et færdselsuheld. Det er lidt en blanding af afsky, frygt og tilfredshed over ikke at være den påkørte, der ligger under Opel Vectraen.

Jeg fortsætter naturligvis “Vi sælger ikke en skid. Der er noget fundamentalt galt med vores forretningsmodel, for kunderne gider ikke have det vi laver, selv om de siger det ser fedt ud”. Alle andre fortæller om, hvor godt det går, om deres traction, som bare stiger. Jeg ved godt at det bare er en anden måde at sige: “vi får flere besøgende, sikkert robotter og andre som får penge for at klikke på vores ad-words reklamer, men vi sælger ingenting”. Hans ansigt er nu derhenne hvor jeg svarer til en, som har fået revet et ben af i en højresvingsulykke. Jeg skruer op for charmen “jeg tror vores produkt fundamentalt set er for dårligt og vi har ikke evnerne til at gøre det godt nok”. I hans øjne er jeg nu en sultestrejkende munk som har sat ild til sig selv. Han må videre. Hyggeligt at snakke! Jeg synes hans rygte var overdrevet. Han er da ikke sådan en som snakker for evigt.

Alt er succes

Det centrale i Start-up livet er succes. Uden at være på vej mod succes er man intet. Alt man gør skal lugte af succes eller i hvert fald potentiel succes. Det lærer man, for der er ingen som er interesseret i fiaskoer. Kun når de er blevet til successer. Nogle vil hellere finde på intrikate løgnehistorier end at indrømme, at man ikke er en succes.

Nu er det så heldigt at start-up kulturen, har udviklet sin helt egen system af freudianske fortrængninger, for i start-up verdenen er tidligere fiaskoer nemlig tegn på succes! For de folk som har haft succes har jo også haft fiaskoer. Man hører ofte folk bryste sig af, at de har en række fiaskoer under bæltet eller at Danmark og Europa er for dårlige til at fejle: der er for få, som har haft mere end en fiasko bag sig. Det er kun i denne verden, at man kan sige det med største selvfølgelighed. Alle andre steder ville man mene at fiasko var, well… en fiasko. Man kunne tro, at dette går i mod min påstand, at kun succes tæller, men læg mærke til at fiasko blot bliver omskrevet til succes, fordi man ikke vil forholde sig til det.

Dette kan også ses på slogans, som hænger på start-up kontorer rundt omkring, f.eks. “Fail fast- Fail often” eller lignende. Jeg kan godt se ideen i det, men det kan vel næppe være et mål i sig selv? Det er også nemt nok, hvis man alligevel spiller smart for andre folks penge eller hvis man sidder og programmerer for sig selv uden de store leveomkostninger. Men hvad hvis man ikke er i den situation, at man kan sidde og programmere i nogle måneder i sine forældres kælder. Er start-up verdenen ikke for den slags mennesker?

Smagen af succes

En smuk solrig dag i det sydlige Dublin. Den mest hypede konference i Europa, Web Summit, har en sand stjerne parade af succesfulde mennesker. Man kunne tro, at det mere var en succeskonference end end teknologi konference.

En tech founder, som netop har haft en børs introduktion på mange milliarder, kommer ind fra venstre på den smart designede store scene, hvor et sirligt system af lys bygget op i mønstre, der modsvarer konferencens visuelle identitet giver et sandt celebrity skær. Han inviteres til det sære fænomen, som hedder en fireside chat. Der er dog ikke nogen ild. Heldigvis. Det ville nok heller ikke være tilstrækkeligt tech. Men ideen er måske, at det skulle være en hyggelig samtale. For mig minder konceptet mere om en nyreligiøs bevægelse, hvor guruerne får lov at øse ud af deres uudtømmelige visdom, så alle de dødelige har en mulighed for engang at kunne blive hævet op på deres spirituelle niveau. Det kunne lige så godt være Anthony Robbins, Sai Baba, L. Ron Hubbard eller Jim Jones på scenen.

Tech founderen griner forsigtigt ad interviewerens spørgsmål og fortæller om sin vej til succes. Han ser egentlig ikke selv ud til at have store tanker om sig selv. Er vel nærmere en smule opgivende af en eller anden grund. Jeg møder ham selv senere, men kan ikke se, der er noget specielt ved ham overhovedet. Han kunne lige så godt have arbejdet i Netto. Det er sjovt, hvordan man forventer at succesfulde mennesker på ene eller anden måde er noget specielt, men han har ingen karisma heller ingen udstråling. Han ser mest ud til ikke at have lyst til at være her.

Jeg sætter mig tilbage i stolen, lukker øjnene og tænker på hvordan jeg ville have udspurgt ham: “Er du overhovedet bedre end alle andre? Jeg mener, vi arbejder alle sammen 80 timer om ugen, men lige præcis du er millionær. Hvad gør dig bedre end andre?”. "Tror du at du har flere skud i bøssen eller er du bare et one hit wonder?"

Det, der skal til for at ramme en hole in one er …

… forsøg nok. Hvis du tager alle folk i Nykøbing og stiller dem op på en række på en golf bane i det danske sommerland i vindstille med bagende sol og giver dem hver en chance for at skyde en hole-in-one, så er det sandsynligt at en vil ramme. Det vil se spektakulært ud og historien vil gå sin sejrsgang i alle landets aviser: “Golf novice slår hole in one på første forsøg”. Men det betyder ikke, at han vil blive inviteret til fireside chats på alverdens golf-konferencer verden over.

Steve Jobs, Larry Ellison, Bill Gates og Paul Allen er alle meget intelligente og hårdtarbejdende mennesker. De er også afsindigt rige grundlæggere af nogle af verdens største teknologi firmaer: Apple, Oracle og Microsoft. Man kan ikke fortænke folk i at mene at de er nogle af planetens største intellekter, måske nogensinde. Men de er også alle sammen født indenfor et år af hinanden. Hvad er sandsynligheden for at fire af verdenshistoriens intellekter bliver født samme år i samme land? Et estimat siger at godt 10 milliarder mennesker blev født i det 20. århundrede jeg er ikke succesfuld nok indenfor matematik til lige at regne de odds ud, men jeg tænker, at det er relativt usandsynligt, at det skulle ske ved et tilfælde.

Det jeg prøver at sige med disse to eksempler er at der er et element af tilfældighed i forbindelse med succes, men at denne tilfældighed ikke er “tilfældig” fordelt og at meget lidt af det som udgør en succes faktisk kan henføres til det individuelle, det vil sige til personen. På det principielle plan kunne Larry, Bill og Steve lige så godt have været en i køen fra Nykøbing. De havde den fornødne dygtighed (de havde måske trænet golf før), men også det fornødne held til at stå i en situation hvor de kunne slå en hole in one.

Dette stokastiske element element i succes er der ingen, der har blik for. Det er det, som gør at jeg kigger på en af de mest succesfulde tech-founders og bare ser en mand fra Nykøbing hamre golf bolde derudaf. Der kan sagtens være 20 andre i køen, som har trænet meget hårdere og som er meget dygtigere på alle punkter, men alligevel er det ham som start up miljøet inviterer op på scenen, ham som slog en hole in one.

Vejen til succes

og her kommer så moralen, for det er ikke fordi jeg (kun) er en mavesur mellemklasse blogger, som er fornærmet over ikke at være blevet nogen succes. Jeg erkender at være en fiasko, men altså, det som, at jeg mener er at når man forherliger individuelle tech-founders risikerer man at fokusere på noget, som i bedste fald er irrelevant, i værste fald modproduktivt.

Hvis man fokuserer på at kopiere tøjstilen er det nok irrelevant. Hvis man vil kopiere ekstrem risiko villighed, så skal man være klar på at tabe stort. Hvis man vil kopiere en succesfuld forretning går det oftest galt. Verden har nok sociale netværk. Det tog er kørt. Eksemplerne med Gates, Allen og Jobs viser, at det, som er vigtigst, er at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Så i stedet for at købe en sort højhalset T-shirt og se gamle Steve Jobs præsentationer, skulle man måske sætte sig ned og kigge på de dybe trends og prøve på at være i det område, hvor de rammer i fremtiden. I stedet for at lave et socialt netværk eller en foto app, kan det godt være at man skulle kigge på noget, som ikke allerede var populært. Hvordan vil livet se ud om 5 år? Hvilke problemer vil vi have der, hvad vil forbrugere og firmaer efterspørge. I stedet for at tage til Dublin og glo på tech Jesus'er i jeans og T-shirt skulle man måske læne sig tilbage i Chesterfield sofaen, lukke øjnene og...tænke selv...forestille sig fremtiden.

Anders Lisdorfs billede
Anders Lisdorf er freelance konsulent indenfor enterprise arkitektur og fritænker indenfor teknologi og hvad mennesker kan bruge det til. Han er pt i eksil på den amerikanske østkyst

Kommentarer (1)

Brian Hansen

Ud over at være på det rigtige sted til den rette tid, så har Gates, Jobs & Co. også alle haft en evne til at se et marked for det produkt de vil sælge, inden andre fik idéen.
Man behøver ikke lave noget der er smart, man skal lave noget ingen kan undvære.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer