Torben Mogensen header

Fem hypede teknologier, der ikke vil slå igennem i de næste ti år

TechCrunch har lige offentliggjort en liste af fem teknologier, som ifølge dem vil definere/præge de næste ti år. Jeg synes personligt, at listen er ret kedelig, da den mestendels er simpel fremskrivning af nuværende teknologier, og derfor ikke særlig risikabel som spådom.

Men jeg synes egentlig også, at det er sjovere at forudsige flop: Hypede teknologier, der ikke bliver til det, fortalerne lover. Her er et par af mine bud på den slags.

  1. Kvantecomputere. Kvantecomputere kan i teorien udføre store beregninger lynhurtigt, meget groft sagt fordi de kan regne på en superposition af alle tænkelige værdier på en gang. Hvis vi ser bort fra D-Wave, som ikke er en "rigtig" kvantecomputere, men en maskine, der udnytter kvanteeffekter til at regne på simuleret nedkøling (og derfor f.eks. ikke kan finde primfaktorer), så har man i skrivende stund lavet kvantecomputere med et etcifret antal qubits (kvantebit), som man har fået til at lave et etcifret antal operationer, før bølgefunktionen er kollapset, så beregningerne falder tilbage til klassiske beregninger. På trods af milliarder af forskningskroner (motiveret primært af et hypotetisk potentiale for kodebrydning), sker udviklingen meget langsomt, og kvantecomputere bliver ikke praktisk anvendelige, før de har hundredvis af qubits som kan udføre tusindvis af beregninger uden at miste koherens. Der er også sået tvivl om, hvorvidt det nogensinde vil kunne lade sig gøre at lave praktiske kvantecomputere. Så mit gæt er, at forskningen fortsætter, men at der ikke kommer nogle gennembrud, der peger i retning af brugbare kvantecomputere, udover meget specialiserede maskiner i stil med D-Wave, som ikke egentlig er meget anderledes end klassiske analoge computere.

  2. Flyvende droner til pakkelevering. Amazon har lavet videoer af pakkelevering med flyvende droner, og har postet en del penge i udviklingen af sådanne, og andre firmaer har fulgt efter. Men udover forsøg i lukkede områder, er der ikke sket meget. Det skyldes ikke primært manglende teknologi: Man kan sagtens lave flyvende droner, der kan bære nogle få kilogram og flyve flere kilometer med denne last. Men der er en del hindringer i vejen for udbredelsen af teknologien. Dels er der lovgivning: I Danmark er det allerede ulovligt at flyve med droner i bebyggede områder, dels af hensyn til privatliv og dels af hensyn til sikkerhed, og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver meget anderledes end i andre lande. Dels er der en række praktiske problemer, der ikke nemt lader sig løse: Der er masser af næsten usynlige kabler i luften, som en drone skal undgå at flyve ind i. Det er primært et problem ved flyvning tæt på jorden, men når pakken skal leveres, skal dronen ned. Droneflyvning kræver også godt vejr, så man kan ikke garantere hurtig levering, og uden den garanti kan jeg ikke se, at nogen vil betale for det. Og dronerne skal også have en betragtelig længere rækkevidde end nu, hvis det skal give mening. Så mit umiddelbare gæt er, at levering af pakker med flyvende droner ikke bliver udbredt til mere end et par forsøgsområder i f.eks. Californien, hvor vejret er ret forudsigeligt. Noget andet er kørende droner. De kan køre i stort set al slags vejr, har lang rækkevidde, og færre sikkerhedsproblemer. Men de kører ikke voldsomt hurtigt, så med hensyn til hastighed kan de ikke konkurrere med cykelbude, så fordelen er primært økonomisk. Men i tider med terroristfrygt kan det måske være svært at få lov til at køre autonome droner i områder med mange mennesker. Så heller ikke på det område er jeg superoptimist.

  3. Elektriske biler. Vi har da masser af elektriske biler på vejene, så hvorfor tvivle? Jeg er som sådan ikke i tvivl om, at elektriske biler bliver og vil blive brugt, men der er den del problemer, der skal løses, før de kan udkonkurrere benzinbiler: Prisen skal ned. De bliver ikke rigtig populære, før prisen på en elbil er tæt ved den samme pris som for en tilsvarende benzinbil -- inden afgifter bliver lagt på. Rækkevidde og ladetid skal forbedres. Godt nok kan en Tesla køre 3-400 km på en fuld opladning, men en benzinbil med 40l tank og 25km/l kan køre 1000 km på en fuld tank. Og det tager ikke mere end et par minutter at fylde tanken på en bil op, mens det tager 40 minutter for en Tesla at lade op til 80% og næsten det dobbelte til fuld opladning. Så der skal med andre ord ske noget seriøst med batteriteknologien og prisen, før elbiler bliver konkurrencedygtige til andet end bykørsel. Plug-in hybridbiler, der kan køre 50-100 km. på ren el og derefter skifter over til benzin er bestemt en praktisk løsning, men også hybridbiler er for dyre nu.

  4. Wearable technology. Ja, det kan da være meget smart med et armbånd, der kan måle din puls og tælle dine skridt, og det kan også være fint med briller, der kan vise information henover dit synsfelt. Men de fleste muligheder er allerede dækket af din smartphone, så hvorfor betale ekstra for mere specialiserede enheder, der oven i købet ser fjollede ud? Jeg tror, at de går samme vej som armbåndsure med indbyggede biorytmevisere, som ellers var på mode i 1980'erne.

  5. Cure for cancer. Microsoft har udtalt, at de vil finde kuren mod kræft inden for de næste ti år. Det er et ambitiøst mål, og jeg er bange for, at det er for ambitiøst. Vi har gentagne gange i flere årtier hørt, at NU kom det store gennembrud, der vil gøre kræft til fortid. Der er kommet bedre og bedre behandlingsformer, men der er mange slags kræft, og selv om nogle kan kureres eller holdes i ave, så er ganske mange af dem stadig dødelige for flertallet af de ramte. Så mit bedste bud er, at Microsofts (og andres) søgen efter helbredelse af kræft vil gøre det muligt at behandle flere kræftformer end nu, men der vil stadig være kræftformer, der trodser al behandling.

Det kommer altid til at lyde lidt pessimistisk, når man forudsiger fiaskoer (eller begrænsede succeser), men jeg har i det store og hele tiltro til, at teknologi vil forbedre vores liv i fremtiden.

Kommentarer (20)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Carsten Olsen

MQTT er ikke en teknologi. (Det er en protocol) Men jeg tror den vil blive det samme for IoT, som web(http:/.html) er for Internetet.

IoT er iøvrigt en sjov ting: Du har et hjem/en viksomhed som opsamler data fra en masse lokale sensorer, disse data sendes så til flere Azure datacentrer i USA, data kommer tilbage og styrer nogle termostater lokalt. ?WTF!

Sådan kommer virkeligheden til at se ud:
I hjemmet: Du har en MQTT broker (med logger) der kører på en RasPI.(low power skal holdes tændt 24/7) Dit IoT udstyr er tilsluttet til Raspi via PAN (Personal-AN) der består af USB/Bluetooth MQTT Publisher/Subcriber som er Arduinorer. (eller AVR-GCC).

I virksomheden: Det samme som i hjemmet pr industrianlæg. Der er dog adgang til de 10 forskellige industrianlægs MQTT broker fra PTA-afdelingens PCere via et Isoleret LAN-segment (Webbaseret)

Ivo Santos

Selv tænkende robotter som kan rede os fra tåbelige krige samt diverse former for miljø ødelæggelse og som kan forhindre at specielt regnskovene bliver fældet.
Desværre kommer der nok til at gå mindst 1000 år før det bliver til noget, hvis altså det nogensinde lykkedes at opfinde sådan en robot.

sådan en elbil vil jeg da ikke have noget i mod at køre i.
Det problem som så ikke er nævnt er at, som tingene er lige nu, så er elbiler udelukkende kun for husejere, og ikke for alle andre. Jeg bor f.eks. i en leje lejlighed på 3. sal, og hvis jeg skulle have en bil så ville jeg skulle trække et 40 meter lang kabel ud af min altan og ned til hvor bilen holder parkeret blot for at lade den op. Lyder det praktisk?. Det mener jeg så ikke. Løsningen kunne være at man besluttede sig at der skulle være 1 ladere station til hver parkeringsplads, det ville da gøre det en del nemmere at eje en elbil, men hvornår bliver det standard?. Jeg gætter på at det nok ikke kommer til at ske før måske 2075, eller hvad ved jeg.

Torben Mogensen Blogger

Løsningen kunne være at man besluttede sig at der skulle være 1 ladere station til hver parkeringsplads

Københavns kommune har lavet et større antal parkeringspladser med ladestandere for elbiler. Ikke alene får man strømmen gratis, man parkerer også gratis -- forudsat, at det er en ren elbil. Plug-in hybrider må ikke parkere på elbilpladserne, hvilket er lidt dumt.

Jeg vil tro, at Københavns Kommune vil udvide antallet af elbilpladser i takt med, at der kommer flere, men p.t. synes jeg at det er oftere, at elbilpladserne er tomme end de "normale" pladser.

Baldur Norddahl
Hans Andersen
  • Antallet af UE33.4 skiltede ladepladser til elbiler og plugin-hybridbiler i København er ikke stort.
  • Ladeinfrastruktur er ikke effektiv hvis den overvejende er blokeret af parkerede biler, uden ladebehov (uanset type), derfor skal disse pladser som hovedregel oftere være ledige end normale p-pladser for at kunne udnyttes rigtigt.
  • Hybrid biler må ikke parkere på UE33.4 skiltede ladepladser.
  • Og endeligt, det er korrekt at den enkelte elektriske bil laver ligeså meget trængsel på veje og pladser som en ICE bil.
Baldur Norddahl

Kom med et konkret mål, ellers kan vi jo ikke gå tilbage om et par år og sige om du havde ret eller ej. Det gælder egentligt også de andre spådomme, eksempelvis må det være rimeligt at sige at vi har en kur for kræft, selvom der måske stadig eksisterer nogle sjældne former for sygdom hvor kuren ikke virker.

Men tilbage til elbilerne. Jeg fornemmer at du lidt har misforstået hvordan man kører elbil. Det er ligegyldigt med ladetiden når stort set alt opladning sker derhjemme om natten.

Offentlige ladere kan deles op i to grupper. "Slow-ladere" og "lyn-ladere". Lynladerne placeres ved motorveje og andre strategisk udvalgte steder og er kun til brug for folk på langfart. Tesla har vist hvordan det skal gøres: der er 7 steder i landet med superchargere og der er ikke behov for flere steder.

"Slow-ladere" er primært til folk der bor i etagebyggeri og derfor ikke har mulighed for at lade direkte fra egen strøm. De er til dels opsat de forkerte steder idag. De skal opsættes i forbindelse med etagebyggeri, så at folk kan lade om natten.

Hvis vi forestiller os en verden hvor flertalet bare kører videre på benzin (diesel er yt) de næste 10 år, så vil der være massiv mangel på benzin. Det er muligt at benzinbilerne stadig vil være billigere at producere (jeg tvivler) men du vil ikke have råd til at tanke en.

Omvendt så er elbilen idag allerede væsentligt billigere at "tanke" end benzinbiler hvis vi ser bort fra afgifter. Strøm i Danmark koster under 50 øre/kWh før afgifter og den typiske elbil kører cirka 5 km på en kWh. Det giver en pris på 10 øre per kWh til energi. Den pris vil falde i takt med at vindmøllestrøm bare bliver billigere og billigere.

Hans Andersen
  • sjovt nok er pop-up diskussionen om rækkevidde og ladetid mest for folk uden praktiskt kendskab til elektriske biler.
  • det er prisen og udvalget så ikke..

  • blog indlægget går nok også mest på fremtidige autonome biler - og ikke så meget på de nuværende elektriske biler og den nuværende (eller manglende) mobilitets lade-og kommunikations-infrastruktur.

Hans Andersen

Enig - overskriften er misvisende og selv VD roder rundt i pluginhybrid og hybrid begreberne i pressemeddelelsen. Men u-vendingen er faktisk at de medtager pluginhybrider i definitionen af elektriske biler med ladebehov der må holde på UE33.4 skiltede pladser. Det gælder ikke hybridbiler.

Det skal nok give lidt kommunikationsarbejde til diverse p-vagter rundt omkring...

Baldur Norddahl

Altså hvis du mener at en Yaris Hybrid ikke må holde der fordi den ikke kan oplades fra elnettet, så er vi enig. Men en Golf GTE plugin hybrid eller BMW i3 REX må godt.

Jeg kan ikke se at det giver nogle problemer, det står meget tydeligt i registreringen af bilen og de kan bare lave opslag på nummerplade.dk hvis de er i tvivl.

At man så ikke burde have lov til at holde der uden at lade er så noget helt andet. Det vil også løse problemet meget enkelt: p-vagten kan bare tjekke om der er blevet ladet.

Hans Andersen

"Problemet" er jo nok at der er regel- og definitions-mæssig forskel på en hybridbil og en pluginhybridbil. Og det bliver kun værre hvis vi også inddrager varianterne med brændselsceller. Og at det går galt for selv de myndigheder der er ansvarlige for at udarbejde og kommunikere regelvariationerne. Det bliver en stor og svær opgave når robotterne kommer !

Og ja - utroligt at der ikke bare er en simpel og entydig regel om et tilsluttet kabel ved standsning på en offentligt UE33.4 skiltet plads (som det ses i andre lande - og på Frederiksberg).

Palle Simonsen

Opel er lige kommet med en Ampera, der efter EU normen kan køre 400 km på et fuldt batteri - i omtalen bedømt til ca. 300 km. Så er vi ved at være der, hvor Elbilerne bliver et alternativ for Hr. og Fru Hansen. Hvis så vores kære folkevalgte kan holde lidt igen med afgifter på strøm og el-biler bliver det rigtig sjovt.

Konen skal til at skifte bil og det bliver enten en el-bil eller en leased bil, så vi kan slippe af med den, når el-bilen bliver det bedste valg.

Jn Madsen

Tak for det.

Lad os lige se en elbil køre rundt på dage, hvor det er vælter ned med hagl eller regn, det fryser og sner og alt er dækket af is. Inklusive bilens kameraer og sensorer.

Den robot-ambulance der bliver sendt ud til en fødende kvinde, kan i stedet køre barnet til første skoledag,- inden den er kommet sig over alle problemerne.

Alle 5 punkter er helt korrekte,- jeg troede efterhånden kun det var mig, der tænkte sådan :-)

Selvfølgeligt anlægger Morten Kabell et hav af elbil parkeringspladser,- det giver ham et alibi for at fjerne p-pladser for de almindelige biler. At elbil pladserne ikke bliver brugt er i hans øjne kun en bonus.

Ivo Santos

Robotter som kan stoppe tåbelig krige!!

Kære @Bent J. jeg er skam klar over at den type selvtænkende robotter jeg tænker på aldrig nogen sinde kommer til at til noget, dertil finder der for mange grådige og magtsyge mennesker på denne planet til at nogen sinde vil lykkedes, og det er på en måde en skam.

Dræber robotter tror jeg også mere på dertil er film som 'Terminator' og til dels 'Robocop' hvor i den gode 'Robocop' ikke engang er i stand til at anholde den virkelige skyldige, et af bestyrelses medlemmerne for den virksomhed som har designet 'Robocop' så jo, det er uden tvivl op at bakke når det komme til fred og stabilitet.

Log ind eller Opret konto for at kommentere