Feltherre-beslutninger

Der bliver for tiden fortalt en del historier om firmaer og organisationer, som omgør en tidligere alt-eller-intet beslutning. Det er historier om valg af væg-til-væg erp-platforme, som blev en spændetrøje; outsourcing, som ikke gav de forventede resultater; og om valg af open source på alle pc'er, som viste sig at koste flere ressourcer end antaget. Især historier om det sidste har været afspillet fornyligt her på kanalen.

Formentlig ligger der bag de oprindelige alt-eller-intet beslutninger ikke kun rationelle analyser og gode argumenter. Alt-eller-intet beslutninger har efter min erfaring ofte et pænt element af feltherre-symbolik over sig. En alt-eller-intet beslutning er let for ledelsen at kommunikere "til folket", den signalerer ledelsesmæssig handlekraft og en klar strategisk bevidsthed. Ledere får simpelthen et kick af at træffe den slags markante beslutninger. Forskningsresultater peger endda på, at netop denne type beslutninger frigør stoffet dopamin i de besluttende lederes hjerner - og dopamin giver som bekendt en fed fornemmelse.

Derfor er der for mig ingen tvivl om, at vi til stadighed vil se masser af alt-eller-intet beslutninger - og mange som senere bliver helt eller delvist omgjort. En aktuel af slagsen kunne f.eks. være: "Alt skal ud i skyen" ........

Alt-eller-intet beslutninger passer bare dårligt ned i en mangfoldig og kompleks verden. Der er sjældent et og kun et teknologisk svar på virkelighedens udfordringer. IT-folk - og måske især IT-chefer - drømmer om forenkling og ensartethed, men udsætter derved deres omgivelser for at blive kvalt i konformitet og ikke-kreativitet.

En strategi, der f.eks. vedrører open source, består derfor ikke i at melde ud, at nu vi skifter alt på ingen tid til open source, men at man begiver sig ind i en proces med brug af open source på udvalgte og velvalgte områder med sigte på at opnå besparelser, øgede frihedsgrader, bedre funktionalitet osv. Og netop som 'proces', dvs. med åbne øjne og en parathed til at blive klogere på, hvad der giver mening og hvad der p.t. ikke giver mening. Det samme kunne gælde for virksomhedens sourcing strategi. Lad være at satse hele butikken, selvom det unægtelig lyder sejt.

Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Makholm Blogger

Det kan være besnærende at tro at forenkling og ensartethed er to sider af samme sag. Men min erfaring siger at der oftest nærmere er tale om modsætninger.

For at gøre ting ensartet indføre vi ofte komplekse lag af abstraktioner eller også skærer vi en hæl og klipper en tå for at proppe vores problem ned i de ensartede kasser.

Mon ikke vi får enklere løsninger ved at fremhæve forskellighederne i behov og dermed lettere kan vælge den naturlige løsning til hvert enkelt problem?

Og i sidste ende er det selvfølgelig en afvejning mellem den ideelle løsning og den praktisk mulige.

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Mon ikke vi får enklere løsninger ved at fremhæve forskellighederne i behov og dermed lettere kan vælge den naturlige løsning til hvert enkelt problem?

Absolut. Der er dog nogle ting, man skal have på plads ved en heterogen løsning:

  • Hvis komponenterne skal kunne "tale sammen" skal der være åbne API'er eller dataformater, der gør det nemt at lave "klisterkomponenter".

  • Hvis der er behov for login, skal der være et enkelt login til alle komponenterne.

  • Brugergrænsefladerne må godt være forskellige, men skal ikke være direkte modstridende. Hvis f.eks. ctrl-s i det ene komponent gemmer din fil, men det i det andet komponent starter søgning, så er det ikke smart. Man kan selvfølgelig lære den slags forskelle, men der kan ske nogle dyre fejl inden da.

  • 0
  • 0
Jesper Frimann

Jeg sidder vel i, hvad der bedst kan beskrives som en Oberst-Løjtnant stabs funktion, hvor jeg laver en del standarder og prøver desperat at få folk gennet i den samme retning.

Og der ser jeg jo en del af de her feltherrer beslutninger. Grunden til at de som regel kan være 'mindre optimale' skyldes jo at de er ude af trit med hvordan virkeligheden egentlig er. Det kan også skyldes en mangel på forståelse for hvordan tingene egentlig hænger sammen, som så kan skyldes alt lige fra inkompetence over arrogance til noget så simpelt som dårlig rådgivning.

Men som både Mogens og Peter her oven for skriver så er det der hvor 'stuff' grænser op mod andre ting at standarder og ensretning er vigtigt.
For at give et meget banalt og simpelt eksempel, så er det vigtigt at alle kan snakke det samme sprog når man holder et møde.

// Jesper

  • 0
  • 0
Per Michael Jensen

Det ser ud som om Linux/Windows i det tyske udenrigsministerium netop var feltherre-beslutninger.

http://www.h-online.com/open/features/Background-German-Foreign-Office-d...

Brug af Linux blev besluttet ud fra et økonomisk incitament, og tilbage til Windows pga. 'bruger-brok'.

Det er nok karakteristisk for feltherre-beslutningerne at de ikke tages på et fuldt oplyst grundlag, men netop ud fra meget forsimplede problemanskuelser.

  • 0
  • 0
Jacob Christian Munch-Andersen

Netop når vi snakker open source, det forekommer slående så ofte vi hører at nogen har valgt open source, og allerhøjest i en bisætning får at vide hvilke programmer der er tale om. Man får let en fornemmelse af at småting som for eksempel hvilken Linux distro man kører er mere eller mindre underordnet for feltherrerne. Og hvis det så viser sig at løsningen virker knapt så godt så er det open source der fejlet.

  • 0
  • 0
Lasse Reinholt

Brug af Linux blev besluttet ud fra et økonomisk incitament, og tilbage til Windows pga. 'bruger-brok'.

Deres udgifter til IT var:
2005: 11.558.000 €
2006: 18.882.000 €
2007: 23.652.000 €
2008: 17.834.000 €
2009: 13.579.000 €
2010: 14.489.000 €

Stigningen i udgifter siden Linux blev indført kan ikke forklares ved normale konjunkturer, da alle øvrige ministerier er nogen lunde konstante.

  • 0
  • 0
Maciej Szeliga

Det var ikke min mening at starte endnu en religiøs krig. Beklager.

Hvorfor beklage, religionskrige er sjove de afslører folks dårlige argumentation og/eller dårlige forståelse af problemet.
Det dokument Lasse f.eks. refererer er der direkte link til fra Heises artikel, det er det dokument Heise refererer i slutningen af artiklen. Da Heise er tysk så tvivler jeg stærkt på at de har problemer med at forstå det dokument.

  • 0
  • 0
Heine Andersen

Stigningen i udgifter siden Linux blev indført kan ikke forklares ved normale konjunkturer, da alle øvrige ministerier er nogen lunde konstante.

Forsvarsministeriet:
2005: 434.310000 €
2010: 747.112000 €

Finansministeriet:
2005: 157.089000 €
2010: 180.868000 €

Lasse, forklar venligst det nogenlunde konstante i disse tal ?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere