hans peter bech bloghoved

Er MINT det nye BRIC?

I 2001opfandt den engelske økonom Jim O’Neil begrebet BRIC.

I et forsøg på at forudsige attraktive investeringsområder for sine kunder valgte Jim O’Neil, der var cheføkonom hos Goldman Sachs, at pege på Brasilien, Rusland, Indien og Kina: BRIC.

Denne anbefaling skulle vise sig at blive en kæmpe succes for Goldman Sachs. BRIC begrebet spredte sig som en steppebrand i den vestlige verden, og snart var politikere og embedsmænd på studierejser til de pågældende lande. Der blev bevilget midler til handelsdelegationer og oprettet støtteordninger for virksomheder, der ville etablere sig i BRIC landene.

Så faldt interessen, og de seneste år har man ikke hørt meget til BRIC forkortelsen.

Nu har Jim O’Neil fundet fire nye potentielle vækstkometer: MINT (Mexico, Indonesien, Nigeria og Tyrkiet)
Disse fire lande har potentiale til at komme i den såkaldte G10 gruppe - de 10 største økonomier i verden - inden 2050.

Her er et par nøgletal fra de fire lande:

Illustration: Privatfoto

Kilder: The CIA Factbook og TBK Consult

Perspektiver for software industrien

Hvilke muligheder ligger der for softwareindustrien i MINT landende? Er det der, vi skal hen nu?

Alle de store softwarevirksomheder er der allerede. De vil alle automatisk høste fordelene, hvis vækstpotentialet bliver frigjort. De har repræsentationer og infrastruktur på plads. De store softwarevirksomheder vil også få fordele af andre industriers investeringer i MINT landede. Når store virksomheder investerer i udviklingslande, medbringer de teknologi og ledelsesviden. De genanvender de værktøjer, de allerede kender og ved virker, herunder deres softwareløsninger. SAP, Oracle, Microsoft, AutoDesk osv. vil automatisk komme med på vognen.

Hvad så med de små og mellemstore softwarevirksomheder? Skal de nu rette blikket mod Mexico med en vækst på 3,9% og Indonesien med en vækst på 6,2% fremfor Sverige med en vækst på 1,2%, Norge med en vækst på 3% eller Tyskland med en vækst på kun 0,7%?

Under ingen omstændigheder!

Ligesom BRIC landene har også MINT landene deres prioriteter på plads. Der skal først og fremmest etableres arbejdspladser, derefter skal der eksporteres, og så skal den offentlige infrastruktur udbygges (trafik, uddannelse og sundhedsvæsen). Ingen af de pågældende lande har nogen interesse i at støtte virksomheder, der blot ønsker at sælge noget udefra eller via en lokal forhandler. De ønsker, at udenlandske virksomheder skal foretage massive investeringer og ansætte lokalbefolkningen i lokale jobs.

Ligesom BRIC er også MINT primært for de store drenge med de dybe lommer. Kan man alliere sig med nogle af de store drenge, kan det være en fin strategi.

Bech's første lov: "Salgsomkostningerne stiger eksponentielt med afstanden til et marked" gælder fortsat for alle små og mellemstore virksomheder, der endnu ikke har nogen international infrastuktur eller ledelsesmæssig erfaring med området.

Medmindre der foreligger helt specielle omstændigheder, gør danske softwarevirksomheder klogest i fortsat at kigge på Norge, Sverige, Benelux og Tyskland, før man kaster sig over mere eksotiske muligheder.

MINT, MINT, MINT -> the MINT rush!

Jeg formoder, vi kan imødese et "MINT rush." Snart vil vi igen se politikere, embedsmænd og erhvervspressen gå i selvsving over muligheder, vi under ingen omstændigheder må misse. Ordet "MINT" ligger godt i munden, er let at huske og udgør interessante rejsedestinationer. Vi vil se handelsdelegationer blive planlagt og vi vil alle kunne få tilskud til at deltage i rejserne. Der vil blive oprettet tilskudsordninger til virksomheder, som vil undersøge og etablere sig i MINT landende.

Måske skal man lige vende skråen.

Når alle guldgraverne løber i en bestemt retning, er tiden måske inde til at gå i den modsatte retning. Guld kan skabes på mange måder. Nogen gange er det bedre at tjene penge andre steder, og så købe guldet nede hos guldsmeden, når man har pungen fuld.

MINT: Maybe I Need to Think first

Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Frithiof Andreas Jensen

De manglede et "N" for at lave et godt akronym. Historien kommer bagefter, den er designet til at "frame" læseren ved at få læseren til at bruge mental energi på at visualisere alle de spændende og eksotiske muligheder som så overføres til "investeringen" og bliver en egenskab ved denne.

Kahnemann og Twersky har forsket en del i hvordan beslutninger i virkeligheden træffes og "sælgersiden" har bestemt læst forskningsresultaterne. Martin Lindstrøms "buy-ology" bør man nok også læse.

  • 1
  • 0
Hans Peter Bech

De manglede et "N" for at lave et godt akronym


Det tror jeg faktisk du har ret i. Han kunne have valgt South Korea, hvor der jo er god gang i butikken, men så have akronymet være MIST. Det sælger vist ikke billetter.

Tak for tippet om Martin Lindstrøms "buy-ology." Den ligger nu på iPad'ens Kindle App klar til læsning. Jeg må erkende, at jeg hjælper virksomheder med at sælge noget mere, så måske kan jeg hente et par nye tricks :-)

  • 0
  • 0
Johnnie Hougaard Nielsen

Selv om Nigeria ikke er blandt de største økonomier, kan jeg nu godt forstå at landet kom på listen over "potentielle vækstkometer". Der sker en masse, og det er fx tankevækkende at de fra 2005 til 2012 steg fra plads 52 til 30 på en global rangliste over GDP.

Sydkorea er ikke relevant på listen, fordi det allerede går skidegodt derovre. De er altså ikke potentielle.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere