Studiebloggen header 3

Er konferencer noget for studerende?

GOTO: Studerende modtager masser af undervisning, og selv om der ofte efterlyses flere undervisningstimer i den offentlige debat, er det sjældent det indtryk man får, ved at kigge på et hold studerende, der har 3. forelæsningstime. På studiet modtager de nøje tilrettelagt undervisning, og kan måske fra tid til anden, efterhånden som de modnes som studerende, finde på at gå til en fredagsforelæsning der er blevet anbefalet.

Der er, for studerende, ikke meget need to know på konferencer, men til gengæld en del nice to know. Det er så bare spørgsmålet, om man er kommet dertil i sit studie, hvor man kan finde ud af at tage imod den sidste type informationer, af ren og skær interesse.

Der hvor jeg kan se studier og konferencer gå op i en højere enhed, er hvis et spor (track) på en konference, kan ligge i forlængelse af et undervisningsforløb på en uddannelse. Vi kan forestille os, at man har lært om udviklingsmetoder, hvor der på studier og i erhvervslivet er særlig interesse for agile metoder. Et besøg på en konference, hvor man fik adgang til et spor af 2-4 præsentationer, kunne så være med til at demonstrere alsidigheden af agile metoder.

  • Hvordan holder man begejstringen og motivationen oppe på årelange projekter?

  • Hvorfor udfordres agile metoder nu af Lean Startup?

  • Hvordan sammensættes et godt team?

  • Hvad er værdien af det man udvikler, og hvordan kan man måle og udtrykke den værdi?

Alle disse emner blev besvaret i enkeltstående talks på GOTO-konferencen mandag, og kunne med lidt driftig planlægning have været afslutningen på, eller en del af, et undervisningsforløb. Hvad kunne være mere inspirerende i forhold til selv at søge informationer om emnerne til en eksamensopgave?

Men konferencer er jo ikke kun præsentationer. GOTO-konferencen er også et udstillingsvindue for virksomheder og deres produkter. I disse dage kan man møde Google, MicroSoft, IntelliJ, mongoDB, Atlassian, Trifork og en lang række andre virksomheder i Musikhuset. De lokker med softice, juice, kaffe, vin og drinks, og er nemme at få i tale - også for studerende. De fleste har små konkurrencer kørende, hvor man kan vinde adgang til andre konferencer, uddannelse, bøger og selvfølgelig, i 2012, iPads.

Hos virksomheden Sky har man en konkurrence om en iPad. Deltagere kan i løbet af konferencen spille spillet Wack-A-Mole, og gøre sig fortjent til præmien. Netop som jeg fik kameraet op af lommen, kom Emil Celik fra 3. semester på Datalogi i mål, og kom således med i opløbet i konkurrencen. Illustration: Michael Niebuhr

Om ideen med studerende til konferencer, siger Emil Celik, der selv er crew på GOTO: »Jeg synes alle studerende burde gå til konferencer. Det er en perfekt måde at møde virksomhederne, som man måske senere kunne tænke sig at arbejde for.«

Trifork har i år valgt at lade de 5 keynotes være åbne for studerende. De store keynotes foregår i Store Sal i Musikhuset, hvor der er plads til ca. 1500 mennesker. Det giver derfor god mening, at dele lidt ud af pladserne til værdigt trængende.

Jeg synes bestemt, at det giver mening for studerende at gå til konferencer. De skal bare ikke regne med, at der bliver talt til dem, i øjenhøjde, som der bliver talt til dem på deres uddannelser. Der er heller ikke nødvendigvis en dybereliggende pointe ved en præsentation, andet end profitmaksimering. Men kombineret med de best practices og det teoretiske overblik som man forhåbentlig har med sig fra sin uddannelse, kan det hele gå op i højere enhed.

Den studerende og erhvervslivet bliver begge gevinster for hinanden, da de kandidater man sender ud af uddannelserne, fra starten er bedre egnet til at møde erhvervslivet.

Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kasper Steensig

Selvom jeg er en anden års studerende på en HTX uddannelse, så ærger jeg mig over at vi ikke skal til sådan nogle konferencer på gymnasierne. Gad dog med til dem i min fritid, men det er ikke bare lige sådan at der ligger konferencer her omkring hvor jeg bor ;-)

  • 0
  • 0
Michael Niebuhr

Hej Kasper.

Det er dejligt at høre, at du kan se potentialet i konferencer allerede i din gymnasietid. Nu er målgruppen ved konferencer typisk erhvervslivet, så de virksomheder og præsentationer man møder, taler til dig som en topprofessionel indenfor dit fag. Det er sådan de tiltrækker gode medarbejdere, som selv bliver tiltrukket af de dygtigste virksomheder. Så er der andre præsentationer, som er blødere, og det er dem der henvender sig til alle. De hedder keynotes.

På Goto-konferencen i disse dage, kan studerende komme gratis til keynotes. Nu ved jeg ikke om du læser HTX i Aarhus, men der er chance i morgen både fra morgenstunden - kl 9:00 - og ved konferencens afslutning kl 17:00. Jeg er sikker på du er velkommen, hvis du viser dit studiekort.

Se mere her: http://gotocon.com/aarhus-2012/schedule/wednesday.jsp

Og på gensyn her på siden - og til konferencer i fremtiden.

  • 0
  • 0
Kræn Hansen

Jeg var selv crew ved den foreløbigt sidste GOTOcph konference tidligere i år.
Det var en super fed oplevelse - netop det at publikum typisk er etablerede i branchen så jeg som en deligt forfriskning og en mulighed for at lære noget af det sprog (og jargon) der bruges i industrien.
Jeg tror de af os der i starten lærte os selv at programmere er vandt til at viden ikke bliver leveret frisk på fad. Det er også fedt at få lov til at tilkæmpe den en gang imellem.
Så helt grundlæggende kan jeg anbefale at slå vejen forbi en konference som GOTO, selvom man er studerende - og hvem ved, måske møder man en fremtidig arbejdsgiver.

  • 2
  • 0
Simon Shine

Jeg synes du omtaler konferencer som var de én størrelse. Jeg finder ikke meget interesse i den slags udstillingsvinduer som GOTO kan sammenlignes med. Jeg synes at videnskabelige konferencer burde åbne mere op for studerende, ligesom ICFP [1] gjorde i år, selvom den slags konferencer fungerer fordi alle som deltager har noget at tilbyde.

Faktisk synes jeg at en konference hvor deltagerne ikke har noget at berige konferencen med, men bliver gjort til publikum, er komplet ligegyldige. Derfor håber jeg at der vil opstå flere spontane konferencer a la BarCamp [2] i Danmark. Præmisserne er: Gratis deltagelse, workshop-orienterede, få krav til oplæg.

1: http://www.icfpconference.org/
2: http://en.wikipedia.org/wiki/BarCamp

  • 0
  • 1
Michael Niebuhr

Den opfattelse er jeg slet ikke enig i, men synes det er interessant at du bringer det op.

Det er rigtigt, at en konference som Goto - med undertitlen by devolopers for developers - henvender sig til branchen, mens konferencer i den akademiske verden, mest er et udstillingsvindue for den forskning der foregår på universiteterne. Jeg synes der er en verden til forskel på de to typer konferencer. Man er vant til, som studerende, at tillægge ny forskning stor betydning, og derfor er akademiske konferencer det vi naturligt anser som vigtigt. Men de konferencer der henvender sig mere til erhvervslivet, for nu at lægge os mageligt et sted mellem de to eller flere typer konferencer man kan definere, mere er et vindue for de tendenser og problemstillinger der findes i erhvervslivet.

Denne sidste type, mener jeg, kan forberede studerende langt bedre på opgaver og virkeligheden i erhvervslivet, end akademiske konferencer kan. Faktisk er ny forskning jo ofte kun testet på en meget lille gruppe mennesker, mens tendenser i erhvervslivet - som mobiludvikling frem for traditionel systemudvikling, f.eks. - kan observeres over en bred front, og konferencedeltagerne kan så selv tage stilling til, om der er sket et paradigmeskifte i branchen, eller de er vidne til endnu en trend der vil gå i sig selv igen. Det ser jeg som styrken ved branche-konferencer - de giver det overblik du ikke nødvendigvis får i din virksomhed, eller i værste fald, din lukkede verden.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere