Torben Mogensen header

Er it-folk ikke kreative?

Jobfinder.dk refereres en undersøgelse, som DI ITEK har lavet, som konkluderer, at Danmark i år 2020 vil mangle 4.000 højtuddannede it-specialister. I artiklen ser man blandt andet følgende citat fra Per Kogut fra NNIT: »Jeg har meget respekt for de kreative folk – og dem er der bestemt også brug for. Men der er altså også brug for nogle, der kan holde en it-infrastruktur kørende«.

Dette citat rummer næsten lige så mange fordomme som Trine Bramsens berømte sokkecitat: Der antydes, at it-folk og kreative folk er to vidt forskellige grupper, som ikke kan forenes, og det ligger lidt implicit it det, at kreative folk er folk, der uddanner sig på Filmskolen, Arkitektskolen, Akademiet for utæmmet kreativitet eller andre uddannelser for skabende eller udøvende kunstnere.

Men er kreativitet det samme som kunst i den traditionelle forstand? Selve ordet "kreativ" betyder "skabende", så det dækker efter min mening al form for skabende aktivitet, og det inkluderer skabelse af software, elektronik, beviser og maskiner såvel som skabelse af film, billeder, musik eller performancekunst. Men mange ser den slags skaberkunst som håndværk mere end decideret kunst -- blandt andet fordi skaberværkerne sigter mod deciderede anvendelser snarere end ren underholdning, og fordi der ikke er en bagvedliggende dybere mening end den umiddelbart synlige anvendelse. Men det er en noget arrogant holdning at antage, og adskillelsen mellem kunst, videnskab og håndværk er forholdsvis ny. Mange moderne mennesker ser Leonardo da Vinci som et unikum, fordi han udøvede både malerkunst, komposition, ingeniørvidenskab og anatomiske studier. Men denne blanding var ret udbredt i renæssancen, og mennesker, der ligesom Leonardo spreder sig over både videnskab og kunst kaldes ofte for "renæssancemennesker". Men denne blanding hører ikke kun renæssancen til: Der er mange eksempler fra både moderne tid og antikken. Her i Danmark kender de fleste Piet Hein for sine Gruk: Små finurlige digte med tilhørende tegninger, men han var også matematiker og brugte dette i sit virke, blandt andet i designet af superellipsen, som han definerede ved ligningen a|x|^n+b|y|^n=1. Inden for it-verdenen findes eksempler fra den internationale verden: Vernor Vinge, som er (nu pensioneret) professor i datalogi og matematik på San Diego State University, er i den bredere offentlighed bedre kendt som forfatter af Hugo-vindende science fiction-forfatter. Han er ikke den eneste datalogiprofessor, der har skrevet litteratur, men han er nok en af de mest kendte. En af verdens førende eksperter i lambda kalkulen, Henk Barendregt, er også klassisk pianist på højt niveau, og det er ikke ualmindeligt at se den slags kombinationer af teoretisk videnskab og udøvende eller skabende musik. Queen-guitaristen Brian May har f.eks. en doktorgrad i astrofysik, og forsangeren i Magtens Korridorer, Johan Olsen, er ansat som forsker i biologi på Københavns Universitet. Læserne kan sikkert komme med mange flere eksempler.

Så jeg vil plædere for, at den verserende skelnen mellem kunst, videnskab og teknisk skabelse (inklusive it) skal mindskes, og lighederne snarere end forskellene bør fremhæves: Det er alle sammen kreative fag udøvet af kreative mennesker, og forskellen mellem disse er ofte mindre end forskellen mellem forskellige klassiske kunstarter som for eksempel musik og litteratur. Hvis man fremhæver det kreative i matematik og naturfag allerede i folkeskolen, vil de også miste deres image som kedelige fag, og dermed forøge interessen for disse fag blandt børn og unge. Og det er nødvendigt, hvis vi skal have øget antallet af it-specialister (og andre teknisk/videnskabeligt uddannede) med flere tusinde inden år 2020. Og til jer, der allerede er i faget: Husk, at I tilhører den kreative klasse, og vær stolt af det!

Kommentarer (19)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Secher Jarlskov

Det er jo ikke sjovt at være i et fag der ikke bliver set som kreativt. Men igen ... sådan er det jo mere eller mindre for alle fag, der ikke falder under de "klassiske" kreative fag, såsom musik, kunst og skattetænkning.

Jeg er sikker på at der ikke sidder mange i IT branchen og tænker at der findes kreative truck-chauffører, lager-medarbejdere eller syltetøjsproducenter. Vi kan simpelthen ikke sætte os godt nok ind i de muligheder for kreativ udfoldelse, der findes i andre fagområder - set udefra vores eget perspektiv.

Desværre er der bare et forudindtaget syn på IT-verdenen - på trods af hvad der ellers måtte være bidraget med af alt fra spil til kunstig intelligens - at det er folk der sidder og skriver logisk kode uden den mindste form for fortolkning eller muligheder for kreativ bidrag.

Dog er det ikke sjældent at man hører IT folk betegnet "Innovative" i medierne, men kan man være det uden at være kreative?

Desværre er det en svær folkeopfattelse at ændre og tennissokkerne er et typisk eksempel i samme boldgade som den t-shirt påklædte overvægtige mand med Cola-afhængigheden.

Indtil at vi får lært samtlige fremtidige generationer at kode - og derved give en dyb indsigt i vores verden - må vi nok acceptere at en stor del af den offentlige mening vil være præget af disse stereotype billeder - selv fra en mand i NNIT, der burde vide bedre!

Jacob Christian Munch-Andersen

Hvor kommer det der med overvægten egentlig fra? Det forekommer mig at så godt som alle de programmører jeg har mødt har været i en nogenlunde normal vægtklasse.

Det virker relativt logisk at computeren er et af de foretrukne tilholdssteder for overvægtige sofakartofler, men det i sig selv bliver de altså ikke programmører af.

Er vi ude i at programmører såvel som folk der spiller World of Warcraft m.m. bliver sat i nørd-båsen, og derfor nødvendigvis må være ens?

Allan S. Hansen

Kreativ betyder lige så mange forskellige ting, som forskellige personer man spørger.

Løse problemer på en "kreativ" måde er måske ikke kreativ på samme måde som at skrive en bog eller male malerier, men det er stadig kreativt. Omsætte problemer til løsninger er vel også kreativt, men måske ikke kreativ på samme måde som at skrive sange.

Og hvor går grænsen, hvis jeg nu spiller musik, fotograferer, maler, instruerer film for hollywood, skriver bøger m.m. i min fritid, men ikke gør det i mit professionelle liv - er jeg så kreativ eller ej?

Thomas Wittenburg

Man kan altid finde undertoner i ting man hører eller læser, hvis man ellers leder hårdt og længe nok. Pointen i Per Koguts kommentar er vigtigere, end hvordan hans ord kan udlægges hvis de gøres til gengæld for overfortolkning.
Han efterlyser ikke multitalenter med Ph.D'er, men systemadministratorer, programmører og infrastrukturspecialister. Meningen er, at det er "hårde" kvalifikationer, der skal opprioriteres i it-uddannelserne. Om disse it-specialister så laver musik eller billedkunst i fritiden er inderligt ligegyldigt.

Det betyder ikke, at man per definition er ukreativ som sysadm, eller at der ikke er behov for kreative it-udviklere. Tværtimod. Han efterlyser såmænd bare it-specialister med et snævert fokus, fremfor en overuddannelse af generalister.

At gøre dette lille citat til genstand for en Trine Bramsen-tolkning er vist lidt over mål. Er vi virkeligt så snerpede i it-branchen?

Claus Jacobsen

:)
Hvad er kunst? Det er noget der skaber holdninger og meninger. Har man meninger om IT - JA det har alle vist uanset hvem man er. Jamen så må IT vel også være kunst, og dermed må IT-folk vel også være kreative? :-)

Men som Allan rigtigt skriver - definer kreativ. De fleste mennesker ville helt sikkert definere kreativitet som evnen til ikke at kende blyantens gang på forhånd. I IT har man typisk et mål at gå efter og dette går man så efter temmelig metodisk. Det er efterhånden sjældent at ret mange render rundt og laver trial and error løsninger i IT. Det er simpelthen for dyrt i dagens verden. Derfor er der nogle styrende overordnede tanker og metodikker som afgør vores "pennestrøg" i IT. og det er nok derfor vi har fået prædikatet "knap så kreative". Innovation er jo også netop når vi tillader os ikke at være så bundet af de overordnede mål og blot "tegner løs". Men det er som regel ikke hverdagsting. Innovationen er enkeltstående. (den første gang! nr 2 kan jo af gode grunde ikke være innovativ for så er det jo lavet før) så selvom en teknologi er innovativ, så var det en hentydning til den første gang den blev præsenteret. Og jo paradigmeskift og "disruptive" (som alle elsker at bruge i dag) i IT kan sagtens være "innovative" men det er jo blot en transition fra unik til commodity. Når alle har den er den jo ikke længere innovativ.

Det her er helt sikkert noget for filosoffer at gruble over, og som nogen tidligere skrev. Så vil man også kunne finde ligeså mange forskellige holdninger til det her, som der er mennesker.

Christian Hammer

For år tilbage havde jeg en del berøring med flere akademi-uddannede kunstnere. Med en af disse, talte jeg om arbejdsprocesser. Overraskende for os begge var, at jeg kunne fortsætte hans sætninger og han mine. Med andre ord, var materialerne forskellige, men tilgangen til opgaven præcis den samme!

Markus Laursen

Jeg vil mene, det er en ganske gangbar tolkning, idet essensen er diskursen, som denne udtalelse er et eksempel på - som jeg opfatter kritikken her på bloggen.

Desuden lyder opfordringen fra Per Kogut lidt som klassisk ledelse: Vi opfordrer, og så makker nogen andre ret. At det måske virker, hvis han kommunikerer til politikere, der herefter tager initiativer, er måske tilfældet. Men det er ganske givet, at han ikke tiltrækker særlig mange uddannelsessøgende unge mennesker ved at anlægge denne "hårde fag ulig kreative folk" diskurs.

Af erfaring fra en uddannelsesmesse kan man dog godt komme igennem med budskabet om de kreative elementer, det er dog op af bakke, når it bliver fremstillet i medierne som Per Kogut gør her, om end ærindet måtte være et andet.

Torben Mogensen Blogger

Ja, der er mange ligheder i processerne. Det er heller ikke tilfældigt, at Knuths hovedværk hedder "The Art of Computer Programming".

Blandt de kunstudøvende matematik/IT-nørder må vi heller ikke glemme Tom Lehrer, som underholdte med satiriske sange, samtidig med at han underviste i matematik på universitetet.

Martin Exner

Jeg skelner mellem kodelære og "it-kreativitet" - skildret i konceptet Coding Pirates ( http://www.version2.dk/artikel/ildsjaele-laerer-boernepirater-kode-55204 ). Vi skal være skabende med it - men for at det kan lade sig gøre må vi lære at programmere. Man kan sammenligne det med at lege med ler. Man vil gerne være kreativ med ler-klumpen, men det kan man ikke, for man mangler værktøjet til at kunne dreje den. Jeg vil ikke sidestille programmering med naturfagene (hvor der kun er ét rigtigt svar). Den personlige stil spiller en stor rolle i arbejdet.

Claus Jacobsen

Men ok. Han skriver helt specifikt "holde infrastruktur kørende". Jeg vil til dels give ham ret. Det er metoder og procedurer man forbinder med en konsulent der skal arbejde på et SAN eller sætte en løsning op. Jeg kunne forestille mig det i høj grad er der hans sætning er rettet hen. Der er jo en årsag til at der findes "IT-arkitekter", men når man går i drift, så er de mennesker primært drevet af metoder og procedurer og ikke så meget nytænkning og "kunst". - Det går lidt over og bliver et håndværk i stedet på linje med en tømrer eller murer.

Michael Christensen

Er det dette, der sættes op mod hinanden her? Det er jeg ikke helt enig i.

Jeg kender mange IT folk, der er særdeles kreative i deres løsning, deres måde at udføre beregninger på, anvende database eller skabe UI. Fælles for dem alle er, at de også ofte er utroligt analytiske, og de spørgere meget. Kreativiteten kommer ud af kendskab til "produktet" og til en grunig analyse og indleven.

Du kan sagens have en kreativ person i drift, en der virkelig forstår at få løsningerne til at spille. Det behøver ikke at være kedeligt, men personen skal kunne analysere og forstå løsningen, før kreativiteten kommer til udtryk.

Just my 2 cents.

Jacob Christian Munch-Andersen

Med Claus Jacobsens definition på kreativ vil jeg påstå at man kan fremstille kunst fra morgen til aften uden at være kreativ.

Men det virker alligevel ikke som om definitionen er skudt helt ved siden af.

Hvis vi nu sammenligner med levebrødskunstnere som gerne fremstiller flere hundrede eksemplarer af de værker der sælger, så kunne man da godt argumentere for at programmører er kreativt priviligerede, der er i hvert fald aldrig nogen som har bedt mig om at indtaste det samme program 100 gange.

Et eller andet sted er betegnelsen "kreativt fag" helt forkert. Faget er hvad det er, det kreative element står udøveren for. Nogle fag giver større muligheder for at være kreativ end andre. Programmering; er potentielt kreativitet fra morgen til aften.

Mikkel Lauritsen

Omsætte problemer til løsninger er vel også kreativt, men måske ikke kreativ på samme måde som at skrive sange.

Sjovt du nævner det, fordi jeg har klart en oplevelse af, at det at skrive sangtekster på mange måder minder om det at programmere, og for den sags skyld også andre ting som at løse kryds-og-tværser.

Man har et givent sæt af ydre rammer og krav (trykstærke stavelser på betonede taktslag fx), og så gælder det ellers om at pusle en løsning sammen, som får det hele til at hænge sammen - og det gerne på en nogenlunde elegant måde. Kent Becks "code smell" giver også fin mening i lyriksammenhæng; der kan bare være noget mere eller mindre veldefineret galt, som kan ordnes ved at refaktorere et vers eller to.

I øvrigt skal "kreative folk" i det oprindelige citat nok forstås som "folk med en uddannelse, som traditionelt opfattes som kreativ", og ikke som en påstand om, at IT-folk ikke er kreative.

Ditlev Petersen

Knuth leger så vidt jeg ved også med kalligrafi (og er i øvrigt kendt for at være overordentligt godt inde i typografi). Mener at have set en udstilling i Odense som han havde noget med at gøre (om Book of Kells). Der er givet overordentligt mange kreative hoveder (og hænder) inden for it, men lidt færre der breder sig voldsomt ud over it-faget (da Vinci-typer). Selv KAN jeg ikke holde mig inden for ét felt. Man kan sagtens være kreativ, selv om man "kun" er kreativ hvad angår kode eller systemer. Men man kan også gå uden for "faget". <her skulle der være en lang gang selvros, men det vil jeg skåne folk for> Det er jo meget smart (eller kan være det), at man kender lidt til billeder og farver, typografi og alt muligt andet. Man ved aldrig, hvad man kan få nytte af. I øvrigt har jeg også rodet med anatomi - det har OGSÅ været nyttigt (jeg har lavet sygehusedb).

Så skelnen mellem it og kreativitet holder ikke ret langt.

Ditlev Petersen

Jeg har prøvet mange gange på en definition. Lige som "kunst" og "liv" og der stort set umuligt at komme med en kort dækkende definition.

Et af mine forslag var, at kreativitet er den manglende evne til at koncentrere sig om noget tåbeligt. Man finder på noget bedre. Eller i hvert fald noget andet.

Morten Jensen

Dog er det ikke sjældent at man hører IT folk betegnet "Innovative" i medierne, men kan man være det uden at være kreative?

Anerkendelse for innovation er typisk betinget af at du får succes med din (eller andres) nyskabelse. Det har sjældent ret meget at gøre med innovation i ordets egentlige forstand. Innovation på "moderne" er lig med succesfuld kommercialisering af idéen.

Log ind eller Opret konto for at kommentere