Er det godt at være (mere) produktiv?

Produktivitetskommissionens rapporter om produktivitetsudviklingen i det danske samfund har hen over de seneste måneder ramt offentligheden og de bliver nu gransket ivrigt rundt omkring. Kommissionen blev nedsat af regeringen i erkendelse af, at produktivitetsudviklingen i Danmark haltede bagefter de lande, som vi normalt sammenligner os med.

På digitaliseringsområdet har vi gennem det seneste årti brugt et andet begreb til at definere en væsentlig målsætning for vores bestræbelser, nemlig at opnå en øget effektivisering. Læser man de offentlige digitaliseringsstrategier vil man således støde på begrebet ’effektiv’ i snart sagt hver anden sætning, mens begrebet ’produktiv’ stort set ikke forekommer.

Betyder det så, at digitalisering ikke er interessant eller relevant i en produktivitetssammenhæng? Det forekommer underligt. Er der så tale om to begreber for den samme sag?

Spørger man de kyndige udi økonomisk videnskab er der tale om to begreber, som godt nok ligger tæt op ad hinanden, men som er afgørende forskellige.
Produktivitet handler om, hvor meget vi kan producere med de ressourcer, vi har til rådighed. Effektivitet defineres på samme måde dog med den væsentlige tilføjelse, at der skal tages hensyn til resultatet eller effekten af produktionen. I effektiviseringsbegrebet vil der med andre ord være opmærksomhed mod, at øget produktivitet ikke sker som en forringelse af effekten eller kvaliteten. Et par eksempler kan tydeliggøre forskellen mellem de to begreber:

Lad os forestille os en abonnementsafdeling i et bladhus, der lykkes med at øge antallet af telefoniske henvendelser til potentielle læsere med 25% over et kvartal. Hensigten med dette er at sælge flere abonnementer. Da kvartalet er gået, kan bladhuset gøre op, at antallet af nye abonnementer ikke er steget. Det kan der være mange grunde til – også grunde, som abonnementsafdelingen ikke har nogen indflydelse på. Men én grund kunne godt være, at abonnementsafdelingen i sine bestræbelser på dagligt at gennemføre flere telefoniske henvendelser har afkortet samtaletiden med forbrugerne og dermed ikke har haft tid nok til at overbevise dem om lyksalighederne ved et abonnement. Konklusionen er da, at afdelingen har øget produktiviteten (med 25% flere opkald), men den er ikke blevet mere effektiv. Afdelingen ”løber hurtigere” uden at det egentlig batter noget. (Læseren opfordres til at filosofere over, om fænomenet også findes andre steder end bladhuse)

Et andet eksempel fra den aktuelle reformverden: Når en lærer skal undervise en skoleklasse i en time eller to mere om dagen, ja så er der umiddelbart tale om øget produktivitet. Ud fra en effektivitetsbetragtning må man imidlertid spørge, om de ekstra timer også fører til en bedre undervisning, der giver dygtigere elever? Det afhænger naturligvis af, hvordan selve undervisningen tilrettelægges, om motivationen hos både lærer og elever kan fastholdes, af fordelingen af pauser og meget andet. En øgning af det blotte timetal (produktivitet) fører ikke med matematisk sikkerhed til mere ønskværdige resultater (effektivitet). Muligheden er tilstede – men der er også mulighed for, at det ikke batter noget som helst, eller endnu værre: at det fører til det stik modsatte, altså dårligere elever.

Forskellen mellem produktivitet og effektivitet er således ikke kun af akademisk interesse. Som eksemplerne anskueliggør, ligger der nogle uhyre vigtige problemstillinger og udfordringer gemt i denne forskel, frem for alt: Er vi sikre på, at vi opnår det, som vi rent faktisk ønsker, når vi øger produktiviteten? Kun at måle på produktiviteten giver et ufuldstændigt billede af verden.

Begge begreber er selvfølgelig hyperrelevante i forhold til digitalisering. Teknologien er vel et af de fremmeste instrumenter til at skrue op for produktiviteten. Det er sjældent her, der er problemer. Digitalisering er øget produktivitet. Men fører det også til øget effektivisering? Tja, øh, måske. Det er her de komplekse udfordringer ligger - igen og igen. Det er effekten, vi jagter, og helst ikke øget produktivitet for enhver pris. Produktivitetskommissionen burde rettelig have heddet effektivitetskommissionen.

Kommentarer (12)
Rasmus Iversen

Så vidt jeg kan se, er Produktivitetskommissionen det helt rigtige navn, idet der i artiklen foretages en forveksling mellem produktivitet og efficiens.

Effektivitet er ganske rigtigt udtryk for (strategisk) målopfyldelse. I hvor høj grad gør vi de ting, vi rent faktisk har brug for at gøre? Efficiens – og ikke produktivitet – er udtryk for hvorvidt arbejdet gøres optimalt. Altså om forholdet mellem input og output er godt eller dårligt. Produktiviteten er forholdet mellem effektivitet og efficiens, altså om man gør de rigtige ting på den rigtige måde – og set i det lys er Produktivitetskommissionen vel fornuftigt navngivet.

Når det så er sagt, er jeg helt enig i, at det er en kæmpe risiko at man taber effektiviteten af syne i jagten på procesoptimering.

Finn Christensen

...andre steder end bladhuse..

Den gamle østblok, og deres femårsplaner, produktionsplanlægning og senere -opfyldelse overfor notorisk varemangel, eller kvalitetsforringelse. Dertil jævnligt en defekt eller uduelig 'menneskelig' og teknisk infrastruktur, der ikke fik bragt produkterne ud, og f.eks. høst rådnede op på sidespor mm.

Kina har tilsvarende haft og har nogle lidt afvigende situationer, hvor der jo i dag er offentlig kendskab til fusk, snyd etc. mht. produktivitet i et samfund, der er velkendt for sin høje effektivitet.

Jakob Danelund

Hej Ole. Jeg følger dine indlæg med stor glæde. Jeg er aspirerer til at blive Organisationspsykolog med fokus på IT i organisationer (jeg har arbejdet som programmør), og fra mit sted ligner det også et kulturelt problem, hvor fokus altid er på output på den korte bane.

Man kunne jo også kalde det kvalificeringskommisionen, hvor det ypperste mål var, at levere et produkt af så høj kvalitet som muligt, det er i og for sig et tomt udtryk uden for pragmatiske hensyn til resurser, men det repræsenterer alligevel en bestemt bevidsthed hos de ansatte. Hvis de bliver mødt med krav i deres arbejde om bare at skyde så meget afsted som muligt, så vil de (da de jo ikke er standardiserbare maskiner) bruge deres kreativitet på at finde ud af hvordan tallet kan komme så højt op som muligt, måske endda "kunstigt" højt, som vi har set det når de økonomiske markeder er imploderet.

Siden vi nu har gang i en diskussion der læner sig op ad det sprogfilosofiske, kunne jeg godt tænke mig, med skelen til forskellen mellem afferent og efferent, at stille affektiv og effektiv over for hinanden.

Hvis vi retter blikket mod affekten, altså den intention der ledes ind i arbejdet, den indsats der gøres, og prøver at opmuntre til at udvikle et produkt af så høj kvalitet som muligt, vil de kreative kræfter ikke på sofistisk vis skulle bruges på proforma arbejde, men på en reel affektiv kvalificering, der vil komme slutbrugerne til gode, og ikke bare sørge for at papirkastellet får spir på tårnet.

Men det er jo den store udfordring med NPM og samtidige krav om "innovation" og "kreativitet". Den opmærksomhed jeg advokerer for drejer sig grundlæggende om, at slippe medarbejderne fri, i stedet for at gøre dem lean, og respektere, at de forstår deres hverdag bedre end én selv.

Kristian Sørensen

Jeg havde engang for mange år siden et studiejob i en mindre virksomhed.

Vi var to studerende i afdelingen. Vi fik som fælles opgave at lave en statisk webside. Vi valgte at dele opgaven i to og lave halvdelen af opgaven hver.

Jeg skrev et lille program som dannede al html koden udfra en skabelon, lidt al'a brevflet, så jeg efter ca 4 timers arbejde kunne præsentere min halvdel af de statiske html sider.

Min kollega valgte at sidde på firmaets kontor en del timer hver dag over et par uger og håndskrive al html koden på sin del af siderne. Ialt brugte han lidt over 40 timer på at løse sin del af opgaven.

Chefen mente så at lønnen ikke skulle deles ligelidt imellem os hvilket ellers var aftalen, men at min kollega skulle have hovedparten af pengene, for han havde jo "arbejdet så meget og jeg så lidt".

Chefen fik så en større belæring fra mig og endte med at udbetale pengene i henhold til aftalen, men min tid i virksomheden var ovre på grund af dette.

Niels P Sønderskov

Ole kunne være blevet lidt klogere ved at konsultere vor tids orakel: http://da.wikipedia.org/wiki/Produktivitet

Produktivitet er altså et niveau over effektivisering, rationalisering, arbejdsdeling, stordrift osv., og Ole bruger nogle luskede tricks i forsøget på at gøre nar ad bestræbelserne på at hæve produktiviteten.

Det afgørende er, som enhver kan se, at finde ud af hvad det er vi producerer. Og nej, abonnementsafdelingen producerer ikke opkald. De skaffer abonnenter, og antallet af opkald er kun en komponent i indsatsen. Lærerens produktivitet øges heller ikke ved flere timers undervisning. Snarere tvært imod. Det vi skal måle (selv om det er svært), er omfanget af læring hos børnene.

Desværre er det digitaliseringschefen, der er til grin.

Gert Madsen

Nå, ja. Wikipedia er selvfølgeligt den ultimative sandhed.

Ole bruger nogle luskede tricks


Den er du nok så venlig at underbygge.

Det er meget udbredt at måle på nogle skridt på vejen, som man på forhånd udråber som "effektiviseringer" og "produktivitetsforbedringer", og så helt undlade at måle på slutresultatet.

Vi kan feks. tage et rask lille væddemål på om der nogen sinde bliver målt på andet end porto og kuverter med den tvungne Epost-reform.
Jeg er sikker på at man aldrig afdækker om det medfører behov for øget kontakt, som æder besparelsen op.

Ole bringer pointen frem, og det er godt.

Flemming Nielsen

Tillad mig at bemærke, at både blog forfatter og en række debattører - måske med undtagelse af Niels P. Sønderskov - lader til fuldstændig at have misforstået, hvad det er Produktivitetskommissionen reelt arbejder med. Og derfor vil jeg opfordre jer til at gå til kilden:

http://produktivitetskommissionen.dk/publikationer

Mere præcist det oprindelige baggrundsnotat, der ligger i en opdateret version pr. 16. januar 2013, lige her:

http://produktivitetskommissionen.dk/media/127642/Baggrundsnotat_1601201...

Det er makroøkonomiske størrelser der arbejdes med, og dem kan man altså ikke begrebsmæssigt bare niveauforskyde i fortolkningen fra makro- til meso- eller mikroniveau, uden at man skal holde tungen lige i munden og passe på, at man ikke fejlfortolker og drager uholdbare konklusioner og sammenligner alt for direkte med begrebet "effektivitet".

Der er masser af makroøkonomiske formler, grafer og tabeller i baggrundsnotatet, og hvis emnet interesserer, kan jeg stærkt anbefale at læse nærmere i kildematerialet.

Kort sagt handler hele nedsættelsen af Produktivitetskommissionen om, at lønstigningerne op gennem 00'erne i den private sektor kunne retfærdiggøres med, at produktiviteten samtidig fulgte med op sammen med lønstigningerne. Men pga. reguleringsordningen mellem de private og de offentlige overenskomster, så fulgte lønstigningerne i de offentlige overenskomster med op på samme niveau (og overførselsindkomster gjorde ditto pga. indexeringen af ydelsesniveauet), UDEN at produktiviteten fulgte tilsvarende med op i den offentlige sektor.

Og det er der jo sikkert masser af årsager til.

Produktivitetskommissionen er sat i søen for at komme med nogle bud på, hvad der kan gøres ved dette produktivitetsmæssige efterslæb, fordi det ikke er langtidsholdbart, at omkostningsniveauet mht. udgifter til løn og overførselsindkomster stiger uden at produktiviteten følger tilsvarende med op. Især ikke pga. den demografiske udvikling der vil ramme os i de kommende år, og heller ikke hvis den offentlige økonomi gradvist kommer til at udgøre en stadig større andel af den samlede samfundsøkonomi, da det er beskatningsgrundlaget fra den private sektor, der finansierer den offentlige sektors omkostningsniveau.

Beklager at skrive så "politisk" og evt. tabu brydende, men dette er den reelle fagøkonomiske baggrund for nedsættelsen af Produktivitetskommissionen.

Ole Bech

I kommissionens arbejder ligger der en (stiltiende) forudsætning om, at man kan øge produktiviteten uden at det ændrer på kvaliteten/effekten. Det kan man også i nogle tilfælde, f.eks. når sygehusene får en nyere MR-scanner, der kan scanne en hel menneskekrop på ½ time, hvor den gamle scanner var en time om det. Men i andre situationer er der en reel problemstilling i, hvorvidt tingene følges ad, og det er den pointe jeg ønsker at få frem.
Og selvom kommissionen ganske rigtigt har et makroøkonomisk afsæt i sit arbejde, så vil mange af kommissionens anbefalinger jo skulle udmøntes på lavere (meso- og mikroølkonomisk) niveau, hvor netop denne type problemstillinger opstår.

Ole Bech

@ Niels P. Sønderskov. Jeg kan forsikre dig for, at jeg ikke skiver blogs her på sitet for at gøre nogen til grin. Det er der ingen der er tjent med. Du kan formentlig sagtens gribe mig i at være uvidende eller at have misforstået noget, men jeg vil opfordre til, at vi debatterer på at sagligt niveau og ikke driller hinanden med at være til grin eller luskede.

Niels P Sønderskov

Min kommentar er ikke personlig, Ole. Jeg mener jeg er ret tydelig omkring dine to manipulerende og misforståede eksempler. Produktivitetskommissionen læser næppe med og anfægtes derfor ikke. Jeg kunne bare se, at uskyldige teknikere var hoppet på limpinden. En enkelt holder endda ved, selv om Flemming har forklaret det i en længere version.

Log ind eller Opret konto for at kommentere