Er det agilt at køre Scrum?

Alexander Grosse havde fået fyldt et af de mindre lokaler helt op med tilhørerne, der gerne ville høre "What sucks about Scrum" (ikke at forveksle med "Why Scrum sucks"). Foredraget var ikke et forsøg på at få hele Scrum-metodikken udskiftet, men nærmere at få rusket op i implementeringen af en agile metoder i softwareudvikling og -deployment.

Er man agil, når man har taget sin vandfaldsmodel og klippet den ned, så man kører mini-vandfald af 2-4 ugers varighed og kalder det Sprints? Hvordan kan man køre continuous deployment, hvis man kører mini-vandfaldsmodellen, og der er i realiteten kun er fungerende og deploy-bar software de sidste par dage af sprintet?

Grosse påstod ikke at have alle svarene på spørgsmål som ovenstående, men fortalte om SoundClouds løbende arbejde med at finde en model, der fungerer for dem, bl.a. ved at kombinere elementer fra Scrum og Kanban. En af de første ting, Grosse gjorde da han kom til SoundCloud var at på ægte lean-vis at identificere, hvor forsinkelser i udrulningen af en feature lå, og fjernet nogle af de i hans mening overflødige proces-elementer. Resultatet af dette er, at det stadig er Product Owner'en, der godkender om en feature er færdig nok til udrulning, men sprint reviews er fjernet fra den kritiske udrulnings-sti; den bredere demo af en feature sker i realiteten først efter at den er ude i produktion.

Idéen om, at man før et sprint har udvalgt det feature-set, som skal arbejdes på under hele sprintet, har SoundCloud kastet over højre skulder. Der reprioriteres om ikke dagligt så i hvert fald flere gange om ugen baseret på blandt andet brugerinput. Til gengæld prøver de ikke at have gang i alt for mange ting på ethvert givet tidspunkt, hvilket giver dem en stor frihed og netop agilitet til på ethvert tidspunkt at gå i den retning, man finder bedst.

Estimering bruger man også så lidt tid på som overhovedet forsvarligt; der sættes ikke numerisk værdi / storypoints på features, men teamet sætter en grov S/M/L-kategorisering på features. Igen har man anvendt en lean-tankegang på softwareudviklingsprocessen.

En af Grosses hovedpointer er, at software engineering practices er en hjørnesten; at udviklerne sætter en ære i at benytte deres faglighed til at levere gode løsninger, og gerne også benytter sig af teknikker som pair programming. På sin vis nedslående (eller opmuntrende, alt efter ens udgangspunkt) er det, at han mener at software engineering practices først og fremmest er noget, der tager sit udgangspunkt i virksomhedens kultur og de folk, der hyres ind i den, og således ikke er noget, der er nemt at skabe eller ændre i eksisterende organisationer. Det var så derefter, han viste sin slide om, at SoundCloud hyrer folk ;-)

Jeg skal i hvert fald helt sikkert ind og høre Grosses foredrag om at skabe "A teams" på onsdag; det er svært ikke at blive inspireret af foredragsholdere, som stiller spændende spørgsmål og gerne vil involvere tilhørerne i erkendelsen af, at ingen af os har de endelige svar.

Læs også Grosses blogindlæg om Scrum.

Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere