Er der nogen som saboterer IT-projekter?

For nylig fandt jeg en omtale af en håndbog for sabotører, samlet af "Wild Bill" Donovan i 1944. Med sådan et tilnavn, var det naturligt at han var leder af OSS, den amerikanske forgænger for CIA, under Anden Verdenskrig.

Håndbogen beskriver hvordan mellemledere i besatte lande, kunne genere tyskerne og deres produktion, og samtidig slippe godt fra det. Han beskrev hvordan de kunne udnytte menneskers naturlige evne til at tage dårlige beslutninger, være vanskelige at samarbejde med, og få andre til at reagere negativt.

Han foreslog, at mellemledere i de besatte lande skulle hæmme tyskernes rustningsproduktion og andre aktiviteter ved at optræde bedrevidende, uanset om de vidste noget om emnet eller ej. De skulle skifte mening når noget var sat i gang, sende alle beslutninger i udvalg, og sørge for at udvalgene blev så store og bureaukratiske som muligt. Desuden skulle den enkelte deltager sørge for at tale så ofte og langtrukkent som muligt.

De kunne forsinke arbejdet ved igen at ville diskutere, hvad der blev besluttet på det foregående møde, ved at bringe irrelevante emner på banen, spilde tid på at diskutere præcise formuleringer, og holde møder når der var arbejde som hastede. Endelig kunne mellemledere nedbryde moralen ved at forfremme dem der var inkompetente, og ved at klage over dem som var dygtige.

Det lyder ligesom noget, jeg har oplevet. Fidusen var jo også, at det var svært at give nogen skylden, når det ikke så ud som om nogen saboterede arbejdet, men at de bare var dårlige til det.

Alligevel var det vanskeligt for mellemledere at sabotere arbejdet. Håndbogen beskriver at det ikke er naturligt for mennesker at opføre sig dumt og tage idiotiske beslutninger. Ifølge håndbogen skal mellemledere derfor hele tiden motiveres, for at de bruger dens anvisninger til sabotage.

Vi kan supplere det her med et råd fra Sefton Delmer der arbejdede indenfor det samme område under Anden Verdenskrig. Han forklarede at det var vanskeligt at få mennesker til at ændre deres grundlæggende holdninger, så man altid skulle henvise til de patriotiske slogans og ideer, men samtidig fortælle hvordan de personligt kunne få noget ud af at sabotere arbejdet.

Overført til i dag, vil du fortælle deltagerne at vi alle bakker op om projektet, men at der ikke sker ændringer i deres arbejde, før systemet er implementeret.

Det kan minde om noget jeg har hørt fra IT-projekter og nogle gange selv oplevet. Der er så tre muligheder: Den ene er, at nogle deltagere ikke selv er klar over hvad de foretager sig, den anden er at de er ligeglade med resultatet, og den tredje er, at de helst vil forhindre at projektet når frem til det ønskede resultat.

I værste fald kan vi måske endda opleve en supersabotør, der har sammensat et IT-projekt med mennesker som vil modarbejde det, andre som er ligeglade og har mere travlt med andet de skal have ordnet, og endelig nogle stykker som ikke ved hvad der foregår, eller hvad de selv foretager sig.

Kilder:

http://www.slate.com/blogs/atlas_obscura/2015/12/08/the_simple_sabotage_...

https://www.cia.gov/news-information/featured-story-archive/2012-feature...

Der er skrevet en managementbog baseret på det her, men det er muligt den originale manual fra OSS faktisk er bedre – i hvert fald til at starte med:

http://www.amazon.co.uk/Simple-Sabotage-Detecting-Behaviors-Undermine/dp...

Georg Strøms billede
Georg har en Ph.d. i interaktionsdesign og en lang karriere i grænselandet mellem IT, økonomi og mennesker. Han blogger om tegn på at brugen af IT er mere kompliceret og modsætningsfyldt end vi normalt forestiller os. Der er mere på www.georg.dk.

Kommentarer (10)

Kristian Sørensen

Det lyder i uhyggelig grad som en organisationskultur jeg har mødt en del steder i erhvervslivet.

Nogle steder har vi da talt om at nogle af aktørerne på projektet faktisk havde en personlig vinding ved at agere netop på den måde, fordi det forlængede det tidsrum de selv personligt kunne vedblive med at være tilknyttet projektet og hæve hyren, og fordi det i visse tilfælde gav dem en mere fremtrædende rolle med større prestige, højere løn og bedre muligheder for at skifte til et endnu bedre betalt job.

At selve projektet kørte i hegnet som følge af den her adfærd, var åbenbart irrelevant.

Men i krigs øjemed kan man naturligvis gå skridtet videre og se det som sit formål.

Gordon Flemming Blogger

Danmark har jo ikke underskrevet nogen fredsaftale med Tyskland efter 2. verdenskrig, kan det være at danske mellemledere, i virkeligheden er patrioter og frihedskæmpere, der ufortrødent fortsætter kampen mod den tyske besættelsesmagt, værnemagere og andet rakkerpak?

Per Erik Rønne

Danmark var vist aldrig helt officielt i krig med Tyskland under2. verdenskrig-

I stedet oplevede vi en 'fredsbesættelse' for at forhindre en allieret invasion af Jylland ...

Gordon Flemming Blogger

Per,

Man kan jo kalde det hvad man vil "fredsbesættelse", "kærlighedsbesættelse", "profylaktiskbesættelse", "det var bare for sjov, besættelse", det er bare et spørgsmål om perspektiv, jeg vælger derfor at kalde det for "krig".

Jeg anerkender heller ikke den danske regering under 2. verdenskrig, som værende danmarks lovformlige repræsentant. De var bare en bunke kriminelle overløbere og værnemagere.

Michael Weber

I hvert fald ikke under en fredsbesættelse hvor regeringen går med til at danske soldater kæmper med - på tysk side.

Der var da vist ikke danske soldater under tysk kommando og Danmark var ikke Nazitysklands allierede, da den danske regering arbejdede for at Danmark skulle være neutrale bl.a. p.g.a. eksporten til England og Tyskland. Til gengæld var der danske statsborgere, der meldte sig til de forskellige tyske værn. F.eks. danske officerer, der vil mulighed for midlertidigt at udtræde af den danske hær. Og det tillod den danske regering for at undgå at det danske militær kom under tysk kommando, hvilket ville medfører en risiko for, at danske soldater kunne blive beordret i krig for Nazityskland.

Den danske regering skar frivilligt en rådden "lillefinger" af og gav den til tyskerne, så man undgik "koldbrand" i hele hånden.

Jn Madsen

Min ex-konens farfar blev arbejdsløs under krigen.
Han blev tvangs-sendt til Tyskland som arbejdskraft til den tyske industri. Efterlod kone og nyfødt baby, han havde intet valg.

Han blev naturligvis udråbt til landsforræder sammen med mange andre efter krigen.
Da tyskerne havde tabt, var vi jo pludseligt en nation af frihedskæmpere der alle sammen havde været imod tyskerne fra første sekund. Selv vores læger turde rejse sig til modig kamp, og nægtede at behandle tyske flygtningebørn ... efter krigen.

Ex-konens farfar levede resten af sit liv med en skamfølelse. Jo, vi har meget at være stolte af.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer