georg strøm bloghoved

En tvivlsom forretningsmodel

Nu har jeg fået foræret et tremåneders avisabonnement, hvor avisens sælgere håber at jeg vil fortsætte. Ellers har jeg vænnet mig til de web-baserede aviser, og det er år siden jeg har fået leveret en papirbaseret avis hver morgen. Den ligner et tilbageskridt.

De webbaserede aviser giver nyheder i en mere koncentreret form, de er alt iberegnet lettere at finde rundt i end en papirbaseret avis, og det er lettere at finde en interessant artikel som er bragt for nogle dage siden. Det sidste er vigtigt når betalte papiraviser ligesom de gratis ved togstationen satser på at bringe en enkelt interessant eller dybdeborende artikel om dagen.

Webaviserne bliver opdateret hele tiden ' eller en gang i timen ' mens den papirbaserede avis er forældet når den kommer ud. Jeg kan skrive kommentarer og få styrket min følelse af intellektuel overlegenhed ved at se andre læseres dumme og ensporede svar, eller gemme en pdf-kopi af en særlig interessant artikel. Så det er klart at den webbaserede avis er et bedre produkt end den papirbaserede udgave.

Internettet burde have ledt til en ny storhedstid for aviserne. Ligesom nogle fabrikanter blev rige ved at erstatte metalprodukter med plastik som var billigere at producere, lettere og mere farvestrålende.

I stedet betyder Internettet at selv store aviser enten er i krise eller kan se krisen nærme sig.

Lad os forestille os at restauranter var begyndt at bruge samme strategi som aviser på Internettet. En af dem fandt på at de kunne stille et bord med gratis smagsprøver ud ved indgangen, så mulige gæster selv kunne tilfredsstille den værste sult.

Andre restauranter så at det tiltrak gæster, så de følte at de var nødt til at gøre det samme. Problemet var bare, at mange af gæsterne fik tilfredsstillet deres første sult af smagsprøverne, og at de ikke skulle bruge tid på at sætte sig ned, få et menukort og vente på at få serveret et helt måltid. Samtidig vidste de gæster som bestilte og betalte for et måltid, at de var med til at betale for alle de gratis smagsprøver, så de blev en lille smule knotne.

En restauratør som foreslog den model ville få Gordon Ramsay ' den gale kok som mine børn kalder ham ' til at bruge hele sin kvote af bandeord i løbet af tredive sekunder.

Hvorfor er aviserne så hoppet på det gratis Internet? Den sandsynlige forklaring er at en enkelt eller nogle få aviser har været dumme nok til at gøre det, eller de har troet at de kunne starte gratis og så siden finde ud af hvordan de kunne få penge ud af det, og derefter har de øvrige aviser følt at de var nødt til at gå med.

Nu har aviserne vænnet læsere til et rigeligt udvalg af gratis nyheder, så det er svært at tage penge for nogen af dem, og indtægterne fra annoncer er endda mindre end i den papirbaserede udgave. Det koster penge at formidle nyheder, og det bliver stadig sværere at tage penge for at gøre det.

Måske er den eneste løsning at aviser bliver statsfinansieret public service ligesom nogle nyhedsudsendelser i fjernsynet. Eventuelt sådan at betalingen fordeles i forhold til antallet af læsere, ligesom den ordning der allerede fungerer for kopiering af artikler og bogsider i skolerne.

Det kan aviserne bare ikke regne med.

Hvis du har en forretningside, så start med at tænke over, hvordan du kan tjene penge på den. Ellers risikerer du aldrig at gøre det.

Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Martin S

Glemmer du ikke reklamerne?

De kan måske ikke 100% finansiere aviserne, men er en indtægtskilde der giver dem en stor indtægt så sammenligningen til resturanter holder ikke helt da de jo stadig tjener nogle penge på hjemmesiderne.

  • 0
  • 0
#2 Per Michael Jensen

Hvis du har en forretningside, så start med at tænke over, hvordan du kan tjene penge på den. Ellers risikerer du aldrig at gøre det.

Det var jo her det kiksede i de glade dot com tider. Det var bare projekter med 'noget på internettet', der var aldrig lagt en tanke i at få økonomi i projekterne.

Aviserne, de laver Internet med den ene hånd, mens de med den anden desperat prøver at få det de altid har gjort, til at du.

  • 0
  • 0
#3 Bo Normann Jensen

Webaviserne bliver opdateret hele tiden – eller en gang i timen – mens den papirbaserede avis er forældet når den kommer ud.

Ja, f.eks er nye forsknings resultater, der er resultatet af flere års forskning forældede dagen efter de er bragt i avisen.

Men man kunne også betragte nyheder som noget man ikke har hørt før, istedet for at sætte udløbdato på.

Du hørte det her først.

  • 0
  • 0
#4 Martin Bøgelund

Hvorfor er aviserne så hoppet på det gratis Internet? Den sandsynlige forklaring er at en enkelt eller nogle få aviser har været dumme nok til at gøre det, eller de har troet at de kunne starte gratis og så siden finde ud af hvordan de kunne få penge ud af det, og derefter har de øvrige aviser følt at de var nødt til at gå med.

Digitale produkter har en marginalomkostning på noget nær 0 kr: Hvis du har et digitalt produkt, kan du mangfoldiggøre det stort set gratis - du nævner det selv med dit PDF-eksempel.

I et marked med fysiske produkter - en papiravis f.eks. - er du altid sikker på at der vil være en marginalomkostning > 0kr, om ikke andet så til papir og sværte.

Men med digitale produkter er der bare ingen marginalomkostning af betydning. Dvs. at under fri konkurrence, vil udbydere af nyheder være tvunget til at sælge deres nyheder til en konkurrencedygtig pris, og med en marginalomkostning på 0kr, kan en nyhedsudbyder sætte prisen vilkårligt langt ned for at hugge kunder fra de andre nyhedsformidlere - og prisen for en nyhed vil derfor (under fri konkurrence) lande på 0kr.

Hvis man derimod stædigt holder fast på at få en pris > 0kr pr solgte digitale produkt, bør man lige ringe til Netscape først, og høre hvordan den strategi virkede for deres browser...

Derfor må nyhedsformidleres forretningsmodel i den digitale økonomi læne sig op ad andre ting, f.eks. reklameindtægter: Man sælger læsernes opmærksomhed til virksomheder, via reklamer.

Så det har ikke noget med dumhed at gøre, at vi har gratis online nyheder. Det er nærmere en konsekvens af hvordan vores økonomiske systemer fungerer, som beskrevet i teorier der er ældre end internet.

  • 0
  • 0
#5 Jens Fallesen

Hvis man vil tjene penge på nyhedsformidling på nettet, må man specialisere sig og ikke bare gengive Reuters-nyheder og afskrifter fra politiets døgnrapport.

Specialisering kan være mange ting – den klassiske journalistiske dyd ved at grave dybere i tingene og levere baggrund og analyse har eksempelvis stadig værdi, og den oplever man sjældent i gratis artikler online. Eller man kan sørge for at samle lige præcis de nyheder, som er relevante for en bestemt gruppe læsere.

Der er næppe stort volumenpotentiale i at specialisere sig – til gengæld er der med det rette produkt i en god kvalitet mulighed for at opnå en loyal kundekreds, som gerne betaler for produktet.

  • 0
  • 0
#6 Lars Hansen

Det var jo her det kiksede i de glade dot com tider. Det var bare projekter med 'noget på internettet', der var aldrig lagt en tanke i at få økonomi i projekterne.

Jeg tror ikke det var fordi økonomi aldrig var tænkt ind. Men forretningsmodellen var typisk at opnå en så stor udbredelse inden for et område at man senere kunne opnå en monopolagtig profit. Alternativt var "forretningsmodellen" at sælge virksomheden (f.eks. på børsen) inden man nåede så langt. Begge modeller krævede dog stor adgang til billig og risikovillig kapital.

Der blev iøvrigt temmelig mange profitable virksomheder ud af dot com bølgen.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere