En dag på konference

Som jeg tidligere har skrevet går jeg ikke kun på konference for at lære nye ting, men i høj grad for at netværke, få nye anekdoter og snuse til emner, og få inspiration til hvor jeg senere skal dykke ned i stoffet. Konferencer kan bruges til mange ting.

Efter første dag på GOTO i år ser mine notater sådan ud:

1) Jeg skal netværke mere med startups - de er meget inspirerende mennesker.

2) Dart ser interessant nok ud til at jeg skal sætte tid af til at lege med det, hvis det overlever den første hypekurve.

3) Man kan godt samle 30 nørdede kvinder (og en håndfuld mænd) til et foredrag om kvinder i it-branchen... og i Lithauen er der langt flere kvindelige nørder end herhjemme.

Kvinder er åbenbart generelt dårlige til at prale, så det skal jeg til at øve mig i.

Her i Århus har vi til gengæld en god netværksgruppe Ada Aarhus, som gør rigtig meget rigtigt i forhold til kvinder og it (og de holder gratis netværksmøde her tirsdag aften under konferencen for alle som skulle have lyst).

4) USA er et stort land og man skal forsøge at undgå at generalisere over amerikanere, især når man snakker med en. Dev/Ops-speaker Michael Nygard var meget venlig og fortalte mig om de regionale forskelle i arbejdskultur, politik og sprog.

5) Jeg kom til at rødme som en rigtig dansker, da Dave Thomas (tirsdagens keynotespeaker med pondus og kæmpe netværk) fortalte mig at han gerne vil underrettes, når jeg udgiver mit første produkt i vores startup-virksomhed - man skal jo huske at bruge sit netværk. Tanken om at Dave Thomas tæller sig i mit netværk forstærker kun min forkærlighed for konferencer - Dave og jeg kender kun hinanden fra diverse JAOO, QCon og GOTO-konferencer de seneste år. (se også del 2 af punkt 3)

6) Jeg fik 2 uopfordrede henvendelser efter samarbejde på konferencen - og fik snakket med rigtig mange andre potentielle kunder. Konferencer er specielt gode, når man er selvstændig.

7) Jeg er ikke bange for dynamic-keywordet i .NET, men jeg er heller ikke imponeret.

8) Amazons EC2 er interessant, men alle som taler om det, nævner hvor meget arbejde det kræver og hvor mange failures der skal håndteres. Man får meget, men det er hårdt arbejde.

Jeg beklager noteversionen af et blogindlæg, men det er meget svært at skrive dybe indsigtsfulde blogindlæg, når man er på konference.

Håber du stadig kunne fornemme stemningen her på GOTO i mine noter.

Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Lars Tørnes Hansen

Dart ser interessant nok ud til at jeg skal sætte tid af til at lege med det, hvis det overlever den første hypekurve.

Jeg synes også at Dart ser interessant ud. Der har her på v2 været en artikel om det, og folk stillede naturligvis spørgsmålet "Hvorfor endnu et sprog?" og var iøvrigt ikke så positive. jeg tror at man bliver ret så vaccineret over for hype i IT brancen, når man har været der.

Personligt er jeg åben over for at tage et nyt sprog i brug, hvis det gør livet nemmere for mig som udvikler.

... og med hensyn til din/jeres start-up: Held og lykke med den. :D

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere