per lolk bloghoved

Efter Datacenterkonferencen: Du er ikke alene om at være bekymret

På Version2s Datacenterkonference i marts var jeg inviteret med som live-blogger og rapporterede fra cloud-sporet, hvor snakken og diskussionen om Unified Computing/Converged Infrastructure var koncentreret (se indlæggene fra dagen her).

En super interessant dag, med masser af information og idéer og teorier. Og her er det med vilje, jeg skriver teorier. For på flere områder er det det stadie, vi er på i forhold til at integrere, centralisere og ”cloudificere” virksomheders it.

Jeg møder ofte dygtige, intelligente medarbejdere og chefer, der bliver tromlet, fordi de tillader sig at stille spørgsmålet: ”Er det virkelig muligt alt det her?”

Så hvis der var nogen, der sad på Datacenterkonferencen og fx tænkte: ”Hvordan hænger det overhovedet sikkerhedsmæssigt sammen??”. Eller: ”Når vi allerede i dag har performance-problemer på grund af afstand, når tingene ikke står lige ved siden af hinanden – hvordan skal det så gå, vi splitter tingene ad i diverse private og public clouds i datacentre i ind- og udland, samtidig med at det hele skal snakke sammen med de systemer, vi stadig er nødt til at have stående i virksomheden??”.

Måske sad nogle endda og funderede over, hvordan man sikrer sine systemer i skyen? Det har jo været bragt til torvs af andre end mig gennem tiden. Hvem kan man stole på? Hvem er her helt sikkert de næste mange år? Hvad med data hos udenlandske cloud providers? Lovgivningen er jo ikke ens kloden rundt, og hvem har ressourcer til at sætte sig ind i den slags oven i alt det andet?

Jeg vil egentlig bare gerne bakke dem op dem, der sidder med den slags spørgsmål. Jeg har endnu til gode at møde nogen, der har svarene, og før der er nogen, der har de svar, kan dele af infrastrukturen leveres som en service og visse cloud services kan (med stor omtanke) integreres. Men der ingen, der har hverken teknologien til eller erfaringen med fx et scenarie hvor backenden står i en virksomheds eget datacenter og kan kommunikere og udveksle data med en frontend, der står i et cloud datacenter. Hvis nogen har en reference på det, vil jeg gerne se den.

Jeg har heller ikke mødt dem, der har løst den måske helt banale udfordring i forhold til afstand. Jo længere datacentrene ligger fra hinanden, jo mere forsinkelse vil der opstå og jo flere performanceproblemer vil virksomheden opleve. Igen: Det ville være spændende at læse historien om en virksomhed, der har løst det.

Der er ingen tvivl om, at der findes megen super interessant teknologi til datacentre, og der er mange spændende cloud-løsninger. Men i forhold til at kombinere dem, træder vi virkelig teknologiens barnesko for tiden. Så før Cloud/Unified Computing/Converged Infrastructure for alvor bliver en succes, kræver det, at der sker endnu mere udvikling. Indtil da holder jeg fanen højt for, at det ikke er helt så nemt, som det ofte bliver præsenteret rundt omkring.

Relateret indhold

Kommentarer (0)
Log ind eller Opret konto for at kommentere