Edward Snowdens biografi

Som det vil være læserne allerede bekendt er jeg Edward Snowden dybt taknemmelig for at afsløre jeg alligevel ikke var paranoid når det kom til stykket.

Jeg har derfor med stor interesse læst hans biografi "Permanent Record".

Illustration: Forlaget

Den har min varmeste anbefaling, både til IT-sikkerhedsfolk, "almindelige" IT-folk og almindelige mennesker, en prima julegaveide.

Men en forstyrrende association dukkede op undervejs.

Lav et lille bitte skridt til siden, så IT bliver til rigtig magi og pludselig er man i en variant af Harry Potter universet hvor Hogwarts ikke findes.

At læse ES's historie er som at læse om Harry der må finde ud af alting selv og som takket være en atypisk høj moral gør det Rigtige Når Det Gælder.

Dette i modsætning til hans talrige kolleger i NSA, CIA og Dell, der bare syntes det var så fedt at kunne give mugglerne børster fra den kost de på uforklarligvis mestrede og derfor ikke tænkte nærmere på hvad deres evner blev brugt eller misbrugt til.

...hmm...

Fik jeg en fortegnsfejl der ?

Vi prøver lige igen:

Lav et lille bitte skridt til siden, så IT bliver til rigtig magi og pludselig er man i en variant af Harry Potter universet hvor Hogwarts hedder NSA.

Der er også andre skoler for trol^H^H^H^HIT-genier, CIA, GCHQ osv. og de har allesammen samme mål, at bekæmpe "de onde", men samarbejdet halter gevaldigt, selvom de regelmæssigt afholder turneringer hvor de kæmper imod hinanden i underlige sportsgrene som "cyberkrig" med regler almindelige mennesker ikke forstår et hak af.

Når man er blevet inviteret indefor sværges man til tavshed og man skal overholde mange underlige regler og ritualer som man ikke altid forstår før et par bind senere.

Man lærer også om en masse ting som mugglere ikke ved noget om, f.eks at man kan spole tilbage i tiden og overhøre enhver kommunikation som mugglerne måtte have haft.

Man opdager også at at sandheden naturligvis bliver bøjet til ukendelighed, for man kan ikke bare fortælle mugglerne at de er en lavere klasse af mennesker uden rettigheder og indflydelse, men samtidig ønsker man heller ikke at overtage ansvaret for at mælken kommer frem hver morgen, så mugglerne kører et "sock-puppet" regime, der i sidste ende gør som de får besked på, via forblommede og truende forklaringer, afleveret på højeste sted til stadig skiftende "statsoverhoveder".

(Se det går meget bedre med det her fortegn, gør det ikke ?)

Edward er ingen Harry.

Faktisk findes der ingen person i Rowlings univers der gør noget så utænkeligt som at fortælle mugglerne hvorledes De Retmæssige Herskere overvåger dem uden hverken samtykke eller medviden.

I Rowlings univers er alle dem med U.G.L.E efter deres navn nemlig the good guys, mugglerne er bare en underklasse der må finde sig i hvad der bliver dem tildelt, til gengæld for vage løfter og margnal performance i disciplinen "Holde Ondskaben i Ave".

... og det er sådan set præcis således Edward Snowden beskriver folkene på indersiden af efterretningstjenesterne og deres verdenssyn.

Hvis troldmændene og heksene virkelig ville det, kunne de afsløre enhver bandit i habit, enhver dobbeltmoralsk politiker, enhver livsfarlig kvaksalver og enhver utro løgner blandt mugglerne.

Men det gør de ikke, hvorfor skulle de dog det ?

...med mindre, selvfølgelig, at det passer ind i deres eget kram.

Og skulle en flok mugglere komme af dage fordi de stod det forkerte sted når De Gode kæmper imod De Onde er det bare ærligerligt, det er ihvertfald ikke vigtigt.

Det er et godt spørgsmål hvad Rowling ville have skrevet hvis en eller anden 3-rangs troldmand var stukket af fra Hogwarts med en masse interne notater og havde afleveret dem til mugglermedier.

Det er bestemt ikke utænkeligt at vedkommende ville ende med at leve i asyl, beskyttet mod "De Gode" af en af "De Onde" mens alting fortsætter uforandret.

Vi lader billedet stå et øjeblik...

Men som sagt: God bog.

Bare lad være med at tænke på Harry Potter mens I læser den.

phk

Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anne-Marie Krogsbøll

.. Jeg kan sagtens - selv uden at have læst Harry Potter - se parallellerne. Og at Harry Potter er et velegnet billede for magiske og manipulerende IT-regimer ser vi jo helt bogtstaveligt i Verona, Epics Hogwarts.

Jeg er dog lidt mystificeret over "3-rangs troldmand " . Jeg tænker, at der henvises bogstaveligt til "rang", og ikke til dygtighed og evner?

Kan man ligefrem sammenligne beskrivelse af "Deep State" i denne artikel med ovenstående Hogwarts - eller er det for langt ude?
https://whowhatwhy.org/2019/10/30/who-is-homo-contractus-edward-snowden-...

Jeg spørger af et ærligt hjerte - jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om det er en beskrivelse, som bør tages alvorligt eller skrottes som regelret konspiraltionsteori uden hold i virkeligheden. Jeg håber meget det sidste (og håber på hjælp til at gennemskue det), for ellers ser det i sandhed meget, meget mørkt ud.

  • 1
  • 0
Jan Heisterberg
  • at kunne ændre verdenen og afskaffe al den der logning og registrering.

Men det STØRSTE problem er vel anvendelsen - dvs. overvågningen.

HVIS nu alle de her registreringer lå vel forvaret og ikke blev brugt, så udgjorde de selvfølgelig en risiko, og den kan vi mugglere så vurdere, men helt slemt var det vel ikke.

HVIS vi nu alle blev enige om, i de demokratiske lande indledningsvis, at MISBRUG er det ALVORLIGSTE vores retssystem og pressesystem kan gøre, så ville denne proportionalitet mellem forbrydelse og konsekvens MÅSKE nedregulere misbrug - til gavn og glæde for os mugglere.

Det er KRÆNKELSERNE som er det alvorligste - lige fra offentliggjorte telefon- og SMS-beskeder til billeder fra video-kameraer.
At jeg går håndtur med xxx og filmes er ikke så slemt som at OFFENTLIGGØRE samme film - med mindre, altså, samme håndtur endte i et røveri, vold eller værre.

  • 2
  • 4
Bjarne Nielsen

Men det STØRSTE problem er vel anvendelsen - dvs. overvågningen.

Nej, allerede her springer kæden af for dig. Det er et falsk præmis på samme måde, som "hvis du ikke har noget at skjule...". Det er ikke sådan at overvågning virker på mennesker.

Den udbredte overvågning i Østtyskland var en grim ting. Men det ikke alle, som blev overvåget, og det var mindst lige så grimt at alle følte sig overvåget ... og at de derfor overvågede sig selv. Det var ikke magtmisbruget, som gjorde den store forskel, men potentialet for det.

  • 8
  • 0
Mette Nikander

Stor ros for dine smukke analogier til Harry Potter universet Poul- Henning...og iøvrigt spot on. Nu skal vi bare ha alle danskere til at læse Harry Potter, så kan vi måske endelig få den passende digitale kultur, som i den grad mangler;-)

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere