henrik knopper bloghoved

E-bøgers storhed og fald?

Læser du e-bøger?

Kan du huske dem ligeså godt som dem du har siddet fysisk med i hånden?

For et stykke tid siden så jeg nogle henvisninger til en videnskabelig undersøgelse der viste, at man hverken husker eller forstår bøger man har læst elektronisk nær så godt som bøger man har haft fysisk i hånden.

Undersøgelsen blev refereret i en artikel på popularmechanics.com, men da jeg ikke har login dertil, kunne jeg kun se de indledende bemærkninger. Og siden har jeg ikke kunnet genfinde den - så dem der vil har faktuelle referencer må hellere stoppe her... (eller sende mig et link)

Men pointen var, at da læsning er en meget ny disciplin for mennesker har vi ikke udviklet et hjernecenter til tekstgenkendelse. I stedet bruger vi den motoriske og den rumlige del af hjernen til at huske det vi læser. Det vil sige at højden af bogens højre og venstre side hjælper os til at huske hvad der sker hvornår i en roman. Det at man fysisk skal tage 1/3 del af siderne og vende for at gå tilbage og se hvad det egentlig var han sagde der i begyndelsen.

Hvis man er typen der skriver noter i margen, så kommer de også mere naturligt ind i sammenhængen end de - i øvrigt smart søgbare - noter man kan skrive ind i sine e-bøger.

Konteksten er fysisk. "Jeg skrev på en af den første 100 sider."

Det ligger meget godt i tråd med det usability-eksperten Jakob Nielsen har sagt i 15 år, nemlig at man ikke læser hvad der står på en skærm. Man skimmer det. Derfor bliver web-sider mere læsevenlige hvis man fremhæver nøgleordene.

Så husker man ikke hele siden, men man husker hovedbudskabet. Hvilket er fint til websider, men ikke nødvendigvis yder retfærdighed til en roman hvor forfatteren har gjort sig umage med dialog og formuleringer.

Desuden har de fysiske bøger den fordel at de ved deres blotte tilstedeværelse minder en om at man jo er i gang med en bog. Først nu hvor jeg sidder og skriver dette kommer jeg i tanke om at jeg egentlig fik startet på en e-bog for 2 år siden. Min eneste. Den blev jeg aldrig færdig med.
Derimod bliver jeg dagligt mindet om de 4 bøger jeg er i gang med i fysisk form. At tiden så ikke er til at få læst så meget videre er en anden historie.

Men spørgsmålet er:

Husker I jeres e-bøger?

Har I fravalgt dem?

Skriver I også alt ud som er på mere en 2 sider inden I læser det?

Kommentarer (31)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Tom Risager

Personligt læser jeg masser af skønlitteratur på min Kindle. Den er let at have med alle vegne, den fylder ikke i reolen, og jeg synes ikke at jeg går glip af noget i forhold til at læse en "rigtig" bog. Det er også rigtig praktisk at kunne slå et ord op når man læser fremmedsprog uden at skulle hente den røde i reolen.

Til gengæld foretrækker jeg klart faglitteratur i bogform. Det er alt for besværligt at slå noget op i en ebog, og det er meget hurtigere at bruge en blyant til understregninger og notater i teksten i en rigtig bog.

  • 9
  • 0
Claus Jensen

Jeg har prøvet at læse skønlitteratur på både Kindle og iPad nogle gange og det fungerer ikke rigtigt for mig. Det er meget svært at forklare, men jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan slappe af på samme måde, som når jeg læser en rigtig bog.

Et eksempel er, at jeg ofte lige stirrer ud i luften i nogle sekunder og funderer over, hvad jeg lige har læst, så kigger jeg ned igen og læser videre. Det kan jeg uden problemer gøre med en bog. Men med en e-bog, der tager det af en eller anden grund lidt tid at fange tråden igen.

Der er så mange fordele ved e-bøger, at jeg nok prøver igen. Men indtil nu er det ikke lykkedes mig at blive fortrolig med at læse på den måde.

  • 5
  • 0
Jesper Poulsen

Jeg udskriver datablade, hvis jeg skal bruge de pågældende komponenter i et design. Jeg udskriver også diagrammer. Det er lettere at have et stykke papir på målepladsen og tilføje måleresultater til diagrammet når det er udskrevet.

Jeg køber heller aldrig e-bøger.

  • 3
  • 0
Claus Jensen

Lige præcis datablade har jeg faktisk vænnet mig til kun at have elektronisk og læse på en computer. Der er mulighederne for søgning, bogmærker osv. en så stor fordel, at jeg ikke har brug for udskrifter. Men diagrammer, de bliver printet ud. Helst i A3...

  • 0
  • 0
Flemming Frøkjær

Jeg mener det er forkert at betragte e-bøger som et format.
Jeg ville meget nødigt undvære mine e-bøger. Jeg er på min anden kindle, og hvis den skal skiftes bliver det til en anden e-ink device. Måske en Kobo aura HD. Det er bare ikke alle e-bøger der er egnede til e-ink.
Store mængder tekst er nemmere at læse på en e-ink skærm, mens den trykte bog er uhandy at side med i sofaen. Til fag literatur med grafer, skemaer og tabeller er en tablet bedre, men man bliver hurtigere træt i øjnene. Mange fagbøger læse jeg først igennem og benytter siden som opslagsværk, og her er en udgave hvor jeg både kan få den på min kindle og i f.eks pdf format at foretrække. Det tilbyder bla. Oreilly.
Husker jeg mere eller mindre, end hvis jeg havde læst den som fysisk bog? Det tror jeg ikke, men hvis jeg skulle læse en fagbog og jeg kun måtte få den i et format ville det blive den fysiske da det er det bedste all round format.

  • 2
  • 0
Johnnie Hougaard Nielsen

Mere på Videnskab.dk: Du husker mindre og læser dårligere på en skærm

En undersøgelse gik på at sammenligne via læsning af PDF filer på skærm/papir. Det bemærkede jeg er et dårligt grundlag, fordi PDF kun er gode til papir, og et skrivebords-setup er heller ikke optimalt til fordybelse. Og at der meget vel kan være en effekt med at folk som har startet med at læse via papir-bøger, bliver "forstyrret" af et nyt miljø.

Jeg vil også sige at pointen med at læse en bog i mange tilfælde ikke er at få bogen "lært", men at sætte sig ind i et emne. Her kan det være en væsentlig fordel nemt at kunne følge tangenter, selv om dette må forventes at give lavere score omkring at kunne referere hvad der stod i selve bogen.

Sådanne undersøgelser laves lidt for ofte ud fra en idealisering af konceptet "bog" som det primære, selv om det i høj grad er opstået ud fra de fysiske begrænsninger omkring produktion og distribution. Der er næppe tvivl om at skift af media kan sænke præstationerne omkring de færdigheder som passer til papir-bøger, men det kan være noget andet end præstationerne omkring at kunne sætte sig ind i et emne.

Der kan dog bestemt også være typer af stof, hvor den fysiske oplevelse af bogen er en integreret del af hvad der formidles, men det kan ligeså vel siges at gælde for et budskab tænkt til formidling elektronisk.

  • 2
  • 0
Kim Hjortholm

Køber 95% eller mere udelukkende som e-bøger. Hvis man kun læser få bøger så er det fristende at holde fast i det gamle fysiske format. Jeg læser typisk 1-5 bøger om måneden og den lette adgang til at få en bog leveret med det samme gør at jeg får læst endnu mere. Fordelen ved altid at have læsestof med sig uden det fylder er genial, ingen spildtid eller frustrationer ved ventetid eller forsinkelser => blot ekstra læsetid. Da jeg stort set udelukkende læser på engelsk både faglitteratur og skønlitteratur er det samtidig billigere at bestille en ebog. 1-5 bøger om måneden gør også at reolplads bliver et problem ved fysiske bøger- selv når bøgerne stakkes i to lag, iPad bliver ikke tungere når biblioteket udvides, de ca 120 bøger der er på min Kindle ville være et problem at få plads til fysisk.

  • 2
  • 0
Steen Eugen Poulsen

Jeg bruger kun e-bøger.

Jeg kan ikke se nogen forskel på at læse på min iPhone eller papir. Jeg hader at læse en bog to gange fordi jeg kan huske dem. Så jeg er meget opmærksom på om jeg genkender noget jeg har læst.

Jeg er en bogorm, så jeg tror vi snakker 500 bøger bare i år.

  • 0
  • 0
Allan Dahl

O'reilly til faglitteratur og Amazon til skønlitteratur og så det hele sendt automatisk til min Kindle. Det gør det så bekvemt, at jeg får læst meget mere end før-kindle tiden.

Om jeg taber lidt på performance, så bliver det i hvert fald opvejet af tilgængeligheden. Og via Amazon, så kan man jo også lige læse et afsnit eller to på sin mobil, hvis man nu ikke har sin Kindle med.

Så man kan i stedet diskutere om det giver mere værdi at huske 80% af 5 ebøger end at huske 99% af 2 fysiske bøger. Jeg har truffet mit valg og holder mig til ebøger.

  • 3
  • 0
Flemming Riis

Personligt køber jeg en del fag bøger i ebog og for dem stort set aldrig læst før jeg har dem på papir , så kan de bruges til opslag senere.

ellers er alt på ebog , indtil den dag alle bog producenter bliver enige om højden på bøger :)

Syntes lidt man mister overblikket hvor i en bog man er hvis man tænker tilbage men glemmer ikke indholdet

  • 0
  • 0
Jørgen Henningsen

Jeg bruger 100% e-bøger og udskriver så godt som aldrig noget...
De få ting jeg kun har på papir scanner jeg hvis det er muligt.
Min forståelse/evne til at husk er da den sammen, som med en fysisk bog.

Det er et spørgsmål om at bruge det rigtige værktøj/program/ebogs læser og så gå all in. Hvis man er vant til at læse i en fysisk bog, som mange stadig er, så skal man vænne sig til ebogs formatet.

Hvad er også alternativet... skulle vi tilbage til et papir nusseri med faneblade og ringbind og tonsvis af bøger.... Skal vi udskrive internettet og lægge det på biblioteket??? Nej tak.. Jeg kan godt huske alle de problemer der er i papir... alle de timer jeg har brugt på at lede efter bøger, noter, lønsedler, kvitteringer og hvad har vi. Lad os komme helt af med det bøvl og digitalisere det hele.

Men jeg savner et rigtigt godt format til interaktive bøger....
Det skal ikke være web baseret og det skal være åbent. Nogen bud?

  • 0
  • 1
Marc Barnholdt

Jeg er en af de heldige, som husker enormt godt. Jeg husker i associationer og kan derfor altid finde frem til et nøgleord eller et kapitel i min hukommelse. Jeg kan af og til også huske den kontekst der ledte op til det jeg skal finde og kan derfor bruge det til at komme videre. Så jeg læser alt hvad der er muligt, at læse på min kindle. Jeg har læst både skøn og fag litteratur.
Jeg må medgive, at det nogen gange er hurtige at slå fysisk op i en bog, men fordelene ved at have alle bøger med i tasken, holdt sammen med den oftest lavere pris, er for mig et bedre alternativ.
Jeg tror nu også på, at det man læser i en bog skal bruges, før det læres.

  • 0
  • 0
Rune Molin

Jeg kan godt læse skønlitteratur på min kindle (eller kunne, indtil jeg glemte den i et fly), men faglitteratur vil ikke rigtigt sidde fast før jeg har haft papir mellem hænderne

  • 0
  • 0
Jesper Sørensen

e-bogen har sine fordele og de skal udnyttes, men det er (som i så mange andre tilfælde) ikke et spørgsmål om enten eller men snarer både og. Vi er f.eks. nogle der, som det første (hvis familien giver lov...), styrer direkte til en boghandel på ferieturen! Jeg har altså svært ved at se e-bogen vække de samme følelser som en gammle, støvet boghandel - med reoler stoppet af viden, visdom og underholdning. Duften af lettere mølædt papir, den altvidende og lettere eksentriske ekspedient, åndfællerne der som en selv har det der verdensfjerne blik i øjnene - og så selvfølgelig - eureka - der står den jo - den bog man har forgæves har ledt efter (også på nettet)! Og vel hjemme igen kan ens egen bogreol(er!) tilføjes endnu en perle inklusive alle de historier og minder der følger med. Alt i alt er e-bogen med til at trække noget essentielt og smukt ned på et ordinært niveau!
Men naturligvis har den sin berettigelse! Den kan så mange ting - men jeg mener ikke den skal ses som "en til en" erstatning af papiret! Det er som med it-systemer: vi satte strøm til papiret med stive og udynmiske systemer til følge og er først nu ved at finde ud af hvad vi faktisk kan bruge skidtet til!

  • 6
  • 0
Jimmy Frydkær Dürr

Jeg har hentet et par bøger i E-form gennem tiden. Men det er godt nok svært at komme igennem sådan et værk, sat overfor en fysisk ting af slagsen.

De problemer, jeg oplever ved at læse stof på min Pc-skærm er, at øjnene går trætte længe inden de normalt gør ved læsning af en fysisk roman. Har sikkert noget med lys/kontrast-forhold på skærmen at gøre. En fysisk bog løber jo heller ikke tør for strøm, sådan som en laptop kan gøre, når man sidder og læser et sted uden stikkontakt i umiddelbar nærhed.

Så papir/pap til mig, tak.

  • 3
  • 2
Arne Jæger

Jeg må nok også tilslutte mig papir-brugerne.
Der kan være mange årsager, men for mig er her et par stykker

1) Jeg ÆÆÆÆLSKER bøger :-)
Jeg synes ikke der er noget, der er meget smukkere at se på, end hyldemeter efter hyldemeter af bøger.

2) Bøger er ikke kun et medie - somme tider er det også et lille kunstværk, hvis man kigger på indbinding (især gamle/ældre bøger) og omslag. Endvidere er nogle bøger i et noget større format end en 9-12" skærm, som gør at oplevelsen ved at kigge på f.eks. et billede ødelægges. Endvidere har jeg også bøger, som jeg bare skal ha' stående for at ha' stående. Hvis jeg vil læse dem, må jeg tage paperback-udgaven istedet :-)
Ja - indrømmet - jeg er ikke helt normal på dette område. Nogle ville måske vælge at kalde det en bog-fetisch. Fint med mig, for jeg elsker jo bøger - se evt. punkt 1 :-)

3) Jeg er en halvgammel nisse. Godt nok arbejder jeg med IT, men har gjort det i snart 30 år, og er nok ikke så "gadget fikseret" som mange af mine yngre kollegaer er. Dog har jeg både iPhone og iPad, men den første er primært et kommunikationsmiddel og meget sekundært opslagsmiddel. Den anden er primært for at jeg og konen kan se noget amerikansk fodbold via NFLs GamePass :-)

4) Fremtidssikring. Jeg er overbevist om at det analoge format mine bøger har i dag, vil kunne overleve årtier - ja endda århundreder - uden at blive "ukompatible" eller skal igennem en "technology refresh", som alt andet forbruger-elektronik lider under. Først fladskærm med Mpeg2, så Mpeg4, det næste hedder 4K og standarden efter er også på plads. Så det er bare at købe nyt hele tiden, samtidig med at "ældre formater ikke længere er kompatible". Sådan bliver det med garanti for eBogs-læserne og formatet - uanset fabrikat. Jeg vil faktisk næsten gætte på, at de eBøger folk har i dag, ikke vil kunne læses om 25 år, med mindre man har en velfungerende læser tilbage fra de gode gamle 2010'ere :-)

5) Mine dårlige øjne. Ja, hermed også et rent sagligt argument. Mine øjne har gennem et langt liv modtaget nogle skader, der gør at jeg ved længere tids skærmlæsning får trætte øjne og tendens til hovedpine, da jeg skal fokusere på en anden måde, end når jeg læser et stykke papir. Det er ikke et problem i det daglige, da jeg går fra og til skærmen / møder / osv., men ved længere tids fordybelse bliver det et problem.

6) Jeg har da også nogle bøger / publikationer / afhandlinger / osv. i PDF formatet, som jeg bruger til at gemme og arkivere ting. Endvidere er formatet ganske velegnet til søgninger, men skal jeg læse 10+ sider vælger jeg som regel at udskrive dem jeg skal læse.

Men sådan er vi jo alle så forskellige....

  • 4
  • 0
Morten V. Christiansen

Hvis det er den samme undersøgelse, så viste den at svage læsere har sværere ved at arbejde med elektroniske dokumenter (a la pdf) end med de samme dokumenter på papir.
Den sagde intet om læsning, intet om stærke læsere og i særdeleshed intet om bøger læst på e-bogs læsere. Hvilket ophavspersonerne til undersøgelserne også understregede.
Men jeg medgiver, at det i populærpressen blev fremstillet som du også gør.

Personligt læser jeg nu skønlitteratur primært på min Kindle. Det er en anden oplevelse end at læse en rigtig bog. Søgning foregår på en anden måde. Der er lys i skærmen. Der skal bladres lidt oftere. Jeg vil hverken kalde det definitivt værre eller bedre.

Det som er bedre, er at jeg ikke behøver at investere i flere reoler. Jeg har ikke plads til flere. Og søgning efter bøger, snarere end i bøger, er blevet meget nemmere. Det ligger alt sammen samme sted.

  • 1
  • 0
Flemming Madsen

Jeg har med stor fornøjelse brugt E-bøger de seneste 8-10 år. Læser mestendels på Engelsk, hvor bøgerne udkommer meget hurtigere(læser mest UK-US forfattere).
Alle fordelene med portabilitet sprang en i øjnene allerede ved PDA'en. Der var da ind imellem udfordringer med forskellige formater, men hurra for nettet og alle de forskellige konverteringsprogrammer.
Faglitteraturen læses med stort udbytte på en nyere widescreen, hvis der skal kigges på tegninger eller diagrammer.

  • 0
  • 0
Tine Andersen

Jeg er først for ret nyligt kommet i gang med e-bøger, og jeg bruger tre apps på min (lille billige) tablet, der ingen af dem, der fungerer 100 % godt, og ifht en fysisk bog er der også en del ulemper.

Jeg har visuel hukommelse, så jeg ved at noget stod på en højre side cirka halvvejs inde i bogen fx.

Om apps:
E-reolen er okay, men man skal huske at prøvelæse før hjemlån. En del bøger er i meget gnidret skrift, der godt nok kan forstørres, men så går teksten tabt i siderne- dvs der skal scrolles. Nu læser jeg i "højkantformat" (pga min læsehastighed)- dette format kan ikke låses, så hvis man vender sig i sengen, kan der gå kuk i systemet. Der kræves virkelig små fine barnefingre til at bladre rundt i bøger/emner- og søgefunktionen er lala.
Udvalget er primært nyere bøger fra mindre forlag, og få ældre bøger (fx Dorothy L. Sayers). Der kan kun lånes 40 bøger om måneden.

E-bib: Der kan kun lånes tre bøger/måned. Nogen bøger skal reserveres (hvorfor dog?!). Søgefunktionen er la la. Stort udvalg i nyere bøger.
Kræver stadig barnefingre, men er marginalt bedre. Mangler derimod linkfunktion (som E-reolen har) så man kan se alle titler af en forfatter nemt. Søgefunktionen er ikke specielt god.
En væsentlig mangel: Den husker ikke, hvor man er nået til, så man kan få bladret meget rundt. Og kuriøst min pinkode skjules, men mit lånernummer (cpr) er i klartekst.
Samme problem med tekststørrelse og manglende låsning af skærmformat.

Adliko: Meget stort gratis udvalg af ældre engelsksproget litteratur (masser af klassikere!), der er gratis, nyere skal købes. Er anvendelig som læser til e-bøger fra andre kilder end, de medfødte biblioteker. Søgefunktionen er la la (skelner ikke mellem gratis og betalingsbøger). Oversigten over titler er meget lang og usystematisk (og langsom til at loade).
Meget god kontrol over tekststørrelse, margener og fastlåsning af format- men menuen er "usynlig"- dvs ligger nede under teksten, så man skal prikke dér.

Der er således ikke noget, der er helt topgodt faktisk, er de ret halvgode.
Ulempen ved e-bøger er, at udvalget er meget ujævnt- ifht et fysisk bibliotek, hvor man dog kan bestille ældre titler (Har engang til mit bib's fortvivlelse læst alle titler af Svend Fleuron- heraf skulle de fleste skaffes fra andre biblioteker...)

Jeg køber mange bøger, helst paperbacks da de ikke er så tunge (har problemer med nakke/håndled)- og gerne billige brugte- www.alibris.co.uk/ fx- er super i udvalget af nye og gamle bøger- både spritnye og brugte (brugte er i meget god stand!). Man skal bare lige holde øje med- om det er UK, man bestiller fra- USA er som bekendt ikke EU-land, moms/told osv.

Ifht fysiske bøger: e-bøger kræver strøm- og netadgang, ikke som en bog man bare lige lægger fra sig. (Og man kan stadig ikke læse e-bøger i badekarret!). Det er mere trættende for øjnene, om man sidder mere "låst"/spænder mere. Fordel: Det vejer og fylder mindre med en tablet og et mobilt hotspot på rejser, men det kræver strøm (opladere- og strømstik)- og et etui til dette. Men fysiske bøger fylder og vejer. Så...

Jo, jeg har sværere ved at læse fra skærm og også huske det læste, jeg kommer typisk til at skimme fagtunge tekster, det går lidt bedre med skønlitteratur/biografier/essays. Og så irriterer det mig, at fodnoter står underligt- i slutningen af et kapitel- eller bagest. Hvorfor ikke lave henvisningen som links?

Fremhævet tekst: Jeg har lige læst "Debutantens Dagbog"- og Dennis Ritters tekst er fuld af ord i kursiv, det er faktisk irriterende at læse. (Nok en typisk sportsjournalist-uvane...). Et par e-bøger bruger også blå tekst, som i links, men det er de ikke.
En del e-bøger af typen ("eget forlag") blog på tryk (især om selvudvikling -af terapivrag)- og det er stadig dårlig litteratur, men de har formentlig været billige for bibliotekerne. og så er der et væld af ikke særlig gode danske krimier/thrillere. Men det har det fysiske bib så også.

Mvh
Tine- der aldrig skriver i bøger,, men nok laver noter/afskriver citater

  • 1
  • 1
Finn Christensen

Jeg er en bogorm, så jeg tror vi snakker 500 bøger bare i år.

Har ikke en eneste e-bog, og tænker heller ikke på at bruge tid på e-bøger nogensinde. Men det meste af det faglige og lignende, det er rent elektronisk.

Jeg skal have mine 3/4 til halvanden meter bøger årligt, da de fungerer fremragende sammen med andre analoge dele af tilværelsen - vinyl og rødvin m.v. ;)

  • 1
  • 1
Per Hansen

De problemer, jeg oplever ved at læse stof på min Pc-skærm


nu var emnet ebøger, hvilket jeg normalt vil opfatte som en e-ink baseret device.
e-ink er en markant anderledes oplevelse for øjnene end en pc skærm eller en tablet, og bruger kun strøm når du bladre, og de løber derfor heller ikke så let tør for strøm som din laptop. de holder let 30 dage mod din labtops 3 timer.

  • 1
  • 0
Helle Eriksen

I en tid hvor mange tilbringer meget af dagen med en eller anden online eller telefon aktivitet, er den traditionelle bog en mulighed for at koble af fra netop disse aktiviteter.

Blandt ereadere har den basale Kindle uden mange online muligheder i den forbindelse en klar fordel. Man kan stadig have en fornemmelse af at lægge computeren fra sig og slukke telefonen når man begynder at læse. Den har ikke baglys og man er derfor stadig i et bogunivers hvor mulighederne for at læse følger dagslyset eller det lys der er etableret i (fælles) rummet.

Iøvrigt skal man vænne sig til alt og man kan ikke uden videre erstatte århundreders næsten genetiske vane med en fysisk bog i et åndeligt univers uden at miste et eller andet indtil det bliver samlet op igen.

  • 1
  • 0
Flemming Frøkjær

Ifht fysiske bøger: e-bøger kræver strøm- og netadgang, ikke som en bog man bare lige lægger fra sig. (Og man kan stadig ikke læse e-bøger i badekarret!). Det er mere trættende for øjnene, om man sidder mere "låst"/spænder mere.

Strøm ja, Ca 1 gang om måneden. Det kan jeg leve med. Net adgang? Til hvad? Ja når jeg køber en ny bog, men det skal du vel også med en fysisk bog. Til gengæld leveres den med det samme, uden forsendelses omkostninger.
Trettende for øjnene. Kun hvis du forsøger at læse på en aktiv skærm som en laptop eller tablet. Prøv en e-ink skærm. Den er præcist så behagelig at læse på som normalt papir, også i direkte sollys. Faktisk er en kindle bedre i direkte sollys på teressen en solrig sommerdag da hvidt papir kan virke mere blendende end den matte kindle.
Den er nemmere at side med end en bog. Vejer mindre, fylder mindre og man kan selv bestemme tekst størrelsen.

  • 1
  • 0
Rene Nejsum

Enig, da jeg fik en Kindle Paperwhite faldt det i hak for mig. Jeg har tidligere brugt både Kindle gen 1, PC og iPad, uden at være super glad for det...

Men den lille lette Kindle med baggrundslys og masser af batteritid finder jeg perfekt til at læse, især skønlitteratur.

Jeg er dog en smule tænksom over en anden ting: I August foreslog den (Amazon) mig at læse Enders Game, tre måneder før filmen har premiere, et tilfælde? :-)

  • 1
  • 0
Niels Holst-Nielsen

Jeg læser vel ca. 50-100 eBøger om året, alle på min Android fon. Hvis jeg skulle slæbe rundt på papirbøger, ville jeg vel få læst en under en tiendedel.
Aldiko eBook-reader er den første app jeg downloader til enhver ny smartphone.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere