Druk, hor og nøgenhed

I sidste uge startede ca. 80 nye studerende på mit studie i Århus og som en del af introduktionen var de igennem et 3 dages program med rundvisninger, introduktionsforelæsninger, underholdning og sammenrystning. Og i nogle situationer indbefatter sammenrystning en øl/sodavand eller flere.

Udover de 3 dage skal de også på rustur sammen og historierne om rusturenes rædsler er mange herunder tvunget nøgenhed, tvunget druk, udpumpninger, utallige scoringer, usømmelig omgang med dyr og hvad man ellers kan forestille sig af ubehageligheder, som unge mennesker i flok kan finde på.

Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg hører folks forestillinger om hvad der foregår på en rustur og tænker på mine egne erfaringer - jeg har selv deltaget i denne introduktion hvert år siden jeg startede i '99 som enten rus (ny studerende), tutor (ældre vejledende studerende) eller spændt observatør (med undtagelse af i år, hvor jeg var på ferie i New York). Selvfølgelig er det ikke sjovt hvis de nye studerende rent faktisk blev udsat for den slags historierne handler om, men den virkelighed jeg har oplevet ligger bare så langt fra historierne.

På datalogi, matematik, fysik, nanoteknologi og matematik-økonomi i Århus er de ældre studerende gået sammen i en tutorforening (vejleder og rundviserforening) for at give de nye studerende den bedste introduktion, som vi overhovedet kan. Foreningen bygger på frivilligt arbejde, hvor lønnen er det sociale samvær med de nye studerende, de andre tutorer og en afslutningsfest med alt betalt og faktisk kan det komme til at koste lidt at være tutor, fordi det er tradition, at man giver lidt at drikke til de studerende på deres første dag for at skabe et samlingspunkt for gruppen - det drikkelige er enten øl eller sodavand. Og det sjove er, at vi har alt for mange frivillige - i de sidste år har der endda været nogle som måtte undvære at være tilknyttet et hold nye studerende og kun deltage i de omfattende forberedelser op til at de nye kommer.

Styrken i en tutorforening er, at der er klare, gennemprøvede retningslinjer for introduktionen og klare konsekvenser for at give en dårlig introduktion, og det betyder at den introduktion man få som ny studerende er af meget høj kvalitet. Ingen skrækhistorier. Hvis folk er nøgne, så er de det frivilligt (de er jo voksne mennesker, så vi kan ikke forhindre det), man kan sagtens være en del af fællesskabet på sodavand og man bliver opfordret til at vente med romancen til man kender hinanden lidt bedre - kort sagt: ikke megen druk, hor og nøgenhed. Tværtimod indeholder en rustur oftest bare brætspil, guitarspil, hyggesnak, boldspil, information om studiet, sammenhold, arrangeret underholdning og en hyggelig øl eller flere for dem som har lyst. Diskoteksstemningen er fravalgt ved at begrænse musikken til den som man selv kan generere med medbragte musikinstrumenter og sit stemmebånd og tutorforeningen har endda deres egen sangbog, som bliver opdateret hvert år med guitarvenlige sange.

Det hele kan godt lyde lidt hippieagtigt, men for den ene weekend er det også sammenholdet og sociale relationer det handler om - man er jo afsted med de folk, som man skal arbejde sammen med resten af sit studie.

Hvis jeg kun skulle give et råd videre til de nye studerende, så ville det være at deltage aktivt i introduktionen - det vil hjælpe jer videre i jeres fremtidige studie og gøre et hårdt studie lidt nemmere at komme igennem. Der er mange it-folk, som er vant til at klare sig selv og være lidt mere indadvendte og generte, men sandheden er jo at det er de få, som kan klare sig alene på studiet, og det er usandsynligt at man kommer til at arbejde alene bagefter, så de sociale færdigheder kan man lige så godt indse er nødvendige. Og så er det utroligt sjovt og lærerigt og der er mange interessante, sjove og intelligente mennesker på sådan et studie. Vær en af dem! Velkommen - jeg glæder mig til at møde jer på studiet og ude i arbejdslivet bagefter.

Jeg håber at alle de nye it-studerende får en god velkomst på deres respektive nye studier - vi har ihvertfald gjort vores bedste i Århus.

Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Andreas Bach Aaen

Herligt at høre, at den kultur omkring rusintrosuktionen stadig er i live på bedste vis. selv var jeg rus i 1991 og tutor de efterfølgende 3 år. Naturvidenskab på Århus universitet har virkelig fået opbygget en sejlivet og stærk kultur omkring de frivillige og sociale arbejde i at skabe en god start på studietiden. Allerede før jeg startede med at læse på naturvidenskab havde tutorforeningen nedskrevne formål, pædagogigovervejelser og regler for god opførsel. Alt sammen for hurtigt at kunne give en fælles bevidsthed omkring hele forløbet. Det kræver nemlig noget ekstra at få en forening til at køre som en smurt maskine når knap halvdelen af de aktive udskiftes hvert år.

Hvor mange andre studier kan prale af have ældre studerende, der for at hjælpe den nye årgang godt på vej frivilligt arrangerer: rundvisning i byen, lysbilledforedrag og teaterforestillig, der begge giver en humoristisk fremstillig om hvad der er væsenligt for studiet, et live rollespil, hvor man gennemgår et studieforløb, men alt hvad det kan indebære af udfordringer med at dumpe en eksamen, reeksiminationer, studieretningsskift, dispensationer og meget andet. Dertil kommer som Therese skrev: en opdateret sangbog med de seneste guitarvenlige fællessange inklusive gamle sange fra julerevyer om studielivet.

Stort tillykke til naturvidenskab i Århus. Hvor studenter mon der i forvejen viste, hvilket socialt fællesskab de ville få tilbudt oven i alt det faglige?

  • 0
  • 0
Rasmus Kaae

Som aktiv deltager i den rustur fra 99, som Therese skriver om kan jeg kun understøtte synspunkterne.

Man bliver helt overrasket når man hører hvad politikere og andet godtfolk tror foregår på introturene.

Så vidt jeg husker var der en anelse (frivilig) nøgenhed på vores rustur, men det var i form af en flok fulde unge mennesker der kl. tidligt om morgenen sprang i det nærliggende vand.

Måske den forskellige opfattelse af introturene blandt os fra naturvidenskab i Aarhus og politikerne skyldes vilde udskejelser på deres introture?

  • 0
  • 0
Morten Olsen

Uden at fornærme nogen, så er der måske heller ikke så meget sjov ved nøgenhed og hor på en rustur for de nævnte uddannelser.. Med forbehold for sexuel præference selvfølgelig. Ligesom kønsfordelingen på min egen rustur i '95 på DTU heller ikke lige lagde op til de store kødelige fornøjelser. (Det var før DTU begyndte at oprette en række light-ingeniør uddannelser som bla. har været medvirkende til en bedre fordeling)

Da jeg læste de forargede indlæg i dagbladene omkring udskejelserne, så tænkte man da at sådan lidt uskyldigt tøjkæde kunne da ikke forarge nogen. Indtil jeg hørte en førstehånds beskrivelse af natløb på en rustur for KU medicin, hvor fx. opgaven på een af posterne var at spise yogurt af anus på en rus-vejleder. Det kunne måske godt virke lidt grænseoverskridende på de fleste...

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Hej Morten.

Skræmmende historie du har der fra medicin - det ville helt sikkert være grænseoverskridende for de fleste, men man har da heldigvis lov til at sige nej :-). Selve opsætningen viser dog et ubehageligt menneskesyn fra rus-vejledernes side, som simpelthen ikke kunne forekomme hos os, vil jeg påstå. Vi træner (hjernevasker) simpelthen vores rus-vejledere/tutorer til at ønske de nye en god start på studiet og det værste jeg har oplevet i min tid har faktisk været, når tutorerne har haft lidt for stor kærlighed til de nye studerende. I min historie ender det dog godt med bryllup og barn (og nej, det var ikke mig selv, selv om det godt nok var min tutor).

Med hensyn til kønsfordelingen, så er det jo netop med den baggrund at datalogi har valgt at mænge sig med nanoteknologi, matematik-økonomi og ren matematik - de har faktisk nogle rigtig søde piger og flere af dem :-). Nu er det jo heller ikke altid kvantitet det handler om og vi har da god kvalitet på datalogi, hvis jeg selv skal sige det ;-). Men flere piger på en hyttetur betyder stadigvæk ikke at man skal køre diskoteksstemning og score til højre og venstre - det er jo folk man skal leve med i mange år frem i tiden, og så er det jo rarest ikke at have gjort noget man ikke senere kan stå inde for - hvis det er ægte kærlighed, så kan det godt vente et par måneder til man har lært hinanden at kende lidt bedre.

  • 0
  • 0
Therese Hansen

Du har helt ret i, at det er en fantastisk kultur på studiet - og godt at høre at det også var sådan før min tid.

Jeg har dog hørt fra anden side at lysbilledforestillingen måtte lade livet sidste år - desværre. Ellers er det helt som dengang - vi har kun udvidet repertoiret, selvom tiden er skåret fra 5 til 3 dage. Jeg havde det faktisk lidt hårdt med at tage til New York og undvære revyen, som altid er introduktionens højdepunkt for mig. Det er ikke noget jeg gerne går glip af.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere