Diskrimination!

Finn Jordal har på http://digitaliser.dk/news/250539 et indlæg om at offentlige hjemmesider diskriminerer programmer. Forstået på den måde; at information i 99% af tilfældene alene udstilles til forbrug af mennesker og ikke som services, der kan bruges af maskiner.

ITST har med OIOREST og andre eksisterende og kommmende initiativer, lagt stien ud for, at man for rimelige omkostninger kan udstille sine informationer som dataservices. Der er derfor ingen grund til at vente.

Internettet er påbegyndt en ændring fra primært at levere indhold til primært at levere funktionalitet beregnet til maskiner. Jo hurtigere vi kommer i gang med den proces, jo hurtigere kan Det Digitale Danmark opnå fordelene til gavn for os alle.

Har du information, der kan være relevant for andre, så tænk ikke kun på din egen hjemmeside, men tænk på at informationen kan bruges i andre kontekst, end dem du kan forestille dig.

Udstil dem som dataservices, så andre kan bruge dem hvor, hvornår og hvordan brugeren har behov.

Vi skal væk fra 90'er tankegangen, hvor succeskriterier måles efter, hvor mange hits man har på sin hjemmeside. Succeskriteriet skal dreje sig om, hvor mange der bruger ens service og hvor mange mashup de indgår i!

admin adminusers billede

Kommentarer (4)

Peter Nørregaard Blogger

Det er mig en gåde hvorfor vi i 2009 stadigt ser offentlige udbud af silo-applikationer, dvs. med krav om en brugergrænseflade men uden krav om at den primære funktionalitet også er tilgængelig via services.

Jeg ville være en dårlig rådgiver hvis jeg foreslog en organisation at anskaffe sig et kunde-/partner-vendt site uden mulighed for en direkte proces-integration da det er her de helt store værdiskabende samfundsgevinster ligger.

Eller hvad hvis udbuddene blot havde krav om at applikationen kan indlejres sømløst i andre portaler med single-signon, á la Borger.dk? Det ville fx tillade at relevant funktionalitet kunne anvendes som en del af et ministeriums intranet uden at brugere skulle ud og logge på et silo-site med et andet look-and-feel.

Det er svært at se at silo-applikationer vil kunne give den nødvendige succes-oplevelse: De er muligvis billigere at få lavet men de vil opleves som forældede allerede efter 1-2 år.

Christian Nobel

Silo applikationer kan godt have sine fordele, f.eks. der hvor applikationen er meget målrettet en brugergruppe, og hvorfor design er valgt efter denne.

Der kan det give anledning til forvirring for den stakkels bruger, der forventer en skal vi kalde det tryg og statisk verden, hvis der hele tiden laves om, bare for at forfølge trends og buzzwords.

Husk på at brugere af nettet kan være meget forskellige, så det er ikke nødvendigvis alle der har behov eller brug for at funktionalitet og design ændrer sig hyppigt, bare fordi der er kommet nye ideer om hvad der er moderne, og hvad der ser "gammeldags" ud.

/Christian

Henrik Liliendahl Sørensen

Pointen i denne blog er vel netop, at udseendet kan være hvad det være vil, men at det er vigtigt, at de data, som skabes i den pågældende silo, er til rådighed for andre. Med andre menes andre programmer, uden at menneskelig interaktiv medvirken er nødvendig.

Henrik Hvid Jensen

Princippet er meget simplet! Hver gang man offentliggør struktureret information på sin hjemmeside, skal man per refleks også offentliggøre det som en dataservice. Mna kan bruges samme arkitektur hvis dataservicen offentliggøres som en REST-service

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer