per andersen bloghoved

Dine persondata er frie efter din død

Vi har (næsten) opnået udødelighed. Med det digitale samfund kommer vores profil og data til at være tilgængelige for de brede offentlighed – uendeligt.

Men hvor går grænserne for, hvad andre må offentliggøre om dig, når du ikke længere lever? Er der tale om personlighenførbare data, så er det først og fremmest reguleret af Persondataloven. Den gode nyhed er, at den gælder i dag for både levende og afdøde personer, så den giver en form for beskyttelse.

Den dårlige nyhed er, at det er også det eneste man kan sige med nogenlunde sikkerhed, for reglerne er mildelst talt uklare. Hvis der er tale om såkalddte ”personfølsomme” data om dig, så er udgangspunktet, at du skal give samtykke før offentliggørelse. Men da Datatilsynet ikke anerkender spiritistiske kanaler er det lidt svært, når man ikke lever længere.

Hvad er et stykke tid?

Derfor træder en anden regel i kraft, nemlig at man kan offentliggøre personfølsomme oplysninger om andre, når ”der er gået et stykke tid” og hensynet til offentliggørelse er større end hensynet til dig. Så hvis du fx er adopteret og det ikke er almindelig kendt, så skal du i levende live give tilladelse til, at det offentliggøres – men når du er død, så kan det offentliggøres efter ”et stykke tid”.

Det er elastik i metermål. Hvad er ”et stykke tid”? Der findes fra Datatilsynet ikke ret mange afgørelser, der belyser opfattelsen af dette begreb. En ældre afgørelse om offentliggørelse af data om modstandsfolk i den såkaldte Modstandsdatabase gav resultatet, at når personerne havde været døde i 10 år kunne man offentliggøre deres data i databasen over for offentligheden. Men ellers er Datatilsynets holdning, at det skal afgøres fra sag til sag.

Nu er det ”heldigvis” sådan, at der er indsigelsesret. Så kan man ikke lide de data, der er offentliggjort om en, kan man gøre indsigelse. Når man spørger Datatilsynet, hvordan man kan gøre indsigelse, når man ikke lever længere, får man et venligt fnis i den anden ende af telefonen. Og andre kan ikke gøre indsigelse i henhold til lovens tolkning – så hvis jeg er utilfreds med, hvad der er offentliggjort om mine afdøde forældre, kan jeg ikke gøre indsigelse på deres vegne.

Persondataforordningen er ingen hjælp

Det er alt sammen måske lidt ligegyldigt, for fra den 25. maj 2018 træder den ny persondataforordning i fuld kraft, og ifølge den er afdøde personer slet ikke omfattet af forordningen. Sådan har det også været med det nuværende cirkulære i en række lande – men ikke i Danmark, hvor man valgte at lade afdøde personer være omfattet af den.

Den nye forordnings bestemmelser om ”retten til at blive glemt” gælder altså alene for nulevende personer. Som afdød findes der fra 2018 i denne kontekst ingen regler – og det er uklart, hvad den danske lovgivning kommer til at være i forhold til data om afdøde personer.

Jeg er på ingen måde tilhænger af, at der skal være en stram lovgivning på området. Men jeg er tilhænger af, at der i hvert fald kommer klarere regler på området, som man kan forholde sig til.

Relateret indhold

Per Andersens billede
Per blogger om digital transformation - teknologi, forretning og ledelse.

Kommentarer (14)

Kommentarer (14)
Per Andersen Blogger

Der gælder hovedsagelig samme regler, men meget afhængig af, hvilke typer af information der er tale om. Men beskyttelse af personlige data mod offentliggørelse (uanset format) er et spørgsmål om "en passende tid efter deres død". Dog skal straffelovens bestemmelser vedr. omdømme mv. selvfølgelig også følges.
Et eksempel er afdøde franske præsident Mitterands personlige læge, der kort efter skrev en bog bl.a. om præsidentens helbredsforhold. I første omgang blev der nedlagt fogedforbud ved fransk ret, men EU så mere nuanceret på det under hensyntagen til, hvor lang tid der var gået, at informationerne var tilgængelige og hensynet til offentligheden og ytringsfriheden.
Kilde: Janne Rothmar Herrmann: Retten om de døde. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2016

Henrik Rose

Ja retsområdet kan være en jungle men interessant er Arkivlovens §23 vedr. offentlige arkivalier.

§ 23. Arkivenheder, som indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, er tilgængelige, når de er 75 år gamle.
Stk. 2. Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv, fastsætte en kortere eller længere tilgængelighedsfrist for arkivenheder, der er omfattet af stk. 1.
Fastsættelse af kortere tilgængelighedsfrist end 75 år for materiale af den art, der er omfattet af lov om behandling af personoplysninger, kan dog kun finde sted efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet, hvis materialet er afleveret fra myndigheder inden for den offentlige forvaltning, eller fra Domstolsstyrelsen, hvis materialet er afleveret fra retterne.

Dave Pencroof

"at du skal give samtykke før offentliggørelse. Men da Datatilsynet ikke anerkender spiritistiske kanaler er det lidt svært, når man ikke lever længere."
Hvad med et testamente, hvor der er givet tilladelse eller skrevet nixen bixen ?

Vil det så sige at efter et stk tid, så kan alt om den afdøde pers. offentliggøres uden at skele til hvordan det måske kan påvirke efterkommere, og uden at bekymre sig om testamentariske ønsker ?
Ide: at afdøde kan have skjult noget så absolut "uhyrligt", fordi det også vil skade pårørende og efterkommere yderst negativt !
Dumt spørgsmål, det offentlige tænker ikke, og slet ikke på individet !

Per Andersen Blogger

Vedr. arkivloven: Arkivlovens genstandsområde er alene offentlige institutioner, og 75-års reglen er således ikke gældende alle andre. Men som kommentar kan man omvendt sige, at alle personfølsomme oplysninger er tilgængelige på offentlige arkiver efter 75 år, dvs. man kan finde straffesager, adoptionssager, faderskabssager mv. for alle personer over 75 år (også nulevende).
Vedr. testamente: Det ved jeg ikke.

Henrik Rose

Der skal være helt særlige grunde til at private har følsomme oplysninger i længere tid. Der gælder en regel om man ikke at opbevare oplysninger i længere tid end lovkrav og andre legitime grunde tilsiger det.
Med EU forordningen gives der sanktioner hvis man opbevarer oplysninger uden legitime grunde. Det kan der næppe være i en længere årrække og efter en person er død. Der er næppe være et forretningsforhold med afdøde, der kan begrunde opbevaringen.
Kun såfremt der er en uafklaret sag med boet efter afdøde, ser jeg som den eneste umiddelbare begrundelse.

Per Andersen Blogger

Henrik - er vi enige om, at den nye forordning som udgangspunkt ikke omfatter afdøde personer? Dvs. din argumentation om "legitime grunde" mv. er for så vidt ikke relevant. Med mindre der kommer særlovgivning på området.

Jesper Lund

Henrik - er vi enige om, at den nye forordning som udgangspunkt ikke omfatter afdøde personer? Dvs. din argumentation om "legitime grunde" mv. er for så vidt ikke relevant. Med mindre der kommer særlovgivning på området.

Persondatadirektivet 95/46/EF omfatter heller ikke afdøde personer. Af betænkning 1345 (1997) om behandling af personoplysninger (betænkning om implementering af direktivet i dansk lov) fremgår det, at EU ville overlade det til medlemsstaterne at beslutte i hvilket omfang persondirektivet skulle finde anvendelse på afdøde personer:

Af direktivet fremgår ikke udtrykkeligt, om oplysninger om sådanne personer er at anse for "personoplysninger". I Rådets mødeprotokol vedrørende direktivet (erklæring nr. 5) har Rådet og Europa-Kommissionen imidlertid bekræftet, at det er overladt til medlemsstaterne at træffe beslutning om, i hvilken udstrækning direktivet finder anvendelse for så vidt angår afdøde personer.

Som du skriver valgte Danmark at lade personoplysninger for afdøde personer være omfattet af persondataloven, med passende modifikationer fastsat af Datatilsynet.

Fra persondatalovens bemærkninger punkt 4.2.2.3

Efter Registertilsynets opfattelse bør det overlades til Datatilsynet gennem sin praksis at fastlægge de nærmere grænser for lovens anvendelse på oplysninger om afdøde personer. Dette vil svare til den ordning, som har været gældende under registerlovene siden 1. januar 1979, og denne ordning har ikke givet anledning til væsentlige problemer.

Justitsministeriet kan tilslutte sig det, som Registertilsynet har anført. Med lovforslagets definition af begrebet personoplysninger lægges der således op til, at oplysninger om afdøde personer - i samme udstrækning som efter den gældende retstilstand - skal anses for personoplysninger og dermed være omfattet af lovforslagets regulering.

Den kommende persondataforordning omfatter, ligesom det eksisterende direktiv, ikke personoplysninger for afdøde personer. Men af forordningens betragtning 27 fremgår det:

Denne forordning finder ikke anvendelse på personoplysninger om afdøde personer. Medlemsstaterne kan fastsætte regler for behandling af personoplysninger om afdøde personer.

Det er altså fuldstændig samme situation som i dag. Danmark kan vælge at lade EUs lovgivning om personoplysninger gælde for afdøde personer, eller Danmark kan lade være. Det er 100% op til Folketinget.

Eftersom den nuværende persondatalov, hvor afdødes personoplysninger er omfattet, ikke har givet anledning til nævneværdige problemer, vil jeg anse det for absolut mest sandsynligt at Folketinget i næste folketingsår (når følgelovgivningen til persondataforordningen skal vedtages) vælger at videreføre det nuværende princip om at afdødes personoplysninger er omfattet, med passende modifikationer fastsat af Datatilsynet.

Per Andersen Blogger

Uanset hvad Denmark måtte beslutte omkring den nye forordning og afdøde personer ændrer det ikke ved de problemstillinger for afdøde personer, som jeg påpeger er ganske uklare.

Hvad er din dokumentation for, at det "ikke har givet anledning til nævneværdige problemer"? Jeg har i hvert fald et håndfuld eksempler på, at det giver anledning til ganske mange problemer ved offentliggørelse af personfølsomme data for afdøde personer.

Jesper Lund

Hvad er din dokumentation for, at det "ikke har givet anledning til nævneværdige problemer"? Jeg har i hvert fald et håndfuld eksempler på, at det giver anledning til ganske mange problemer ved offentliggørelse af personfølsomme data for afdøde personer.

Antallet af sager som Datatilsynet har behandlet. Som du selv påpeger er det beskedent.

Blot af nysgerrighed: I hvilke situationer har private firmaer behov for at behandle personoplysninger om afdøde personer, hvor en tilsvarende behandling for nulevende personer ville kræve et samtykke? Det er reelt kun den situation hvor det (i sagens natur) vil være et problem at datasubjektet ikke længere er i live. Det er en meget stor misforståelse, at behandling af personoplysninger altid kræver samtykke.

Per Andersen Blogger

Her er nogle eksempler på udfordringer med lovgivningen hvad angår afdøde personer:
- en juraprofessor ved Københavns Universitet har medgivet, at det er højst uklart, hvilke regler der gælder for håndtering af persondata for afdøde personer.
- nævnte reference om afdøde personers retsstilling gør det klart, at der er udfordringer med den retslige beskyttelse af afdødes persondata.
- jeg er bekendt med 2-3 tilfælde, hvor familie til en afdød har forsøgt at få fjernet personlige oplysninger, der er offentliggjort om disse, uden det har været klart, om dette var rimeligt eller en ret (også her er der et "rimelighedsbegreb")
- Modstandsdatabasen måtte igennem ikke mindre end 3 behandlinger og afgørelse hos Datatilsynet inden sagen var afklaret
- Rigsarkivet har med en forkert henvisning til persondataloven for nylig afgjort, at de ikke vil udarbejde elektroniske registre over persondata der er nyere end 1931 (og det har ikke noget med arkivloven at gøre) - i virkeligheden ønsker de at begrænse antallet af henvendelser fra borgere, der ønsker deres egne data fjernet fra sådanne registre
- Slægtsforskere har til stadighed en uklarhed over, hvornår efter en persons død at man kan offentliggøre personlige oplysninger. Datatilsynet har specifikt udtalt, at de ikke ønsker at give generelle vejledninger på området.

Jeg tror ikke man skal have beskæftiget sig ret længe med sådanne spørgsmål vedr. den retslige stilling for afdødes personers personfølsomme oplysninger uden at man bliver klar over, at det er et ugennemskueligt område uden klare retningslinjer. Om dette er et problem, synes jeg vi skal lade være op til hver enkelt person at vurdere (min vurdering står i bloggen).

Jesper Lund

Jeg tror ikke man skal have beskæftiget sig ret længe med sådanne spørgsmål vedr. den retslige stilling for afdødes personers personfølsomme oplysninger uden at man bliver klar over, at det er et ugennemskueligt område uden klare retningslinjer.

Jeg tvivler meget stærkt på at Justitsministeriet vil foreslå klare retningslinjer for behandling af oplysninger om afdøde personer, og slet ikke i det kommende år, hvor der er et kæmpe arbejde med at implementere persondataforordningen. Spørgsmålet er også om det overhovedet er muligt at lave nogle klare regler som vil blive opfattet som rimelige i alle tilfælde?

Afgørelser efter persondataloven er ofte baseret på en interesseafvejning mellem databehandlerens og datasubjektets interesser. Lige så snart du bevæger dig væk fra samtykke som retslige grundlag for behandling, er der heller ikke den "klarhed", som du efterlyser.

Problemerne omkring adgangen til at fjerne oplysninger fra internettet, hvad enten man synes at dette er for let ("right to be forgotten") eller svært, gælder også for nulevende personer.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer