Torben Mogensen header

DIKU overlever!

Som nævnt i et tidligere blogindlæg, har dekanen på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på KU for nyligt fremlagt en plan for at sammenlægge Datalogisk Institut (DIKU) og Institut for de Matematiske Fag (MATH) til et samlet institut. Begrundelserne for nødvendigheden af dette var udsagn, der dels var tvivlsomme, og dels ting, der ikke via nogen synlige mekanismer kunne forbedres ved en sammenlægning af institutter -- i nogle tilfælde tværtom.

I den mellemliggende knap to måneder har der været en heftig debat. I debatten har blandt andet begge institutters medlemmer enstemmigt vist deres modstand mod forslaget, dekanens begrundelser har været afvist, inklusive de nye begrundelser, der blev fremført efter det første oplæg.

Der har været modstand fra de studerende, et antal Turing-Award vindere, Fields-medalister og Abel-medalister har udtrykt skepsis. Til dem, der ikke ved det, svarer disse priser til Nobelpriser i hhv. datalogi og matematik. Dekanens eget akademiske råd har advaret mod sammenlægningen, de administrative medarbejdere har været imod, og det Scientific Advisory Board, som dekanen selv har nedsat, har advaret imod det.

Dette har, selv om der har været usikkerhed til det sidste, så medført, at dekanen i dag har meddelt, at planerne om sammenlægning er lagt i graven. Dekanen siger dog, at der skal findes andre løsninger på de påståede problemer, og vil sætte institutterne mål, der skal opfyldes for at bevare selvstændighed. De foreløbige mål for DIKU er dog stort set de samme, som DIKU selv har stillet i sit offentlige strategidokument, så der er som sådan ikke noget revolutionerende i dem.

DIKUs fremtidige fysiske placering blev ikke berørt ved mødet i dag, men det er mere og mere tvivlsomt, at vi (som ellers tidligere lovet) ville flytte i nybyggede lokaler i 2017.

Men alt i alt en god nyhed, som viser at dekanen, trods alt, ikke ville gå imod så entydige advarsler fra hans egne rådgivende organer og hans egne ansatte og studerende.

Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jørgen Henningsen

I den mellemliggende knap to måneder har der været en heftig debat. I debatten har blandt andet begge institutters medlemmer enstemmigt vist deres modstand mod forslaget, dekanens begrundelser har været afvist, inklusive de nye begrundelser, der blev fremført efter det første oplæg.

Hvor mange timer er der ikke investeret i det?
Man skulle næsten tro at jeres dekan er på en eller anden form for bonusløn, så han personligt vinder økonomisk på en sammenlægning.
Det problem kæmper vi med i gymnasiesektoren hvor vores ledere får bonus efter hvor mange der kommer igennem. Det er et vandvittigt princip.

  • 4
  • 0
Ejnar Håkonsen

Ingen tvivl om at hans beslutning har kostet fakultetet stort. Det er generelt sørgeligt at ledelsen på Science holdes til så lave standarder at det sandsynligvis ikke har konsekvenser for ham at han har forårsaget så ekstremt resourcespild og at tilliden til ham er så lav at det på ingen måde var givet at han ville bøje sig for så store mængder empirisk data der gjorde hans plan til skamme.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere