Digivitalisering.dk?

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan din virksomhed bidrager til digitaliseringen af det danske samfund? Hvilke digitale tjenester bringer I til torvs?

Men det kunne også være interessant at høre, hvilke digitale alternativer du selv savner i din hverdag? Hvor ligger de oplagte muligheder for at bringe digitaliseringen videre herhjemme?

For jeg synes det er påtrængende, at vi alle skubber på den digitalisering, som nu rykker for alvor.

Det offentlige viste vejen med den offensive fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som regeringen, KL og Danske regioner lancerede i efteråret. Det udmønter sig lige nu i den første bølge af obligatoriske selvbetjeningsløsninger, men digitaliseringsstyrelsen har på den netop overståede konference ’Digitaliser Danmark 2012’ meldt ud, at det er det planen, at der hvert år skal flyttes nye offentlige services til nettet – og slukkes for de gamle analoge.

NemID er født i et offentligt/privat samarbejde og 3,4 mio. danskere er stået på, ligesom 3,6 mio. borgere og virksomheder har taget eBoks i brug. Især de større virksomheder er langt med digitaliseringen, med den finansielle sektor – som jeg selv kommer fra – som frontløber. Vi er stærkt motiveret af ikke at have fysiske varer på hylderne. Vores produkter er per definition digitale og vores rådgivningstjenester er parallelt med det offentliges tjenester stærkt på vej ud på nettet, som døgnåben selvbetjening for borgerne. Endnu mangler vi udbredelse af digital signering, men også her samler konturerne sig i den nære horisont.

En ny undersøgelse fra IT-Branchen og Dansk Erhverv understreger, at det især er små og mellemstore virksomheder, der halter efter i forhold til at digitalisere for at øge produktiviteten og bidrage til det økonomiske klima herhjemme.

I mine øjne har digitaliseringen potentiale til at revolutionere vores effektivitet og økonomi. Frigøre arbejdskraft fra rutine til innovation og varme hænder. Og lette ikke mindst de offentlige budgetter. Digitaliseringen skal simpelthen sikre vores plads i en verden i forandring – med voldsom konkurrence på vores velfærd især østfra.

Skal det lykkes, skal vi alle bidrage til digitaliseringen. Det offentlige og virksomhederne med gode brugervenlige løsninger, men lige så vigtigt er det at brugerne – som jo er os alle sammen – tager imod de nye muligheder med åbenhed.

Lad mig høre, hvad du synes!

Kommentarer (20)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Nobel

Når du spørger:

"Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan din virksomhed bidrager til digitaliseringen af det danske samfund? Hvilke digitale tjenester bringer I til torvs?"

Så kan jeg sige at vores virksomhed bidrog rigtig godt til det med en god og billig løsning, men i vanlig gik der centralmagt i det, hvilket betød at den rigtig gode digitalisering vi havde lavet, og vores firma, blev smidt ud med badevandet, hvorved hele affaldsområdet ligger i ruiner og vil gøre det i mange år frem :

http://www.version2.dk/artikel/efter-svartider-op-til-20-minutter-styrel...

Så jeg ved ikke rigtig hvad jeg egentlig vil sige til dit blog indlæg, for der er en alvorlig risiko for det bringer mit ellers normalt meget lave blodtryk op i det røde felt!

Og for de private skriver du:

"Det offentlige og virksomhederne med gode brugervenlige løsninger, men lige så vigtigt er det at brugerne – som jo er os alle sammen – tager imod de nye muligheder med åbenhed."

Og hermed blåstempler du indirekte brugen af tvang, for vi skal jo være ih så åbne, og hvis ikke man er åben (læs: lægger sig på ryggen med spredte ben), så er man jo negativ og samfundsnedbrydende.

Det bliver spændende at se om du også deltager i debatten.

  • 12
  • 0
Morten W. Jørgensen

hvilke digitale alternativer du selv savner

hvilke digitale alternativer du selv savner

Jeg savner et sikkert og brugbart alternativ til NemId. Jeg er ikke "stået på NemId". Jeg er blevet bastet og bundet og med en sort sæk over hovedet slæbt ombord.

En ny undersøgelse fra IT-Branchen og Dansk Erhverv understreger, at det især er små og mellemstore virksomheder, der halter efter i forhold til at digitalisere for at øge produktiviteten og bidrage til det økonomiske klima herhjemme.

Dengang jeg var arbejdstager i Danmark, hørte jeg tit at vi skulle have flere iværksættere. Flere små og mellemstore virksomheder. Jeg startede så et lille firma der solgte konsulentydelser til private aktører - endda fra udlandet (Pund sterling, nammenam!) . Nu skal jeg så høre på at jeg ikke har bidraget til det økonimiske klima fordi jeg ikke har gjort det på den måde du synes det skal gøres!?!

For tiden bor og arbejder jeg i udlandet og jeg er efterhånden ikke sikker på at min familie og jeg gider komme tilbage til hån og tvang.

Normalt ville jeg have sluttet af med at sige at enhver repræsentant for finans sektoren, forekommer mig utroværdig og grisk. Men sådan noget kunne jeg aldrig finde på at skrive om dig. Skulle nogen få det indtryk at jeg mener således om dig, som en helt tilfældige repræsentant for finanssektoren, vil jeg gerne mane det i jorden. En sådan følgeslutning kunne ikke være mere forkert!

(Jeg har jo ikke har noget kendskab til dig personligt og at utroværdig og grisk er egenskaber jeg forbinder med alle andre repræsenter for finansektoren uanset køn, race eller religion har ikke nogen indflydelse på min mening om dig. Du er ganske sikkert sikkert en flink fyr og det kunne da helt sikkert være spændende at spille golf, cykle, bygge flaskeskibe eller hvad du nu gør sammen en dag - jeg skal nok tage whisky med så vi kan få os en hyggelig snak.)

Det var sådan i store træk hvad dit første blogindlæg vækkede af tanker og følelser i mig.

Velkommen til version2. :)

  • 1
  • 1
Michelle Bea Lund-Müller

Vi fjernede Mortens første kommentar, fordi den gik over grænsen og var fordomsfuld - og det avler bestemt ikke god debat. I det her indlæg handler det om at holde sig til de spørgsmål, Lars Mathiesen stiller, og det indhold, han skriver.

Vi har efterfølgende fjernet de indlæg, som handlede om den fjernede kommentar, da det ikke har relevans for denne debattråd.

Hvis I vil diskutere god tone i debatten, er I meget velkomne til at fortsætte i en ny tråd, vi har oprettet til lejligheden http://www.version2.dk/community/god-tone-i-debatten-44560

Yderligere kommentarer i denne tråd, som er uden for emnet, vil blive fjernet.

Vi beklager, at vi i første omgang fjernede Mortens kommentar uden begrundelse, da det er vores normale politik at komme med en begrundelse. Det bidrager bare til forvirringen, hvis indlægget blot forsvinder, så vi skal nok være mere opmærksomme på at knytte en kommentar til fremover.

Mvh Michelle, Version2

  • 5
  • 1
Peter Nørregaard Blogger

Hej Lars, velkommen til som blogger!

NemID som emne fra dig som kommer fra finanssektoren er modigt - begge dele får en række at folkene herinde til at fare til tasterne :-)

Men det er et andet emne, du bringer op, og bestemt ikke et lille et. Jeg er helt enig i din tese om at digitalisering kan løfte både innovation og produktivitet. Her er mit bud på et initiativ:

Den offentlige sektor har en kolossal indkøbskraft og trenden er, at den bruges på centralt styrede store projekter. Centralt styrede projekter kan være udmærkede til omkostningsbesparelser, men de store længerevarende projekter har det med at låse netop innovation og produktivitet fast, først et par år under anskaffelsesfasen, siden i systemets levetid da bliver for dyrt at ændre i.

Derfor mener jeg, at Danmark har mere brug for at få etableret, markedsført og vedligeholdt standarder på en række områder (Sag- og Dokumentområdet som eksempel) som understøtter de offentlige indkøbere i at kunne købe ind i et innovativt og forandringsparat marked med flere aktører. Tænk hvis fag-systemer og ESDH-systemer havde gode, standardiserede snitflader som tillod forskellige produkter fra forskellige leverandører at forbinde sig til hinanden? Det ville kunne skabe innovative produkter til glæde for både kunder og leverandører.

Et andet bud, men i samme gænge: Selvbetjeningsløsninger på fastpris-kontrakt bliver sjældent rigtigt gode - det kræver nemlig eksperimenter, iterationer og løbende dialog med brugerne. Tænk hvis selvbetjeningsløsninger blev lavet af forskellige konkurrerende aktører og at de blev betalt med en andel af hvad, der spares for myndigheden for hver selvbetjening? Altså hvis offentlige selvbetjeningsløsninger havde åbne interfaces og at brugerne (borgere og virksomheder) valgte den bedste selvbetjeningsløsning. Hvis borgeren skal i centrum er der vist ikke nogen vej uden om.

  • 3
  • 0
Anonym

Hvis der skal skabes et fungerende Digitalt samfund, så skal der skabes løsninger man kan stole på.

NemID, og de basale mangler der er i den forbindelse, er ikke det mest tillidsskabende her i verden.

Der findes bl.a. intet, der fra Statens side, dæmmer op for identitetstyverier, hvilket koster mange penge for detailbranchen og den enkelte misbrugte bruger. Et af de områder hvor man finder mange små og mellemstore virksomheder.

Der er masser af muligheder for at skabe et vitalt digitaliseret samfund, men så længe der er et Finanssektor- & Statsmonopol på, at komme med løsninger, så er der intet økonomisk incitament for at løse der opgaver der findes.

Jeg ved ikke hvor kæden er hoppet af, men når man stiller sig op på en talerstol og beskriver at "nu skal pisken frem", så er der jo noget helt grundlæggende galt. Det man tilbyder, skal være sikkert og have værdi for den enkelte, det er det eneste motivationsgrundlag man har. Det man pt. tilbyder, danner ikke forbillede for noget som helst, og derfor kan der ikke bygges videre på det. Derfor kan man ikke skabe vitalitet om det digitaliserede samfund.

Få det basale på plads, så kommer resten af sig selv.

  • 2
  • 0
Finn Frogne

Et godt eksempel på en protokol for udveksling af kørselsinformationer mellem offentlige opdragsgivere og private transportører er standarden: SUTI. Alle konkurrerende firmaer inden for persontransport og deres respektive program-leverandører, samt mange offentlige opdragsgivere mødes ca 2 gange om året i en teknisk work-group og udveksler ønsker og forslag. Initiativet blev taget for 12 år siden af et Dansk firma, men fik støtte på 1 millioner af den Svenske stat. I dag kører næsten al individuel og sammensat offentligt betalt transport i hele norden efter SUTI-protokollen. Eksemplet med at man starter med at samle konkurrenterne til et kick-off-møde kan anbefales. Alle kan se nytten af at man kun skal lave een udvekslings-tilpasning og derefter kan bruge den kostbare programmør-resource til optimering i stedet for dataflytning. Se www.suti.se

  • 1
  • 0
Gert Madsen

Det er vist på sin plads at erindre om at netop den finansielle sektor var stærkt medvirkende til at den første digitale signatur blev en fiasko.

Den blev afvist med henvisning til sikkerhedsproblemer. Sikkerhedsproblemer som også nemid lider af.

Det er bestemt en mulighed at digitaliseringen havde været længere fremme, og ikke mindst mere robust, hvis den finansielle sektor ikke havde været så bagstræberisk.

  • 3
  • 1
Peter Mogensen

Den blev afvist med henvisning til sikkerhedsproblemer. Sikkerhedsproblemer som også nemid lider af.

Arhh... Pointen med sikkerhedsproblemer i den første signatur var reel nok. Sikkerheden baserede sig på den antagelse at folk kan holde deres private nøgle sikker i en fil på en alm. PC. Den holder ikke for langt de fleste brugere. Men i stedet for at løse problemet, så er man gået helt i den modsatte grøft og istedet for at lave et signatur-system har man lavet et single-sign-on system, der kun løser sikkerhedsproblemer for bankerne på bekostning af borgerne.

  • 4
  • 0
Gert Madsen

Pointen med sikkerhedsproblemer i den første signatur var reel nok

Enig.

Nemids sikkerhed baserer sig på at man i enhver sammenhæng kan opdage en fishingside. Den holder heller ikke for ret mange. Det kan godt være at det er mere sikkert for bankerne, men det er det ikke for de enkelte borgere og virksomheder.

Derfor synes jeg at frontløberprædikatet klinger noget hult.

  • 1
  • 0
Lars Mathiesen

Tak for jeres kommentarer på mit første blogindlæg her på Version2. Først og fremmest er jeg glad for at digitaliserings-emnet optager så mange. Og at engagementet er så stort!

Min kongstanke er, at det vigtigste er at se fremad – åbent og konstruktivt. Min pointe vedrørende NemID er, at vi i dag har en løsning, der rent faktisk fungerer på tværs af det offentlige og det private. Med høj sikkerhed og et transaktionsantal der har rundet den første halve milliard. Så indlægget er ikke et oplæg til en NemID-debat, men mere til en innovations-debat…

Jeg synes derfor, at det er interessant at se indlæggene om digitale innovationer. Det offentlige er midt i en omstillingsproces, men jeg kan kun opfordre til lydhørhed over for nye løsninger. Fordomsfrihed er også her essentielt, hvis vi skal have fuldt udbytte af digitaliseringen.

Eller som det er udtrykt: ” … Danmark har … brug for at få etableret, markedsført og vedligeholdt standarder på en række områder … som understøtter de offentlige indkøbere i at kunne købe ind i et innovativt og forandringsparat marked med flere aktører.”

”Tænk hvis selvbetjeningsløsninger blev lavet af forskellige konkurrerende aktører og at de blev betalt med en andel af, hvad der spares for myndigheden for hver selvbetjening?”

Hvis vi alle følger eksemplet – med at tænke åbent og konstruktivt – er vi allerede rigtig godt på vej mod digivitalisering.

Lad os få flere digitale innovationsideer på bordet…

  • 2
  • 8
Michael Rasmussen

Min pointe vedrørende NemID er, at vi i dag har en løsning, der rent faktisk fungerer på tværs af det offentlige og det private. [b]Med høj sikkerhed[/b](egen fremhævning)

Med dette udsagn mistede du enhver form for faglig integritet, og kan kun kategoriseres i kategorien stråmand. At bringe faktuelt forkert information videre er ikke befordrende for den videre debat!

  • 4
  • 2
Carsten Stenberg

Det er bestemt fint at få nye ideer på banen, men når du ikke kan eller vil diskuterer eksisterende løsning herunder NemID, eller du ikke kan eller vil forholde dig til f.eks. det hensigtsmæssigt for borgerne at sammenblande offentlig og private databehandling, så er der efter min mening ikke grund til rejse en debat om innovation.

Vi kan alle sammen finde på nye "smarte" måde at bruge teknologien på, men det betyder ikke, at vi ikke har en forpligtigelse til at forholde os til hvordan den kan bruges og potentielt misbruges !

  • 4
  • 1
Christian Nobel

Med dette udsagn mistede du enhver form for faglig integritet, og kan kun kategoriseres i kategorien stråmand. At bringe faktuelt forkert information videre er ikke befordrende for den videre debat!

Fuldstændig enig.

Hvis indgangsbønnen er don't-mention-the-war, så kan debatten være ligegyldig.

Det nytter ikke at en debat sættes op med en præmis at nogen ting er indiskutable, og at alt der skal laves herefter er work around.

Tak for denne gang Lars.

  • 4
  • 1
Niels Didriksen

Min kongstanke er, at det vigtigste er at se fremad – åbent og konstruktivt.

Du er ikke den første, der har inviteret til debat om disse emner, og derefter nægter at diskutere elefanterne der tramper rundt i stuen. Og NemID er nærmest en Ronkedor. Et voldsomt umynddiggørende overgreb på befolkningen, der KUNNE være lavet rigtigt, hvis viljen havde været der. Så fordelene ved en fælles dansk digital signatur var kommet borgerne tilgode, istedet for alene bankerne og en håndfuld jublende leverandører.

Hvis NemID og processen hvormed det er blevet tilblevet og tvangsindført er en indikator for hvorledes digitaliseringen af Danmark skal foregå, er det mildest talt foruroligende.

Og når man kombinerer det med indtrykkene fra "Digitaliser Danmark" konferencen bliver det bare værre. At skulle lytte til at fuldmægtige fra Digitaliserings-styrelsen varsler en massiv sanering af borgernes privacy, og samtidigt ser det som en uundgåelig og spændende udvikling, er der bare noget fuldstændigt galt. Specielt fordi dette ikke er nødvendigt og ikke kommer borgerne til gode overhovedet.

Det er næsten morsomt at du appelerer til åbenhed, fordomsfrihed og lydhørhed overfor nye løsninger, når man tænker på, hvorledes de ansvarlige for f.eks. NemID totalt har ignoreret enhver form for saglig kritik fra eksperter på mange felter og benægter ethvert problem ved løsningen. Ledsaget af samme type latterlige lovprisninger af projektet som du. Som f.eks. at antyde at udbredelsen er en succesparameter.

Personligt spekulerer jeg på hvorfor du egentligt tager denne debat, for vi har flere års solid empirisk erfaring for, at selv den mest saglige og understøttede udefrakommende kritik bliver afvist blankt af digitaliserings-fest-deltagerne. Dvs. bankerne, leverandørerne og de indsigtsløse politikere. Men det er vel del af et PR-fremstød, vil jeg gætte... Hvis det skulle være tilfældet burde du nok vælge et medie med et mindre IT-kyndigt publikum.

  • 2
  • 1
Mads Vanggaard

Velkommen Lars - rart, at se nye emner kommer op til diskussion. Ignorere robotterne som ikke kan ånde, imens de "nu skal han !!!%# få"-turbo-taster deres had til NEMID (eller Apple) på en måde som får en til tænke på en nazi-debat omkring fremmede...

Innovation, godt emne! For mig er innovation nye måder at skabe værdi på. Udfordringen er ordet værdi. Nogen vil mene at 110% fradrag for IT investeringer vil skabe innovation, andre vil mene det vil blot sende penge til de store amerikanske firmaer som ikke betaler skat i Danmark. Nogen vil mene at cloud er en innovation i sig selv, andre vil mene at det har vi haft i mange år. Så kan du ikke dykke et spadestik dybere i næste artikler om hvor du ser mer værdien henne og for hvem?

De firmaer jeg har arbejdet for har digitaliseret arbejdsgangen internt og gjort det muligt for kunde at gøre det meste fra sin egen PC. Det har gjort det hurtigere for kunden, men også slanket organisationen. Jeg ved ikke om det ikke gælder for de fleste af os.

  • 2
  • 3
Peter Mogensen

Min pointe vedrørende NemID er, at vi i dag har en løsning, der rent faktisk fungerer på tværs af det offentlige og det private. Med høj sikkerhed og et transaktionsantal der har rundet den første halve milliard.

host

Så indlægget er ikke et oplæg til en NemID-debat, men mere til en innovations-debat…

... jeg kan godt se at de nærmest er hinanden modsætninger - "NemID" og "innovation".

  • 3
  • 1
Anonym

”Tænk hvis selvbetjeningsløsninger blev lavet af forskellige konkurrerende aktører og at de blev betalt med en andel af, hvad der spares for myndigheden for hver selvbetjening?”

Der er ingen tvivl om, at der kan trylles meget, med mange forskellige løsningsmodeller. Men så længe der ikke er noget grundlag at arbejde på, så kommer det ikke til at fungerer.

Lad os kigge på NemID. Skal jeg f.eks. tilbyde en løsning på en opgave, vil jeg skulle betale for at benytte DanID's monopolløsning. Den konkurrenceforvridning der ligger i det, kan jeg ikke satse på at skulle levere produkter under. Jeg kan heller ikke satse på, at leverer produkter, der har afhængighed af en sådan løsning, da den jo ikke er en sikker løsning, og jeg derfor risikerer validiteten af mit produkt på grundlag af et andet produkts usikkerhed.

Det handler egentlig ikke så meget om NemID. Det handler om, at det grundlag der skal arbejdes på, ikke hænger sammen.

Igen, få det basale på plads, så kan man tilbyde alle de innovative løsninger du drømmer om.

Noget andet, som ikke kun handler om NemID. Når man igen og igen skal høre om, at virksomheder bliver forfordelt af offentlige instanser, fjerner man muligheden for, at andre kan byde ind med innovative løsninger. Jeg tror, at man undervurderer hvor skadeligt det er, når man forfordeler virksomheder. På den måde, beskriver man jo netop, at det innovative aspekt i løsningerne, er mindre væsentligt, og at protektionisme vejer tungere i de valg man foretager, og har foretaget gennem mange år.

Helt grundlæggende, så tror jeg du har fat i den gale ende af problemstillingen.

Dit oplæg, med at man skal tilbyde noget for en besparelse, holder slet ikke. Det kan sammenlignes med at Staten køber færger, som så ikke kan sejle, fordi motorerne ikke virker. Så søger man så nogen der vil smide nye motorer i, for den besparelse Staten har på reparationer. Det kan jo bare ikke lade sig gøre.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere