Gæstebloggen

Digitalisering svækker vores mulighed for at få indsigt i behandlingen af persondata

Politikere på tværs af det politiske spektrum er enige om, at vi skal sætte ind allerede i folkeskolen for at ruste børn og unge til at gebærde sig i en i stigende grad digitaliseret verden. Efterhånden som vi realiserer den vision, vil der blive flere og flere, der stiller spørgsmålet: Kan vi stole på de offentlige IT-systemer?

Rasmus Bach Krabbe er Lead Software Developer i Bankdata og folketingskandidat for Radikale Venstre i Silkeborg Nord. Illustration: Privatfoto

Retten til aktindsigt sikrer, at alle kan få indsigt i myndighedernes retningslinjer for sagsbehandling. Når sagsbehandlingen i stigende grad digitaliseres, bortfalder denne ret dog i praksis.

Kildekoden til de programmer, myndighederne bruger hver dag, er nemlig ikke omfattet af retten til aktindsigt.

I takt med, at de offentlige myndigheder sætter strøm til flere og flere arbejdsgange i digitaliseringens og moderniseringens navn, svækkes vores muligheder for at få indsigt i, hvordan vores personoplysninger behandles og sammenkøres.

Selv hvis myndighederne ønskede det, ville de i mange tilfælde være ude af stand til at garantere, hvordan IT-systemerne fungerer. I mange tilfælde er det ikke myndigheden selv, men en privat leverandør, der ejer kildekoden til systemet.

Udover risikoen for at blive låst til én leverandør stiller det myndighederne i en akavet position, når data lækkes, eller systemerne ikke lever op til moderne sikkerhedsstandarder.

For når man ikke ejer eller har indsigt i kildekoden til et system, er det svært at bære ansvaret for systemets fejl.

Open source-løsning

En oplagt løsning er at øge anvendelsen af open source hos myndighederne. Ved at sikre, at kildekoden til et system er offentligt tilgængelig, garanterer man gennemsigtighed for borgere og presse, og man sikrer, at en ny leverandør altid vil kunne overtage fra den gamle.

Open source muliggør genanvendelse af komponenter på tværs af systemer, letter sikkerhedsanalyser og kan bruges som inspiration og uddannelsesmateriale.

Desuden virker det naturligt, at kildekode, der er betalt af offentligheden, rent faktisk er offentlig.

Danmark har tradition for åbenhed og gennemsigtighed hos offentlige institutioner. Vi forventer at kunne få at vide, hvad der ligger til grund for en beslutning, hvem der har taget den og hvornår.

Efterhånden som digitaliseringen ruller gennem vores samfund, sættes gennemsigtigheden under pres. Vi går på kompromis af hensyn til pris og private virksomheders forretningshemmeligheder. Vi kunne givetvis også spare mange penge i den offentlige sektor ved at droppe journaliseringskrav og muligheden for aktindsigt, men det er nok de færreste, der ville acceptere det.

Digitaliseringen er ikke længere bare et værktøj, vi kan lægge fra os efter behag. Den er i stigende grad en forudsætning for vores levevis. Vi må stoppe med at tænke på IT som en detalje og stille os kritisk overfor vores anvendelse af den. Både når vi møder den hos Google eller Facebook, og når vi møder den på vores sygehuse og i vores daginstitutioner.

Dette er en gæsteblog på Version2. Har du en it-faglig erfaring eller en it-relateret problematik du vil dele med vores læsere i en gæsteblog, kontakt redaktør Henning Mølsted på hm[at]ing.dk

Relateret indhold

Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Gert Madsen

Er det ikke et større problem, at man politisk ikke ønsker gennemsigtighed ?
Med mørklægningsloven som det tydeligste eksempel.
Ganske vist er der en vis "armslængde" distance, men tag en snak med journalisterne i nærværende medie, og andre, om afslag på indsigt, med søgte begrundelser. Det slap myndighederne næppe afsted med, hvis ikke der var en vis politisk opbakning.
Det er helt korrekt alt hvad du skriver, men med den nuværende holdning på bjerget, så synes jeg mere det ses som en bekvem undskyldning, frem for et problem.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize