I en seneste tid har der være en del artikler der beskriver Det Danske Fim Instituts beundringsværdige arbejde med at digitalisere og tilgængeliggøre den del af kulturarven de er sat i verden for at bevare. I en af artiklerne var kurturminister Marianne Jelved spurgt om det ikke var rimeligt om institutionerne fik midler til dette arbejde? Svaret var meget lakonisk – DFI er sat til at bevare kulturarven, så det må de selv klare.
Det er korrekt, at vi er sat til at indsamle og bevare kulturarven, men digitaliseringen er en ny vinkel på sagen. Den kan gøre at mange ting der ellers ikke var tilgængelige for alle pludselig bliver det og den kan tilgængeliggøre ting der ellers ikke tåler dagen lys, men det er en ny opgave.
Hvis institutionerne skal klare dette inde for deres nuværende budgetter betyder det at der skal skæres andre steder!
Skal vi lade kulturarven forfalde yderligere? Og sætte vores lid til digitaliseringen.
Skal forske mindre i kulturarven?
Skal vi lade bygningerne forfalde yderligere?
Da jeg var med til at skrive Kulturministeriets Digitaliseringsstrategi var der i første udkast skrevet utallige steder, at vi skulle lave besparelser ved at digitalisere, men der fik jeg trods alt ændret det til at vi skulle bruge digitaliseringen effektiv, da det den gang (2012) var min vurdering at min egen institution – Statens Museum for Kunst – skulle bruge 2-3 gange så mange ressourcer på digitalisering, hvis vi skulle nå de mål der var sat op.
Disse ressourcer er ikke tilvejebragt, men det betyder også at digitaliseringen går utroligt langsomt. Med den hastighed vi har nu, kan der let går 40-50 år før alle værker er digitaliseret og registreret digitalt. Vi mangler ca. 200.000 værker!
Er det i orden?
Ja det er jo altid et problem, vi har jo alle en kæphest, et sted, hvor vi mener at der kan bruges flere penge. Men pengene er jo som bekendt begrænsede. Istedet for kun at påpege problemet, må jeg foreslå dig at påpege løsningen. Altså: -Hvor mange penge får Statens Museum for Kunst nu. -Hvordan bruges pengene. -Hvor mange flere penge er der brug for. -Hvem skal de ekstra pengene tages fra, eller skal vi allesammen betale ekstra skat.
Venligst Erik Gotfredsen
"Med den hastighed vi har nu, kan der let går 40-50 år før alle værker er digitaliseret og registreret digitalt. Vi mangler ca. 200.000 værker! Er det i orden?" . Hvis vi et øjeblik ser bort fra eventuelle politiske målsætninger og formidlingsaspektet, er det første man skal svare på om digitaliseringen faktisk haster?
Det gør den i højeste grad for visse medier.
F.eks er det nu eller aldrig for de tidlige acetatfilm, der via autokatalyse opløser sig selv.
Det er indenfor få år for magnetbånd med musik, video og data inden de taber belægningen.
"Syret" papirkvalitet fra slutningen af 1800-tallet overlever næppe et helt århundrede mere.
Oliemalerier holder rask væk et årtusinde.
Statuer er nærmest uforgængelige[1].
Unika- og hoved-værker bør naturligvis digitaliseres ud fra et "forsikringsmæssigt" synspunkt, således at en brand eller katastrofe ikke berøver os værket.
Med den analyse er det mit gæt er at det lyder helt fint hvis Statens Museum for Kunst først bliver færdige om 40-50 år.
Ikke dermed sagt at det ikke bør gøres hurtigere, ikke mindst af formidlingsmæssige årsager, det bør det bestemt, men hvis der kun er en endelig pose penge bør den bruges hvor det haster mest.
[1] Nogen burde lave 3D-scanninger af Thorvaldsens statuer til folk med 3D printere ?
De 40-50 år kan sjovt nok komme SMFK til gode, idet samlingen så muligvis kan overleve en generation af museumsfolk, der med digitalisering som figenblad nedtager samlinger og erstatter dem med tvangsformidling. Et skræmmeeksempel er det tidligere Tøjhusmuseum som førhen indeholdt en på verdensplan unik samling. Idag er samlingen på THM væk og erstattet af plancher og projektmageri - med henvisning til, at man jo kan se samlingen på nettet.
Nogen burde lave 3D-scanninger af Thorvaldsens statuer til folk med 3D printere ?
En del er jo allerede gjort analogt for lang tid siden ;) Hvor formene befinder sig nu, er så spørgsmålet...
http://www.kunstbib.dk/objekter/auktionskataloger/Auk_1294.pdf
Det er tydeligt i den nuværende valgkamp, at kultur og kulturbevaring ikke har den store bevågenhed. Økonomien på kulturområdet skal holdes indenfor de nuværende rammer. Dermed er de omkostninger som ligger i digitalisering af kulturarven ikke umiddelbart til stede, med mindre andre områder indenfor kultursektoren beskæres.
Endelig er der også et andet problem. Kulturinstitutionerne er af naturlige og historiske grunde ikke entydligt opdelt efter materialegrupper (papir, maleri, film, video, data). Kun næsten. En effektiv og velprioriteret disponering af digitaliseringsindsatser kunne være at samle digitalseringskompetencer (og ansvar) til nationale enheder som varetog den nationale digitaliseringsindsats for et eller flere materialetyper.
Som landet ligger nu, kan der ligge en skævhed i hvad som digitaliseres for eftertiden. Statslige forvaltninger og statslige institutioner har, alt andet lige, den bedste mulighed for digital bevaring af deres egene ting i den materialgruppe som har deres respektive 1. proritet.
Digitalsering en kulturarv forudsætter også at det digitaliserede materiale bevares forsvarligt. Andet vil næsten være spild af penge.
Dermed sagt, at den nuværende digitaliseringsindsats kommer til at gengive historien skævt. F.eks. vil videobånd, film og digitale filer på mindre kulturinstitutioner gå tabt i et omfang så den demokratiske fortælling vil gå tabt, mens statens data nok skal blive bevaret. Det er i alle fald mit personlige indtryk.
en enkelt gang.
Det kan ses på www.dedanskesland.dk hvis nogen er nysgerrige.
