ken mathiasen bloghoved blog

Det er for nemt at snyde til eksamen.

Eksamen er en individuel evaluering af eleven. Eleverne må ikke kommunikere under eksamen. Men, ugebladet Gymnasieskolen har dokumenteret, at det gør de.

Der er blandt andet eksempler på, at on-line hjælp under en skriftlig matematik B eksamen, kan fås for 100 kroner.

Når det går op for mine humaniora-kollegaer hvor nemt det er at snyde i dag, bliver de forargede.
Eleverne har altid snydt - det er ingen overraskelse. I dag må eleverne skrive deres opgaver på deres medbragte PC - så jeg har kun et skuldertræk som kommentar på deres forargelse.
Ved at ændre eksamensformerne en anelse, er det nemt at reducere snyderiet - men det kommer til at koste lidt.

Tre års skole med kun syv eksamener.

En traditionel STX matematik-fysik-kemi elev har ca. 14 fag. Nogle er et-årigt (C-niveau), andre er to-årigt (B-niveau) eller tre-årigt (A-niveau). Eleven får løbende standpunktskarakter i hvert fag. Den afsluttende årskarakter kommer på eksamensbeviset og indgår i elevens gennemsnit.
Ud over den afsluttende årskarakter, skal eleven til 7 eksamener ud af ca. 20 mulige. Et fag kan have både en skriftlig og en mundtlig eksamen. Hvilke fag eleven skal til eksamen i, afgøres ved en simpel lodtrækning foretaget af undervisningsministeriet. På HF skal alle elever op i samtlige fag.

Eksamensformen

På trods af, at der er mange variationer af eksamensformen, vil jeg prøve at ridse nogle fællestræk op.
Det gælder for både skriftlig og mundtlig eksamen, at eleven ikke må kommunikere under prøven. Elevens smartphone skal slukkes og afleveres inden eksamen. Til forberedelsen og til skriftlig eksamen må eleven dog gerne høre musik med headset under eksamen - f.eks. fra PC’en eller fra en iPod.

Illustration: Privatfoto

Eleven medbringer selv en laptop til eksamen. Smartphone er ikke tilladt. (foto Anna Kroppek)

En mundtlig eksamen foregår typisk ved at eleven trækker et spørgsmål (normalt er der omkring 15 kendte spørgsmål). Derefter sidder eleven alene i 30 minutter og forbereder sin præsentation. Alle hjælpemidler er tilladt under forberedelsen (ikke internet). Efter forberedelsen er der 15-25 minutters eksamen, hvor halvdelen af tiden ofte foregår ved at eleven præsenterer et emne, hvorefter der er spørgsmål fra lærer og censor.

En skriftlig eksamen foregår gennem tre, fire eller fem timer. Eleverne skriver deres besvarelser i Word, som printes ud og afleveres når eksamen er slut. Normalt er alle hjælpemidler tilladt (dog ikke internettet): Lommeregner (CAS værktøj ligger på computeren), tabeller, bøger (som jo ofte er *.pdf bøger), video, formelsamling, ordbøger osv.
Nogle skriftlige eksaminer er to-delt. I matematik B er den første time helt uden hjælpemidler - tilladt er kun blyant, viskelæder og papir. De efterfølgende tre timer er med hjælpemidler (stadig uden net).

Hvorledes kan der snydes.

Alle de klassiske snydemetoder kan stadig bruges. Eksamensvagten er en pensionist der ikke kender dig - så du kan bare sende din storebror i stedet. Snyderen kan have en seddel i sko’en som læses ved toiletbesøg.
Snyderen kan få en dygtig ven til at lave en af opgaverne. Vennen smider opgaven over til snyderen når eksamensvagten ikke ser det, osv.

Men i takt med at teknologien har udviklet sig, er der åbnet et væld at alternative snyde metoder.
Et problem er, at eleven går på nettet og hente yderligere information der kan bruges i opgaveløsningen. Men idet alle hjælpemidler er tilladt ser jeg ikke et reelt problem her. Jeg kender bl.a. en datalogistuderende der i gymnasietiden, downloadede hele Wikipedia - bare det gøres det inden eksamen, er det ikke snyd.
Det største problem er, at eleven nu kan kommunikere med en hjælper uden for eksamensrummet (via Facebook, e-mail eller andet). Snyderen sender opgaven til en dygtig person, som laver opgaven og sender løsningen retur.

Preventive actions

De fleste skole har to net. Et administrativt til medarbejderne og et elev-net. Eleverne logger på elev-nettet med deres personlige log-in. På nogle skoler blokeres netadgangen til dette elev log-in, på eksamensdagene. Men hvis elevens log-in er blokeret, kan snyderen bare låne naboens log-in (forskellige fag har forskellige eksamens-datoer).
Andre skoler har prøvet at slukke helt for elevnettet under eksamen. Men det giver en masse praktisk bøvl, bl.a. i forhold til udskrivning. Udskrivning foregår på skolens trådløse printere. Hvis nettet er slukket, skal eksamensvagten vha. en USB memorystick udskrive opgaven for eleven. Det er omstændeligt, specialtegn kan forsvinde (f.eks. integral-tegnet) og det giver kø til sidst i eksamen.

Eleven må gerne høre musik, hvis det ikke forstyrrer de andre elever. Det er uvist om en pensionist-eksamensvagt kan se forskel på en iPod og en iPhone (foto William Iven)

Moderne snydemetoder

iPad må gerne medbringes som et hjælpemiddel - her kan snyderen bare anvende en GSM version med et SIM kort i. iPaddens WiFi er slukket og det må bare konstateres at pensionist-eksamensvagten ikke kan gennemskue det.
Man kan også anvende en 3g USB dongle til sin PC. Det er ikke sikkert der bliver lagt mærke til det (og hvis der gør, kan snyderen bilde eksamensvagten ind, at det er bluetooth senderen til det trådløse headset - snyderne er kreative og frække).

Jeg vil tro den mest benyttede metode er, at snyderen går på nettet via en bluetooh-kanal fra en smartphone der ligger skjult i tasken.

Uanset metoden er resultatet i min verden, det samme. Det er reelt ikke praktisk muligt at lukke for den digitale kommunikation.

Hvad kan der gøres

Til politiets køreprøve er snyd ikke muligt (man kan bestikke motorsagkyndige, men det er en anden diskussion). Der kan heller ikke snydes inde til den mundtlige eksamen.
Årsagen er simpel. Det er 1:1 supervision

Ændring af eksamensformen

Det er mit indtryk at snyd til mundtlig eksamen ikke er udbredt. Flere mundtlige eksamener vil derfor nedbringe snyd.
Foregår snyd ved mundtlig eksamen, er det i forberedelsestiden. Løsningen her er at droppe forberedelsestiden - spørgsmålene er jo kendte inden eksamen.

Man kan splitte alle skriftlige eksamener i to, 50/50. En del helt uden hjælpemidler (som i matematik B - eventuelt udbygget med en formelsamling) og en del med hjælpemidler.
Snyderen kan stadig kommunikere med omverdenen i den anden del, så supervisionen skal også styrkes. I dag sidder der vel 100 elever i en gymnastiksal med 4-5 pensionist-eksamensvagter. Hvis én eksamensvagt kun havde 5 elever hver, ville elevens skærm hele tiden kunne iagttages bagfra. Hvis en eksamensvagten ydermere forstod sig lidt mere på computere og digital kommunikation, ville det blive nemmere for vagten af afsløre forsøg på snyd.

Forsikringsselskaberne arbejder med begrebet ”accept af risiko”. I dag er det for nemt at kommunikere med andre under skriftlig eksamen - det er ikke nok at sige til eleven: Du må ikke snyde. Når det er så nemt at snyde og så svært for systemet at opdage, er der flere der falder for fristelsen og snyder - det er forventlig. Vi har som samfund reelt accepteret risikoen - og konsekvensen er, at man nu kan købe on-line eksamenshjælp for 100 kroner.
Det koster lidt at indføre flere eksamensvagter, men ellers er det omkostningsløst af nedbringe snyd - det eneste der skal til er en beslutning fra ministeriets side af.

Det piner mig at der ikke bliver gjort noget reelt ved snyderiet. Det betyder at vi lukker for mange dårlige elever ind på universiteterne, men vigtigst for mig: Vi forsømmer den stabile og trofaste elev der altid har orden i sit penalhus. Det kan vi ikke være bekendt.

Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Christoffer Kjeldgaard

... Der var der opstillet computere til rådighed der tilhørte skolen. Der måtte ikke medbringes USB enheder, og hvis man ville have noget med hjemmefra var det på et statisk medie, f. x. en CD-ROM.

Skriftlige eksamener tilgodeser elever der kræver fordybelse i deres besvarelse. Dengang var der heller ikke noget der hed eksamensspørgsmål, der trak man en ukendt tekst der skulle relateres til pensum. I matematik fungerede det på samme måde. Ukendt opgavesæt. Fysik / Kemi trak man en kendt opgave + et emne, hvor der kunne være konkrete opgaver. Fx. forklar hvordan der findes frem til hvilken temperatur der anvendes for destillering af alkohol, hvor alkoholprocenten er 12 %. Hvor høj er densiteten for opløsningen? og så videre.

Skriftlige eksamener kan også sagtens udføres med pen and paper. Jeg har haft en eksamen på Aalborg Universitet, hvor der skulle programmeres assemblerkode efter output fra maskinen. Der var ikke tilladt computer, lommeregner, bøger eller musik.

Gør som i gamle dage. Stil en "dum computer" til rådighed, eller lav "forsvars-opgaver" hvor der afleveres en opgave, hvorefter der høres i den mundtligt. Det fungerer på universiteterne.

  • 4
  • 0
#2 Morten Hansen

Man kan have nok så mange gode idéer, men de vil altid kunne omgås af dem som er smarte nok. Du nævner selv nogle muligheder. Nogle du ikke nævner er bærbare med indbygget 3g/4g. Det er ret udbredt, nok ikke blandt discount bærbare men generelt set. Derudover kan man installere et privacy filter på sin skærm som gør at kun en selv kan se hvad der foregår. Selv hvis der sad en som havde udsyn til min skærm (blandt andre skærme) ville jeg ikke have nogen udfordringer med at maskere kommunikation med omverdenen i et lille bitte vindue i et lille bitte hjørne, eller ved simpelthen bare at flytte filer mellem en dropbox konto. Det at skrive i et dokument er jo i sagens natur det som de studerende er til eksamen for så det opfattes næppe som mistænksom aktivitet.

Man må gerne gøre det besværligt at snyde, det er sund fornuft, men det kan ikke udryddes og så tror jeg ærligt talt heller ikke at det er noget kæmpe problem. En arbejdsgiver vil forhåbentlig kunne gennemskue en person som har snydt sig igennem hele sit studie til jobsamtalen, og kan de ikke det jamen så har personen fortjent at slippe afsted med det.

  • 1
  • 4
#3 Esben Nielsen

Hvorfor har man dog indført alle de hjælpemidler? Nogen har tilsyneladende haft den ide, at eksamen skal ligne "den virkelige verden". Men det kan en 4 timers eksamen på ingen måde alligevel.

Man må sætte sin ambition for eksamen ned til det man kan: en nogenlunde sortering af eleverne efter kunden - og frem for alt en honerering af de flittige elever, som alt andet lige vil få højere karakterer, ved en eksamen - også (og måske især?) uden hjælpemidler.

  • 6
  • 0
#4 Jesper Pedersen
  • 0
  • 0
#5 Bent Jensen

Der er mange formler man skal huske, og hvis man ikke på forhånd får at vide, den og den formel er dem der skal bruges, så er man vitterligt lost.

Der var da en gang, hvor man skulle huske dem uden af, eller have egen noter når vi taler om mundelige eksaminer. Det var samme tid hvor man også kun have en 20 minutters forberedelse og ikke flere dage.

Den gang var

vitterligt lost = ikke forbredt til eksamen/ikke inde i stoffet. Dumpet

Ved ikke om det er bedre er eller dårligere, kan kun svagt huske det som jeg selv sad og arbejdet med under forsøg, resten er ikke helt væk, så meget langt væk.

Problemet er vel mere at et højt gennemsnit er så vigtigt for at komme videre i systemet, selv om det ikke siger meget om man bliver en god kirurg, advokat eller noget helt andet. Men hvis det er det man vil, så lukkes muligheden med et dårligt resultat. Måske adgangesprøver, stopprøve og mere brede indgange det første år, med eksempelvis biologi, Kemi, statistik/matematik radiologi/fysik psykologi. Det kunne måske også kunne få de bedste til at vælge nogen af de andre linjer.

  • 0
  • 0
#10 Martin Clemmensen

Tilbage starten af nullerne, var jeg til en skriftlig eksamen, som dengang foregik på gymnasiets stationære computere.

Vi fik at vide at der i forbindelse med eksamen var blevet helt slukket for netværket, så vi ikke kunne gå på nettet, eller kommunikere med hinanden via netværket. Men vi fik samtidigt at vide at vi skulle printe ud som vi plejede, på printeren oppe i hjørnet af computer lokalet, der var en netværksprinter...

Ved nærmere undersøgelse af computeren, fandt flere af os ud af at computeren stadig havde isat netværkskabel, og havde fået en IP adresse. For at "slukke for netværket" havde IT folkene blot slettet genvejen til Internet Explorer på skrivebordet og i start menuen.

Har dog ikke indtrykket af at det blev brugt til snyd i stor stil (som f.eks. at få andre til at skrive opgaven), der var nogle der brugte en online ordbog i stedet for den medbragte ordbog og nogle der sad og surfede rundt på nettet for at få tiden til at gå efter de var færdige (man måtte tidligst gå efter 4 timer).

  • 0
  • 0
#11 Torben Mogensen Blogger

Det ville du kunne gøre i nogle fag. Men kemi, matematik og fysik, der vil man godt nok få nogle kedelige og uinteressante opgaver, hvis det var uden hjælpemidler. Der er mange formler man skal huske

I min tid var de lovlige hjælpemidler til skriftlig eksamen i fysik og matematik en formelsamling samt en lommeregner (uden blivende lager). Besvarelsen skulle skrives i hånden på papir. Der er stor forskel på at tillade bestemte hjælpemidler og alle hjælpemidler.

Man kan også sagtens tillade hjælpemidler til en mundtlig eksamen. Det er ret almindeligt på universitetet, at den studerende må medbringe en side noter per spørgsmål og se på dem i et par minutter inden eksaminationen, hvorefter den afleveres til eksaminator. Eksaminanden kan godt bede om at se på den igen, men det trækker ned. Man kan sagtens bruge denne model til ubegrænsede hjælpemidler: Du må medtage hvad som helst, inklusive en medhjælper, men det trækker ned at bruge hjælpemidlerne.

Og hvis man endelig vil lave computerbaserede eksamener, så er den eneste løsning, at skolen stiller computere til rådighed, og sørger for at disse ikke har adgang til Internettet. Det kunne f.eks. være Raspberry Pi'er. Opgaverne afleveres på det flash-kort, der også indeholder operativsystem og programmer, og der laves en "ren" installering på nye kort, hver gang en ny eksamen. Man kan dermed sørge for, at installeringen indeholder præcis de programmer, der er behov for, samt evt. andre filer (formelsamlinger, pdf af lærebøger, osv.)

  • 1
  • 0
#12 Michael Hansen

Tillad istedet brug af alle hjælpemidler inkl. internettet, helt som tingene foregår i den virkelige verden.

Men stil så også tilsvarende større krav / flere opgaver / sæt mindre tid af til opgaveløsningen, så det ikke vil være muligt at "google" sig frem til alle svar inden for tidsfristen, men lav det sådan at man skal have en del parat viden om emnet, men samtidig kan undersøge de ting man er i tvivl om.

Lad være med at tillade at man kan medbringe sit eget udstyr, sæt en en simpel løsning op med en dum tynd klient/terminal (det er også billigere) hvor der kun er tilsluttet et tastatur/mus/skærm og hvor alt køres over en remote desktop session på en central server, der kun har en office pakke + en browser.

Og nok så vigtigt, lad være med at give de samme opgaver til alle der er oppe til den samme eksamen, lav så mindst 30-40% af dem vil være forskellige fra person til person, ved f.eks have en pool på 200 spørgsmål, og stille 80 tilfældige af dem til hver elev.

Og det eneste sted logning kan være ok, log alt traffik der bliver genereret under selve eksamen, så man kan gå tilbage og se selve dataene ved mistanke om snyd (erstat ssl certs on the fly så https traffik også kan læses).

  • 0
  • 0
#13 Troels Henriksen

Tillad istedet brug af alle hjælpemidler inkl. internettet, helt som tingene foregår i den virkelige verden.

Men stil så også tilsvarende større krav / flere opgaver / sæt mindre tid af til opgaveløsningen, så det ikke vil være muligt at "google" sig frem til alle svar inden for tidsfristen, men lav det sådan at man skal have en del parat viden om emnet, men samtidig kan undersøge de ting man er i tvivl om.

Jeg synes snak om eksamensformer ofte bliver en kombination af cykelskursdiskussioner og nostalgi, og ovenstående er også min mening om hvordan det skal skrues sammen.

Den optimale eksamensform i mine øjne er et længerevarende projekt over en række uger, sluttet af med rapport og mundtlig præsentation. Dette er ikke alene det mest virkelighedstro format, men også et der så vidt muligt eliminerer eksternaliteter såsom sygdom på en specifik dag, nervøsitet over mundtlig konfrontantion, osv. Typisk er projektet også i et sådan omfang at snyd besværliggøres, især fordi eksaminator til den mundtlige præsentation kan spørge ind for at se om den studerende reelt forstår hvad vedkommende har lavet.

Et problem er naturligvis at det er en relativt tidskrævende eksamensform for underviseren, omend det kan reduceres ved at alle studerende i et givent fag eller kursus laver projekt om samme emne, eller i hvert fald samme gruppe af emner. Det er også svært at indføre lokalt på gymnasierne, fordi det er undervisningsministeriet der bestemmer reglerne - det er dog muligt på de noget mere decentraliserede kurser på universiteterne.

  • 3
  • 0
#16 Jørgen Henningsen

Hvis du bliver taget i at snyde, skal du tilbagebetale hele din SU.

Ja det kan da måske afskrække nogen, men den regel er nok problematisk at gennemføre. Da jeg gik i gymnasiet var straffen at man blev udelukket fra nogensinde at tage en studenter eksamen i DK!!! Problematikken er stadig at den skoleleder, som skal tage beslutningen, vil komme ud med mindre i lønningsposen hvis eleven skal gå om eller ud.

  • 0
  • 0
#17 Torben Mogensen Blogger

Tillad istedet brug af alle hjælpemidler inkl. internettet, helt som tingene foregår i den virkelige verden.

Men stil så også tilsvarende større krav / flere opgaver / sæt mindre tid af til opgaveløsningen, så det ikke vil være muligt at "google" sig frem til alle svar inden for tidsfristen, men lav det sådan at man skal have en del parat viden om emnet, men samtidig kan undersøge de ting man er i tvivl om.

Det forhindrer f.eks. ikke, at du får en anden til at løse opgaven for dig mod betaling.

Den eneste måde at hindre dette på er enten sikret isolation eller konstant og effektiv overvågning. Begge dele kan være svære/dyre at gennemføre, men ellers ender vi i en situation, hvor man reelt kan købe gode karakterer.

Man kan også have den (meget rimelige) holdning, at den studerende i den sidste ende snyder sig selv. Men det holder ikke, i det øjeblik, der er adgangsbegrænsning til attraktive uddannelser, eller at ansættelser i attraktive stillinger kræver en færdig universitetsgrad. Det er også derfor, at visse områder (f.eks. medicin) er mere udsat for snyd: Dels er det svært at komme ind på studiet, så det er en stor fristelse at pynte på sine gymnasiekarakterer, og dels kan man ikke opnå ansættelse uden en færdig grad, så det er en stor fristelse at bruge alle midler for at opnå denne. Da det tilsyneladende ikke er svært at få ansættelse, sålænge man har papirerne i orden, selv om ens reelle kvalifikationer er små, er dette et reelt og alvorligt problem.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere