Jesper sandal header

Apple mestrer spec-babble

I går afslørede Apple som ventet den nye serie af MacBooks, og det er en god lejlighed til lige at fremhæve den ting, som Apple gør bedre end nogen anden pc-producent:

Illustration: Privatfoto

Apple mestrer nemlig spec-babble. Det er én af mine kæpheste, at pc-annoncer fra stort set alle andre producenter stadig hænger fast i formatet fra dengang, hvor vi sad og slugte annoncer fra Data Centrum og de andre butikker på Falkonér Allé i 1990'erne.

Åbner man reklameavisen fra eksempelvis Elgiganten, så er siderne med pc'er stadig domineret af lister, som indeholder koder i stil med:

  • 1,6 GHz Intel Core i5-2467M CPU
  • 8 GB DDR3 RAM
  • 500 GB 7200 RPM HDD
  • AMD Radeon 5870 1 GB
  • USB 3.0

Det giver nogenlunde mening for os, der er flasket op med spec's, men kan Familien Danmark holde styr på forskellen mellem Intels forskellige generationer af processorer og eksempelvis gennemskue, at mine opdigtede ovenstående spec's ikke helt hænger sammen?

Det er dét, Apple gør bedst. Apple ved, at det stærkeste salgsargument for sådan et produkt er 'den er pæn'.

Derefter er det blot at fortælle, at den kan gå hurtigt på internettet, og man kan uploade fantastiske billeder til Twitter, hvis man køber en adapter.

Så hvad har Apple gjort med de nye MacBook Pros?

Tim Cook har ikke sagt »Yes, Mr. Otellini!« og sørget for at skrive '3rd generation Intel Core processor', men har i stedet valgt at fremhæve en enkelt feature fra Ivy Bridge-generationen af Core-processorerne: Den opdaterede indbyggede grafikprocessor Intel HD Graphics 4000.

Det siger selvfølgelig ikke ret meget i sig selv, men det er lettere at forklare kunderne, at HD 4000 selvfølgelig er bedre end HD 3000, end det er at forklare hele Core-familiens stamtræ. Lidt ligesom en 2000 watt støvsuger selvfølgelig er bedre end en 1500 watt støvsuger. Det er noget sælgerne på gulvet kan formidle en lørdag formiddag.

En pc er en samling af standardkomponenter, og rent hardwaremæssigt er der ikke den store forskel på, hvilke dele en letvægtsbærbar fra Apple eller HP er sat sammen af. Det ved markedets bedste komponentkræmmer Apple, og selskabet markedsfører sig derfor på slagkraftige betegnelser som Thunderbolt og Retina og ikke mindst, hvad pc'en kan bruges til, mere end blot de rene spec's.

Det kan virke provokerende for os, der har opgraderet fra 486 DX2 66 MHz til 486 DX4 100 MHz en gang i pc-bronzealderen, men når Dankortet skal frem nede i Fona, så er det svært at argumentere imod, at resten af familien synes den er pæn.

Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Henrik Mikael Kristensen

Jeg synes også, det er værd at nævne at deres modeludbud aldrig overstiger 4-5 modeller i en serie.

Kigger man på en skærm til sin Apple maskine, så er der ét valg.

Kigger man på en Dell skærm til sin Dell PC, kan jeg umiddelbart finde 41 forskellige på dell.dk.

Ét valg for en Apple skærm er måske lige restriktivt nok, men Apple formår at signalere, at der ikke skal være ret meget tvivl om, hvad du kan eller bør købe.

De har en guide for, hvilken Mac, der passer til dig. Skal man finde en tilsvarende Dell guide, kan man hurtigt få et par dage til at gå, med at finde ud af den rigtige maskine (jeg opgav sidste gang) og dermed lukke Hr. og Fru Danmark ude af Dell's onlinebutik, med mindre man har en PC kyndig ved hånden.

  • 7
  • 0
#2 Jakob Damkjær

"Men har i stedet valgt at fremhæve en enkelt feature fra Ivy Bridge-generationen af Core-processorerne: Den opdaterede indbyggede grafikprocessor Intel HD Graphics 4000"

Prøver virkeligt at forstå hvad du mener er så forfærdeligt med at skrive at 13" modellen har det integrerede grafikkort... er det for meget information ? eller er det forfærdeligt at det er information som kun nørder burde vide som man så kan blære sig med at man ved ?

"Det er dét, Apple gør bedst. Apple ved, at det stærkeste salgsargument for sådan et produkt er 'den er pæn'."

Så det er dårligt at Apple har en god designafdeling ? og de andre har noget andet... for damn der er mange pcer der godt kunne trænge til en tur gennem en designafdeling.

Eller er det forfærdeligt at du ikke har valget mellem 202310231 forskellige modeller som man skal ha den store nørd eksamen for at kunne forstå forskellene imellem ?

og dit endelige nådesstød...

"En pc er en samling af standardkomponenter, og rent hardwaremæssigt er der ikke den store forskel på, hvilke dele en letvægtsbærbar fra Apple eller HP er sat sammen af."

Jup og biler er bare 4 hjul og en kasse folk der bruger penge på mere end det ved jo intet om biler...

Nej en intel core i7 og en intel core i7 er den samme... men hvilken intel core i7 er det vi taler om for der findes jo faktisk en god vifte af dem... sidst jeg forsøgte at finde rede i HPs sortiment endte jeg med en forvirring på højere plan.

For der er sikkert en HP model som svare til Apple modellerne... men hvilken en af det af dem er det det er ?

Nemt - simpelt - godt... Du ved du får kvalitet, elegant design og en god garenti (givet at du ikke hander i Humac som burde brændes ned til grunden) og en maskine der bliver ved med at levere. FORFÆRDENE !!! at almindelige forbrugere kan få fingre i den slags ved bare at ta det simple valg ved at gå over til Apple skranken.... det burde forbydes...

Hvor Apple kan presentere ALLE deres modeller på et rimelig størrelses bord kræver det en mindre lagerhal at få alle HPs modeller frem og den store udvidede nørd eksamen at vide hvad forskellen er.

Det Apple har kaldes et nemt tilgængeligt vare udvalg og det gør at forbrugeren kan forstå hvilken model det giver mening at vælge... iPad, Macbook Air, Macbook Pro, Mac Mini, iMac, Mac Pro end of story. Desuden tar en sælger mindre end 5 minuter at give kunden overblik hvad det er kunden har behov for og har pengepung til... ikke eksoteriske detaljer om DX2 eller DX4...

  • 3
  • 26
#4 Flemming Hansen

@Jakob Damkjær - Jeg vil våge mig ud i at kalde dig Apple-fanboy, for selv en artikel der rent faktisk taler til Apples fordel, kaster du dig hovedløs over og angriber som om den var skrevet som noget negativt om Apple.

Læs, tænk, kommentér.

(Jeg håber så at jeg selv har forstået artiklen korrekt :-)

  • 10
  • 0
#5 Jesper Louis Andersen

Apple er den eneste producent af PC'er jeg kender som i den grad viser dig hvad du kan gøre så snart du får en Mac indenfor husets 4 vægge. Du kan vise billeder, redigere video, gå på nettet, skrive breve til din nevø osv. Hele spec-delen er gemt pænt væk. Du kan vælge mellem 13 og 15 tommer. Og skal det være 15 kan du vælge mellem lille, medium eller XL. Done deal. Bemærk at det står passende med stort. Specs er mindre vigtigt.

Ingen af de andre producenter holder den linie. Der handler det om at maskinen enten er kraftig eller at den kan holde til noget. Det er en unik Apple-feature at satse på anvendelsesmulighederne.

  • 4
  • 0
#7 Steen Eugen Poulsen

Tilbage I 1980 ville det havde været ret smart med Apples udgave, men I år 20xx giver det ingen mening. Om du snakker fjernsyn, vaskemaskine, computer eller sådan noget, så ved folk godt hvad det handler om nu om stunder.

Ting er kun komplicerede fordi det var nyt, men Hr. og Fru Danmark (eller resten af verdenen) er altså ikke så dumme at de ikke lære disse ting så de kan købe en ny vaskemaskine.

Apple er elendig til at give fuld speks på deres ting, du skal ud et andet sted for at få alle data, så er det ikke smart men derimod svindel for at snyde kunderne.

  • 1
  • 5
#8 Jesper Stein Sandal

Ting er kun komplicerede fordi det var nyt, men Hr. og Fru Danmark (eller resten af verdenen) er altså ikke så dumme at de ikke lære disse ting så de kan købe en ny vaskemaskine.

Det er jeg nu ikke så sikker på. Jeg bliver spurgt til råds af selv temmelig teknikmindede folk, når de skal købe en ny pc. De lytter langt fra altid til mine råd, men der er mange, som ikke kan oversætte deres behov til specs.

Og ja, jeg skal selv sidde med produktarkene fra Intel og AMD, når jeg shopper ny pc. Det er ikke så enkelt som førhen, hvor flere megahertz var det eneste rigtige.

Apple er elendig til at give fuld speks på deres ting, du skal ud et andet sted for at få alle data, så er det ikke smart men derimod svindel for at snyde kunderne.

Det har du ret i. De er helt sikkert meget bevidste om at gemme de detaljerede specs godt væk. Jeg er heller ikke vild med, at de forsøger at markedsføre en standard som Thunderbolt som deres helt egen opfindelse.

Min pointe er imidlertid, at de øvrige producenter kan lære noget af Apple ved at blive bedre til at fortælle den potentielle kunde, hvad udstyret kan bruges til. Det eneste eksempel, som er bedre end Apple, er udtrykket 'gamer pc'. :)

  • 3
  • 1
#9 Casper Bang

Det har været sådan i en del år nu, at Apple undlader at tale for meget om specs, men efter at have siddet igennem 2 timers WWDC og hørt om 5.1 megapixel retina laptop, asymmetrisk blæser-design mv. så synes jeg faktisk de er gået lidt for meget i detaljer. Der var langt mere tech-babble end f.eks. ved Samsungs nylige launch event af Galaxy SIII, der istedet havde massiv fokus på gestures og allestedsnærværelse.

Nu skal man jo så heller ikke glemme at målgruppen for WWDC (World Wide Developer Conference) rent faktisk er udviklere og dvs. per definition, hardcore nørder der har styr på performance metrikker.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere