Den historie vi bare for en gangs skyld gerne ville høre….

Pressemeddelelse fra Rigspolitichefen:

Polsag er en stor success.

Vi er stolte af tage vores nye IT-system Polsag i brug. Systemet har nu kørt i et pilotforløb hos Bornholms Politi i 6 måneder. I pilotfasen har vi kunnet konstatere en langt større effektivitet i opklaringsarbejdet samtidig med stor tilfredshed hos de involverede betjente, så nu er vi klar til etapevis at rulle systemet ud i hele landet. Dette system vil føre til at vore betjente vil få 20%-30% mere tid til det egentlige politiarbejde og svarer således til at vi forøger politistyrken med 2-3000 personer.
Det er naturligvis beklageligt at der har været en mindre budgetoverskridelse på 20% på grund af uforudsete udgifter, men i forhold til det samlede budget og de store gevinster ved projekt, er vi bestemt indenfor det rimelige. Samarbejdet med leverandøren har i øvrigt været upåklageligt i gennem hele forløbet: Vi har modtaget stort set alle del-leverancer til tiden og uden fejl.

Ovenstående er noget utopisk sludder, tænker de fleste nok. Offentlig IT SKAL jo overskride budgetterne med mange hundrede procent og systemer skal være så fyldt med fejl, at de er en byrde for de involverede.

Lige for øjeblikket handler debatten om POLSAG, som nu rituelt bliver skudt på af oppositionen, hvorefter verden fortsætter som om ingenting er hændt.

Og det vil sikkert vise sig, at Politiledelsen og den, til den tid siddende Justitsminister en skønne dag vil erklære systemet for at være en success, på samme måde som vi så det med den Ditigal Tinglysning, som jo aldrig officielt er blevet erkendt som den skandale det vitterlig var.

Men er det fuldstændig en utopi at forestille sig, at vi kunne læse sådan en pressemeddelelse?

Sidste år offentliggjorde den svenske Rikspolitichef en pressemeddelelse om deres nye system Polisens Utredningsstöd (PUST).

Systemet havde et budget på 10M€ og blev udviklet på rekordtid med kun en mindre budgetoverskridelse.

Pressen om systemet har været overvældende positiv og det samme er tilfældet hos brugerne.'

Hvorfor kan svenskerne noget vi ikke kan?

Det er jo altid ubehageligt når broderfolket rager op over os, men jeg tror nu ikke, det er fordi svenskerne er klogere end os, de har bare fundet ud af to ting:

  • Håndværket skal være i orden. Det er simpelthen ikke iorden at lave systemer fulde af fejl. Det er dårligt håndværk og der findes i dag metoder til at bygge kvalitet ind softwaren fra starten. Kan leverandøren ikke finde ud af det, skal de ikke være leverandører længere.

  • Projektet skal udvikles efter agile metoder, som i parentes bemærket er meget mere udbredt og accepteret på den anden side af sundet.

Så måske svenskerne er klogere end os alligevel?

Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jacob Volstrup

Selvom der er flere vigtige pointer i indlægget, synes jeg at det er grundlæggende forkert at diktere agil udvikling. Hvis et projekt ikke ledes ordentligt, indfører agil udvikling en risiko for at der ikke bliver planlagt ordentligt fra starten, og pludselig har ingen det nødvendige overblik over hvad der skal til, for at blive færdig.
Selvfølgelig er en af grundpillerne bag agil udvikling netop, at der udvælges de elementer som passer bedst for det konkrete projekt, og agile elementer i et projektforløb kan helt sikkert være positive.
Der børe være mere fokus på, at agil udvikling i sig selv ikke er en garant for succes!

  • 2
  • 0
Anne Mette Hass

Jeg kunne ikke være mere enig - det vi mangler i dansk IT er simpelthen et godt fagligt grundlag. Det gælder krav, det gælder design, og det gælder test. Kodning ved jeg ikke så meget om, men det er også det mindst væsentlige. Og hvad gør uddannelsesinstitutionerne? Uddanner deres studerende i at skrive kode. Det hænger desværre ikke sammen.
Og agil udvikling bliver endnu farligere, hvis deltagerne ikke kan deres håndværk ordentligt. Agil udvikling er for viderekommende; dem er der bare ikke så mange af.

  • 0
  • 2
Claus Junker Jørgensen

> Kodning ved jeg ikke så meget om, men det er også det mindst væsentlige.

Kode er faktisk ret væsentligt. Du kan ikke lave automatiserede tests af dårlig kode. Det kræver en (kode)arkitektur der tillader ordenlig testing.

Ligeledes sikre god kode, en responsiv brugerflade, som gør at brugerne ikke bliver fusterede og stressede, når de skal bruge programmet. Igen et punkt der alt for tit ignores af danske udviklere, fordi de har en gammeldags og ignorant tilgang til softwareudvikling.

> Uddanner deres studerende i at skrive kode.

Softwaretesting er et 5 ECTS point fag på både Ingeniørhøjskolen i Århus, og Århus Erhversakademi (Datamatiker).

Og du kan ikke uddanne en udvikler i test, uden at inddrage kode. HCI bør varetages af seperate personer, som har det rigtige drive til formålet. Ikke en udvikler, som ikke kan gå på niveau med brugerne.

> Agil udvikling er for viderekommende

Visse koncepter er. Det vigtigste koncept i agil udvikling, er at du laver mange releases, som brugerne så tester tidligt i forløbet. Det kræver selvfølgelig også at man STILLER KRAV TIL KUNDEN om at teste ens software, men det hører med til god agil udvikling.

Der er ingen undskyldning for ikke at arbejde agilt, når man laver et udviklingsprojekt som er bestilt af en anden organisation!

  • 2
  • 0
Claus Junker Jørgensen

> der findes i dag metoder til at bygge kvalitet ind softwaren fra starten

En af dem hedder, at ligegyldigt hvor latterligt stort og kompliceret systemet er, har man en release efter hvert sprint.

Hvis man ikke kan give kunden en demo af programmet, efter de første 4 ugers udvikling (planlægningsfasen ikke medtaget), så har man allerede fejlet.

POLSAG har været 6 år undervejs. Og politiet har kun testet det i 6 MÅNEDER!

Det er 132 releases for lidt (14 dages sprint er meget passende). Og hvis vi kan udvikle en applikation med 500 millioner brugere med 14 dages sprint, så kan CSC vel forhelvede også lave et system til 10000 betjente.

  • 3
  • 1
Nikolaj Brinch Jørgensen

Kodning ved jeg ikke så meget om, men det er også det mindst væsentlige.


Puha, nej det ved du ikke meget om. Kodning er umådelig vigtigt. Ikke fordi jeg føler specielt for det, men her er håndværket af allervigtigste karakter, da det nu en gang er software vi levere til kunden i sidste ende. Ikke dokumentation i form af diagrammer og specifikationer, eller tests.
Forestil dig en storebæltsbro, hvor man negligerede håndværkerne der rent faktisk skulle bygge broen, og deres kompetencer, men alle dem der lavede planerne var de dygtigste i verden, ville du kører over sådan en bro? Ville du kører med at tog lavet af inkompetente mennesker, men uha ledelsen havde gået på de fineste skoler?

Der er desværre stadigt en del mellemledere der ikke forstår vigtigheden af at have gode kompetencer blandt udviklerne (og testerne). Specielt dem der gemmer sig bag Excel og MS Project, og tror man kan lede noget som helst ved at bruge specifikke navngivne IT programmer. Ligesom arkitekterne der gemmer sig i SA, MOOD eller lignende dyre softwarepakker.

Din holdning er et udtryk for at en udvikler er en udvikler, og udtrykker samtidigt den regnearksmentalitet som i årevis har forsøgt at off shore udvikling af software som en sko produktion. Det er sørgeligt, for netop godt håndværk får man kun når man ansætter gode håndværkere, altså dem man ikke finder i telefonbogen eller på en rammeaftale, men dem man finder fordi man kender nogen som kender nogen, altså fordi man netværker.

Projektledere og den slags, dem kan man til gengæld finde en hel bunke af, for det kræver ikke så meget andet end at man kan følge en opskrift.

  • 6
  • 0
Morten Marquard

Jeg er helt enig i at godt håndværk er forudsætningen for at få sådanne projekter i mål. Desværre er gode håndværkere uhyre svære at få fat i. Jeg ansætter gerne et par stykker hvis nogle kender sådanne folk :-)

Jeg vil derfor tilføje "Bli ved din læst" til ovenstående. Alt for mange undervurderer det at formulere krav og udvikle systemer. Ledelsen bør fokusere på ledelse - dvs hvilke overordnede forretningsmæssige mål vil man opnå, og så styre projektet udfra disse mål.

Hvilke kompetancer kræves der så? Vi plejer at lede efter folk med evnen til hurtigt at sætte sig ind i nye forretningsområder hurtigt samtidig med at de har en dyb teknisk forståelse - arkitekturmæssigt såvel som udviklingsmæssigt, og gerne kombineret med tilstrækkelig procesforståelse til at de kan indgå i teamwork med andre og følge en fælles metodik for at få projektet i mål. Hvis man ikke forstår hvad et program er og undervurderer udfordringen så går det helt galt. Det at skrive koden er ofte den mindste af alle udfordringerne hvis man kan sit håndværk. Kan man det derimod ikke aner man ikke hvad man arbejder med og ender derfor ofte med mystiske algoritmer som basalt set ikke giver mening. Det er sådan set ikke programmet der er fejlen - men derimod algoritmen som fra kravstiller er lavet forkert - og sådan en slipper man aldrig af med igen.

  • 3
  • 0
Bent Jensen

Agil udvikling skal naturligvis udføres og ledes ordentligt, det er en del af, at være en professionel organisation. Der er langt større risici ved at lave ikke-agile projekter, hvor sandheden om projektet bliver kendt alt, alt for sent. Det er vel netop (en del af) historien om de mange IT-skandaler vi har set de seneste år.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere