Dagbog-bloggen

Déjà vu: Når inspirationen af og til kommer udefra

Jeg må ærligt erkende, at jeg ofte lader mig inspirere af andre menneskers arbejde.

Der findes mange gode, dygtige folk derude, og da jeg selv begyndte at fortælle om vores arbejde på version2, var en af grundstenene i konceptet, at mine skriblerier gerne skulle inspirere andre til at gå i gang.

Derfor var det med en vis fryd, at jeg forleden sad med en følelse af déjà vu, da en af vores ansatte sendte mig et link til Telenors website.

Foto: Screenshot fra www.telenor.dk

Minder det ikke en smule om noget, vi har set før?

Foto: Screenshot fra www.kviknet.dk

Nå jo, jeg skrev vist selv et indlæg om det for snart et år siden.

Måske er ligheden et tilfælde, måske ikke, men uanset hvad vil jeg ønske Telenor tillykke med deres flotte animation.

Det ser ret godt ud, og så er ideen heller ikke mere original - og personligt er jeg af den holdning, at god software skabes ved at stå på skuldrene af andres arbejde.

Hvorfor skulle grafik være spor anderledes?

Kommentarer (16)
Mads Askø Gammelgaard Stark

Jeg vil igen rose dig for kviknets hjemmeside - det er den eneste jeg finder overskuelig vedrørende pris og ydelser.

Jeg har så svært ved at læse mig frem til pairbonding, fast (offentlig) IP, modem osv på andres sider. Det er enten umuligt, gemt væk eller skrevet så dumt at man ikke fatter det.

Det håber jeg i aldrig skiller jer af med.
Er selv meget tilfreds - det eneste der var lidt uoverskueligt var at jeg ikke vidste det var TDC der kom med mit modem - selvom der stod jeg ville modtage noget med posten.

Yoel Caspersen Blogger

Det håber jeg i aldrig skiller jer af med.

Tak for de pæne ord. Det er altid en udfordring at formidle de forskellige aspekter af vores produkter, og vi er ikke helt i mål endnu. Men vi arbejder på sagen, og feedback fra vores brugere er helt essentiel.

Er selv meget tilfreds - det eneste der var lidt uoverskueligt var at jeg ikke vidste det var TDC der kom med mit modem - selvom der stod jeg ville modtage noget med posten.

Vi har oplevet, af det af og til også kommer som en overraskelse for den TDC-tekniker, der skal ud og udføre opgaven - men den er god nok, hvis man bestiller pair bonding fra os, skal teknikeren have et pair-bonding-modem med ud til kunden. Hvis kunden tillige har bestilt en WiFi-router fra os, kommer den så i en særskilt forsendelse med GLS og skal forbindes med WAN-porten til modemets RJ45-port. Jeg har sat det på vores to-do-liste, at den proces skal beskrives bedre - tak for reminderen!

Yoel Caspersen Blogger

Altså jeg kan se at Telenor giver fuldt speedometerudslag hvor Kviknet kun giver halvt. Kom nu ind i kampen Kviknet.

Ja, den har også voldt mig lidt hovedbrud, for det ser jo ud som om, vi slet ikke giver os nok, når realiteten er, at vi med pair bonding kan køre dobbelt så hurtigt som Telenor på den givne adresse.

Måske man skulle lade speedometeret slå fuldt ud som standard, og så lave en effekt med rystende speedometer efterfulgt af knust glas, når brugeren trykker på "Boost hastighed". Eller lade speedometeret tage en fuld 180 graders omgang mere... mulighederne er mange.

P.S. Min indre ingeniør får autistiske trækninger når jeg ser, at Telenor har valgt enheden "Mbit" i stedet for "Mbit/s". Når der ikke er tidsangivelse på, kunne tallet have været hvad som helst.

Martin Bøgelund

Fin feature med skiltning af mindstepris i 6 måneder - jeg regner med det er lovbestemt at I skal vise den pris(?)

Selv med flueben i Telenors "Ja tak jeg vil gerne spare 50,- hver måned" er Telenor lidt dyrere end Kviknet hen over de 6 måneder.

Dennis Jørgensen

Måske man skulle lade speedometeret slå fuldt ud som standard, og så lave en effekt med rystende speedometer efterfulgt af knust glas, når brugeren trykker på "Boost hastighed". Eller lade speedometeret tage en fuld 180 graders omgang mere... mulighederne er mange.

Man kan ikke gå fejl med flammer, eksplosioner og "Type R".

P.S. Min indre ingeniør får autistiske trækninger når jeg ser, at Telenor har valgt enheden "Mbit" i stedet for "Mbit/s". Når der ikke er tidsangivelse på, kunne tallet have været hvad som helst.

Afregningsperioden er tydeligt angivet, så der er naturligvis tale om Mbit/måned.

Ellers så bruger vi jo SI systemet, per lov, så udeladte enheder må i sagens natur tages derfra. Så når der står "70 km" på en hastighedstavle, så må man regne med at der er tale om 70km/s, mens dem som også udelader angivelsen af distance er angivet i m/s. Lidt fjollet at skelne egentlig, folk kører jo typisk en del langsommere end grænserne, uanset om tælleren er i meter eller kilometer.

Steen Garbers Enevoldsen

Som ateist får man så sjældent mulighed for at bruge et godt bibelcitat, så jeg vil benytte lejligheden til at gribe chancen med et lille citat fra Johannes evangeliet, kap 8, ver 7: »… Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten ...«

Jeg er helt enig med dig, Yoel, at udviklere står på skuldrene af andre udviklere, og at det er absolut en god ting som du skriver adskillige steder i din blogpost. Det er dog god stil, lige at kreditere kilden, hvorfra inspirationen til systemet/koden/idéen kommer.

Det tænkte jeg da også selv, da jeg med interesse læste din blogpost fra september, hvor du beskrev jeres fine kort til visning af CPE online tilstand i en geografisk kontekst (https://www.version2.dk/blog/praktikantopgaven-danmarkskort-1081224). Det kan næppe overraske, at jeg synes det er en supergod idé. Jeg beskrev den selv i detaljer 6 måneder tidligere i Computerworld (https://www.computerworld.dk/art/238861/big-data-paa-arbejde-saadan-ved-...). Idéen skal være dig vel undt, og min egen erfaring efter mere end et års drift af vores CPEmap er, at nytteværdien af værktøjet er tårnhøj.

Har Kviknet af egen kraft fået idéen om jeres kort, helt uafhængigt af beskrivelsen af selvsamme idé ovre på Computerworld? Det er absolut muligt, så unikt er systemet heller ikke og jeg lader hjertens gerne tvivlen komme dig til gode.

Måske du tilsvarende kunne have overvejet at lade tvivlen komme Telenor til gode, før du skrev denne blogpost?

Lad os runde af med et ordsprog uden bibelsk islæt: Fej for egen dør, før du fejer for andres

Yoel Caspersen Blogger

Måske du tilsvarende kunne have overvejet at lade tvivlen komme Telenor til gode, før du skrev denne blogpost?

Du tager fejl, hvis du tror, jeg er fornærmet - tværtimod! Jeg er faktisk lidt stolt over, at et af Danmarks største teleselskaber muligvis har fundet inspiration hos os. Det kunne jo tyde på, vi har fundet en god løsning.

Det er dog god stil, lige at kreditere kilden, hvorfra inspirationen til systemet/koden/idéen kommer.

Det er hermed gjort - for som altid er inspiration jo summen af mange forskellige indtryk, nogle mere end andre. Ideen med kortværktøjet havde stået på min liste i ca. 1 års tid, da du udgav dit blogindlæg, men jeg må erkende, at din formidling af jeres løsning er et godt stykke arbejde, der i øvrigt er spændende at læse.

Jeres implementation var en tand bedre end Observiums implementation af et tilsvarende koncept flere år tidligere, og på den vis er det jo smukt, at ideer kan udvikle sig over tid. Nogle gange vil behov, der ligner hinanden, konvergere mod løsninger, der sjovt nok også ender med at dele fællestræk.

Yoel Caspersen Blogger

Fin feature med skiltning af mindstepris i 6 måneder - jeg regner med det er lovbestemt at I skal vise den pris(?)

Ja, det er en følge af markedsføringslovens § 12 a. Forbrugerombudsmanden har tidligere politianmeldt teleselskaber for vildledende markedsføring, når de glemte at oplyse om minimumsprisen i bindingsperioden.

Mange prissammenligningssider er derfor begyndt at rangere de forskellige abonnementstyper efter prisen over 6 måneder.

Efter min mening er det dog ikke en retvisende metrik, for et gennemsnitligt bredbåndsabonnement har en varighed på mellem 36 og 42 måneder. Derved bliver udbyderne ansporet til at have en kunstigt lav pris i de første 6 måneder, for derefter at hæve prisen efterfølgende.

Poul-Henning Kamp Blogger

Har Kviknet af egen kraft fået idéen om jeres kort, helt uafhængigt af beskrivelsen af selvsamme idé ovre på Computerworld? Det er absolut muligt, så unikt er systemet heller ikke og jeg lader hjertens gerne tvivlen komme dig til gode.

Jeg synes egentlig at det er lidt pinligt at høre på denne ungdommelige pissekonkurrence, for AT&T havde en kæmpetavle med geografisk status på deres telefonnet, lavet af krydsfiner og signallamper, allerede den gang jeg blev født og jeg har selv set mindst fire generationer af det samme i forskellige netværks-centre inden internettets dage.

Så unik og genial er den idé altså heller ikke...

Det er ikke det AT&T display jeg tænkte på, men der er et ude til højre her:

http://long-lines.net/places-routes/VA02/AUTOVON-FTS-NMC-A.html

Eller i baggrunden her:

http://www.beatriceco.com/bti/porticus/bell/images/longlines/053.jpg

Yoel Caspersen Blogger

Så unik og genial er den idé altså heller ikke...

Som udvikler kan jeg dårligt tælle det antal gange, en person har henvendt sig til mig med en genial forretningsidé. Som regel går snakken på følgende vis:

"Hey, Yoel, jeg har fået en fantastisk idé, som vil revolutionere markedet. Jeg mangler bare en udvikler, der kan kode en app."
Jeg tøver, for jeg ved udmærket, hvor samtalen er på vej hen.
"Hvad går den idé ud på?", spørger jeg så. Han kigger mistroisk på mig, kniber det ene øje i og vurderer mig i et par sekunder, før han fortsætter.
"Altså, hvis jeg bare fortæller det uden videre, så stjæler du den jo bare."
Jeg sukker, og spekulerer på om den sociale relation kan bære, at jeg siger, hvad jeg tænker.
"Ro på - hvis jeg skal give dig min vurdering, skal jeg jo vide, hvad vi taler om. Jeg lover, at jeg ikke stjæler din idé."
Han er stadig skeptisk, men så slapper han af og fortæller mig om en eller anden banal problemstilling, som er løst 100 gange før. Hans løsning er sådan set nogenlunde, selv om den bærer præg af at være fostret af en person, der ikke har indsigt i programmering.
"Hvis du skal have mig eller nogen anden til at lave den, koster den 200.000 kr., for der skal bruges adskillige uger på udvikling og test."
Hans ansigtsudtryk går fra en blanding af vantro og skepsis til et overbærende smil.
"Det har jeg tænkt på. Jeg betaler ikke med penge, men med ejerandele."
"Nå da, hvad har du i tankerne?"
"Ja, altså, nu er det jo mig, der kommer med idéen, og du skal jo bare kode app'en. Vi bliver styrtende rige, for den sælger sig selv. Skal vi sige 10 procent til dig?"

Og her slutter samtalen som regel, for der findes en god og klar regel, som jeg altid har holdt mig til:

Gode idéer er værdiløse, for de opstår spontant, over det hele og hele tiden - det er alene eksekveringen, der tæller.

Martin Bøgelund

Efter min mening er det dog ikke en retvisende metrik, for et gennemsnitligt bredbåndsabonnement har en varighed på mellem 36 og 42 måneder. Derved bliver udbyderne ansporet til at have en kunstigt lav pris i de første 6 måneder, for derefter at hæve prisen efterfølgende.

Jeg forstår godt tankegangen, men tillader mig at være ganske uenig.
Hvis du vil have en sammenligning ud over bindingsperioden, kommer du ud i for mange scenarier, hvor produktet eller servicen kan ændre sig på adskillige måder, og så kan du alligevel ikke sammenligne. Konsekvensen bliver at prissammenligningen i sig selv bliver vildledende, og formålet med at skabe et énslydende sammenligningsgrundlag i markedet med de uigennemskuelige produkter og priser, går dermed tabt.

Derudover skal man hjælpe forbrugerne med at navigere fornuftigt i markedet, uden at fratage dem ansvaret for at tænke selv. Og udløb af en bindingsperiode er en glimrende anledning til at tage ansvaret for sine serviceabonnementer, og reflektere lidt over om man kan få noget tilsvarende, men bare billigere, et andet sted.
Hvis man kommer stikkende med en sammenligning 3-5-10 år ud i fremtiden, lokker man forbrugerne væk fra at overveje om den teknologiske udvikling ikke kunne tænkes at have indflydelse på, hvad den bedste ydelse til prisen måtte være i mellemtiden.

Log ind eller Opret konto for at kommentere