Debugging konference 26. oktober - uden titel?

I går havde jeg møde på Ingeniøren om at sætte gang i den debugging-konference, som
jeg tidligere har bragt frem.
Det er et kæmpe problem, at der er alt for få steder hvor man i uddannelses-sektoren lærer at debugge og teste.
Derfor må vi lave en konference, hvor vi kan udveksle erfaringer.

Vi har nu følgende plan. Torsdag aften i næste uge (3/10) skal Kenneth Geisshirt og jeg stille
med et næsten færdigt program for en debugging-konference, som skal køre hos Ingeniøren i Valby 26. oktober fra 10 til 17 (ca).
Fredag laver vi en go/no-go beslutning.

Jeg har sendt første bølge af invitationer ud til talere, og har fået gode talere ind, men vil gerne have flere mulige talere ind.

Mht. fokus af konferencen: Det primære for mig er ikke om du vil tale om store teoretiske aspekter en times tid. Egentlig vil jeg gerne have mere fokus på

  • egne erfaringer med at debugge kode
  • med at lave design så man undgår mange af de probleḿer, man ellers ender i senere
  • erfaringer med gode tools på Linux/BSD/Mac/Windows/iOS/Android eller dårlige
  • faldgruber når man debugger
  • metoder til at debugge
  • særlige erfaringer med embedded debugging
  • særlige erfaringer med at debugge web-kode (Javascript, server-side, ASP)

Listen er ikke endelig!
I må meget gerne skrive nedenfor, hvis der er emner, der burde være med i listen.
Det kunne f.eks. være brugen af versions-kontrol eller test-miljø - emner, som klart influerer hvor meget man ender med at debugge.

Et foredrag kan snildt være ned til 15 minutter men op til 45 minutter er også helt ok.
Du skal kunne tale foran ca 100 personer, og dem som bidrager med foredrag kommer foran i køen mht. billetter.
Derfor vil vi gerne høre fra dig - skriv til os på denne URL, hvis du er en mulig foredragsholder.

Når Kenneth og jeg at få lavet et godt program, så er planen at Version2 og IDA-IT annoncerer konferencen næste fredag. Her vil det vil også fremgå hvordan man tilmelder sig.

/pto

P.S. fortalte jeg at hvis man vil være sikker på at komme med, så er det en god ide at komme med en foredrags-ide?

P.P.S. jeg vil gerne have nogle hårde Windows-debugger-folk med. Mine gode venner hos Microsoft har endnu ikke fundet
en god taler, så kender du en f.eks. en C# udvikler, der spiser fejl hurtigere end jeg kan råbe Linux, så skriv lige på denne URL.

P.P.P.S. hvad skal konferencen hedde?

P.P.P.P.S. Fire gange P er for latterligt - stop for flere fodnoter!

Kommentarer (30)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Klaus Kolle

Må jeg foreslå ovenstående emne.

Jeg underviser på en ingeniøruddannelse. Jeg giver en introduktion til debugning på embedded systemer sammen med en kollega. Jeg - kan man sige - fra software siden og min kollega - som er mere hardware orienteret - mere low level.

Vi har ikke så meget lækkert grej, som man måske har til rådighed i industrien, hvor man måske sidder med opgaven i lang tid. Vi har ikke tid til en længere seance med opsætning og konfiguration. Vi hænger oftest ikke så længe ved emnet, da der jo er meget andet stof, som skal undervises. Samtidig er de projekter, som vi roder de studerende ud i oftest ikke af større omfang end at man kan overskue dem og måske klare sig med "printf" og loggen.

Jeg introducerer forskellige debug-teorier og gdb-server og gdb/Eclipse introduceres, som anvendelige værktøjer, og en simpel opstilling øves. Men mere bliver det oftest ikke til på grund af tidsnød. Det kunne sagtens blive et et helt fag for sig selv er min vurdering.

  • 4
  • 0
Ivan Skytte Jørgensen

Jeg synes at konferencen kunne hedde:
- Debug++
- Fejlfindingskonference
med undertitlerne:
- "Det virker hos mig"
- "Det var da sært..."
- "Fejl kommer ikke alene"
- "Det har jeg ikke set før"
- "Det er en kendt fejl"
- "Det har det aldrig gjort før"
- "Det sker nok ikke igen"
- "Det virkede i går"

  • 5
  • 0
Thomas Søndergaard

Det ville være rigtig fedt med et indlæg om håndtering af debug symboler og crash dumps herunder opsamling. Emner kunne inkludere

  • symbol servere på Windows og hvad der findes på Linux (e.g debuginfo rpms)
  • abrt på Linux (fedora/redhat)
  • Windows Error Reporting (WER)
  • cross-platform i form af google breakpad
  • 3
  • 0
Ivo Santos

Jeg er på nuværende tidspunkt i gang med at udvikle et større mini framework til C programmering og jeg er faktisk ikke stødt ind i de helt store problemer i forbindelse med fejlfinding, en af grundene til dette er at jeg har tænkt en del over hvordan de forskellige komponenter skal designes såleles at fejlfinding er relativt nemt, og det på trods af at der mit første relle C program jeg har programmeret, derfor burde komponent design eller design af kode ligeledes være en del af konferencen ellers ved jeg ikke lige hvad jeg kan bidrage med.

Hilsen en hobby programmør

  • 0
  • 0
Martin Nielsen

Jeg har udviklet web-applikationer i over 10 år - og som du ganske rigtigt fremhæver, så hører det ikke hjemme i skolen (eller mange af de bøger man kan læse om udvikling).

Selv er jeg resultat af en tid, hvor vi livligt delte kode med hinanden. Det var før Open Source var noget man talte om, man delte blot kode med hinanden og opdagede man at nogen havde stjålet ens kode... ja, så blev man med stor sandsynlighed venner. For blot 10 år+ siden, delte man kode og man fik feedback til sin kodning. Den feedback jeg fik fra online-venner dengang, har været uundværlig. Uden den ville jeg fortsat lave applikationer der var åbne for "code injection".

Når det kommer til debugging i dag, er det "sjove" at mange begår fodfejl. Ofte der er tale om at udviklerne ikke kender til kvalerne for ti år siden. Skal en udvikler i dag tage en query-string og komme den ind i en database, er det langtfra sikkert at udvikleren undgår "code injection". Der er meget fokus på "standard" sikkerhedshuller, hvilket også er begrundet, men der er sjældent fokus på dårlig programmering.

Jeg vil derfor håbe, at der er nogle dygtige folk, som kan fortælle om sikkerhedshuller i forbindelse med dårlig programmering.

  • 0
  • 0
Andreas Bach Aaen
  • og når alle de smarte værktøjer kommer til kort - eller at produktiondkoden er udviklet på så gammel en platform, at der ikke findes seje værktøjer til at debugge.
    Min erfaring siger at debugging handler mere om at tænke sig om end at benytte smarte værktøjer.
    Det kan også nemt være, at smarte værktøjer påvirker produktionsmiljøet for meget. Det dur ikke at pause en enkelt proces ud af de mange kørende processer, det skaber i sig selv en stribe andre problemer.

Så:
1) hyppigheden af fejlen siger en hel masse om hvilken klasse af fejl det kan være. Memory leak, race conditions, overflow, ...
2) Del og hersk: Smart brug af print/printf debugging deler problemet i 2 eller 3 halvdele. Efter et par omgange med binær søgning er der meget lidt kode tilbage at debugge ved nærlæsning.

  • 0
  • 0
Robert Larsen

Det ku' være godt med så'n en konference, så godt initiativ herfra.

Jeg bruger primært gdb og Immunity Debugger til alt lowlevel debugging og de kommer med Python bindings, som jeg har haft glæde af, men desværre ikke nok til at kunne sige meget intelligent om det :-(

Men det kunne andre måske?

  • 0
  • 0
Michael Zedeler

Jeg ved ikke meget om hvordan man gør, men jeg kan også sige at det ville kede mig i hjel at se en eller anden vimse omkring med et eller andet værktøj, man så skal lære at kende.

Som Andreas skriver, er det interessante ikke værktøjer, men metoder. Du kan bevæbne dig til tænderne med alverdens debuggere, men hvis du er en elendig programmør, er det bare en ny måde at spilde din tid på.

Hvis vi nu antager at jeg ikke er en elendig programmør, kan jeg så sige at jeg ikke interesserer mig synderligt for debugging-værktøjer, men til gengæld er meget, meget interesseret i alle mulige andre ting, der kan reducere fejlfrekvensen i min kode. Herunder (men slet ikke begrænset til) det sjældent positivt omtalte, men yderst effektive "værktøj" kaldet "print", som Andreas også bruger en variant af.

  • 0
  • 0
Peter Toft

Kneth og jeg har lavet titel for konferencen
* Titel: Debugging - for rigtige programmører.
* Undertitel: En dag fyldt med fejl

Vi laver program i aften og vi har mange gode forslag til at lave et godt program så er sidste chance i dag for ekstra talere :)

  • 1
  • 0
Peter Toft

Kenneth og jeg har lavet første version af konferenceprogrammet.
Der var flere talere end vi havde plads til, så nogle har vi måtte sige nej tak til. Planen er fortsat at åbne op fredag med program og billetter.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere