Gæstebloggen

Datamagt kræver demokratisering og politisering

Eksplosionen af digitale data betyder, at vi i stigende grad lever i et samfund, hvor vores udfoldelsesmulighed på godt og ondt rammesættes af digital dataproduktion og dataanalyse. Det er derfor nødvendigt, at vi opnår en langt større grad af forståelse for og klarhed over de forskellige aktører, interesser og komponenter, der indgår i skabelse, analyse og anvendelse af digitale data i både offentligt og privat regi.

Tobias Liebetrau er ph.d. ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Illustration: Privatfoto

Det er samtidig en forudsætning for, at vi bedst muligt formår at gøre dataficering til genstand for offentlig debat og politisk beslutningstagning.

Et digitaliseringsministerium vil ikke blot kunne fordre en sådan debat og beslutningstagning, men vil være det oplagte sted at sætte de nødvendige rammer for den langsigtede udvikling og anvendelse af digitale data i Danmark.

Desuden bør et Digitaliseringsministerium være garant for at sikre en langt større grad af åbenhed, transparens og regulering, når det kommer til de mange aktører, interesser og elementer, der indgår i skabelsen og anvendelsen af digitale data i regi af både det offentlige og det private.

Siden 2001 - hvor digitaliseringssamarbejdet mellem staten, kommuner og regioner blev systematiseret med den første fællesoffentlige digitaliseringsstrategi - har et offentligt mantra været, at øgede datamængder giver nye muligheder for at opnå indsigter og levere velfærd, der førhen var utilgængelig, hvis ikke ligefrem utænkelig.

Større evidens, præcision og objektivitet

Data skaber overblik over helheden og sans for detaljen. Data leverer større evidens, præcision og objektivitet. Hermed afsløres det økonomiske imperativ, som har drevet størstedelen af både den offentlige og private dataproduktion, distribution og samkørsel.

Store digitale datamængder lover overblik, omkostningseffektivitet og besparelser. Flere observationer og mere data betyder kort sagt færre udgifter og større indtjening.

Det er en række indlysende fordele og muligheder forbundet med teknologiudvikling og den stigende digitale dataproduktion, hvad end det angår helbredelse af sygdomme, kampen mod klimaforandringer eller mere effektive produktionsmetoder.

Vi er imidlertid trådt ind i en verden, hvor data ikke længere blot er et analytisk instrument, men et afgørende grundstof i den måden, vi skaber og fordeler viden, værdi og magt på i samfundet.

Data og datadrevne digitale teknologier besidder en dyb samfunds- og menneskedannende kraft. De former vores liv, relationer og interaktioner. Data fastholder og forandrer politiske, sociale, kulturelle, økonomiske, religiøse og etniske skillelinjer og kategorier.

Produktionen og anvendelsen af data indeholder således altid en eksplicit eller implicit kamp om mening, fortolkning og kategorisering.

Fokuser på interesser og magtforhold

Vi er derfor nødt til at fokusere på, hvilke interesser og magtforhold, der animerer bestemte typer af dataproduktion og databrug. Af samme grund er den fortsatte digitalisering og dataficering af samfundet er et afgørende demokratisk og politisk anliggende.

Det gælder, hvad end de digitale data bruges til at omforme politik og samfund gennem produktion af målrette valgkampsstrategier- og kampagner, inddrivelse af skat, udbetaling af sociale ydelser, efterretningsmæssig overvågning eller private virksomheders reklamesalg.

Endvidere er det sandsynligt, at vi i takt med, at datamængden stiger bliver gradvist mindre tilbøjelige til at lægge mærke til de grundlæggende effekter af data og data drevne digitale teknologier. Det skyldes, at deres eksistens og indflydelse på en gang bliver gjort mere uigennemsigtig og hverdagsagtig.

Det betyder paradoksalt nok, at vi meget vel risikerer at blive dårligere til at forstå og diskutere digitale teknologiers samt datas indflydelse på mennesker og samfund, i takt med at datamængden og dataafhængigheden stiger.

Vi risikerer at blive blinde for, at data aldrig blot er noget, der er. Data eksisterer ikke uafhængigt af omgivelserne. Der findes ikke ubehandlede eller rå data. Data bliver skabt. Data er hverken blot repræsentation eller dokumentation.

Når data skabes, samles, analyseres og præsenteres, så sker det ikke uafhængigt af de mennesker, ting og fænomener, som data referer til. Data og produktionen af data er på den måde filtret ind i konstante sociale, økonomiske og politiske kampe.

At tage dataficering af samfundet for givet, er det samme som at camouflere tilblivelsen, produktionen og styringen af data, samt de interesser og den magt, der er forbundet hermed. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi stiller skarpt på og fastholder, at den digitale dataficering er politisk.

Hvilke rettigheder og forpligtigelser har vi som borgere?

Teknologiudvikling og dataficeringen skal ikke bandlyses, men vi er nødt til i langt højere grad at debattere og tage stilling til grundlæggende politiske spørgsmål om hvad digitale data bør, kan og skal bruges til i henholdsvis offentligt og privat regi? Hvad gør data personlige?

Hvilke rettigheder og forpligtigelser har vi som borgere, brugere og samfund i forhold til at aflevere, producere og anvend data?

Hvordan sikrer vi, at der bliver taget tilstrækkelig højde for sociale, etiske, retssikkerhedsmæssige og menneskeretlige hensyn, når de digitale datamøller maler?

Data, viden og magt

Det har i århundreder været gavnligt for statens magt at producere og kategorisere data. Michel Foucault, Pierre Bourdieus og en lang række forskere inspireret af deres arbejde har på forskellig måde demonstreret, hvordan data, viden og magt er uløseligt forbundet.

Hvordan staten og dens institutioner har grundfæstet deres autoritet, legitimitet og legalitet ved at producere og kategorisere viden om ting og mennesker som data.

Virksomheder har naturligvis også genereret data over deres forbrugere, men staterne har haft nærmest monopol på dataproduktionen i flere hundrede år. Staternes datasuverænitet står imidlertid ikke længere alene.

Over de seneste 20-30 år har den teknologiske udvikling gået hånd i hånd med en liberalisering af dataproduktionen, hvilket har medført en privatiseret dataficering af samfundet. Der findes ikke historiske fortilfælde på en kongemagt, et kejserdømmer eller en stat, der har haft befaling og råderum over så mange, så finkornede, så varierede og så detaljerede data som Facebook og Google. De ved ganske enkelt mere om vores færden, gøren og laden, end vi selv gør.

Skabelsen og brugen af data har således altid været filtret ind i sociale, økonomiske og politiske kampe, men i dag er private virksomheder i vid udstrækning dagsordenssættende, når det komme til dataficering.

Data er eksempelvis den primære pris, vi betaler for vores forbrug af tjenester hos f.eks. Facebook, Google, Amazon og Netflix. Både danske borgere og den danske stat leverer den primære datafoder, der understøtter deres overvågningskapitalistiske forretningsmodeller.

Desuden er den fortsatte optimering af kunstig intelligens i form af maskinlæring dybt afhængig af bestandig øget og forbedret dataproduktion, så den selvlærende software bliver optimeret.

Endelig er den fortsatte produktion og anvendelse af data bundet op på, at vi blindt fortsætter med at koble hverdagsting på nettet såsom elpærer, babyalarmer og barbie-dukker, uden at vi reflekterer videre over, hvorvidt det er nødvendigt, og hvem der i sidste ende får adgang til de data, der produceres, opsamles og samkøres.

Den seneste tids debatter om oprettelsen af det Dataetiske Råd, oprettelsen af et Nationalt Genom Center samt den danske implementering af EU’s persondataforordning GDPR har løftet datadebatten og –bevidstheden i kongeriget.

Nedsættelsen af et uafhængigt Dataetisk Råd, der kan hjælpe os med at debattere brugen af data i offentlig og privat regi er en god ide. Men dataetik kan langt fra stå alene Desværre er politiske sværdslag og idelogiske markeringer vedrørende de langsigtede konsekvenser af dataficering snarer undtagelsen end reglen.

Det danske samfund er for længst stævnet ud på det digitale datahav, men den politisk-ideologiske kurs vi navigerer efter diskuteres sjældent. Skal vi undgå datastrømmenes mange hestehuller, er vi nødt til at udvikle et nødvendigt og brugbart demokratisk og politisk navigationsudstyr. Etableringen af et digitaliseringsministerium er afgørende for, at det sker. Et digitaliseringsministerium skal være med til at sikre, at vi får gjort dataficeringen af samfundet til genstand for offentlige debat, langsigtede politiske beslutninger og yderligere regulering.

Data kan aldrig stå alene

Politikere, medier og borgere har et ansvar for at forholde sig til og sætte sig ind i mulighederne og begrænsninger ved digital dataproduktion i takt med, at digitale data bliver mere og mere integreret i og styrende for vores liv.

Det kalder på en revolution af, hvordan vi tænker politiske om, på og med data. Oprettelsen af digitaliseringsministerium vil være med at fostre en større forståelse og diskussion af data som en betydelig politisk, økonomisk, social og kulturel ressource, der kortlægger vores gøren og lader, fortærer vores opmærksom og styrer vores valg.

Etableringen af digitaliseringsministerium kan understøtte, at vi som samfund politiserer den altomsluttende dataficering og måletrang.

Data er mere end en vækstmotor. Data er mere end serviceoptimering og effektivisering. Data er mere end besparelser. Data er mere end opbyggelse og opgradering af velfærdsstaten. Data er mere end masseovervågning. Data er mere end overvågningskapitalisme.

Data kan ikke stå alene. Data kan ikke skabe et fuldstændigt billede af de komplekse og dynamiske relationer og interaktioner, der udgør vores samfund, vores liv og vores relationer. Samfundet er mere end summen af dets helhed. Jeg er mere end summen af data om mig.

Data kan skabe kvalificerede beslutningsgrundlag, men det kræver konstante politiske, demokratiske, retslige og etiske overvejelser over både produktionen og anvendelsen af data. Dataudfordringerne står i kø. Politikere, medier og civilsamfundet er nødt til at komme ind i datakampen. Data er politiske.

Danske politikere bør derfor i langt højere grad sætte retning og skabe rammer for både en datapolitiske debat samt den konkrete produktionen og brug af digitale data i både offentligt og privat regi.

Vi er nødt til at diskutere og rammesætte, hvordan vi bedst beskytter, investere i og bruger data til at skabe værdi for den enkelte og samfundet. Det arbejde bør være en kerneopgave for et digitaliseringsministerium.

Relateret indhold

Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jakob Skov

Amen til at data er politik.

Det indebærer at man politisk bør være villig til den kulturændring det vil kræve at "ligestille" dataanvendelse med andre af samfundets magtmidler.
Samtidig er der enorm forskel på data og datakvalitet, både teoretisk og praktisk: Teoretisk er problemerne velkendte indenfor matematisk model-udvikling, med korrelation versus kausalitet som en primær problemstilling der gør den nutidige korrelationsbetingede brug ualmindeligt bekymrende som beslutningsværktøj.

Praktisk er problemerne indsamligsmæssigt hv-spørgsmålene i forhold til borgere og den specifikke anledning, hvilket man har nogen uspecifikke krav til idag. Men uden binding der tager stilling til data som magtmiddel i stedet for et mål i en større sags tjeneste (Informere politiske beslutninger! Al data er bedre end ingen data selvom kvaliteten kan gøre beslutningsgrundlaget fejlagtigt?), bliver det ofte for let at lade ord som "fortrolighed" fortynde i det uendelige.

  • 3
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

"Danske politikkere bør derfor i langt højere grad sætte retning og skabe rammer for både en datapolitiske debat samt den konkrete produktionen og brug af digitale data i både offentligt og privat regi.
Vi er nødt til at diskutere og rammesætte, hvordan vi bedst beskytter, investere i og bruger data til at skabe værdi for den enkelte og samfundet. Det arbejde bør være en kerneopgave for et digitaliseringsministerium."

Hvis ikke udgangspunktet for denne debat og dens retning og rammer er beskyttelsen af retten til privatliv, så risikerer det at blive en debat i toppen af samfundet, hvor dataherremænd diskuterer, hvorledes undersåtternes liv og levned bedst kan dataficeres og udnyttes til økonomiske og magtrettede formål.

Udnyttelsen af den enkeltes privatliv skal ikke besluttes i råd, udvalg og kommiteer, langt fra disse datas retmæssige ejermænd - for det vil bare være et statsautoriseret overgreb. Voldtægt.

  • 5
  • 2
Simon Rigét

Data og information er magt. Det er endnu mere sandt nu end for 100 år siden.

En anden meget gammel sandhed er, at magt korrumperer.
Lige nu opfører de fleste datamagthavere sig nogenlunde pænt. Men magtens forfald slår næsten aldrig fejl.

Den bedste metode vi har, er opdele magten i statslige instanser, med vandtætte skodder imellem.
Desværre er den danske grundlov ikke ikke rigtig med på det med skodderne. Vi har som bekendt allerede næsten totalt personsammenfald mellem udøvende og lovgivende magt, og det bliver sværere og sværere at få domstolene til at stå op for borgerrettigheder.

Vi har brug for at have mindst 4 adskilte magtinstanser præciseret i grundloven.
Et ministerium er ikke tilstrækkelig adskillelse til, at en tilfældig regering finder på at sammenkøre alle mulige data, på måder der træder på individers rettigheder, så skriger til himlen.
Det er vel og mærke ikke engang en forudsigelse. Det er allerede sket. …Og det reporteres næsten ikke i til den brede offentlighed.

Jeg ved dårligt nok hvem jeg skal stemme på, for at få mit privatliv tilbage og magten i sikre hænder!

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize