Dataarkæologi er ikke hvad det har været…

Et julekort fra Datamuseum.dk

I år er det 20 år siden datamuseum.dk startede.

Dengang hed det ikke datamuseum.dk, det var ikke engang en forening, det var bare en flok der kaldte sig "dataarkælogerne" som lavede en særudstilling på Ballerup Egnsmuseum om "Da Computeren Blev Voksen", som kun med meget stort besvær kan finde spor af på nettet.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg selv begyndte at frekventere dataarkælogerne, men jeg var med til den stiftende generalforsamling i 2002.

Dengang bestod en stor del af aktiviteterne af at hente ting og stuve dem ind under en af Ballerup Kommunes Skoler, hvor et kælderrum var blevet os tildelt - og det var fyldt.

Ambitionen dengang var at bygge et egentligt datamuseum ude ved siden af Ingeniørhøjskolen i Ballerup.

Takket være en donation fra Charles Simonyi, som i sin tid stak af fra Ungarn, dukkede op i København og programmerede på GIER computer, blev der lavet et udredningsarbejde og konklusionen var på samme tid opløftende og nedslående.

Opløftende fordi det ikke var umuligt at bygge et sådant museum og nedslående fordi det ville give 10 mio kroner i underskud hvert år. Det er dyrt at holde dørene åben og toiletterne rene.

Det tog lidt tid at komme sig over skuffelsen.

I mellemtiden havde vi fået en større kælder stillet til rådighed af Ballerup Kommune, i forhold til depotrummet under skolen en luxuriøst stor kælder, og vi fortsatte med at kradse resterne af danske IT historie til os, fortsatte med at lokke medlemmer til og fortsatte med at have det sjovt torsdag aften.

Med tiden er vi blevet mere "museale" i vores tilgang til opgaven.

Vi har fået næsten 1500 fysiske "artifakter" registeret i vores genstandsdatabase og i år har jeg endelig fået søsat vores "bitarkiv" som nærmer sig 1000 "digitale artifakter", som forhåbentlig dermed er sikret bevaring for eftertiden.

Vi er også blevet bedre til at spille PalleTetris, for samlingen er vokset gevaldigt. Så længe vi havde plads var det klogest at sige ja til alt hvad folk tilbød.

Ballerup Kommune fik ny borgmester undervejs og den nye er mere til sport end dengang Ballerup var Danmarks "Silicon Valley" og derfor har vi måtte afgive ⅓ af vores kælderlokale til en skydebane undervejs. Ikke ideelt, men med den husleje vi ikke betaler klager vi ikke.

Vi har til gengæld måtte tillægge os et par fjernlagre, eller tre, og en af næste års store opgaver bliver at et af dem skal rives ned og vi skal have ryddet vores PC-samling op og ud. Det hører i nok mere om, for vi får brug for nogle frivillige til at slæbe.

Alt i alt er vi nok nået dertil hvor vi bliver nødt til at beslutte os for nogle lidt strammere kriterier for hvad vi mener med "indsamle, bevare og udbrede kendskabet til dansk datahistorie". Hvor gerne vi end vil, kan vi ikke bevare hele historien i skalaforhold 1:1.

(Det er ikke et problem vi er ene om: Computer History Museum i Californien har indført moratorium for donationer, indtil de kommer igennem samme øvelse.)

For mig personligt har årets højdepunkt været at vi fik en Rational 1000 maskine til at køre.

Men jeg er bestemt også glad for at bitarkivet endelig er kommet i luften, bla. takket være hardware donationer fra visse af denne blogs læsere. Tusind tak for det!

Bitarkivet betyder f.eks at vi har et sted at gøre af image-kopier af harddiskene fra vores DDE maskiner og det er åbenbart på høje tid: I den maskine jeg er igang med nu, har jeg kunnet læse én disk uden problemer, en vil slet ikke starte og en har læsefejl over hele skiven, det tyder på at hovedet har været på afveje.

Vi håber selvfølgelig stadig at vi engang får en eller anden permanent og publikumsvenlig udstilling.

Vi krydser fingre for Danmarks Tekniske Museum's projekt på Svanemølleværket kan undvære et hjørne til en udstilling om dansk datahistorie og drømmer om at en rigtig rig onkel køber og forærer os en DanByg skandale med lidt kontor og en masse lagerplads, gerne nær en S-togsstation.

Men indtil da finder I os på den sædvanlige underjordiske addresse i Ballerup, hver torsdag aften fra syvtiden.

God Jul & Godt Nytår!

phk

Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bjarke Jensen

Jeg har svært ved at forestille mig at der ikke skulle være nogle mere etablerede institutioner som ikke vil være med til at lave en permanent udstilling af dansk datalogisk historie.
Er I i dialog med det tekniske museum? Ellers må der være andre der vil lege med. Aarhus Universitet har både Naturhistorisk Museeum og Steno Museet. Der må da være nogle af alle de universiteter som ligger tæt på S-togsstationer der kunne være interesseret i at lege med?

Eller hvad med nogle af vores rigmænd, Karsten Ree eller familien Kirk?

I har sikkert været omkring det. Men det ville være fedt at få åbnet den del af danmarkshistorien op for den brede befolkning også.

  • 1
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

I har sikkert været omkring det. Men det ville være fedt at få åbnet den del af danmarkshistorien op for den brede befolkning også.

Vi har lavet forskellige små udstillinger, bla. sammen med Post&Tele museet og Danmarks Tekniske Museum, men det beslaglægger en temmelig stor del af vores resourcer at lave den slags.

Selvom vi er et dusin mennesker de fleste torsdag aftener, bliver det ikke til ret meget mere end et enkelt årsværk og det sætter sine naturlige begrænsninger.

Vi lider også lidt under at de tre største virksomheder der naturligt udgør kernen af vores virke, alle gik konkurs med et brag.

Jeg plejer at joke lidt med at vi også er Danmarks Konkursmuseum: Vi har RegneCentralen, Rovsing, DDE og Nordisk Fjers RC8000 maskine.

Vi kun Bonde Nilsens laptop for at have hele top-5.

  • 4
  • 0
Bjørn Ørding-Thomsen

Det gamle Tekniske Museum (nordvest for Helsingør) havde en medarbejder (jeg husker ikke navnet) der indsamlede meget materiale, interviewede gamle nørder og var på vej til at skabe en større samling af ting og beretninger. Og så stoppede det hele lige pludselig - jeg kender ikke de nærmere omstændigheder - men mon ikke det nuværende Teknisk Museum har et kæmpe arkiv?

  • 1
  • 0
Bjørn Ørding-Thomsen

"... Charles Simonyi, som i sin tid stak af fra Ungarn, dukkede op i København og programmerede på GIER computer ..."
Han nærmede sig de 18, hvor han ville blive indkaldt i to år i en meget barsk hær - og eneste måde at undgå det på var at få et job i udlandet. Derfor skrev han et lille program, som en dansk tekniker fik med hjem, og da programmet blev kørt udskrev det en jobansøgning - ikke specielt genialt - men pudsigt - og Bech hyrede ham og installerede ham på Hotel 3 Falke, hvor Charles var usikker på, om han selv skulle gøre rent på værelset (sådan fortalte Bech mig historien i sommeren 1965).

  • 3
  • 0
Ivo Santos

Det er da ærligt at det er ikke er muligt at overbevise københavnske politikkere om at genbruge det gamle bymuseum til et it-museum i stedet for at sælge det hele til en eller anden grådig kapitalfond.

  • 2
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Det er da ærligt at det er ikke er muligt at overbevise københavnske politikkere om at genbruge det gamle bymuseum til et it-museum i stedet for at sælge det hele til en eller anden grådig kapitalfond.

Man kan også undre sig over at de store rige industrivirksomheders ejerfonde ikke har talt sammen om at bygge et fælles teknologisk museum over deres glorværdige fortid.

  • 4
  • 0
Ivo Santos

Man kan også undre sig over at de store rige industrivirksomheders ejerfonde ikke har talt sammen om at bygge et fælles teknologisk museum over deres glorværdige fortid.

Mærks, F.L. Smith, det gamle ØK og måske Dansk Supermarked, nu hedder de vist noget andet, burde da have en masse historie som kunne være interesant at se eller læse om på enten et museum eller noget lignende, det samme gælder vist også for Carlsberg.

  • 1
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Mærks, F.L. Smith, det gamle ØK og måske Dansk Supermarked, nu hedder de vist noget andet, burde da have en masse historie som kunne være interesant at se eller læse om på enten et museum eller noget lignende, det samme gælder vist også for Carlsberg.

Det skal du ikke være sikker på.

Lauritz Knudsen havde indtil for få år siden et meget flot og vellavet privat museum, men det kunne en ny direktør ikke se grund til at bruge penge på, så det er væk nu.

SDC nedlagde deres kursuscenter/minimuseum for mange år siden, men der var vi heldige at få alt det der havde med computere at gøre.

Vi har kontakter i medarbejderforeninger flere forskellige store danske IT virksomheder og den ene gang efter den anden bliver deres samlinger "ryddet op" fordi der skal rationaliseres og indskrænkes.

Danske virksomheder er åbenbart ikke så meget til det med historie.

  • 1
  • 0
Knud Larsen

nej og det gælder også medie verdenen. Det er helt utroligt, havd man kan finde om en tilfældig kunstner være sig forfatter, maler eller lignende. medens man stort set ikke kan finde noget om virksomhederne, der skabte Danmark. Det er tydeligt, at det er personer, der tegner billedet.
Jeg havde gemt en 5 Mbit harddisk med separat strømforsyning fra Rovsing og gav den til Ålborg Tekniske Museum Jørgen var da kommet fra B&O som ny direktør. I øvrigt var der stor modstand mod at gemme noget. Som chefen sgade det kunne misforstås og opfattes som tyveri, selv om det blev solgt på fuldt åben auktion. Så FIKS må have et godt bidrag for Rovsing i det mindste.

  • 0
  • 0
Hans Nielsen

Der blev jo lavet rigtigt meget "skrammel" på et tidspunkt, end til det kun var IBM og alle clonnerne afløst af HP, Nu med alle dele garanteret produceret i Kina.

Danmark har jo i stedet være et rigtigt stor software land, og det er måske også nemmere og vigtigere at gemme dette. End alt for mange udlandske maskiner.

Som vi så må håbe på, at der findes lige så dedikeret mennersker i de lande hvor de er lavet, som vil passe på deres arv.

  • 0
  • 0
Nis Schmidt

Hvad bliver vores tid husket for? Nåh jo, vi er dem, der ikke efterlader læselige spor, fordi sporene kun findes på digitale medier, som ikke læses af nutidige computere. Så vi er de facto tilbage ved mundtlig overlevering (gennem en sky).

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere