Gæstebloggen

Danmark har brug for et Digitaliseringsministerium

Digitalisering berører dagligt os alle – som individer og som samfund. Alligevel er digitalisering langtfra en politisk kampplads. Danmark har behov for langsigtede politiske visioner og beslutninger på digitaliseringsområdet samt en bred offentlig debat om, hvad vi som samfund vil med digitalisering og teknologiudvikling.

Oprettelsen af et digitaliseringsministerium er et afgørende skridt på vejen til at opfylde de behov.

Tobias Liebetrau er ph.d. ved Institut for Statskundskab, KU. Illustration: Privatfoto

Valgtrommerne buldrer og den politiske heksekedel koger på en fond af sundhedsreform, pensionsalder og klimaforandringer.

De politiske visioner for digitalisering og teknologiudvikling glimrer ved deres fravær, til trods for at historier om big data, robotteknologi, kunstig intelligens, maskinlæring og kvantecomputere dagligt trækker overskrifter i danske og internationale medier.

Danske politikeres primære forhold til digitalisering synes altovervejende at bestå af skåltaler, buzzwords og berøringsangst.

Den fjerde industrielle revolution

Den digitale teknologiske udvikling og dens konsekvenser koges ofte ned til begrebet Den Fjerde Industrielle Revolution.

Den Fjerde Industrielle Revolution indkapsler en fremstilling af digitalisering og teknologiudviklingen som deterministiske faktorer, der ubetinget indvarsler omkalfatring og omdannelse.

På samme måde som globaliseringen blev det i 90’erne og 00’ erne, dyrkes digitalisering som en uundgåelige fremskridtsrettet markør for transformationer i vores økonomiske organisering, sociale regulering, politisk styring og etiske kompas.

Den danske politiske diskussion af digitalisering og teknologiudvikling placeres oftest i den samme større fortælling om en nødvendig udvikling, hvor drivkraften bag sociale og politiske samfundsforandringer i mindre grad knytter sig til visioner og forhåbninger om menneskellige og politiske fællesskaber, men i stigende grad til teknologiske fremskridt, der uanfægtet vil skabe fremtiden.

Det formindsker tidligere tiders optimisme på demokratiets og menneskehedens vegne. De politiske ideers kampplads svinder ind. Samlet set betyder det, at vores fremtidshorisonter i mindre grad end tidligere levner plads til menneskeskabte politiske visioner og kampe om ønskelige samfundsforandringer.

Ny politisk dagsorden

De samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser ved den hastige digitale teknologiudvikling samt den eksplosive dataficering er langt fra politiske mærkesager i et land, hvor vi end ikke har et it-udvalg i Folketinget.

Jeg efterlyser, at politikeren og medierne i valgkampen katapulterer digitalisering og teknologiudvikling op ad den politiske dagsorden. Helt op ved siden af klimaudfordringer, sundhedsreform og pensionsudspil, hvor det hører til.

Og lad mig starte med at foreslå, at vi i Danmark går skridtet videre end vores broderlande Norge og Sverige, der har digitaliseringsministre, og opretter et selvstændigt digitaliseringsministerium efter det kommende folketingsvalg.

I en række blogindlæg på Version2 vil jeg de kommende uger præsentere en række argumenter for hvorfor, at det er nødvendigt at oprette et digitaliseringsministerium.

Digitalisering er mere end effektivisering

I Danmark har effektivisering og besparelser længe været nøglepunkter i diverse strategier for digitaliseringen af den offentlige sektor. I Regeringens Sammenhængsreform hedder det, at digitalisering er midlet, der gør det muligt at sikre en mere effektiv, tidssvarende og fleksibel offentlig sektor.

Dette er ikke nødvendigvis et onde i sig selv, men en konsekvens af det snævre digitaliseringsfokus har været at relationen mellem offentlige myndigheder og borgerne i Danmark på række væsentlige velfærdsområder er blevet gjort til et spørgsmål om, hvor hurtigt og effektivt velfærdsydelser kan levers og sager kan løses.

Det har medvirket til, at ansatte i den offentlige sektor er blevet klemt i en kombineret digitaliserings– og effektiviseringssandwich. Fokus på, hvordan borgernes menneskelige behov imødekommes og deres problemer løser, lader flere steder til at være tippet til fordel for en kombination af digitaliseringsoptimisme og regnearksgymnastik.

En konsekvens er, at digitaliseringen risikerer at komme yderligere i modstrid med velfærdssamfundets fungerende institutioner og fagkompetencer.

Et skræmmeeksempel på, hvordan tilpasning af relationen mellem arbejdsgange og it-systemer synes at være tippet til fordel for sidstnævnte er Sundhedsplatformen, der ifølge flere kritikere decideret har domineret og undergravet fagligheden på hospitaler i Region H og Region Sjælland. Kort sagt så har Sundhedsplatformen kostet på alt fra output af hospitalernes kerneydelse over patientsikkerhed til medarbejder tilfredshed.

Digitalisering af det offentlige har på mange måder været et gode, men der er behov for politiske visionerne, der rækker længere og stikker dybere end effektivisering og optimering af velfærdsproduktion og -services.

Oprettelsen af et digitaliseringsministerium er naturligvis ingen garanti for, at vi ikke fortsat kommer til at opleve mangelfuld og kritisabel implementering af digitale løsninger, men et digitaliseringsministerium vil eksempelvis kunne danne ramme om en enhed, som bistår de øvrige ministerier, når det offentlige skal indkøbe og implementere it-systemer af en vis størrelse, således at kvaliteten af f.eks. udbudsmateriale øges.

Digitalisering er mere end vækst og erhvervsfremme

Vækst, erhvervsfremme og konkurrenceevne er ofte gentagne honnørord, når det kommer til skiftende regeringens digitale vækststrategier og vækstråd. Disruptionrådet og senest det Dataetiske Råd, begge oprettet under Erhvervs- og Vækstministeriet, understreger tillige den økonomisk og markedsdrevne digital tankegang.

Ligeledes dominerer et konkurrenceevne- og vækstfokus i den fornyligt lancerede Nationale Strategi for Kunstig Intelligens, der har Finans- samt Erhvervs- og Vækstministeriet som afsendere. Danmark som digitalt foregangsland er lig med et land, hvor markedsvilkår samt erhvervs- og vækstoptimerende visioner er ledestjerner for den digitale udvikling.

Da den seneste digitale vækststrategi blev lanceret i januar i fjor kom daværende Erhvervsminister Brian Mikkelsen for skade at sige, at ‘vi har fuldt firspring på, næsten hovedet under armen, fordi der ligger kæmpe perspektiver for Danmark i at udnytte digitaliseringens mange muligheder’.

Citatet er symptomatisk for en digitaliseringsoptimisme, der har præget de seneneste regeringer. To farer ved digitaliseringsoptimismen og det dominerende økonomiske fokus er, at vækstmantraet fortsætter sin forblindende dominans, samt at den private sektor fortsætter med at være den digitale udviklings primære ophav og standardsætter.

Diskussionen om teknologiens samfunds- og menneskeforandrende potentiale er imidlertid for vigtig til udelukkende at handle om profitmaksimering, erhvervsfremme, besparelser og effektivisering. Digitaliseringen skaber stadig nye muligheder og nye behov.

Den ændrer dermed både de politiske og samfundsmæssige spørgsmål, som kan stilles, og de svar, som er mulige.

Den digitale teknologiudvikling vil også i fremtiden forandre vores væren, samfund og verden. Derfor er der behov for oprettelsen af et digitaliseringsministerium, så vi kan tage de politiske, idelogiske og samfundsmæssige kampe om hvordan og hvorfor disse forandringer vil finde sted.

Oprettelsen af et digitaliseringsministerium kunne skabe en afgørende platform for, at politikere, embedsmænd, medier og borgere bliver klogere på, diskuterer og påvirker, hvordan digitaliseringen skal fortsætte. Vi er nødt til aktivt og åbent at forholde os til teknologiens sociale, økonomiske, kulturelle og politiske muligheder og konsekvenser.

Etableringen af et digitaliseringsministerium kan være med til at sikre, at vi tænker den digitale udvikling mere holistisk, så samfundet kan veksle potentielle effektiviserings- og produktivitetsforøgelser til udvikling af bæredygtighed for både natur og mennesker.

Digitale teknologier er ikke et ’quick fix’, men udviklingen af dem vil kunne bruges i kampen mod yderligere klimaforandringer ved f.eks. at gøres i stand til at leve mere bæredygtigt samt være med til at sikre en bedre balance mellem arbejdsliv, frihed og selvrealisering.

En demokratisk nødvendighed

Det er en demokratisk nødvendighed, at vi samfund formår at vriste præmisserne for den digitale udvikling samt debatten herom ud af hænderne på tech-virksomheder, managementkonsulenter og finansministerielle regnemaskiner. Hverken fortidige, nutidige eller fremtidige konsekvenser af teknologier kan sættes på entydige og endegyldige formler eller gøres op i regneark.

Det hidtidige syn på digitalisering og den manglende politiske diskussion af digitaliseringens konsekvenser og potentialer begrænser vores tænkning. Begrænser vores demokrati. Vi er nødt til at diskutere, hvilken digital omdannelse vi ønsker og hvorfor. Hvem der skal stå i spidsen for den, og hvordan bør den forløbe.

Et digitaliseringsministerium vil være med til at sikre styrket og vedvarende politisk diskussion, prioritering og indflydelse på den digitale udvikling samt yderligere understøtte, at vi får skabet en offentlig digitaliseringsdebat på både kort og langt sigt.

Relateret indhold

Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Knud Larsen

Der bør vel først være fokus på behov og lovgivning. Man kunne begynde med at kræve mere logik og mindre filosofi i vores lovgivning. Hvis ikke en lov kan beskrives logisk kan den ikke vedtages, samt check af overlap og konsekvens med andre eksisterende love. Det sker ikke i dag, derfor er lovgivningen blevet alt for for kompleks for borgerne, der principielt skal leve op til lovene. Mængden og hastigheden er også skadelig. Som CEPOS har påvist det vil samfundet gå helt i stå og har negativ vækst pga det besvær det medfører. Gode eksempler på dette virvar findes: http://skat-uret.dk/ret/2019-skats-fup-og-svindel-med-din-konto.aspx.
Det er også besynderligt så tilfældigt det foregår. På den ene side skal borgene tvinges til at have NEMid og andet og så alligevel ikke. Senest skal borgeren søge analogt og med slowmail for at få henstand med de uhyrlige grundskatter.

  • 1
  • 1
Anne-Marie Krogsbøll

Hvor er det rigtigt og godt skrevet. Og tiltrængt.

Sundhedsplatformen er som nævnt et illustrativt symptom på hovedløsheden. Et andet er den nylige og igangværende skandale, hvor Movia i et anfald af digitaliseringsvanvid har afskaffet de analoge og særdeles velfungerende køreplaner på busstoppestederne, selv om disse kan betjenes af stort set alle befolkningsgrupper, mens de erstattende digitale løsninger er eksklusivt forbeholdt visse befolkningssegmenter. Og man vil ikke blive klogere, for nu bruger man så - som følge af kæmpe shitstorm - en masse ressourcer på at køre rundt og genopsætte analoge ruteplaner på stoppestederne - men selve køreplanerne vil man ikke sætte op igen. Det nærmer sig forbryderisk dumstædighed. befolkningen skal åbenbart tvangsdigitaliseres, uanset om den vil eller ej, for den er allerede solgt af politikerne og diverse embedsmænd og bestyrelsesmedlemmer til overvågningskapitalisterne.

Et lille forslag: Måske skulle man i stedet kalde det et "Analogiseringsministerium"? Det er de gode, analoge løsninger, vi nu skal sætte fokus på og kæmpe for at skabe eller holde fast i. Og så lad Anders Kjærgaard og Anders Colding-Jørgensen dele ministerposten. Det ville give verden et hårdt tiltrængt håbefuldt og medmenneskeligt superpift :-)

analogist.dk

  • 7
  • 0
Jan Gundtofte-Bruun

Kan vi ikke, når vi får stablet det her ministerium på benene, undgå at ansætte rigtige, kyndige IT folk, for de vil uvægerligt blot belemre og besværliggøre det hele? Vi har jo stor empiri for at det er så meget nemmere (om end ikke billegere) bare at hælde magisk IT sovs over eksisterende systemer...

/s

  • 5
  • 0
Bjarne Nielsen

Jeg er helt enig i, at vi har mistet kontrollen, og at det er bydende nødvendigt, at vi skal kæmpe for at få den tilbage.

Jeg har i mange år gået og glædet mig til fremtiden, men nu hvor den bliver til nutid, så er jeg meget skuffet. Det var ikke det, som jeg havde drømt om, faktisk er det i høj grad blevet til det, som diverse scifi forfattere har advaret om.

Jeg kan godt lide ord, og jeg synes at ordet "digitaliseringsoptimisme" er helt fantatisk. For "pessimist" er det som en optimist kalder en realist :-).

Vi skal ikke være bange for fremtiden, men vi skal allerede nu i gang med at forberede os. For den kommer uanset, om vi er klar eller ej.

  • 2
  • 0
Gert Madsen

Mange gode pointer i blog'en.

Jeg vil dog tilføje et andet aspekt. Man har brugt den "nødvendige" digitalisering, som undskyldning for at fjerne ansvaret fra leverandøren af information og ydelser over på borgeren.
Det ses i det offentlige, såvel som i det private. Det er helt urimeligt at borgere skal ud i et ugentligt ridt gennem diverse hjemmesider, som kan indeholde endnu et 100 siders dokument i juristkaudervelsk, som regulerer vores liv. For det er naturligvis ikke et krav at disse betingelser sendes direkte til borgeren.
Jeg ved reelt ikke hvad der foregår, eller hvilke betingelser, som jeg i øjeblikket er underlagt, fordi jeg hverken kan eller vil bruge adskillige timer ugentligt, for at tjekke om en offentlig myndighed, eller en bank, forsikringsselskab etc. har fundet det betimeligt at ændre i de indgåede betingelser.
Så langt hen af vejen, er der ingen besparelser i digitaliseringen. Man flytter bare besværet over på nogen andre.
Tidsforbruget for borgeren skal naturligvis indgå i den forretningsplan, som bør ligge til grund for disse digitaliseringsprojekter.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize