Dagbog-bloggen

Uge 1: Skal vi være stolte?

Jeg spurgte mine chefer, om de var parat til at blogge om de udfordringer og betragtninger, vi som dansk start-up står med, i en tid hvor vi søger nye midler til at fortsætte arbejdet med vores danske webservice, memit. De er alle klar, så i de kommende uger vil I høre fra vores COO, vores CEO og vores CTO, inden jeg runder af. I dag starter jeg med betragtninger om community building og et spørgsmål om, hvorvidt vi skal være stolte af 2.000 brugere.

Skal vi være stolte?

I dag nåede memit 2.000 brugere. Nej, ikke 2.000.000 eller 200.000. To tusind brugere. Og ja, på nettet er det ikke en masse.

Så skal vi være stolte?

To tusind brugere er sandsynligvis svarende til, hvad Facebook får omtrent hver time, eller så mange Twitterbrugere der tweeter hvert sekund, men husk på - Twitter og Facebook havde på et tidspunkt 4 brugere. Og så 10 brugere. Og derefter 100 og så 2.000. Og de voksede til de globale platforme, de er i dag. Undervejs vil jeg vædde på, at de var superbegejstrede, da de nåede 100 brugere, 500 brugere og 2.000 brugere.

Vores unge alder betyder ligeledes, at vi ikke har mange followers på hverken Twitter eller Facebook. Og hvordan griber man som community manager det an? For mit vedkommende har jeg taget udgangspunkt i det sammenhold, vi selv har som gruppe.

På vores heldagsworkshop i den forgangne weekend arrangerede jeg en øvelse, hvor vi talte om alle de ting, vi ellers har haft og har gang i, som ikke har noget med memit at gøre, for på den måde at blive klogere på, hvad vi hver især kan, og hvordan vi sammen kan bygge kernen i det kommende community. Vi forsøger med andre ord at gå forrest og prøver at være et forbillede, vi gerne ser vekslet til et fremtidigt community med tre vigtige hovedtræk: venlighed, hjælpsomhed og imødekommenhed.

Vi er bare en håndfuld mennesker, der dagligt arbejder med memit, og vi har allerede fået fantastiske tilbagemeldinger fra vores brugere. Og de er ikke vores tanter og onkler. Vi har brugere i mere end 50 lande i dag.

Det, at vi er et lille team, giver os mulighed for at træffe hurtige beslutninger, baseret på fantastisk feedback fra vores superbrugere. UX og UI bliver debatteret, både blandt os i teamet og blandt vores superbrugere. Og vi handler ud fra disse indspark hver dag. Vi har en wall of fame med vores top-brugere. De hænger i vores lille kontor i København, og vi ser på dem og gør honnør til dem hver dag. De er med til at drive os frem. Dem og den kendsgerning, at vi tror, vi er i gang at bygge noget unikt.

Vi prøver at bygge noget, hvor kakofonien af information og viden får den kuratering, opmærksomhed og behandling, der er nødvendig for, at den viden ikke bare forsvinder i strømmen af opdateringer på alle platforme, 24 timer i døgnet. Pinterest gør det for billeder. Vi vil gøre det for viden.

Vi vil forsøge, på hver af vore indlæg i denne serie afslutningsvis at indlejre en form for dagsstatus; en slags temperaturtagning på dagen, set fra vores respektive skrivebord.

I dag håber jeg, at min session med 3 UX-eksperter går godt, at de forstår systemet og kommer omkring alle kroge af oplevelsen. Samtidig håber jeg, de leverer god og brugbar feedback. For hver eneste nye superbruger er en potentiel ambassadør.

Det bedste i dag er, at billedet af hele teamet fra vores workshopdag har fået en god modtagelse på Facebook. For det fortæller mig, at teamet i sig selv kan være en kilde til indlæg om vores webservice.

Det værste i dag var, at der var et skuffende antal nye brugere over natten. Det er så svært at gennemskue, hvorfor der er dårlige dage, når de fleste er gode på den front.

Gårsdagen bragte nyheden om en god mulighed for at pitche memit for en af mine tidligere arbejdspladser. Brænd ikke dine broer!

Min aftenbøn til i morgen er, at vi alle får aktiveret vores netværk og får gjort dem klart, at op til en funding session kan vi bruge hvert et sign-up, vi kan få.

Så ja, jeg synes, vi skal være stolte! Synes du?

Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jeppe Morgenthaler

Hej Claus,

I memit forsøger vi at få styr på den viden vi alle i fællesskab genererer, når vi læser ting på nettet. Som en blanding af Pinterest, Evernote og Twitter gør vi det muligt at profilere sig selv gennem den viden man tilegner sig online, og samtidig blive klogere ved at se hvad andre i ens netværk læser.

Alting gemmes vha. en klipper i din værktøjslinje og kan deles eller gemmes privat, enten til dig selv eller i grupper af brugere. Du kan gemme bogmærker, artikler, pdf'er eller klippe enkelte indholdsbidder (billeder, video, teskstykker) alt efter hvad du har brug for.

Der er mere info at finde på memit.com og i denne introvideo, hvor du blandt andet kan se hvordan klipperen installeres: https://vimeo.com/66161349

Jeg står også til rådighed, både her og på jm@memit.com med uddybende information. Tak for interessen og spørgsmålet!

Bedste hilsner,
Jeppe

  • 2
  • 0
Claus Jensen

Det ser jo ganske interessant ud - held og lykke med det :)

Må man spørge, hvad forretningsmodellen er? Jeg bliver altid mistænkelig overfor gratis ting uden reklamer, der tydeligvis har kostet penge at udvikle. Skal det være brugerbetalt eller reklamefinansieret, eller...? (Håber ikke, jeg foregriber fremtidige emner på bloggen for meget, jeg er bare nysgerrig...)

  • 2
  • 0
Jeppe Morgenthaler

Hej Claus,

Du foregriber en lille smule :)
I hvert fald er det noget vi kommer ind på i de kommende uger, så jeg vil næsten hellere lade mine chefer svare, men jeg kan afsløre at vi blandt andet arbejder på add-on-services der kunne blive abonnementsbaserede. Jeg håber du vil læse med i de kommende uger - og tak for sign-up!

  • 2
  • 0
Lars Tørnes Hansen

Det ser ret interessant - jeg er lige blevet bruger og vil følge hvad i skriver her på v2, og kigger også mere på hvad memid kan sådan mere specifikt.

Jeg står for Copenhagen Suborbitals kommunikation på Twitter, @CopSub og vil kigge på om det kunne bruges sammen med/samtidigt med Twitter.

Her jeg specielt interesseret i om der er web API som min bot kan bruge til automatisk at poste indhold.
F.eks. er det meget sikkert at poste indlæg fra Rumfart på den anden måde bloggen fra ing.dk ( http://ing.dk/blogs/rumfart-pa-den-anden-made ), og Kristian von Bs Rocketshop blog fra Wired Science Blogs ( http://www.wired.com/wiredscience/rocketshop ).

  • 1
  • 0
Jeppe Morgenthaler

Hej Lars, for det første er jeg stor fan af Copenhagen Suborbitals og har fulgt jeres broadcasts med svedige håndflader. For det andet vil jeg tage en snak med de mere teknikstærke hos os og se om vi kan hjælpe dig med noget af det du taler om. Jeg vender tilbage.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize