Dåt kårm

Jeg er lige blevet færdig med bogen "IT-boblen" (http://www.it-boblen.dk/) og der var ret spændende at læse om, hvordan det gik for sig dengang da pengene flød frit i Dotcom branchen og alle var fulde af gode ideer.

Selv havde jeg fornøjelsen af at tilbringe 1 år i en af de mest profilerede virksomheder i denne bølge, nemlig Tim Frank Andersens gode gamle Framfab biks.

Jeg blev egentlig ansat i et svensk IT konsulent hus, men samme dag jeg startede i biksen fik vi at vide, at vi var fusioneret (eller opkøbt - sådan nogle detaljer gik vi ikke meget op i dengang..) med Framfab og det skulle jo fejres.

Så jeg måtte ringe hjem og sige at jeg skulle arbejde over på min første dag, for hele flokken blev kørt til Kgs. Nytorv på firma-skøjtetur og derefter ud til Nørrebro for at feste til den lyse morgen...

Jeg tror roligt jeg kan sige, at det er den mest ekstravagante første arbejdsdag jeg nogensinde har haft :-). Men det var jo blot en af de 30-40 fester der skulle holdes det næste års tid fandt jeg hurtigt ud af..

Sidste fest jeg deltog i var den i bogen omtalte julefrokost på Sørup Herregård, som nok var det sidste store brag i Framfab før det begyndte at gå ned ad bakke.

Allerede et par måneder efter blev der fyret 80 folk på en gang.
Boblen var brast, men det var - som folkene i bogen også fortæller - pissesjovt og enormt lærerigt at se, HVOR meget drive man kan have på en arbejdsplads når man bliver kollektivt høje af den gode fælles stemning der hersker sådan et sted.

Så læs bogen - og få en fornemmelse af, hvordan suset var dengang, og lær hvordan folk som Tim Frank, Martin Thorborg og Caroline Søeborg kæmpede for først at stable deres virksomhed på benene og derefter for at følge med den enorme opkøbs- og fusioneringsvækst de mere eller mindre blev tvunget ud i.

Det var en helt speciel ånd dengang og det er noget som jeg og andre bringer med ind i og dyrker i vores egne virksomheder, så tak for den gode inspiration !!

En enkelt fejl har bogen dog: Det var ikke "Nu er det jul igen" vi sang på Sørup Herregaard.

Det var "We are the champions" og vi skrålede løs på "we'll keep on fighting to the end"...den ende som var lige rundt om hjørnet på det tidspunkt....

Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize