georg strøm bloghoved

Counterstrike og aflæring

Alle der har ventet i den bagende sol med en Colt 45 i hånden, ved det er svært at ramme et stillestående mål på ti meters afstand. Til gengæld er det rutine at skyde løbende angribere på noget der skal forestille en langt større afstand i et spil som Counterstrike.

Nye spillere skal kunne lære et spil uden at have en instruktør til rådighed, og det skal allerede de første minutter føles så let og ubesværet, at spillerne ikke bliver frustrerede. Derfor er sværhedsgraden urealistisk lav.

En konsekvens er, at spillerne kan få en følelse af at have lært noget, uden faktisk at kunne det. De undervurderer hele det samspil, der er nødvendigt for at lære færdigheder, som kan bruges i det virkelige liv. Derefter er det noget af en nedtur, når de oplever hvad der kræves for at lære en færdighed i virkeligheden.

Det gælder også for sådan noget som at køre bil.

Hvis unge ikke bruger en færdighed, vil de ikke lære den, og i værste fald aflære hvad de allerede har lært. Det kan være tilfældet for unge som bruger en stor del af deres tid på at spille computerspil.

Altså den gruppe af unge som bruger en stor del af deres vågne timer på computerspil, så det begrænser deres direkte samvær med andre.

I forhold til den virkelighed der omgiver os, er de sansemæssige udfordringer fra computerspil begrænsede. Samtidig tyder forskningen på, at evnen til at integrere og behandle detaljer i sansemæssige indtryk hænger sammen med udviklingen af evnen til at tolke situationer og tænke over komplekse problemer.

Nogle af de mest afgørende sansemæssige indtryk – bortset fra synet af en bil der kommer kørende lige hen imod hvor du står – er andre menneskers ansigtsudtryk og mimik. De er vanskelige at simulere i spil, så de er enten grove eller mangler helt, så spillere vænner sig af med at tolke dem, eller bliver i hvert fald ikke bedre til det.

Hvordan så med faglig viden, for eksempel historie? Mange spil foregår i en historisk kontekst, og jeg har selv set hvordan et spil som Assasin's Creed kan give nogle unge lyst til at lære mere historie, men der er nogle begrænsninger.

Når unge både er opslugt af at klare spillet, er der bliver langt mindre tid og overskud til at erhverve viden. I den situation er tiden bedre brugt på at se en film om det samme emne.

Det kan selvfølgelig være noget andet, hvis der er tale om simuleringer som er lavet til undervisningsbrug. Jeg skriver her om de almindelige spil som unge selv gerne vil spille.

De kan i værste fald give en direkte misvisende forståelse. Jeg har set det med krigsspil, hvor alt hvad der har at gøre med tanker, følelser og selve forvirringen i en krig mangler. Det der er tilbage er logisk og overskueligt som på en sportsplads. En dokumentarfilm og selv en biograffilm kan give en ide om hvad krig er for noget, mens et spil direkte blokerer for forståelsen.

Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
MK Graversen

Det er et interessant debatindlæg, men udgangspunktet er helt i skoven. Nu hvor du direkte går ud og bruger CS (Counter-Strike) som eksempel, antager jeg, at du allerede ved en del om emnet, og at jeg ikke behøver skære spil-termerne ud i pap.

Ja, mange nyere single-player FPS-spil er meget nemme at gå til, og for den sags skyld nemme at gennemføre, i sær hvis man selvfølgelig holder sig til de nemme sværhedsgrader.

Men at sige, at CS er urealistisk nemt, eller sagt på en anden måde, at handlingerne i spillet er alt for nemme at udføre, i forhold til tilsvarende handlinger i virkeligheden, giver absolut ingen mening.

For det første, ville CS være utroligt kedeligt, hvis det var så realistisk som muligt, for så havde man jo kun et liv i hele spillet, og man ville stort set aldrig se en modstander. Det tager meget vel udgangspunkt i en nogenlunde realistisk verden, men ingen ville spille det og dermed lære noget af det, hvis det var meget mere realistisk.

Det er også en skræmmende tanke, at du basere din udtalelse om, at folk ikke lære noget af spillet, fordi det ikke er realistisk nok. Det er jo netop en typisk misforstået holdning fra folk, som kun ser lidt på fra sidelinjen. De tror nemlig, at almindelig børn og unge ikke kan skelne fiktion fra virkeligheden, men jeg har den opfattelse, at det i virkeligheden er dem på sidelinjen, der har sværest ved at skelne de to verdenerne fra hinanden.

For det andet, så er netop CS et multiplayer-spil, så i stedet for at sige, at det er alt for nemt i forhold til virkeligheden, bør du se på, hvor nemt spillet reelt er for spillerne imellem. Jeg har selv spillet CS siden 1999, og selv om jeg har spillet det rigtig meget de første ca. 8 år og har været rimelig god, har jeg aldrig været i nærheden af, at være blandt de bedste i Danmark.

Mange videnskabelige undersøgelser har allerede dokumenteret, at regelmæssige FPS-spillere typisk får bedre reaktionsevner, ligger bedre mærke til synlige detaljer og sandsynligvis også hørebare detaljer. CS er desuden et hold spil, og jeg har læst flere artikler fra personer med lederstillinger, som har lært meget af samarbejdet og koordineringen i spil som CS og World of Warcraft.

Nu sammenligner du selv problematikken med det at køre bil, men hvis du havde sat dig lidt mere ind i emnet og måske havde spurgt nogle eksperter, der ved noget om emnet, ville du hurtigt blive klogere. Det er for eksempel ikke særlig ofte du ser en bilist, der er lige så fokuseret, hurtig på reflekserne og opmærksom på visuelle og auditive detaljer, som en CS-spiller midt i en vigtig kamp. Jeg taler desuden af erfaring: Disse færdigheder bliver til en hvis grad helt ubevist overført til andre interaktioner, så som, når man kører bil.

"[..] og det skal allerede de første minutter føles så let og ubesværet, at spillerne ikke bliver frustrerede. Derfor er sværhedsgraden urealistisk lav."

For det første, er det en grum misforståelse, at du taler om sværhedsgraden i et multiplayerspil, for spillet er ikke svære end din modstander. (Ja, det er muligt, at spille i mod computerstyrede bots, men det er ikke det spillet reelt er designet til).

Jeg vil gerne modbevise, hvor nemt spillet er, ved at udfordre dig til en 1 mod 1 kamp på et hvilken som helst map.

  • 12
  • 1
Jacob Christian Munch-Andersen

Hvad angår at køre bil i øvrigt er det da vist ret velkendt at trafikken er en dårlig læremester, man har stort set aldrig brug for en hurtig undvigemanøvre eller at rette en bil op som skrider, derfor lærer man det ikke, men det er alligevel uhyre vigtige egenskaber for sikker kørsel.

4 timer på køreteknisk anlæg hjælper selvfølgelig, men det er ikke meget træning man når på den tid, og det hænger ikke nødvendigvis ved et helt liv. Et godt bilspil virker som en rigtig god supplering hvad angår de hurtige reaktioner.

  • 1
  • 0
Janus Rønne

Jeg må erklære mig 100% enig med Martin Graversen. Til trods for at jeg aldrig har brugt mange timer på Counter Strike, så ved jeg udmærket hvor "nemt" det er, eller rettere - hvor svært det er, når du fjerner dig fra begynder stadiet.

De argumenter og konklusioner der drages i artiklen, må efter min opfattelse bunde i uvidenhed og har ingen gang på jord.

  • 6
  • 0
mikkel Holm

Georg Strøm, med en PH.d, burde man forvente at når du udtaler dig så skråsikkert om et emne som computerspil, at du også har belæg for dine påstande? Jeg synes ikke det kommer frem i din blog og er nysgerrig efter at vide hvad der ligger til grund. Jeg mener nemlig det basseret på et fejlagtigt grundlag og generel manglende forståelse.

Computerspil er en fritidsaktivitet ligesom eksempelvis modelbyg. En der bygger en fjernstyret-modelbil, forventer heller ikke han nu er bilmekaniker og fordi han kan fjernstyre den, bliver han heller ej per automatik professionel racerkøre. Den er ligeledes heller ikke realistisk, fordi den kan ting en bil ikke vil kunne. Men størstedelen kan nu godt skelne fiktion fra virkelighed. Dvs. til køreprøven tager han heller ikke marken inden over fordi han kan komme foran ;)

Computerspil går ud på at få et afbræk fra hverdagen og mange spil har et større socialt netværk bag sig, som eksempelvis CS hvor der er klubber der spiller mod hinanden, man mødes socialt til mindre og større events (LAN) mv.

Kunne blive ved; men Georg Strøm synes du er det perfekte eksempel på en ekspert der formodtlig aldrig har spillet et computerspil, men stadig har en filosofi, der dog både mangler dybere indsigt og substans.

  • 2
  • 0
Georg Strøm Blogger

Det gør jeg måske også. Lad mig starte med Mikkels indlæg, det sidste. Jeg er enig med indholdet - altså bortset fra de nedsættende kommentarer til mig. Computerspil er en fritidsaktivitet, problemet kommer når kommercielle spil bliver opfattet som et middel til undervisning, måske endda som et bedre middel end mere traditionelle undervisningsmidler. Det er fristende, i det mindste er eleverne opslugt og sidder stille.

Jan Stampes artikel dokumenterer desværre ikke så meget. Det lader til at eventet er lavet som en reklame for Nissan og spillet Gran Turismo, og der er ikke tale om en typisk gruppe af spillere. Et enkelt spørgsmål er, hvor meget erfaring deltagerne havde med almindelig bilkørsel, før de kom til racerbanen.

Der er et andet forsøg - det er med skydning - hvor resultaterne er mere pålidelige. Det viser at deltagerne blev bedre til at ramme med en pistol, ved at spille et skydespil. Der var dog det særlige ved forsøget, at deltagerne brugte en controller formet som en pistol. De resultater kan altså heller ikke overføres til spillere som bruger et almindeligt computer interface. Og det er flertallet.

Forsøget med pistolskydning var nok til at sætte mere fut i den varme diskussion omkring skydespil. Der er mange som mener at spillene både kan lære unge at skyde og vænne dem til at gøre det. Når I skriver at spillene kan gøre unge bedre til at skyde under realistiske omstændigheder, så er det præcis den kritik som kommer fra de personer, som vil have spillene begrænset eller endda delvist forbudt. Det virker næsten som om flere af jer skyder sig selv i foden, når I prøver at forsvare spillene.

Hvad kan man så lære af computerspil? Her er mit bud.

Spillere kan selvfølgelig godt skelne mellem hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er det. Problemet er, når et spil er baseret på en virkelighed de ikke kender. Så kan de tro at virkeligheden ligner spillet på væsentlige områder, hvor den ikke gør det. De har jo ikke så meget at sammenligne med. Her er der nogle tekniske begrænsninger i spil, som begrænser hvor realistiske de kan laves, hvis de skal køre på en computer i et almindeligt prislag.

Spil kan lære spillere at tage beslutninger. Hvis vi holder os til skydning, er et af de væsentlige problemer for mennesker som skal lære at skyde for alvor, at mennesker normalt tøver med at skyde på andre. Det har endda ofte vist sig for soldater i kamp. Her kan et spil gøre beslutningen om at skyde mere refleksmæssig, så en person skyder uden at tøve. Forsøget med pistolskydning tyder på at deltagernes skydning blev mere refleksmæssig ved at bruge spillet. Så vidt jeg ved, er det især det område, hvor militæret og andre bruger spil til træning.

Her kan commercielle spil naturligvis give problemer, hvis de ikke også træner spillerne i, hvornår de skal lade være med at skyde på en person.

Kommercielle spil har svært ved at lære spillerne at udføre handlingerne. Det kræver træning af en række bevægelser, så de kan udføres automatisk og velkoordineret og tilpasses til forskellige omstændigheder. Her er det ret indlysende, at træningen af de bevægelser der skal til for at skyde med brug af et tastatur, ikke er meget værd, når det drejer sig om at lære at bruge de helt andre bevægelser som er nødvendige under realistiske forhold.

Koordineringen af bevægelser i hele kroppen er nok den vanskeligste del i praksis. Derfor gør det ikke den store forskel i sværhedsgrad, hvor dygtig modstanderen er. Hvis spillet var lavet, så skydningen var realistisk, ville resultatet ofte være at deltagerne slet ikke ramte hinanden.

  • 2
  • 3
Jesper Louis Andersen

Hvad kan man så lære af computerspil? Her er mit bud.

Du rammer fuldstændigt ved siden af fordi du ikke kender et spil som CounterStrike og hvad der egentlig er det bærende spilelement. Grunden til at spillet har en nogenlunde let initiel tilgang er fordi det er maddingen der skal holde spilleren interesseret længe nok til at forstå det dybere i spilkonceptet. CS handler overhovedet ikke om realisme eller om at skyde andre mennesker. Det er bare det grundliggende middel. Det handler derimod om Øje/Håndkoordination, overblik, taktik, strategi, samarbejde og en overvejende evne til at sætte sig ind i hvad ens modspiller foretager af handlinger, ikke ulig en poker- eller skak-spillers læsning af sin modstander.

Det er den primære grund til at folk bruger så meget tid med spillet. Jeg tror sådan set de fleste spillere af den type spil for længst er stoppet med at overveje maddingen, akkurat ligesom meget få knægte/knægtinder overvejer premiset for "cowboydere og indianere" nede på legepladsen.

  • 4
  • 0
Simon Friis Vindum

Nogle af de mest afgørende sansemæssige indtryk – bortset fra synet af en bil der kommer kørende lige hen imod hvor du står – er andre menneskers ansigtsudtryk og mimik. De er vanskelige at simulere i spil, så de er enten grove eller mangler helt, så spillere vænner sig af med at tolke dem, eller bliver i hvert fald ikke bedre til det.

Man lærer heller ikke at tolke ansigtsudtryk ved at læse en bog, løbe en tur i skoven eller løse soduko. Til gengæld har de beskæftigelser - ligesom computerspil - andre gavnlige virkninger, og der er ingen grund til at føre klapjagt på dem.

En dokumentarfilm og selv en biograffilm kan give en ide om hvad krig er for noget, mens et spil direkte blokerer for forståelsen.

Her mener jeg, du giver indtryk af ikke helt at forstå, hvad der går gennem hovedet på en, når man spiller et skydespil. Det handler overhovedet ikke om krig! Og derfor er der heller ikke er nogen, som bilder sig ind at forstå krig, efter at have spillet et spil som Counter Strike. Jeg helt enig med Jesper Louis Andersen, alt det med våben, mord og bomber - det er kun spillets yderste overflade. Netop derfor er det let, for folk der ikke forstår spillene, at fejltolke hvad spillerne oplever. For forældre ligner det, at deres barn sidder og dræber i timevis foran skærmen, men for barnet selv handler det om helt andre ting, nemlig de ting Jesper nævner.

Counter Strike handler lige så lidt om pistoler, terrorister og krig som skak handler om bønder, tårne og dronninger. Det er en indpakning, hvori spillets sande essens findes.

  • 3
  • 0
Jacob Christian Munch-Andersen

Computerspil er en fritidsaktivitet, problemet kommer når kommercielle spil bliver opfattet som et middel til undervisning, måske endda som et bedre middel end mere traditionelle undervisningsmidler.


Stråmand. Ingen her eller for den sags skyld i nogen anden debat jeg har læst har påstået at almindelige computerspil skulle være et alternativ til traditionel undervisning.

Et enkelt spørgsmål er, hvor meget erfaring deltagerne havde med almindelig bilkørsel, før de kom til racerbanen.


Det ved jeg ikke, men jeg vil til enhver tid påstå at det er stort set ligegyldigt, almindelig bilkørsel er så forskelligt fra ræs at det ikke vil være bare i nærheden af at kunne lære dig at køre ræs. Med det rigtige udstyr har man til gengæld i racerspil et interface som er stort set identisk med det man finder i en rigtig racerbil, og med det rigtige spil er fysikken også på plads.

Hvad angår skydning så er det selvfølgelig korrekt at man ikke lærer at holde et rigtigt våben ved at spille computerspil, ingen har sagt andet.

Hvis spillet var lavet, så skydningen var realistisk, ville resultatet ofte være at deltagerne slet ikke ramte hinanden.


Helt korrekt. Og prøv så selv at gætte hvor mange huller i luften jeg har skudt i løbet af mine forsøg på at spille Counter Strike. (Tip: En hel del flere end i modstanderne.)

  • 2
  • 0
Kristian Lund

Hvorfra kommer tanken, at Counterstrike skal lære en at skyde, og om anti-terror operationer? Eller at et bil-spil skal lære en at køre bil? Det lyder dybt sært på mig.
Men det kan da være at begge kan lære noget reaktionsevne. Måske noget samarbejde, hvis man spiller multiplayer på højt nok niveau? Måske noget engelsk i Civ IXX, eller hvad vi nu er nået til?

Der findes ikke nogen sværhedsgrad for CS, hvor skyderiet bliver "realistisk" - enten er der så mange parametre med (adrenalin, lænen sig til højre, hvor længe den anden har sigtet), at det slet ikke kan spilles, eller også er det bare et spil der bruger en virkelig verden som afsæt. Man lærer heller ikke at føre krig af Risk, men måske lærer man noget om sandsynligheder på terningeslag.

  • 0
  • 0
Kasper Grubbe

Du kan prøve spillet ARMA som er militær simulation. Der kan du lære både strategi og hvordan du skal bevæge dig i tærren, skydestillinger, og hvordan du bør agere i forskellige situationer.

Gennem mods har spillerne implementeret både kortbølge, og langbølge radioer, og betjeningen af dem er ligesom i virkeligheden. Så når du får fat i en af forsvarets radioer, så kan du betjene både dem du kan bære, samt radioerne i deres biler.

Når du spiller med andre bruger de også radio-disciplin, så det lærer du også.

Du kan se en kort introduktion til det her: http://www.youtube.com/watch?v=lSH2-NJbI3Q (det starter 7 minutter inde)

  • 1
  • 0
Georg Strøm Blogger

Der er faktisk flere som mener at spil kan bruges i almindelig undervisning. Blandt andre Multimedieforeningen i Danmark, og det fremgår ikke af deres materiale at de skelner mellem almindelige commercielle spil og simulationer eller spil der er lavet specielt til undervisningsbrug.

Dem der fremhæver spil i undervisning, nævner ofte at spil gør elever bedre til at samarbejde, til trods af at deres interaktion er begrænset i forhold til hvis de er ansigt til ansigt. Jeg har en mistanke om, at årsagen til at undervisning i samarbejde fremhæves, er at det er svært at måle, og derfor modbevise. Desuden mangler der kontrollerede studier, hvor unge både samarbejder gennem spil og om andre aktiviteter. Derfor er det umuligt at sige, hvor godt unge reelt lærer at samarbejde gennem spil.

Arma som Kasper omtaler er en militær simulation. Sådan en simulation kan bruges til undervisning, men det er nok ikke den type spil som bliver mest udbredt. Den virker mere rettet mod nogen som gerne vil lære taktik og udstyr at kende, end mod nogen som vil underholdes. For at bruge en analogi, så ligner det mere en lærebog end en roman.

Jeg er helt enig med de sidste indlæg som fortæller, at det er meget få færdigheder som kan overføres fra spil til virkeligheden. Jeg er også enig i, at der er mange personlige og andre færdigheder som man ikke øver ved at løbe en tur i skoven eller løse sudoku. Sudoku og løbeture er ikke vanedannende på samme måde som spil. Jeg har oplevet kraftige reaktioner fra unge når de skulle stoppe med at spille, som tyder på noget der ligner afhængighed

For en gruppe af unge optager computerspil en stor del af deres ledige vågne timer, mens de ikke har tid til andre. Det gør at de får mindre fysisk aktivitet og ikke har så meget tid ansigt til ansigt med andre. Det er især er den tid som udvikler sociale færdigheder.

  • 2
  • 4
MK Graversen

Jeg er helt enig med de sidste indlæg som fortæller, at det er meget få færdigheder som kan overføres fra spil til virkeligheden.

Så syntes jeg, at du ser meget snæversynet på det, for du fokuserer alt for meget på en-til-en overførelser fra spil til virkelighed. Counter-Strike er jo netop så urealistisk, at det er underordnet om det foregik i rummet med lasergeværer eller i en børnehave med vandpistoler. Det spillerne tager med i rygsækken af brugbare evner vil stort set forblive uændret.

Det inkludere blandt andet bedre reaktionsevne, bedre syn (eller nok rettere forbedret evne til at bemærke detaljer), bedre engelsk-egenskaber og bedre samarbejdsevne.

Det gør at de får mindre fysisk aktivitet og ikke har så meget tid ansigt til ansigt med andre. Det er især er den tid som udvikler sociale færdigheder.

Det er selvfølgelig ikke sundt for ens krop, at sidde stille foran en computer eller tv, og såkaldte it-nørder er ikke ligefrem kendte for at være de mest sociale i verden. Du glemmer dog en vigtig ting ved CS, nemlig at det er et hold spil, for selv på et meget lavt niveau, benytter CS-spillere et stemmekommunikationsprogram, så de kan tale sammen under kampe og koordinere deres samarbejde.

Jeg mener dermed, endnu en gang, at du udtaler dig om noget, som du tydeligvis ikke ved særlig meget om. Nej, de er ikke ansigt-til-ansigt med andre mennesker, men de er bestemt heller ikke asociale, når de sidder og spillet en CS-kamp.

Stort set ingen CS-kampe spilles uden at spillerne taler sammen, for man kommer ikke særlig langt uden kordinerede taktikker og en vedvarende kommunikation. Det kan også ofte være fremmede du kommer i tale med, og de kan være i alle aldre og begge køn.

Som resultat af min opvækst med CS, havde jeg i mange af mine folkeskole år næsten altid programmet Ventrilo kørende, når jeg sad ved computeren. På den måde kunne jeg hele tiden tale med mine venner fra hele landet, uden at jeg behøvede at finde cyklen frem og køre flere km til den nærmeste by, for at besøge en enkel kammerat.

  • 1
  • 0
Jacob Christian Munch-Andersen

Jeg synes at du har tabt din pointe.

Du har fremført en lang række vidt forskellige påstande og argumenter. En stor del af dem forekommer ikke at have nogen relevans for den titulære påstand at computerspil skulle have en "aflærende" effekt.

Der er ting man ikke lærer af computerspil, så hvis man ikke laver andet er det selvfølgelig et problem. Men det er ikke den pointe du går efter i blogindlægget, det er direkte skadelige virkninger der postuleres.

Hvad angår samarbejde, så er det ikke noget man lærer af at se på eller røre ved hinanden, det er noget man lærer af at løse opgaver som kræver samarbejde. På det parameter giver et spil som Counter Strike ganske god mening. Om det så gør spillet til godt undervisningmateriale er jeg ikke helt sikker på, men ideen er rimeligt logisk.

  • 1
  • 0
Lasse Sørensen

FPS-spil som CS er ikke et forsøg på at genskabe virkeligheden, men der i mod et forsøg på at skabe underholdning - bedre kendt som gameplay.

Der findes andre spil som er langt mere virkelighedstro, hvor man feks. spiller en snigskytte og hvor bullit-drop og vindretning med mere skal taget med i overvejelserne, men disse har slet ikke samme actionfyldte tempo, som feks. CS eller Call of Duty spillene har.

Jeg er selv tidligere konkurrence-skytte på både 15, 25 og 50 meter bane, så jeg vil mene at jeg har et OK udgangspunkt for at vide at computerspil og virkligheden på dette område er meget forskellig.

Det samme ses også indenfor bilspil. Der er flere spil som forsøger at virke som en simulator, mens mange spil tilsidesætter fysikens love for at skabe et bedre gameplay, ligesom flyspil findes både i simulator og mere actionprægede udgaver.

Dog er jeg ret sikker på, at folk som er dygtige til bilsimulatorer har en meget bedre forudsætning for at kunne køre bil på fornuftig vis, end den spiller som har highscoren i Mario Kart!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere